I hovedrollen har vi den sovende Siesta, der på sikker vis skal fragtes igennem de actionfyldte akadebaner. Til hjælp har man en seng, der bevæges i bunden af skærmen - vel at mærke en seng med virkelig god affjedring! Siesta ligger derfor aldrig stille i sin seng, og han bliver i stedet kastet igennem spillets baner i sin stille søvn. Vores job bliver, ved hjælp af den hoppende Siesta, blandt andet at samle små frugtstykker, forsøge at ramme så mange kasser og power ups som muligt og lave combos (som her i spillet dog hedder "Jumbos" ) - alt sammen uden at tabe den sovende Siesta. Det kan blive lidt af en udfordring at slå alle kasserne i stykker, da banerne gør brug af at auto-scrolling. Det er dog heller ikke et krav, at man rammer alle kasserne, så længe man blot får ført Siesta i mål. Man har 6 liv til at klare hver bane, så fortvivl ej hvis Siesta lander ved siden af sengen et par gange - han sover trygt videre.
Det er med at holde tungen lige i munden.
Efter gennemførsel af en bane bliver du tildelt en medalje. Alt efter hvor godt du klarede den, bliver det enten guld, sølv eller bronze. Bronze får man så længe man bare klarer sig igennem. Sølv får man, hvis man har en nogenlunde god score, og guld - det er relativ svært at opnå. Desto mere man rammer af gode ting på sin vej, desto mere fyldt bliver den juicecylinder, som udmåler din chance for at få en guld- eller sølvmedalje. I nogle baner bliver medaljerne dog givet ud fra, hvor hurtig man klarer sig igennem.
Spillet indeholder 8 verdener, der hver har sit eget tema. Det kan f.eks. være is, sommer, eller solnedgang. Sengen skifter ligeledes udseende i stil med temaet i den verden man befinder sig i. Vigtigere er det dog nok at holde øje med omgivelserne, for der er både gode og dårlige ting at ramme.
Der er først og fremmest ting i banerne som giver minuspoint at ramme - disse er markeret med dødningehoveder og ses oftere, jo højere level man kommer i.
Power-ups er, i modsætning til i mange andre "brick breaker"-spil, ikke nogen som falder ned fra himlen fra tilfældige blokke. De aktiveres i stedet typisk fra en kasse med et lille billede på, som du skal ramme på samme måde som almindelige bricks. Power-ups tilfører selvfølgelig forskellige egenskaber. Nogle giver dig en ekstra "Siesta-bold", så man styrer to på én gang - taber man den ekstra bold, mister man den, men det påvirker ikke dine liv. Andre power-ups gør Siesta til is eller ild. Effekten af ild medfører, at Siesta kan flyve gennem alle kasserne uden modstand - rammer man en kasse med vand i, så mister ilden dog sin virkning. En is-power-up fryser derimod kasserne til isterninger, når man rammer dem, og at smadre disse kræver flere hits end normalt.
Nok juice til en sølvmedalje!
I hver af de 8 verdener er der 8 baner - altså 64 baner i alt, og de fleste baner er omkring 2-3 minutter lange. Hver verden sluttes dog af med en boss battle, som i de fleste tilfælde klares ved at dirigere Siesta op og ramme fjenden et vilkårligt sted på kroppen. I nogle af kampene skal de dog rammes i en bestemt stilling, som man må pusle sig frem til. Udover en boss battle er der desuden en bane i hver verden, som simpelt går ud på at få smadret alt og bruge så lidt tid som muligt på det. Disse baner er også det eneste tidspunkt, hvor der ikke gøres brug af auto-scrolling.
Selve styringen af spillet er meget simpel. Man kan vælge at styre med circle pad, D-pad eller sin stylus. Jeg kan normal ikke lide spil, hvor man skal styre med stylus, så jeg startede ud med at klare de første 4 verdener ved hjælp af circle pad. Jeg prøvede dog derefter at skifte over til stylus, hvilket gjorde min præcision langt bedre, så det forsatte jeg med. Vil man skyde Siesta højere op i luften end normalt, kan man trykke L, R eller A. Alternativt kan man, hvis man benytter sin stylus, klikke på sengen, i det øjeblik Siesta rammer den.
Sådan kan en boss battle se ud.
Det gode:
Siesta Fieata er først og fremmest originalt. Man tror man ved præcist, hvad sådan et spil kan byde på, men alligevel tilføjer det nye ting til spilstilen, som gør det til et friskt pust i "brick breaker"-genren.
Grafikken er fin, farverig og fyldt med små detaljer, hvilket i enkelte baner dog kan virke lidt som en forhindring. Eksempelvis kan skærmen blive overdynget med vand, eller et tog kan komme kørende forbi i baggrunden med høj fart. Dette skal dog ikke ses som værende negativt, da det er med til at gøre spillet unikt i forhold til andre akadespil.
Musikken er desuden utrolig glad og charmerende og minder måske lidt om Alvin and the Chipmunks i sang, hvis nogen af jer skulle kende melodierne fra den film. Jeg nød at spille med lyden til under store dele af gennemspillingen og kunne næsten fornemme strandfesten om hjørnet.
Det dårlige:
Jeg har svært ved at pege på noget som er direkte dårligt i Siesta Fiesta. Hvis jeg skal gå i petitesser må det være, at der ikke sker noget efter gennemførsel af spillet og måske, at der ikke er online leaderboards nu når spillet i stor grad går ud på at opnå en god score i spillets baner.
Konklusion:
Har man en Nintendo 3DS, er dette spil helt sikkert værd at se nærmere på. Universet og stilen er noget de fleste kan forholde sig til - det er anderledes, men samtidig er der elementer som er genkendelige. Det er nemt at gå til, men særdeles udfordrende hvis man går efter guld i samtlige levels. Spillet kan gennemføres i løbet af meget få timer - tre og en halv time brugte jeg på det - og dette låser desværre ikke op for ekstra indhold. Om man så får en belønning, hvis man opnår guld i samtlige baner, vil jeg lade stå i det uvisse, men bare det at forsøge sikrer mange timers god underholdning.