Vi skal denne gang til Rio de Janeiro i Brasilien, som afholder det 31. OL siden genopstandelsen i 1896. Mario, Sonic og alle deres venner dyster i 14 sportsgrene til selve de Olympiske Lege, og man kan træne i 30 andre sportsgrene i “Road to Rio”-spildelen. Hele “Road to Rio” er mere eller mindre en kopi af historiedelen i Mario & Sonic at the London 2012 Olympic Games (som jeg dog ikke har spillet), mens disciplinerne til selve OL er videreudviklet mere og burde være bedre end i det forrige spil. Da jeg ikke har spillet tidligere spil i serien, kan jeg ikke sammenligne kvaliteten, men baserer hele anmeldelsen på min oplevelse af dette spil set alene og ikke som en efterfølger til London 2012.
Golfspillet fungerede som udgangspunkt fint, men sværhedsgraden gjorde det uudholdeligt.
Når man starter spillet op for første gang, skal man vælge Mii og hvilket land, man vil stille op for. Landet bliver udelukkende brugt på den online highscore-liste. Efterfølgende kommer man ind i selve menuområdet, hvor man kan vælge mellem Rio 2016 Quick Play, Road to Rio, Versus Mode, Pocket Marathon, Changing Room, Records og Options.
Som den sportsmand jeg nu en gang er, starter jeg ud med at vælge Road to Rio, så jeg kan kvalificere mig til OL. Road to Rio er det, man kan kalde historiedelen af spillet. Man spiller som sin Mii, der ankommer til Rio for at kvalificere sig til OL. Der er to storylines. Team Mario og Team Sonic. Begge storylines er mere eller mindre ens; Nogen har stjålet Marios/Sonics guldmedaljer, så gerningsmanden skal findes. Det er dog en fuldkommen ligegyldig historie, for man skal ikke selv være med til at finde den skyldige - dit job er blot at træne i de 30 sportsgrene og kvalificere dig i de 14 OL-sportsgrene. Man kan som sagt træne i forskellige sportsgrene, som for hver in-game dag skiftes ud. Træningen gør, at du kommer i højere level. Jo højere level man er i, jo bedre outfits kan man have på - og jo bedre outfits, jo bedre evner i Speed, Power, Skill og Stamina har Mii’en.
Pocket Marathon er den mest ligegyldige game mode, jeg har oplevet i mange år.
Herefter er det tid til selve kvalifikationen. Først er det den indledende runde. Typisk er det meget nemt at nå den pladsering, der skal til, for at komme i finalerunden. Når man har klaret den indledende runde, kan man spille et “Plus”-event mod en figur fra enten Mario- eller Sonic-universet. Plus-events er samme sportsgren, bare Mario-ficeret, så sportsgrenen bliver peppet lidt op. Eksempelvis er beachvolley i Plus-mode en form for bingo, hvor banen er inddelt i 9 felter på hver banehalvdel. Hvis man får bingo, får man flere points. Det er en god måde at gøre rigtige sportsgrene mere interessante i dette format. Hvis man vinder over den figur, der udfordrer en, kan man spille som den figur i Quick Play.
Spillets sportsgrene er af meget svingende kvalitet. Næsten alle sportsgrene er i button-masher-genren eller man skal køre stylusen fra side til side hurtigt - af og til var jeg bekymret for, om jeg ville komme til at ridse skærmen. Dog er der nogle enkelte sportsgrene, som fungerer OK. Beachvolley, bordtennis og fodbold er eksempler på sportsgrene, der fungerer godt nok til at kunne retfærdiggøres som sportsgrene i spillet. Det er superærgerligt, at der selv efter tre Sommer OL stadig er alt for mange sportsgrene, som ikke er blevet optimeret. Plus-mode er dog et plus (get it!?) i dette spil. Det gør de kedelige button-mashers lidt mindre ringe, når man kan se, at udvikleren har tænkt grundigt over, hvordan man kan tage sportsgrene og Mario-ficere dem. Jeg havde hellere set, at de udelukkende havde inkluderet Plus-mode og så brugt endnu mere energi på det.
Fodbold er en af de gode sportsgrene. Der er en fin sværhedsgrad og god genspilningsværdi.
En ting jeg er meget skuffet over er, at der ikke er en online-mode. Det ville være oplagt at lave eksempelvis en 5-kamp, hvor man dyster mod tre andre online i fem tilfældige sportsgrene, hvor man så får points alt efter sin præstation. I stedet er der kun lokal multiplayer, som jeg dog ikke har haft mulighed for at teste. Desuden er der en highscore-liste, som dog ikke engang viser hvilken placering du har; kun de bedste i verden samt din score/tid.
Som nævnt er de fleste sportsgrene udelukkende i button-masher-genren. Det gør, at man hurtigt bliver træt, både fysisk og mentalt samt irriteret over at spillet næsten ikke har andet. Det virker som om, at udvikleren har tænkt, at så længe det er forskellige sportsgrene, så gør det ikke noget, at de har nøjagtigt samme controls. Desuden er der på ingen måde tænkt over balance af sværhedsgraden af de forskellige sportsgrene. Nogle discipliner, specielt løb og svømning, er ekstremt nemme at vinde i. Andre discipliner, eksempelvis stangspring og golf i Plus-mode, er stort set umulige at komme på andet end sidstepladsen i.
Man kan have forskellige beklædningsgenstande, som hver især påvirker dine evner.
Pocket Marathon er en af de mest ligegyldige game modes, jeg har set længe. Det er kort fortalt en skridttæller, som for hver 2 km man går, giver spilleren ubrugelige items.
Konklusion:
Grafisk og på lydsiden er spillet meget gennemsnitligt af et 3DS-spil at være. Det er hverken noget, der trækker op eller ned, men samlet set er Mario & Sonic at the Rio 2016 Olympic Games et spil, man bør undgå, medmindre man synes om de tidligere spil i serien. Jeg har valgt at give spillet en karakter på 2/5, da jeg selv tilbage på PlayStation 2 for omkring 14 år siden havde et sportsspil med mange af de samme sportsgrene, men som rent faktisk gjorde det bedre. Hvis man ikke kan bringe noget nyt til genren efter så mange år, er 2/5 desværre en karakter, der er svær at komme udenom.
