One Piece: Unlimited World Red er et action adventure-spil med fighting-elementer, hvori vi følger en helt ny historie skrevet af Eiichiro Oda særligt til anledningen. Lad mig dog starte med at slå fast, at alle stemmer i spillet er japanske, så man må nøjes med de engelske tekster for at følge med i spillet og dets handling. Luffy og Stråhatspiraterne har på deres rejse mødt vaskebjørnen, Pato. Pato leder efter en særlig person, og Stråhatspiraterne har indvilliget i at hjælpe ham med at finde denne, hvorfor de sammen rejser til en glemt ø, hvor byen, Transtown, ligger. Efter kort tid på øen forsvinder Luffys besætningsmedlemmer dog under mystiske omstændigheder, hvilket tvinger ham på en heksejagt efter vedkommende bag bortførelsen.
Nogenlunde sådan starter dette eventyr, men hvordan spiller det så?
Luffy er klar til nye eventyr.
Jo, Transtown fungerer ganske enkelt som dit udgangspunkt, hvorfra du sammen med dine crew-medlemmer, efterhånden som du finder dem gennem historien, begiver dig på jagt efter din ukendte fjende. Da du ankommer til øen er den ikke særlig stor, og byen har kun en kro, hvor du kan sove (gemme dit spil). Kromutter beder dig dog hjælpe til med at udvide den, og med materialer du finder på dit eventyr kan du således udvide byen med forskellige bygninger, som alle har en særlig funktion.
Inden du kommer så langt må du dog på mission, og følger du blot spillets historie, er der otte af disse at give sig i kast med foruden en afsluttende en af slagsen. De otte foregår alle i forskellige områder kendt fra One Piece-serien, og når man har gennemført en mission kan området genspilles med henblik på at skaffe flere materialer. Den typiske mission i historien er opbygget således, at du på et tidspunkt vil støde på en barriere, som kræver, at du har et eller flere særlige Strong Words i din besiddelse – disse er karakteristiske for serien, og hvordan de bruges skal jeg nok komme ind på senere. Banerne er selvfølgelig fyldt med fjender, og når du møder en barriere, skal du besejre en bestemt gruppe for at få ordet i en skattekiste. Derpå kan du komme videre med at undersøge området, og når du når til enden skal en boss besejres.
Ovenstående er selvfølgelig fortalt i meget grove træk, og der er mere at lave end som så. Rundt i banerne vil man nemlig støde på insekter eller mindre dyr, der kan indfanges med net, ligesom det er muligt at fiske fra udvalgte steder. Disse handlinger udføres begge gennem en form for minispil, hvor man skal være hurtig på tasterne – A, B, X, Y samt piletasterne til insekterne og blot X og Y til fiskene. Dertil kommer, at planter og kasser med mere i omgivelserne kan smadres for at skaffe materialer (ja, selv fjenderne kan have materialer), og der vil være gemt kister eller materialer på steder, hvor det kræves, at en bestemt person er med dig på mission, og at han/hun har en bestemt egenskab. Du vælger tre spilbare karakterer forud for en mission, og derfor kan du sagtens få brug for at genspille områder, hvis du vil have fat i alt.
Så skal der fanges fisk.
Tilbage på øen kan materialer du indsamler som sagt bruges til at skabe mere liv på øen. Du kan bygge en beværtning, hvorfra det er muligt at hjælpe med alverdens quests foregående i de områder du har været i. Der er materiale-forretningen, hvorfra du kan købe og veksle materialer samt forbedre din fiskestang og dit insektnet. Der er apoteket, som sælger healende potions og andre hjælpemidler. Der er restauranten, hvorfra du kan købe mad, som permanent forbedrer egenskaberne (attack og HP) for en karakter. Der er museet, hvor du kan udstille indfangede dyr of få penge for det. Og dette er blot et lille udvalg af de bygninger, du kan tilføje til øen, efterhånden som spillet skrider frem. Inden du kan bygge dem skal du blot snakke med en person på øen, og derefter kontakte kromutter, hvis du ønsker at bygge noget.
En ret væsentlig ting i One Piece: Unlimited er selvfølgelig kampsystemet, så i stedet for at dvæle mere ved øen og de ting du kan foretage dig der, så lad os komme videre til den del af spillet, som vel bedst kan betegnes som button mashing. For ja, der skal trykkes en del på knapperne under kamp, og det er primært X, Y og kombinationer deraf, som i øvrigt udløser forskellige angreb på jorden og i luften. Til højre på skærmen bliver man givet en række kombinationer, og når de alle er udført succesfuldt bliver din karakter stærkere i nogle få sekunder, hvorpå man bliver givet en ny række kombinationer. Man hopper med et tryk på B, og på A udfører man forskellige handlinger, når det angives på skærmen – det kan være at undvige, gå til modangreb eller noget helt tredje. Gennem hver succesfuld handling optjenes der SP til udførelse af specielle angreb, som udføres ved at holde R inde og trykke X eller Y. SP-baren er inddelt i to stykker og angrebene kan først aktiveres når et af disse er fyldt. Fyldes begge stykker kan man til gengæld aktivere et link-angreb, hvor karakteren og dine to hjælpere udfører en fælles handling med R + A, som snildt tager livet af de fleste fjender. Tilmed kan dine hjælpere tilmed yde support med boost i egenskaber med et tryk på R når det angives på skærmen.
Kampe er en stor del af spillet, og der er adskillige bosser.
Hver besejret fjende udløser også XP, og dine karakterer stiger altså løbende i level, hvilket øger deres stats. Hvis du vil gøre alle de ni spilbare Stråhatspirater stærkere skal du altså sørge for at veksle mellem, hvem du tager med på missioner. Som jeg har været inde på, findes der dog andre måder at booste egenskaber, og her kommer Strong Words ind i billedet. Disse ord, eller udråb om man vil, findes i tre varianter. Der er Skill Words, som giver permanente ændringer. Der er Custom Words, som du vælger forud for en mission, men som også er permanente. Og så er der Item Words – ord, der giver midlertidige boost, og som bruges som ethvert andet item. Til forskel fra healing potions og den slags lades de til gengæld op over tid og kan altså derfor bruges flere gange. Ordene har mange forskellige effekter, og for at det ikke skal være løgn, så kan de tilmed opgraderes gennem betaling af forskellige materialer til en dame på øen. Med langt mere end 100 forskellige ord kan dette system altså tilføre virkelig mange timers udforskning – nogle ord får man for at klare missioner, andre for sidequests og andre fra skattekister i banerne.
Skulle du have lyst til det kan missionerne i One Piece: Unlimited World Red spilles med en ven. Når du skal vælge karakterer til en mission får du således muligheden for at tilslutte en ekstra controller (skal være Wii U Pro Controller eller en Wii Remote (Plus) med en Classic Controller (Pro) tilsluttet), og derpå opdeles skærmen med to billeder, så I kan bevæge jer uafhængigt af hinanden. Skal man fiske eller fange dyr med net må man dog nøjes med en mindre support-rolle, hvor bestemte knaptryk gør indfangningen lettere.
Multiplayer foregår i splitscreen.
Sidst, men ikke mindst, så er der foruden historien også en sekundær game mode kaldet Battle Coliseum. I denne game mode står man overfor at skulle kæmpe sig til tops i en turnering arrangeret af en velkendt fjende i One Piece-universet. Til start kan man kun spille som Luffy og en makker, men ved at opfylde bestemte krav kan der åbnes op for flere karakterer – heriblandt nogle af spillets bosser og andre kendte karakterer, som ikke indgår i spillets historie. Kampene udkæmpes i flere forskellige kategorier. Det kan være duel i kampe én mod én, kampe mod en masse mindre fjender, kampe mod en boss og nogle mindre fjender eller kampe mod flere på hinanden følgende bosser. Der er adskillige timers spil ekstra spil i det, og der er kontant nye mål at følge, hvis man vil åbne op for items eller ekstra sidequests til spillets main story.
I Battle Coliseum belønnes man for at spille med forskellige karakterer ved, at der ganges en faktor på de point man indtjener. Det er til gengæld ikke muligt at miste point, og taber man en kamp, vil man i stedet blive tilbudt et hjælpeitem, hvorpå kampen startes på ny. Man kan dog maksimalt komme op på fem hjælpeitems, så man skal stadig passe på ikke at tage for meget skade. Som I resten af spillet forholder det sig for resten sådan, at man kan skifte, hvilken karakter man styrer undervejs – altså blandt dem man valgte til den pågældende kamp/mission. Computerspillere tager aldrig skade, så det er bestemt værd at gøre, hvis man kommer i problemer.
Battle Coliseum er en god adspredelse, når du bare vil kæmpe uden at tænke på andet.
Hvis blot man vil klare spillets historiedel, er One Piece: Unlimited World Red et ret kort spil, der ganske givet vil kunne klares på omkring otte timer. Når man derimod giver sig i kast med at opgradere evner, bygge bygninger, fange dyr og begive sig på sidequests med mere, så bliver spiltiden forlænget gevaldigt. Personligt har jeg spillet et sted mellem 25 og 30 timer, og der er stadig masser af ting, som jeg kan give mig i kast med. Og så har jeg ikke engang nævnt, at man efter sine første gennemførsel kan starte historien på ny på en sværere sværhedsgrad.
Det gode:
One Piece: Unlimited Word Red er en af den slags spil, der stille og roligt gror på én – eller sådan havde jeg det i hvert fald. I starten var jeg lidt skræmt af hele den japanske mangastil og alt hvad den indebærer af karikerede skønhedsidealer og voldsomme udtryk. Læg dertil, at man fra spillets start konstant introduceres for nye elementer at forholde sig til, og man kan få sig en lidt overvældende oplevelse. Så snart jeg vænnede mig til det, opdagede jeg dog, at det hele er ganske enkelt og lige til – det krævede blot lige en investering, men så havde jeg det også sjovt. Er man fan af serien vil man sikkert være på fra start.
Det, der for mig gjorde spillet interessant var, at jeg hele tiden havde noget at tage mig til. Ville jeg ikke lige videre i historien kunne jeg spille sidequests for at skrabe XP sammen til mine karakterer, gå på jagt efter materialer til at udvide byen med, tage nogle runder i Battle Coliseum eller noget helt fjerde. Ja, der var sågar også nogle ganske ok minispil på øen at give sig i kast med, hvis man ellers er til den slags. Alt sammen giver det en god fornemmelse af frihed, selvom man ved, at det blot er ting, der er der, for at gøre oplevelsen længere end den er. Det fungerer nemlig, fordi det alt sammen er god underholdning, og jeg gider eksempelvis skaffe materialer til opgradering af min fiskestang, fordi jeg ved det vil gøre min opgave med at fange fisk lettere.
Den japanske mangastil kan virke skræmmende.
Med til at gøre spillet interessant er det også, at spillets områder er vidt forskellige i udseende og fjendeudvalg – det er ikke til at se, at det her tidligere var en eksklusivtitel til 3DS, for grafisk er det altså i orden. Der er blandt andet jungleområdet med lianer og bambus, isområdet med snemænd og istapper og vulkanområdet med klipper og magmasten. Det er med til at gøre det hele lidt mere spændende. Det samme er udvalget af karakterer, for hver af de ni Stråhatspirater har deres egne særlige angreb og egenskaber, der gør dem unikke. Fra Luffy med sine elastiske lemmer over Zoro med sit sværd til Nami med hendes elektriske stang har de alle noget at byde på, og man skal overveje, hvordan man spiller med hver enkelt karakter. Nogle er gode i nærkamp mens andre er bedre på afstand.
Opbygningen af kampsystemet virker også ganske fornuftig, og listen af kombinationsangreb får dig til at spille varieret til trods for, at man egentlig bare fyrer løs på de samme knapper igen og igen. Uden muligheden for at benytte Strong Words kunne det sikkert godt gå hen og blive lidt kedeligt i længden, men hele den plads de får i spillet tilføjer nærmest en ekstra dimension til det hele. Om ikke andet, så giver de i hvert fald god mulighed for personlig tilpasning, og det er jo også positivt. Det er dog klart sjovest, når der står en boss på menuen, da disse poserer en reel udfordring i forhold til de mindre fjender.
Det dårlige:
Skulle man klandre spillet for noget, så er det at være repetitivt, for ja, man laver meget de samme ting, og missionerne er nærmest alle opbygget ens. Det er ikke direkte dårligt, da der er mange ting at give sig til, men nogle vil bestemt mene, at det er for ensartet, og kan man ikke lide kampe, som primært drives af gentagne tryk på to knapper, så skal man måske holde sig væk.
Kom bare videre. Intet at se her – altså på spillets sekundære skærm.
Der er dog bestemt også elementer i spillet, som kunne have været bedre. Kameraet er et af dem, og selv om du har mulighed for at kontrollere det med den højre analog og nulstille det med et tryk på L, så føles det til tider lidt ude af kontrol. Som regel er det ikke et stort problem, men det er irriterende i kampe, hvis du pludselig angribes af fjender du ikke kunne se. Et andet er spillets kort, som desværre er gemt væk i menuen i denne udgivelse. På 3DS’en var det fast placeret på den nederste skærm, men her har man altså valgt ikke at bruge skærmen på Wii U GamePad til andet end muligheden for off-TV play. Det er ægerligt, for hver gang du kalder kortet frem ødelægger du flowet i spillet, og især byen Transtown er kropumulig at finde rundt i uden kort, da alle bygninger ligner hinanden meget.
En sidste lille ting jeg lagde mærke til var, at løb du uden for en ikke afmærket grænse i nogle af spillets kampe, så forsvandt fjenderne, hvorpå de alle var tilbage når du kom inden for zonen igen – og det ligegyldigt om der blot var en enkelt tilbage, da du forlod den. Sådan en ting kan man godt blive irriteret over, hvis man da ikke forlader en kamp med vilje. Ja, det er i det hele taget mærkeligt, hvorfor fjenderne ikke bare kan bevæge sig frit når en kamp er aktiveret.
Konklusion:
One Piece: Unlimited World Red er et godt spil med mange ting at tage sig til, men det er bestemt ikke for alle. Den japanske dialog og typiske manga-stil kan i særdeleshed virke skræmmende på folk, der ikke tidligere har stiftet bekendtskab med serien, men bag det farverige ydre gemmer der sig altså et solidt spil. Med alle de ting og egenskaber, der kan opgraderes, er der konstant noget at lave, hvis ikke man lige vil videre i historien, og kampsystemet er faktisk ganske interessant for en button masher, selvom man laver de samme ting om og om igen. Kan man leve med et lidt repetitivt spil og et til tider flagrende kamera, kan man sagtens blive afhængig, og så er det jo godt, at man snildt kan bruge 50 timer eller mere i selskab med Stråhatspiraterne.
SLUT.
