Historien i Return to PopoloCrois starter ud med fejring af prins Pietros 13 års fødselsdag. En helt særlig gæst er rejst langvejsfra for at lykønske prinsen på dagen, men kvinden ved navn Marmela har dog ikke kun lykønskninger og kage for øje. Hun har mørkere og mere skumle planer for prinsens fremtid, og i hendes hjemland, Galariland, har hun allerede formået at indhylde i sin mørke magt, så intet kan længere gro i jorden. Hendes plan er at overtage PopoloCrois med den samme mørke magt, og den eneste som tilsyneladende står i vejen for at dette kan ske, det er prins Pietro. Pietro, som altid tror det bedste om folk, beslutter sig at rejse gennem en magisk cirkel, som forbinder PopoloCrois og Galariland, så han med egne øjne kan se, hvad der er sket med jorden i Galariland. Desværre viser Marmela nu sit sande jeg, men det er for sent, for Pietro er allerede trådt ind i cirklen. Nu har hun PopoloCrois i sin hule hånd med prins Pietro af vejen, og Pietro havner i et land, som han ikke kender, uden sine venner og sin hjerteveninde, heksen Narcia.
Her ses startskærmen fra spillet.
Pietro finder snart ud af, at en af hans undersåtter på slottet i PopoloCrois har forrådt ham og i virkeligheden arbejder for Marmela i Galariland. Soldaten lider imidlertid af skyldfølelse og beslutter sig for at hjælpe Pietro ud af fangekælderen, efter en blå ulv har brudt døren op. På flugt sammen med sin nye ven, Blue, begiver Pietro sig ud i Galariland, hvor de undervejs møder nye mennesker, som giver dem nyttig viden om, hvordan de kan redde Galariland, så det igen kan blive et frodigt land. Galariland er som ventet indhyllet i mørke og fyldt med mørke monstre kaldet ”black beasts”. Alle marker, hvor jorden er indhyllet i mørke, skal befries, før der igen kan dyrkes afgrøder på dem. Ydermere skal feer fanget i de mørke bed (marker) befries, og disse bed findes på hver en forladt gård i Galariland. Connie bliver den første fe, som man skal hjælpe, og ved hjælp af magi bliver man tryllet mikroskopisk nok til at synke dybt ned i bedet for at bekæmpe det mørke monster, som har overtaget dette område. Med første fe reddet får Pietro og Blue lov at slå sig ned på den forladte gård og kan nu begynde på farming-delen af spillet også. Efter noget tid får man evnen til at rejse fra sted til ved hjælp af fe-støv, men naturligvis kun mellem steder man allerede har besøgt en gang.
Livet på farmen er roligt, og denne del af spillet er da også den sekundære i denne udgivelse. Ud af alle de hjemmedyrkede ting kan man dog producere nye ting, som man selv kan bruge, sælge eller anvende til gaver. Man kan fremstille både tøj, sko og våben samt et hav af forskellige madretter, men i modsætning til Story of Seasons-spillene behøver man ingen opskrift for at danne en ny genstand her. Man giver blot to ting, som man ønsker at bruge, til en person på syntese-stationen på gården, og så fortæller han, om det er et anbefalelsesværdigt mix. Derefter bliver opskriften til genstanden, som man fik produceret, gemt i spillets noter.
Disse bede er nu renset for mørket.
Ligesom med sammensmeltningen af genstande, så er det også langt mere simpelt at passe sine landbrugsdyr i denne crossover, end det er i Story of Seasons-serien. I denne udgivelse kræver dyrene ikke særlig megen opmærksomhed, og så længe de har foder tilgængelig, så kan de faktisk passe sig selv, indtil man har tid til at komme forbi og samle deres æg, uld eller mælk ind. Det kræver hverken fancy udstyr eller nogen form for tilbehør at passe dem ordentligt, så eksempelvis malker man sine køer blot ved at stå ved deres side og trykke et enkelt gang på A. Man kan smide alle former for frugt og grønt i deres fodertrug, hvor tingene har forskellig mæthedsværdi fra 1-3, og truget kan fyldes op til en værdi på 5. De forskellige dyr bliver der låst op for hen ad vejen, og enkelte får man foræret af folk, som man har hjulpet undervejs i spillet. På gårdens område er der i øvrigt også en form for minispil, hvor man kan synke ned i et bed og klare en dungeon og dens miniboss. Hver af disse udløser en præmie i form af såsæd. Ud over det afstressende liv med at passe dyr og afgrøder, så kan man på udvalgte steder i spillet fange sommerfugle og andre insekter, som man kan indløse/sælge for stempler som til sidst udløser en præmie.
Før Pietro og hans venner kan tage kampen op mod Marmela og resten af hendes onde slæng, så skal der bekæmpes fire vogtere, som befinder sig i hver sin dungeon. Gryphot, som er mørkets ultimative hersker, har taget sin magt over de fire vogtere, men de fire dungeons er ikke sådan lige at komme ind i, for de åbner sig kun i et særligt lys. Pietro og hans venner må derfor rundt og befri de bede, som mørket har i sin magt, for at få belønningen; det særlige lys som indsamles i en speciel lampe med dette til formål. I hvert bed, som man synker ned, i venter der for enden altid en kamp mod en miniboss, og foruden denne boss er der et væld af tilfældige fjendemøder samt skjulte skattekister med nyttigt indhold at samle op undervejs.
Køerne skal malkes.
Kampsystemet er turbaseret og egentlig ret simpelt. Der er magiske angreb og fysiske, og ikke alle fjender er svage over for de samme angreb. Foruden disse almindelige angreb er det muligt at lave særlige partnerangreb, alt efter hvilke personer man har på sit hold. Der er plads til fire på holdet, og de skifter lidt spillet igennem. Der er tider, hvor man selv kan bestemme sammensætningen af holdet, men for det meste er det forudbestemt af historien. Det er forskelligt, hvor mange fjender der er i de tilfældige fjendemøder, og ligeledes forskelligt, hvor langt hver karakter kan flytte sig ad gangen i kampene. Med magiske angreb er det muligt at ramme mange fjender på en gang, hvilket er praktisk, da man spillet igennem vil rende ind i et hav af tilfældige fjendemøder. Man kan vælge at flygte fra en kamp, men det kan resultere i, at man mister nogle af sine penge i farten, og da de tilfældige fjender sjældent giver megen modstand, så kan man lige så godt tage kampen op.
Som det gør sig gældende i det fleste spil, hvor der skal bekæmpes fjender, så kan man opgradere sit udstyr og sine våben, så det beskytter bedre og gør mere skade. Hver karakter har særlige våben som passer til dem – det kan være alt fra det traditionelle sværd til magiske stave, knojern eller slangebøsser. Ud over våbnene kan sko, smykker og tøj også udskiftes, men det har dog ikke nogen synlig effekt på karakterens udseende. Ved at tjene erfaringspoint for de vundne kampe kan heltene ydermere stige i level og forbedre deres magiske evner. Når en karakter stiger et level, så får de fyldt deres HP og MP helt op igen, så de er friske til at kæmpe videre, og selvom en holdkammerat skulle dø i kamp, så vil han/hun altid få 1 HP efter endt kamp, så vedkommende kan kæmpe videre i den næste kamp. Nogle holdkammerater har evnen til at heale, men ellers kan man også gøre brug af healing items. Hvis hele teamet dør i kamp, så starter spillet forfra, der hvor man sidst gemte, men man har mulighed for at quicksave alle steder i spillet, så det er ikke noget problem. At gemme spillet normalt kræver, at man enten er på sin farm eller et bed and breakfast-sted.
Vogterne skal besejres på rejsen gennem Galariland.
Det gode:
Den grafiske del af Return to PopoloCrois er virkelig flot og gennemført, og dette har en indbydende effekt. Det er et rigtig spændende univers, som ikke er svært at leve sig ind i, og karakterne er elskelige, at man føler med dem, i alt de må gå igennem på deres rejse for at redde Galariland og vende tilbage til PopoloCrois. Jeg var vild med alle farverne, der gjorde hele spiloplevelsen meget medrivende, og jeg blev faktisk utrolig glad mens jeg spillede det. Undervejs bliver der vist mellemsekvenser i form af tegnefilmsklip, og disse fungerer rigtig godt samtidig med, at lydsporet gør spillet mere levende. Jeg nød virkelig at spille med lyden tændt og havde den på fuld styrke det meste af tiden. Jeg synes i øvrigt, at stemmerne passede rigtig godt til karakterne, ligesom deres navne sidder fast nærmest fra første møde med dem, hvilket er en kvalitet i sig selv.
En af de ting jeg frygtede mest ved dette spil var kampsystemet. Jeg har aldrig været speciel meget fan af den brætspilsagtige facon, hvor man skiftevis flytter sig nogle felter, men heldigvis blev min bekymring malet til jorden. Det fungerede faktisk rigtig godt, og jeg var på ingen måde træt af det, som jeg ellers har været det i andre spil. Man kan selvfølgelig godt bruge nogle ture på at line sine figurer op, som man ønsker det, men både de taktiske aspekter og selve kampene bliver aldrig for komplicerede. Jeg ved, at spillet til PSP havde nogle problemer med alt for lange loading-tider under special-angrebene i kampene, men dette er der ingen problemer med i denne udgave, hvor alt kører glat, og det sætter jeg pris på.
En af de tilfældige kampe. Det orange område viser, hvilke fjender der bliver ramt med dette angreb.
En anden god ting ved spillet er, at der er tre forskellige sværhedsgrader, tre forskellige encounter-rater, og tre forskellige lyd- og sprog-mæssige valg for dialoger, som kan ændres undervejs. Det er nogle rigtig gode ting, som gør, at at både de helt unge og de lidt ældre spillere kan få en god oplevelse. Nogle vil måske foretrække at spille spillet igennem med det originale japanske lydspor, mens andre (inklusiv mig selv) vil foretrække den engelske version. I hvert fald er det rart med nogle valgmuligheder.
Det er svært at kede sig i Return to PopoloCrois, for der er altid noget at lave. Om man bekæmper fjender, klarer opgaver for folk eller ordner sin farm, så bestemmer man selv tempoet. Selve farming-delen er ikke nær så tidkrævende som i eksempelvis Story of Seasons-spillene, og det er sådan set fint nok, da det er RPG-delen, der er hovedattraktionen. Man løber aldrig tør for stamina, og glemmer man at vande sine afgrøder nogle dage, ja så stopper de bare med vokse, indtil man finder tid til at komme forbi og vande dem igen. Man får i øvrigt pop-up-beskeder, når ens planter er klar til at blive høstet eller har brug for vand, og det gør man også, hvis ens produktionsdyr skal malkes og lignende.
Det frodige landskab er smukt at rejse igennem.
Det dårlige:
Det er ikke de store negativer jeg har at sige om Return to PopoloCrois. Jeg kunne godt have ønsket mig fuld engelsk lydspor på alle dialoger i spillet, da de virkelig er med til at gøre spiloplevelsen medrivende. Dette kan måske lyde en anelse forkælet at trække spillet ned på, og det er da heller ikke et af de største minusser ved spillet – jeg var bare vild med dialogen, når de var der!
De mange dungeons er desuden lidt for simple og udetaljerede, og det er rigtig synd når man kigger på hvor smuk og detaljeret en overworld spillet indeholder. Selvom samtlige dungeons er af en fin længde, så kan man af og til godt savne noget af den flotte grafik at kigge på, for de fleste af dem er ret ens. Mange vil nok også mene, at spillet er for let, for man er nemlig aldrig i tvivl om, hvad man skal, og de mange tilfældige fjendemøder giver heller aldrig sved på panden. Søger man bare en lille smule modstand i sine RPG-spil, vil jeg derfor anbefale at spille spillet på King level, som er den sværeste, og den er endda ikke specielt svær.
Flaget på kortet indikerer, hvor jeg skal hen.
Konklusion:
Return to PopoloCrois: A Story of Seasons Fairytale er et virkelig vellykket crossover mellem farming- og RPG-genren. Jeg kedede mig aldrig under min gennemspilning, og jeg havde rigtig svært ved at lægge spillet fra mig. Skulle man ikke kende til hverken PopoloCrois eller Story of Seasons i forvejen, så føler man sig alligevel godt tilpas i historien, eftersom alt bliver forklaret af en fortæller og samtidig vist som tegnefilm. Det er et rigtig hyggeligt spil med en god historie og søde elskværdige karakterer, og det mindede mig en del om et andet af mine yndlingsspil, Fantasy Life, som dog har markant anderledes gameplay. Jeg gennemførte historien i spillet på 23 timer, hvor jeg en stor del af tiden også tossede rundt, undersøgte alt og hyggede mig. Der er stadig masser at give sig til efter gennemførsel af historien, da der stadig er opgaver, der kan klares, venskaber til personer, der kan blive stærkere, og evner, der kan opnås. Hvis det er første gang man vil give sig i kast med et spil fra RPG-genren, så er dette spil et godt sted at begynde, og man skal ikke lade sig afskrække af prisen på 279 kr. Det er et hyggeligt og afslappende spil med en god historie, så Return to PopoloCrois kan bestemt anbefales herfra, men søger man udfordring i sine RPG-spil vil man nok kede sig en smule.
Spillet fylder 12.105 blocks.
