Spillet hedder i denne omgang bare Star Fox - man må formode, at problemerne med det navn er blevet løst siden 90’erne - og har du spillet det originale spil, så kender du hele præmissen, for der er ikke lavet meget om i det grundlæggende spil. Dette er mestensdel en visuel opgradering med udvidelser såsom Challenges og flere mellemsekvenser, der udvider historien. Star Fox 64 er at finde på Virtual Console og kan anbefales, hvis du er i tvivl om den nye udgave er noget for dig. Du kan også prøve spillets demo, der lader dig spille et par baner.
Historien i spillet er der ikke pillet ved - den geniale og sindssyge videnskabsmand Dr. Andross har invaderet Lylat-systemet, og lejesvendene i Star Fox-holdet er de eneste, der kan redde solsystemet fra at blive overtaget af den onde videnskabsmand. Star Fox-holdet er blevet genetableret, efter Fox McClouds far - den oprindelige leder - forsvandt på en mission til Venom, og det er den unge Fox McClouds første rigtige mission med holdet, der i øvrigt består af Peppy the Hare, som arbejdede sammen med Foxs far, James; Slippy Toad, der er holdets mekaniker og opfinder samt Falco Lombardi, som er den dygtige pilot, der ikke lader sig styre af en ung knøs som Fox.
På gameplay-fronten er der tale om et arkade-spil, hvor du styrer et af holdets fartøjer - mest kendt er Arwing-flyveren, men i løbet af spillet møder du både en tank og en ubåd. Der er to gameplay-typer: det første og mest dominerende er on-rail-delen, hvor du automatisk bevæger dig fremad og skal nedskyde alt, hvad du kan, mens du undviger angreb fra fjenderne. Undervejs er der mindre delmål, som kan klares, og åbner op for bonusser, inden banen sluttes af med en boss. Den anden type er all-range-mode, hvor du flyver rundt på en begrænset bane og skal nedskyde fjender i hobetal. Fælles for dem er dog, at du bevæger dig rundt og skyder på alt. Du kan bruge laser-geværer, der kan opgraderes, og som kan lades op til en målsøgende laserikugle, og så er der bomber, som kan skydes af sted og detonere. Bliver du ramt, kan du risikere at miste vingerne, så dit fly er sværere at styre, og du mister dine opgraderinger. Undervejs på banerne kan du også finde opgraderinger til dit skjold, som udgør dit livsenergi - mister du skjoldet, er du kaput og skal starte ved seneste checkpoint.
Når du vælger spillets historie-spiltype, gennemspiller du syv baner, som er variationer af ovenstående. Klarer du banernes delmål, låser du som regel op for en alternativ vej gennem Lylat-systemet, som du kan vælge, hvilket dog altid leder dig hen mod slutningen, planeten Venom, hvor du skal besejre Dr. Andross én gang for alle. Mellem banerne er der nogle flotte mellemsekvenser, hvor du møder Star Fox-holdet og hører lidt om de baner, du kan vælge mellem. Det fungerer rigtig godt og er en god måde at lære holdet at kende på. En gennemspilning tager ca. en times tid, men kan gøres hurtigere.
Undervejs i spillets historie kan du optjene medaljer ved at skyde et bestemt antal fjender og sørge for, at dine holdmedlemmer overlever. Det giver lige en ekstra grund til at gøre sig umage. Skulle du fejle en gennemspilning, kan du trække en Continue, så alle dine fremskridt ikke er forgæves. Du kan også vælge at spille på Easy, men så kan du ikke tjene medaljer, og når du har fået alle medaljerne, kan du spille banerne på Expert. Du kan dog ikke vælge baner, så mangler du at få en medalje på en af de sidste baner, må du spille hver enkelt bane igennem for at nå til banen - det kan godt være en frustrerende oplevelse, da det ikke er nogen smal sag at nå det ønskede antal nedskudte fjender.
Udover historiedelen er der også Challenges, hvor du kan prøve kræfter med banerne, når du har spillet dem i historien. Her får du et sæt udfordringer, som du skal klare på banerne - f.eks. skyde bestemte fjender, undgå at tage skade, klare baner på tid eller lignende. Det er et sjovt afbræk, men belønningen for at klare dem er desværre bare at låse op for spillets Holoviewer-indhold, der præsenterer dig for spillets figurer, baner og alt andet. Udfordringerne er i min optik lidt for udfordrende til at belønne os med noget, der ikke rigtig giver nogen værdi til spillet.
Disse to elementer udgør også tilsammen spillets sværhedsgrad og forlænger levetiden betragteligt. Spiller du på Easy vil du ikke kunne låse op for spillets medaljer, men rammer du Normal, er du klar til at låse op for dem. For mens en normal gennemspilning ikke er så vanskelig i sig selv, så vil det kræve et ret vågent øje at låse op for spillets medaljer, og så er der Challenges til at holde dig beskæftiget bagefter.
Til sidst er der multiplayer. I det klassiske Star Fox kunne man spille all-range-mode på visse baner og nedskyde vennerne. Nu er multiplayer blevet erstattet med tre forskellige typer: 4v4 dog fight, hvor du skal nedskyde det andet hold; king of the hill, hvor du skal kapre områder og holde dem; og transport, hvor du skal kapre gods fra rum-pirater og fragte det tilbage til et område. Hver af disse er markant forskellige og byder på god sjov - jeg satte et par 9-årige drenge til at prøve det af, og de havde det ret sjovt. Det eneste jeg kan sige her er, at det er en kæmpe fejl, at spillet ikke understøtter lokal multiplayer på én skærm - du skal gøre brug af GameShare, hvor spillet altså streames til en anden Switch eller Switch 2. At der ikke er split-screen er en kæmpe fejl, synes jeg, og afholder mange fra faktisk at bruge ret meget tid på multiplayer. Det er selvfølgelig også muligt at spille online.
En anden mulighed er at spille historien og udfordringerne i co-op med en ven. Her deles man dog om opgaven - en styrer flyet, en anden bruger JoyCon 2 som mus og styrer sigtekornet. Det virker rigtig godt, men igen havde det været fedt, hvis man kunne deles om opgaven i hvert sit fly.
Du kan selvfølgelig også bruge musestyring, når du spiller alene, men det er bestemt ingen fordel, da det kræver en høj grad af koordination at styre flyet uden om forhindringer og sigtekornet rundt på skærmen samtidig. Samtidig bliver du sat i første-persons-perspektiv og ser altså hele spillet inde fra cockpittet, hvilket man også kunne i det originale spil.
Uanset om du bruger mus eller normal controller, så er spillet dog responsivt. Det er aldrig spillets skyld, at du flyver ind i noget eller rammer forkert, og det gælder hvad enten det er Arwing, Landmaster (Tank) eller Blue-Marine (ubåd) - og disse tre føles meget forskellige.
Star Fox er et decideret smukt spil at se på. Vandeffekterne i første bane er spektakulære og lyseffekterne er vanvittige. Det er fedt at se, at et spil virkelig giver den gas på det grafiske, om end det selvfølgelig også er lidt en lettere sag, da spillet foregår i små, lukkede områder trods alt. Musikken fra det originale spil er bevaret, men gjort mere pompøs og tonerne er stadig lige catchy, som da man hørte dem første gang for 30 år siden.
Så er der figurerne, der har fået sig en gevaldig overhaling. Det har delt vandene på internettet, da spillet blev vist frem første gang, men man vænner sig bestemt til dem. Jeg synes dog stadig, at især Falco ser lidt spøjs ud, og så har Fox en lidt mystisk hals. Det havde ikke gjort noget at kigge lidt mere efter Krystal fra Star Fox Adventures for inspiration til, hvordan man laver et dyr i menneskeskikkelse.
Noget af det Star Fox generelt lider under er dog, at spillet er til den korte side. Som nævnt tager en gennemspilning op mod en times tid, men kan gøres hurtigere, og det kræver bare et par gennemspilninger at låse op for alle baner. Hvis man ikke er interesseret i high-scores eller achievements, så er der reelt set ikke så meget at komme tilbage til spillet efter. Så er det bare multiplayer, der forsøger at holde dig til spillet, og mens multiplayer er sjovt, så er det bare sjovere med andre fysisk til stede i rummet.
Konklusion:
Star Fox til Switch 2 er en solid genindspilning af Star Fox 64 / Lylat Wars fra 1996, men det er ikke nødvendigvis en skidt ting. Spillets grafik, lyd og historie har fået en overhaling, karaktererne er blevet dybere, og der er tilføjet Challenges, som forlænger spillets levetid. Og spillet holder stadig her 30 år efter udgivelsen, det er stadig fedt at drøne gennem Lylat-systemet og smadre Dr. Andross og hans undersåtter. Spørgsmålet er bare, om det er nok for dig - hvis du ikke går efter high scores eller at klare udfordringer bare for at klare dem, så er der ikke så meget tilbage efter de første timer i selskab med spillet. Multiplayer har fået en overhaling med tre nye baner og det fungerer rigtig godt, men manglen på split-screen skader det virkelig i min optik. Overordnet set er spillet dog sjovt at spille og en veludført genskabelse af den originale stemning, og så må vi se, hvad fremtiden nu bringer for Fox McCloud og Co.