Overblikstrailer for Pape...

Lanceringstrailer for Gro...

Tales of the Shire: A The...

N-cast #215: Er Indie Dir...

N-club Streams: Uge 16

Indie World Showcase apri...

Europa kommer til Switch

Indie-udsalg startet nu

SteamWorld Heist II annon...

Penny's Big Breakaway ude...

Spil på vej til Switch

Amiibo!

Hvad spiller du nu? Hvor ...

Pokémon Unite

Pokémon GO

Hollow Knight

Nintendo Switch

Tetris 99

Switch - spilrygter og sp...

F-Zero 99

Tilbudstråden

K: Diverse 3ds spil

V: Wii U Basic med Wii Fi...

S: Starlink inkl figur og...

S: Mario samlerting

GBxCart eller lignende GB...

Switch spil købes

S Bayonetta 3

K> NEW 2DS/3DS PAL (ubru...

S:Mario rabbids sparks of...

N-club Juletema 2018

Mario Party: The Top 100

Story of Seasons: Trio of Towns

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Disney Magical World 2 (3DS)

Skrevet af Rockarina - 30-11-2016 22:25

Da det første spil i Disney Magical World serien-stod til at blive udgivet i 2014 af Nintendo (Bandai Namco i Japan, hvor det blev udgivet året før), da havde de fleste folk i spilmiljøet på forhånd udråbt det til at blive Disneys svar på Animal Crossing. Ikke at de to i min optik kan sammenlignes direkte, men noget må udviklerne hos h.a.n.d. have gjort rigtigt, for Nintendo har i år også valgt at udgive efterfølgeren på vore breddegrader. Lad os lægge kortene på bordet; I vil med denne anmeldelse blive bombarderet med kjoler, munter stemning samt nuttede dyr og væsner iklædt glade pastelfarver.

I Disney Magical World 2 er historien så at sige skrevet på forhånd. Du laver din avatar, bliver tildelt et pas og flyver til dit nye hjem i Castelton. Her bliver din opgave at hjælpe byens indbyggere med forskellige anmodninger, at drive en café og undervejs låse op for nye områder, missioner og genstande. De få valg, som man under tiden selv har mulighed for at tage, får med andre ord ikke nogen indvirkning på historien.


På vej mod nye eventyr!

For at få fuld adgang til alle områder i spillet skal der samles klistermærker, og dem er der i første omgang 100 af. Man skal løse forskellige opgaver, før det udløser et nyt klistermærke (og derved nyt indhold), og opgaverne er meget forskellige. Det kan dermed være alt fra at få en perfekt score i minispil til at samle og fremstille nye genstande eller iklæde sig tøj som er et stilmæssigt match. Foruden at samle klistermærker kan man, lige som i den første udgave af spillet, samle "nice" points ved at iklæde sig tøj som temamæssigt passer sammen. Går man forbi diverse karakterer eller menneskelige NPC’er i spillet, så udløser det 20 af disse point, og når man har samlet nok point, så kan de så indløses til nyttige ting, såsom nye madopskrifter til caféen eller tegninger til nye møbler som Chip og Chap kan hjælpe med at fremstille i deres værksted.

Fremstilling af ting er dog ikke gratis, så salg i caféen er en afgørende brik i spillet, da det er her man tjener de fleste af sine penge. I caféen findes der et partymeter, og når dette er fyldt, så kan man holde en temafest efter eget valg. Temafester kræver, at man har mange genstande fra samme univers – jo mere der passer sammen, desto bedre – og alt efter hvor mange match man laver, så udløser det forskellige gæster fra det pågældende univers. Man kan holde guld-, sølv- eller bronzefester, hvilket afhænger af det opnåede antal af stilmatch. Sølv- og guldfester udløser desuden en mulighed for at deltage i et danseshow med sine gæster, hvilket er et et nyt og ret sjovt tiltag. Jeg kom f.eks. til at danse med selveste Jack Sparrow.


Et fyldt partymeter er starten på en god fest.

Også i denne udgave er det muligt at fiske, og dette er der intet nyt i – man fanger en fisk, den gylper en boble op af den ene eller anden art, og så sætter man fisken fri igen. Fisk fra forskellige områder gylper forskellige bobler op, og disse kan sælges til Joachim Von And eller bruges i opskrifter til at fremstille nye ting. Byens største butik drives af Rip, Rap og Rup med Von And som indkøber. Indholdet i butikken skifter flere gange dagligt, og visse ting er eksklusive ting, som ikke selv er mulige at fremstille. Byen har også et skrædderi, som drives af Andersine, og skal man fremstille tøj, så er det stedet, som man går til.

Missionerne i spillet er stadig opdelt på Disney-universer, så der ikke er krydsninger mellem dem, og man får adgang til flere missioner, efterhånden som man får samlet klistermærker. Der er seks forskellige universer med missioner, men et par af universerne går igen fra det første spil – Hundredemeterskoven og Alice i Eventyrland er gengangere – med nye missioner og nyt udseende for begge områder. I 100-meterskoven får man tildelt et lille stykke jord, hvor man kan plante og høste grøntsager og blomster – ting som man ikke kan undvære i sin fremstilling af mad, beklædning og møbler. Her findes også tre træer, hvorfra man kan høste honning. Bierne i træerne producerer forskellig honning, alt efter hvad man har sået på sin mark, og har man eksempelvis mange blomster, så kan man være sikker på, at der kommer blomsterhonning. Af andre universer kan Lilo og Stitch, Snehvide og de syv små dværge, Den Lille Havfrue og Frost nævnes. Hvert område låses op ved hjælp af klistermærker, og når man har samlet nok til en specifik zone, så kan man frit gå igennem en magisk port, som sender en af sted til det pågældende univers.


I denne mission skal vi finde en magisk suppegryde.

Efter at være kommet ind i et univers skal der klares små missionsbaner, som typisk er flettet ind i en kort historie om, hvordan man kan hjælpe en karakter med at finde genstande, som er blevet væk eller stjålet af spøgelser. Udrustet med en tryllestav drager man derpå afsted ind i missionen, hvor der skal nedkæmpes spøgelser samt mini-bosser og findes skatte. Banerne bliver gradvist sværere, så man er nødt til at opgradere sin tryllestav og sin rustning undervejs, men undertiden bliver man nødt til at gå tilbage til tidligere klarede missioner, fordi man ofte skal bruge flere af de samme genstande, som kun findes i den pågældende mission. Er man god og samler en masse magic stones undervejs i en bane, så bliver man i sidste ende belønnet med mange flere skatte end normalt.

Hvad er nyt?
De første to timer, hvor jeg spillede, var det meget svært at få øje på, hvad der var nyt, for alle opgaver ligner dem, som man stifter bekendtskab med i den første udgave af spillet, og jeg tænkte straks, at det var skuffende. Efter en 2-3 timers spil (hovedsageligt bestående af tutorials) begyndte der så at ske nye ting, og så var jeg tryllebundet. Udover at kunne stiftede bekendtskab med nogle af de nyere af Disneys karakterer, som snemanden Olaf fra Frost (Frozen), så er der også gamle kendinge som Snehvide og de syv små dværge, og missionerne i de forskellige karakter-universer har også fået et friskt pust i form af minispil. Hos de syv små dværge kommer man f.eks. ud for at gøre rent i deres hytte, hjælpe i diamantminen og finde ingredienser til deres middag, mens man hos Lilo og Stitch prøver kræfter med surfing og hula-dans.


Frost er med sin succes selvskrevet som nyt univers i denne udgivelse.

Foruden minispil kan man i stedet for at samle Disney-kort som i det første spil her samle puslespilsbrikker til oplevelser i spillet. Når man har samlet alle brikker i et puslespil, så får man adgang til en magisk drømmeverden med nogle af karaktererne fra det pågældende puslespil. I drømmeverdenen er det ekstra let at optjene "nice" points, og dem kan man så tage med sig tilbage i den rigtige verden og købe ekstra indhold for. Det er desuden blevet muligt også at ændre det ydre på sit hus, og det hjælper de tre små grise med.

Som noget andet nyt er det muligt at invitere andre spillere til sit eget spil, og det kan godt betale sig at gøre med jævne mellemrum. I oktober måned var spillet eksempelvis indhyllet i halloween-tema, og visse genstande kan kun købes i spillets butikker i bestemte måneder. Et udvalg af disse genstande kan kun købes med særlige medaljoner, og her kommer de andre spillere ind i billedet. Man får nemlig tildelt fem medaljoner for hver gang man inviterer fem andre spillere, og dette kan gøres hver 6. time. Gæsterne foretager sig dog ikke det store udover at gå rundt som enhver anden NPC-figur i spillet.


Der er rig mulighed for at tage billeder, som man kan gemme på sin konsol.

Det gode:
At spille Disney Magical World 2 har uden tvivl været underholdende, og de nye minispil er bestemt et friskt pust, som gør hele spiloplevelsen en del mindre monoton end i det første. Man mærker tydeligt forbedringerne også i andre dele af spillet: Byen er blevet større og er delt mere naturligt op, så butikkerne eksempelvis findes i deres eget shopping-distrikt, og det føles også som om, at man har givet os spillere en større frihed i denne udgave – i hvert fald når man er igennem de første par timers tutorials. Det er også super lækkert, at man efter gennemførsel af spillets historie låser op for nyt indhold og missioner på et højere niveau.

En anden force ved spillet er, at det er dejligt afslappende, og man bliver en smule nostalgisk, når man undertiden bliver fanget af kendingsmelodierne fra de tegnefilm, som man har set et hav af gange som barn. Man kan bruge et hav af timer på at vandre rundt i de magiske verdener med de mange velkendte karakterer, og jeg rundede personligt næsten 50 timer på min gennemspilning. Det til trods mangler jeg alligevel at samle en del beklædningsgenstande (der findes over 700 af disse), så langtidsholdbart kan denne titel også skrive på sin tjekliste.


Boligindretning er blot en af de ting, som man kan slappe af med.

Det dårlige:
Som givet udtryk for, så blev jeg godt grebet af Disney Magical World 2, men med en udgivelse som denne kan det undre, at man ikke har valgt at lægge noget dansk tekst og ikke mindst stemmeskuespil på de elskelige figurer. Jeg ved, at det blot følger den normale standard for Nintendos europæiske udgivelser, men manglen på dette kan måske udelukke den egentlige målgruppe i form af børnene, og det er synd, da spillet oser af dukkehuse og børneværelser med prinsesse-tema. Hvis de små poder hele tiden skal hjælpes af forældrene for at forstå spillets opgaver, så kan det godt gå hen og dræbe lidt af morskaben.

Desuden virker hele tutorial-møllen i starten alt for lang, og man skal virkelig hanke op i sig selv for bare at føle sig en smule motiveret til at spille videre. Har man i øvrigt (som jeg) spillet 1'eren, så er de første tre timer af spillet dybt overflødige, og man burde have haft muligheden for at springe over den del af spillet. Jeg oplevede også ind imellem nogle fejl – oftest inde i missionsbanerne, hvor skattekister af og til smed skattene et sted udenfor min rækkevidde. Dette sker dog væsentligt sjældnere i denne udgave, end det gjorde i det første spil.


Mon børn ved, at det er Gnavpot vi leder efter her?

Konklusion:
Disney Magical World 2 er bestemt ikke noget dårligt spil. Det er meget afslappende, og det til trods formår det alligevel at holde mig underholdt i flere timer af gangen. Der er mange gode stunder at hente i selskab med de elskelige Disney-karakterer fra både gamle og nye universer, og man mærker tydeligt forbedringerne implementeret i det nye spil. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at hverken tale eller tekst i spillet kan indstilles til dansk, da de mindste spillere dermed vil skulle have lidt hjælp fra mor og far for at kunne forstå, hvad der skal gøres hvor og hvornår, men Disney Magical World 2 er en del sjovere end det første spil i serien, og hvis man går og overvejer at prøve kræfter med et af de to spil, så vil jeg uden at blinke anbefale 2’eren.

Spillet fylder 12.282 blocks.

4
1ups givet

4/5


Nemt at gå til

Øjeguf

Kommentarer:

#1 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

30-11-2016 22:31

Karina modtog dette spil ret sent i forhold til dets udgivelse, og med min begrænsede fritid, så tog det lidt ekstra tid, at få den lagt ud til jer her på siden. Den var oppe kortvarigt, men der skulle lige laves lidt tilpasninger.

Vi håber dog (som altid), at I har lyst til at læse og kommentere Smiley
0
1ups givet

#2 - zcream

Level: 13 (Baby Dodongo)

10-12-2016 22:14

Udemærket skriv Karina og tja, spillet kunne da godt lyde som et bud til den lille, hvor problemet så bare bliver, som du er inde på, at sproget ikke er dansk Smiley
0
1ups givet

#3 - Kalak Nuan

Level: 18 (Twhomp)

12-12-2016 00:40

^Ja det er desværre én genkommende problem Smiley jeg forsøger også at støtte dem hvor det er med ingame på dansk og køber dem som gaver til familiens børn Smiley så har de også noget alle kan være med på Smiley
0
1ups givet