Gunman Clive HD Collection byder altså på ikke bare én men hele to gode gammeldags side-scrolling action-platformere foregående i Det Vilde Vesten, og du kan som spiller selv vælge, hvor du starter. Historiemæssigt foregår spillene 1800-tallet, hvor Det Vilde vesten er domineret af tyve og banditter, og en gruppering af disse har nu kidnappet Mayor Johnsons datter på deres plyndringstogt gennem landet. Det er op til cowboyen, Clive, først at redde pigen og bringe orden til Det Vilde Vesten i Gunman Clive, inden han tager den endelige kamp op i Gunman Clive 2. Hans kamp mod banditterne bringer ham der på en rejse rundt om jorden, hvor man som spiller skal hoppe og skyde sin vej igennem forskellige udfordrende baner med kæmpestore bosser. Dette er i hvert fald historien, hvis man vælger at spille som Clive, men man kan også vælge at spille som Ms. Johnson eller indianeren, Chieftain Bob, og så vil det være Clive der kidnappes.
To spil i vente.
På tværs af 45 baner, 20 i det første spil og 25 i det andet, skal du således som en af de tre karakterer løbe og hoppe derudaf alt imens du nedlægger eller undgår et bredt udvalg af fjender og forhindringer. Clive er selvfølgelig udstyret med sin trofaste seksløber, der, via power-ups efterladt af fjenderne, kan forvandles til et mere dødbringende våben med eksempelvis tredelte projektiler og mere skadelig ammunition. I alt findes der en lille håndfuld af disse power-ups, og fælles for dem alle er det, at du mister dem, hvis du tager skade. Ms. Johnson kan gøre brug af samme våben som Clive, men hun løber en smule langsommere og kan til gengæld, lidt ligesom Peach fra Super Mario Bros.-serien, tilføje et lille svæv til sine hop. Chieftain Bob var oprindeligt eksklusiv for Gunman Clive 2, men her kan han glædeligt bruges i begge spil, og han kan med rette betegnes som karakteren for de mere hardcore spillere. Det særlige ved Chieftain Bob er, at hans eneste våben er et spyd, der ikke kan kastes, og det tvinger ham i farlig nærkamp med fjenderne. Når du har gennemført et spil med en af disse karakterer, så åbnes der i øvrigt op for en ekstra hemmelig karakter, og derfor er der ganske passende fire save files til begge spil.
Banerne i Gunman Clive-spillene er ikke voldsomt lange, så når du gennemfører en af dem vil det typisk have taget et sted mellem et og to minutter, og hele spillet kan snildt gennemføres på omkring 2,5 timer, hvis dine dødsfald inkluderes. På denne tid vil du til gengæld have set et stort udvalg af forskellige fjender og mange elementer, som du typisk forbinder med platformspil; pigge, bevægende platforme, vind, rullende sten, gravitationsfelter osv. Variationen er stor, så ud over de typiske baner, hvor du løber fra A til B, så er der selvfølgelig også kastet nogle bosskampe ind i omkring hver femte bane. Her vil du som det første møde en stor gut med rullekanon, og når du tager fat på 2’eren vil du blandt andet støde ind i en stor Tyrannosaurus, der slår med halen og spytter kranier efter dig. Indimellem vil der sågar være baner, som bryder formlen på en anden måde, og her har vi eksempelvis en minevogns- og en raket-bane i det første spil, mens der i det andet spil er baner, hvor du ser din karakter bagfra mens han/hun ridder på hesteryg eller farer afsted i rummet.
Clive er klar til kamp.
Spiller du et af de to spil igennem uden pauser, så vil den ene bane blot blive afløst af den næste, efterhånden som de klares, men vælger du din gemte fil fra menuen, så kan du altså vælge at genspille banerne med henblik på at forbedre dig. Her findes banerne nemlig fordelt på et kort, og med en stjerne vil det være markeret, hvilke baner du har formået at klare uden at tage skade. Du kan desuden se dine tre hurtigste tider for den pågældende bane, og inden du vælger den gemte fil, kan du se, hvor lang tid du har brugt i alt, og hvor mange liv det tog dig at gennemføre.
Det gode:
En af de ting, der får Gunman Clive-spillene til at stå ud i mængden, er den grafiske stil. Begge spil er nemlig fremført på sådan vis, at det minder lidt om farvelagte papirstegninger, og med nogle streger, der hele tiden flimrer i det øverste lag, har man formået at give spillene et lidt gammeldags look. Det så enormt godt ud på 3DS’en og det gør det også på Wii U. Den bedre opløsning betyder egentlig ikke noget – det gule, brune og grå look i første spil, såvel som den meget mere farverige efterfølger ser dog også godt ud på Tv-skærmen. Det er egentlig imponerende, at så flotte spil er udviklet af blot en person. Lydsiden er ligeledes eminent med nogle rigtig gode western-melodier og passende lydeffekter, der akkompagnerer hvert et skud på behørig vis, men har udvikleren så også fået hjælp udefra.
Ms. Johnson i kamp mod en boss fra første spil.
Gode platformspil er selvfølgelig kendetegnet ved godt designede baner, og i denne pakke er det lige, hvad man får. Banerne er godt nok ret korte, men det gør ikke så meget, for det indhold der er i dem er bundsolidt. Der sker hele tiden noget, så når du eksempelvis jagter banditterne i Det Vilde Vesten, så vil du ikke støde på lange øde ørkener uden fjender. Med andre ord er tempoet altså, som konsekvens af tætpakkede og actionfyldte baner, helt i top, og af den grund vil du formentlig slet ikke opdage, hvor tiden er blevet af, førend du har gennemført et af de to spil. Det hjælper selvfølgelig også, at omgivelserne er interessante, og gennem sin struktur formår spillet at holde dem sådan hele vejen igennem. Der skiftes nemlig ret ofte omgivelser, og i det første spil kommer du blandt andet en tur i kulmine og på togtur, mens du i 2’eren besøger sneklædte bjerge i Norden og bambusskove i Østen.
Med muligheden for at vælge mellem tre sværhedsgrader og hele fire spilbare karakterer er der sørget for at gøre spillet attraktivt for et bredt publikum med forskelligt erfaringsniveau. Sværhedsgraden ændrer ganske vist blot på din health-bar, så du kan tage flere eller færre hits, før du dør, men mere skal der heller ikke til. Nogle gange kan ekstra karakterer føles som fyld, men i dette spil er det rent faktisk nogle du får lyst til at spille med. Her kan det selvfølgelig spille ind, at der er tale om forholdsvis korte spil, men figurernes forskelligheder er altså også afgørende, og spillet føles vitterligt fuldstændig anderledes med Chieftain Bob end det gør med Clive. Det er et stort plus.
Chieftain Bob og ekstra farver gav liv til en værdig 2’er.
En sidste ting, der fortjener ros er spillets bosskampe, for de er vildt gode. Hver boss har som i mange andre spil forskellige bevægelsesmønstre, og så skal du ellers som spiller blot reagere på det du ser, så du kan angribe på de rigtige tidspunkter og sørge for ikke at tage skade. Det er simpelt og ligetil, men udvidede health-barer for bosserne gør det til lidt af en udfordring. Der er desuden nogle ret overraskende af slagsen, så dem kan man godt se frem til at møde.
Det dårlige:
Skal jeg sige noget dårligt om Gunman Clive HD Collection, så er jeg i vildrede. Det eneste negative jeg kan komme på er spillets længde, men det er blot det selviske jeg, der ønsker mere af sådan et godt spil, for holdt op mod pris og kvalitet, så er der intet at klage over.
Spillet er kort, men kvaliteten i top.
Konklusion:
Har du ikke spillet Gunman Clive-spillene på 3DS, eller har du ikke haft mulighed for det, ja så er der absolut ingen grund til at holde sig tilbage fra et køb af Gunman Clive HD Collection på Wii U. Spillene er hverken blevet bedre eller dårligere i konverteringen til Nintendos hjemmekonsol, men du får altså hele to eminente platformspil, hvor du aldrig kommer til at kede dig undervejs. Spillene er ganske vist korte og kan samlet set gennemføres på et par timer, men de er underholdende hele vejen igennem, og du vil med garanti gennemspille dem flere gange med de forskellige karakterer efterfølgende. Du vil desuden blive forkælet med godt varierede baner, sjove og udfordrende bosskampe, beundringsværdig grafik og en lækker lydside, så de 30 kr. bør være givet godt ud.
Spillet fylder 115 MB.
