Hvis du ikke tidligere har spillet et spil i Fire Emblem-serien, så beskrives serien bedst som en tungere udgave af Advance Wars, hvor gameplay’et byder på langt flere muligheder, figurerne har mere diversitet og historien er mere i centrum. Det gør det dog også en del sværere at komme i gang med spillet.
Har du spillet Advance Wars, så er du umiddelbart på hjemmebane.Helt grundlæggende er Fire Emblem: The Sacred Stones et turbaseret strategispil med mange muligheder i dets gameplay og en tung historie, der spiller en vigtig rolle i Fire Emblem-serien – den er dog uafhængig af de andre spil. Lige fra starten af bliver du kastet ud i et utal af regler og informationer, langt flere end du har mulighed for at holde styr på på daværende tidspunkt. Vi snakker adskillige navngivne personer i historien, der har relationer, og en masse bynavne du med det samme forventes at kunne holde styr på og følelsesmæssigt reagere på. Det kommer netop i et sådan tempo, at du i højere grad prøver bare at få et overblik, end egentlig at blive draget ind i historien, hvilket er rigtig synd.
Det essentielle er dog, at der er uro i kongeriget, kongens tvillingepar skilles og begge prøver de at kæmpe sig til sejren – både for at finde hinanden, men også for at vinde deres rige tilbage. Heldigvis kommer man efter de første par baner hen til noget lidt mere statisk, hvor man begynder at holde af sine figurer, og herfra er det en fornøjelse, at hver enhed er noget, man har en personlig tilknytning til, da man så vil gøre endnu mere for at gøre den stærk og undgå at miste den. Du kan se det lidt som strategispillenes svar på Pokémon. Hele tiden kommer der nye figurer til, og du vil gøre alt for at beholde dem i kamp.
Karakterer introduceres ofte for hinanden gennem mellemsekvenser.Dette er desuden særledes nyttigt, for mister en af dine figurer alt sit liv, så ryger han/hun ud. Ikke kun fra den bane, men fra hele spillet – så her får du noget så sjældent som en følelsesmæssig interesse i at holde alle dine figurer i live gennem hver bane, og ofte er det derfor ikke nok bare at vinde banen. Man ønsker at vinde banen fejlfrit.
Selve kampene er ligeledes mere avancerede end i Advance Wars (no pun intented). Som det kan ses på billedet herunder, så vil kombinationen af figuren, dens erfaringer fra tidligere kampe, dens våben og en god portion held afgøre hvorvidt man vinder en kamp eller ej – heldigvis uden det nogensinde føles uretfærdigt. HIT viser sandsynligheden for, at man vil ramme sin modstander, DMG hvor mange HP-point den i så fald tager og CRT, hvad sandsynligheden er for at lave et ekstra godt angreb, som gør trefoldigt den skade angrebet ellers ville have gjort.
En standard kampsekvens.
Figurernes udgangspunkt kan variere fra kriger, healer, ridder hen over bueskytte og tyv til adskillige andre enheder, der hver har deres styrker. Inden hver bane bliver du bedt om at sætte et hold af de figurer, du har til rådighed, og her er det netop vigtigt at udvælge sit hold, så det rammer fjendens og banernes svagheder i form af terræn, samt områder og huse det kan betale sig at besøge for gode råd omkring kampen eller mulighed for at købe nye våben. Dette kan sagtens blive relevant hurtigt i spillet, da alle våben kun holder et bestemt antal slag, og du derfor ikke nødvendigvis står særligt godt ved bare at lade din bedste person med det bedste våben prøve at vinde banen på egen hånd. På samme måde er der forskellige styrker og svagheder af forskellige våben og magiske angreb, der giver spillet meget dybde.
Hertil kommer gameplay-elementer så som buddy-system, mulighed for at overtale fjenden til at komme over på ens side af krigen og andre ting, som jeg ikke vil løfte sløret for. Disse elementer er rigtig spændende, men de bliver kastet i hovedet på én så tidligt, at man ikke har vænnet sig til alt det andet endnu, og eftersom man sjældent støder på nødvendigheden (eller overhovedet muligheden) for at gøre brug af disse elementer senere i spillet, så ryger det hurtigt i glemmebogen. Jeg havde således foretrukket et mere fokuseret spil.
Der er selvfølgelig også et level-system med XP, skills og den slags.
Hvis du har spillet andre spil i serien tidligere, så er der dog ikke noget særligt nyt på gameplay-fronten foruden en ny historie med nye figurer og nye baner. I alt består Fire Emblem: The Sacred Stones består af 28 kapitler, men vil du spille dem alle, så må du gennemføre spillet to gange. Det forholder sig nemlig sådan, at du på et tidspunkt bliver tvunget til at vælge mellem to splittende story lines på hver 6 kapitler. I starten kan kapitler gennemføres på omkring 20 minutter, men senere bliver banerne større, og dermed tager de også længere tid at gennemspille. Desuden fortjener spillet stor ros for dets sværhedsgrad, hvor både nye og erfarne Fire Emblem-spillere uden tvivl vil kunne finde en sværhedsgrad, der er tilpas udfordrende.
Hvis du ikke tidligere har spillet et GBA-spil på Wii U, så vil du hurtigt opdage, at spil der bliver opskaleret fra den lille GBA-skærm ikke egner sig specielt godt til Wii U. Grafikken er ikke særlig pæn, styringen føles lidt for kluntet med D-pad og lidt for løs med styrepinden, og den eneste rigtige forskel fra originalen er, at man kan gemme på et hvilket som helst sted i spillet. Sidstnævnte kan godt nok være meget nyttigt i netop dette spil, men hvis du ejer originalen, så er der ikke nogen grund til at du køber Fire Emblem: The Sacred Stones til Wii U også.
GBA-grafik når det er bedst
Generelt set er grafikken egentlig fin af en GBA-titel at være. Man kan følge med i, hvad der sker, men man vil aldrig blive imponeret – det samme er tilfældet med musikken og lydeffekterne. Hermed ikke sagt, at jeg ikke kan lide Fire Emblem-temaet, men kvaliteten er ikke særlig høj, og de andre numre fænger heller aldrig rigtigt.
Konklusion:
Som stor fan af Advance Wars-serien, så glædede jeg mig til at skulle anmelde Fire Emblem, og jeg står lidt tilbage med en sjov følelse. Lige fra starten var alt uoverskueligt, og selv om historien kunne være interessant, så sagde den mig ikke nok til at bekymre mig særligt om, hverken hvad der skete eller, hvilke figurer der medvirkende. Det kom lidt undervejs, men mest fordi jeg ikke ville miste mine stærkeste figurer. En lidt mindre stejl læringskurve havde været ønskværdig, for rigtig mange af de gameplay-elementer, der introduceres, er helt geniale, og jeg er sikker på, at de spiller godt sammen, hvis man kan holde styr på dem. Efter at have prøvet Fire Emblem: The Sacred Stones står jeg således tilbage med en oplevelse af, at jeg ikke kan gå tilbage til Advance Wars uden at føle, at jeg går glip af noget – men omvendt kunne det også have været lavet så meget bedre. Hvis du synes spilkonceptet lyder spændende, må min bedste anbefaling derfor være, at prøve en af de nyere Fire Emblem-titler, fx Fire Emblem: Awakening til Nintendo 3DS, da det virker som om spillets potentiale er blevet udfoldet på det tidspunkt.
