Rammerne i The Swindle lyder måske simple, og det er de også, for der er ikke nogen stor og forkromet historie at komme efter her. Nej, vi skal bare i gang med at begå nogle røverier, så vi kan tjene penge som vi kan bruge til at avancere i spillet, med målet om at sætte en stopper for “The Devil's Basilisk”, og det kan ikke gå hurtigt nok.
Spillets intro og historie er til at have med at gøre.
Overordnet set er spillet i sig selv ret simpelt bygget op. Du har, som det forbryder-geni du nu engang er i denne steampunk-verden, et luftskib som base, og herfra kan du, med hvad der minder om en raket, nemt lande i de forskellige distrikter af London. Om bord på dit luftskib kan du også tilgå en konsol, hvorfra du kan benytte penge, som du tilegner dig, til at få nye evner og udstyr til dine kriminelle.
Hele det her element med, at man tilkøbe evner og udstyr til sine kriminelle, tilføjer et RPG-element til spillet, og det giver en masse muligheder for at genspille spillet på nye måder, men samtidig udgør det også et strategisk element i det, at man også er nødt til at planlægge lidt. Det er nemlig ikke helt ligegyldigt, hvad man bruger sine penge på, og man må vurdere, hvor store risici man er villig til at tage på sine plyndringstogter.
Man skal købe sig adgang til de finere distrikter med højt udbytte.Det at overveje sin brug af penge gør sig specielt gældende, da man fra starten af spillet ikke har adgang til alle distrikter af London. Nogle områder kræver simpelthen, at man har tilladelse til at begå sig i dem, for pøblen skulle jo nødigt blande sig med folk i de finere distrikter, og det er på ingen måde billigt at få adgang til disse. Heldigvis er spillet dog bygget op på en sådan måde, at jo finere distrikt jo større udbytte er der at hente, men farerne ved at begå indbrud bliver også større, så det handler stadig om at tage chancer.
Lige netop det at tage chancer er noget man ofte vil opleve i The Swindle, for der er ikke noget værre end at bruge en masse tid på at nå igennem et hus til den helt store jackpot for så ikke lige at turde forsøge undgå den vagt eller anden udfordring, der måtte være i vejen. Selv når man har fået "hacket" computeren og hevet penge ud af den, så kan der pludselig være andre forhindringer på tilbagevejen, og tilbage det skal man altså, for bliver du fanget, eller dør din karakter, så mister du de penge, som du har samlet sammen under det pågældende røveri.
Frygt dog ikke at dø i The Swindle, for du får bare en ny karakter med et tilfældigt genereret udseende og navn, og du bevarer skam alle dine evner og alt udstyr, som du har tilkøbt, mens alle penge fra tidligere røverier er sikkert opbevaret i banken. Under normale omstændigheder ville jeg synes, at det ville være mere passende, at man skulle starte forfra med ens karakterudvikling, men da The Swindle på ingen måde er et nemt spil, så er det faktum, at man ikke dør permanent og samtidig bevarer udstyr og evner faktisk et meget stort plus for spillet. Det ville simpelthen alt for hurtigt blive frustrerende, hvis det var anderledes, og så ville jeg og de fleste andre bare ligge spillet fra sig.
Store metaldøre og sikkerhedskamera udstyret med en minigun – nemt skal det ikke være!Som nævnt tidligere så har spillet ikke den store forkromede historie, men hvad spillet mangler i historie, det gør det godt og grundigt op for med sit æstetiske udtryk. Spillets grafiske stil med de håndtegnede figurer og elementer giver et visuelt udtryk, som formår at fange den atmosfære, der er kendetegnet for steampunk. Her bidrager lydsiden også, og selvom den til tider er lidt for ensformig, så formår den alligevel at sætte stemningen og give noget ekstra til totaloplevelsen. Således får man her et spil, hvor man virkelig kan føle, at der er lagt et ordentligt stykke arbejde i at sætte den helt rette stemning og atmosfære for spilleren.
The Swindle er ikke nødvendigvis et spil for alle. Det har mange gode elementer men også nogle knapt så gode, og en af de ting, jeg fandt mest frustrerende, da jeg startede med at spille, var, at der ikke rigtigt var så meget, der hjalp mig i gang. Til tider er der de her små infobobler, som dukker op, når du får nye evner eller noget nyt udstyr, men ud over det er der ikke rigtig noget, og jeg savnede i den grad en tutorial-bane, hvor du lige lærer spillet. Ud fra det jeg har kunnet læse mig til, så virker det til, at det første distrikt, ”Slummen”, er tiltænkt som stedet, hvor man lærer spillet, men for et spil, hvor man har begrænset antal spildage til at komme igennem, så ville det have været rart med en første bane, hvor man bliver guidet lidt i gang med en grundlæggende forståelse af det hele. Det sagt, så er det ikke fordi, at spillet er svært at lære, men jeg tror, at det ville have gjort spillet lettere at gå til.
En mur skal da ikke være i vejen for os og vores udbytte, men husk; rødt betyder fare!En af de mest interessante spilmekaniker i The Swindle er den tilfældige banegenerator, som gør, at man kan spille det om og om igen. Hver gang man påbegynder et røveriforsøg, så genereres der simpelthen en helt ny bane, så det er ikke kun de kriminelle, der er tilfældigt genereret. Banerne følger en generel skabelon, som varierer fra distrikt til distrikt – der er altså træk, som går igen, men alligevel så stor variation, at man ikke lige med det samme får to baner der minder om hinanden. Men hvorfor er det interessant? Har man ikke set den slags før? Jo, det har man, men grunden til, at jeg synes, at det er nævneværdigt, er, at mine tidligere erfaringer med den slags mekanismer siger mig, at det bare ikke fungerer specielt godt. Det er dog ikke tilfældet for The Swindle, for her er det rent faktisk lykkedes udviklerene at lave en tilfældig banegenerator, som fungerer rigtig godt, og det er sjældent, at man støder på baner, som er helt umulige. Nogle gange er der rum, som ikke er tilgængelige på traditionel vis, og sprængstoffer kan heldigvis erhverves, men jeg er efter mange timers spiltid ikke stødt på en bane, som ikke har været spilbar.
En af de mest frustrerende ting ved The Swindle er helt klart sværhedsgraden, for det vitterligt ekstremt svært, og ens tålmodighed bliver virkelig sat på prøve igen og igen, når man for 118. gang mister et stort udbytte, som man har brugt lang tid på at komme igennem en bane for at få fingrene i. Spillet ville virkelig nyde godt af at have flere sværhedsgrader at vælge mellem, for det føles vitterligt som om, at spillet er lavet med det formål, at man ikke skal kunne klare missionen på de 100 dage – ikke bare fordi røverier mislykkes, men også fordi der skal samles enorme mængder penge sammen for at nå til det sidste distrikt.
Når alarmen først er gået, så skal det gå hurtigt, for Londons Bobbyer ødelægger alt for at fange dig.Sværhedsgraden til trods, så er 100-dages-udfordringen faktisk en af de ting, som jeg godt kan lide ved spillet, men det føles ret frustrerende, at tiden i spillet ikke virker til at have en fast størrelse. Et røveri virker i starten til at tage 1 dag, lige meget om du bruger et minut eller en halv time på en bane. Det synes jeg ikke rigtigt giver mening, og når man kommer senere hen i spillet, så virker det heller ikke til, at 1 røveri er lig 1 dag gælder fuldstændig. Når man laver et spil, hvor man giver spillerne et fast mængde tid til at gennemfører noget, så synes jeg, at det er på sin plads, at man kan håndtere sin tid ned til hvert minut, som man bruger på et røveri, og i det mindste skal tidssystemet være til at gennemkue.
Konklusion
The Swindle er et yderst udfordrende spil, der til trods for sin sværhedsgrad, som grænser til det frustrerende, har formået at få mig 100 % hooked – særligt gennem sine simple rammer og en yderst velproduceret lyd- og billedside, der passer perfekt til den steampunk-verden spillet er sat i. Du skal ikke forvente, at det er overstået med det samme, for efter 15 timer er jeg stadig ikke igennem det, og det er ikke engang sikkert, at det lykkes dig at klare spillet i første omgang. Dette kan selvfølgelig være frustrerende, men man lærer af det, og på den måde har spillet samme styrker som nogle af de gamle klassikere fra 8-bit-æraen. The Swindle er både vanedannende og udfordrende, så er man til platformere, hvor man aldrig ved, hvad den næste bane har at byde på, og har man ikke noget imod et spil, der virkelig giver dig kamp til stregen, så er The Swindle et spil jeg varmt kan anbefale. Der er garanti for at støde på nervepirrende øjeblikke med alt fra let tjent udbytte til udfordrende hop, der kan koste dig dit hårde arbejde, men det er bestemt de 110 kr. værd, hvis du har mod på en udfordring.
