Gravity Badgers er som sagt en fysik-baseret puzzler, hvori målet er at slynge sin udstedte grævling fra start-positionen til banens grønne ormehul. Det kunne næsten ikke være mere simpelt end det, men alligevel ønsker Wales Interactive at gøre det klart for enhver, og derfor starter spillet med en tung introduktion. Først forklares det hvad en gravity badger er, og derefter hvilke funktioner du har til rådighed. Det går meget langsomt, eftersom der kører en dialog imellem din karakter og din karakters bedstefar, og selvom jeg forsøgte at læse med, måtte jeg erkende, at jeg ikke havde tålmodighed. Ingen stemmer og dårligt manuskript - det var alt sammen ligegyldigt, og jeg skulle bare gennem denne introduktion.
Styringen er indlysende, og enhver person som har rørt ved Angry Birds, vil kunne begå sig uden forklaring - med indikerende bevægelse skydes grævlingen ganske enkelt afsted. Desværre føler man sig tvunget til at benytte sig af GamePad'ens touch-skærm, selvom muligheden for at styre med analog-sticks også findes - problemer er blot, at de føles fuldstændig ufunktionelle. Det ville have været rart, hvis man kunne have brugt dem fornuftigt, da det at bruge touch-skærmen kræver, at man har øjnene rettet mod GamePad'en, hvilket betyder, at du sjældent har øjnene på dit TV, selvom du måske måtte ønske det.
Men hvad er det så, der er så pinefuldt? Jo, Wales Interactive har set det smartest at introducere dig for alle spillets potentielle udfordringer fra start, og derfor skal vi i spillets valgfrie tutorial lære at bruge hvert eneste værktøj på vores vej. Først introduceres den røde planet. Denne planet har et tyngdefelt, som hiver din grævling mod sig og dermed ud af kurs. Herefter den blå planet som, modsat den røde planet, skubber dig fra sig. Det er derfor vigtigt, at man overvejer sin kurs og fart, når disse planeter er tilstede.
Mine damer og herrer: Gravity Badgers - og det ændrer sig aldrig.
Der er som oftest adskillige forhindringer i hver bane, og ofte flere af samme slags. Det kan således virke ganske chokerende første gang man oplever, at en bane er druknet i fx planeter, men deres individuelle tyngdekraft udligner hinanden meget nøjagtigt, hvis de altså er tæt på hinanden. Man udvikler dog hurtigt sin teknik, så man kan udnytte deres kraft, og oftest er det en nødvendighed, hvis man ønsker at nå i mål. Portaler er der også at finde. De transporterer dig bare fra ét sted til andet. Isterninger fungerer som checkpoints, hvorpå du lander, og herfra kan du skyde din grævling i ny retning. Udover disse elementer man kan udnytte på sin vej, så er der også asteroider og rum-orme, og de er til for at blokere din vej og dræbe dig.
Udover det grønne ormehul befinder der sig 3 stjerner på hver bane. Det er ikke en nødvendighed at samle disse stjerner, men hvis man gerne vil opnå en perfekt score for hver bane, så giver det perfektionisten en smule at stræbe efter. For at klare banerne til perfektion skal man fange alle 3 stjerner uden at miste liv, og det kan lyde udfordrende. Desværre er det ikke således. De fleste baner i Gravity Badgers kan gennemføres uden problemer, og sværhedsgraden er fuldstændig svingende - desværre oftest fra ”alt, alt for nemt”, til ”nemt”. Skulle man i øvrigt miste et liv, og dermed bryde sin mulighed for en perfekt score, så kan man blot genstarte banen. Det går lynhurtigt, og man straffes ikke for det, hvorfor ideen med liv direkte overflødiggøres.
Spillets manglende sværhedsgrad er også medvirkende til, at man har svært ved at gide at sidde gennem de 139 baner, som der i alt er at finde i Gravity Badgers fordelt på fem kapitler med en boss fight i dem hver. Det store tal kunne jo umiddelbart indikere et spil med masser af indhold, men når man ikke motiveres til at forsætte, hvad er så pointen ved at spille det?
Bosskampe kræver rent faktisk, at du er lidt vågen.
Det gode:
Gravity Badgers bliver hurtigt meget ensformigt, og kun spillets bosser rusker op i gameplay'et og benytter sig fint af spillets touch-mekanik. Antallet af bosser kan dog, som nævnt for kort tid siden, tælles på én hånd, hvilket er lidt ærgerligt. Det skal dog også nævnes, at Gravity Badgers har et solidt soundtrack.
Det dårlige:
Gravity Badgers har kun én baggrund pr. kapitel, alle figurer og modeller er flade, livløse og statiske; her er ingen animation og manglen på stemmer og livlig dialog gør alting trættende. Spiller lider især af et voldsomt problem: Det er bygget på en solid grundidé, men stort set alt andet rakker oplevelsen ned. Selvom prisen er overkommelig, så minder oplevelsen mig ganske enkelt om nogle af de første iOS-spil vi så i sin tid.
Konklusion:
Hvad meningen med sci-fi-grævlinge helt præcis er, det forekommer mig et mysterium. Præsentationen kunne ligne et forsøg på at efterligne sen-80’ernes tegneserier, såsom Ninja Turtles og Thundercats - det er mit umiddelbare gæt - men her er hverken attitude, humor eller nogen historie at finde. I sidste ende er Wales Interactive’s puzzler, på trods af sin funktionelle grundidé, en ganske ligegyldig oplevelse marineret i et ganske ligegyldigt tema. Jeg vil afslutte med at sige, at jeg håber for Wales Interactive, at de gider prøve en smule bedre næste gang. Gravity Badgers fungerer på et teknisk plan - ja, den grundlæggende idé er endda svagt spændende, men pakken det kommer i er så kedelig en oplevelse, at jeg ærligt talt ikke kan anbefale det til nogen.
