OlliOlli er et 2D Skateboard-spil, hvor du i en række baner skal forsøge at komme fra start til slut uden at styrte, men også på sigt skal udføre en række ekstra opgaver. Disse opgaver er der fem af for hver bane, og de dækker over at indsamle ting, lave specielle tricks og overgå et bestemt antal point. Spillet indeholder fem forskellige områder, som hver har fem variationer. Hver af disse variationer har en almindelig og en sværere sværhedsgrad, og de kan endda spilles i hele tre forskellige game modes, så antallet af baner fejler bestemt ikke noget.
Man skal desværre lidt ind i spillet førend de gode baner dukker op – nemlig de baner hvor man med lidt evner kan blære sig gennem hele banen i én lang række af tricks. Samtidig bliver nogle af opgaverne man støder på meget lig, hvad man tidligere har oplevet, hvilket er den mest tydelige begrænsning af, at spillet er 2D i forhold til for eksempel Tony Hawk-serien. Heldigvis støtter spillets anden primære spildel, Spot mode, meget op om denne tilgang, da det er præcis dét den går ud.
De senere baner lægger op til, at man kan lave kombinationer af tricks, der varer nærmest en hel bane.OlliOlli fanger rigtig mange af de essentielle dele, som spil i pick-up-and-play-genren består af. Banerne er omkring et minut korte, man har ikke begrænsede antal liv, spillet er nemt at starte op og genstarte, og der er fokus på ens highscore, så man både kan forsøge at forbedre sig selv eller overgå ens venner på spillets online leaderboards. Lige så snart du starter en bane, er der allerede fart på, og det er fantastisk at se et spil i en genre, som ikke har været særlig meget i fokus for andre end indie-udviklere de seneste år, som ved præcis hvad dets målgruppe og fokusområde bør være. Der er ligeledes en daglig udfordring, hvor man har ét forsøg pr. dag til at sætte den bedste score. Samlet set gør disse ting, at det nemt er et spil, som man kan vende tilbage til i mange måneder fremadrettet.
Lyden og grafikken i spillet er intet at prale af, men det fungerer til formålet og det er langt vigtigere at spillet kører uden lag samt, at banedesignet og styringen er på plads.
Grafikken er rigtig fin til formålet.Desværre er netop styringen ikke noget jeg er faldet for. Udviklerne har prøvet at holde det helt simpelt ved at lade enkelte knapper på ens GamePad fungere til alt, men det er desværre simplificeret så meget, at man ofte ender med at reagere intuitivt på en måde, der ikke fungerer. Det er helt klart spillets største ulempe og noget der, hvis det bliver optimeret, kunne gøre forskellen på en almindeligt spil og noget af det mest vanedannende, jeg længe har prøvet. Selve styringen er desværre ikke engang helt på plads i menuerne heller, hvor det på ingen måde er konsistent om man skal bruge touch-funktionen eller knapperne. Sidstnævnte detalje blev også fremhævet i anmeldelsen af 3DS-versionen, hvor kontrolskemaet er beskrevet i detaljer, hvis I vil vide mere om styringen.
Banerne varierer godt nok, men mest af alt på design.Konklusion:
OlliOlli har rigtig meget potentiale – især for folk der nyder kortere spilsessioner. Små fejl og mangler gør dog, at spillet kunne være meget mere end det er blevet til, og hvor en høj sværhedsgrad i sådanne spil er essentiel, så er det ikke optimalt, når det primært er udfordrende på grund af uoptimeret styring. Spillet bliver derfor nemt frustrerende, og banerne varierer ikke så meget, som man kunne ønske – nok fordi der mangler den ekstra dimension, som mange er vant til fra andre skateboard-spil. Jeg har endnu ikke prøvet efterfølgeren, hvor man kan håbe på, at de har rettet op på dette, men indtil videre vil jeg hellere spare mine 75 kr. og spille Tony Hawk Pro Skater 3 igennem igen. Ejer man både 3DS og Wii U, så får man selvfølgelig muligheden for også at tage spillet med på farten også, og de korte spilsessioner gør muligvis spillet bedre egnet til den håndholdte.
Spillet fylder 907 MB.