Pokémon Super Mystery Dungeon (3DS)

Skrevet af ThePatrickBay - 08-02-2016 15:45

Det er længe siden, jeg har spillet et Pokémon Mystery Dungeon-spil – ja, faktisk har jeg ikke spillet et spil i denne spinoff-serie siden det allerførste til Game Boy Advance. Jeg har altid elsket Pokémon og roguelike-genren, så da jeg fik muligheden for at anmelde det seneste skud på stammen i Mystery Dungeon-serien, så var det en no-brainer! Jeg sagde pænt ja tak, og således skal vi nu dykke ned i Pokémon Super Mystery Dungeons univers.

Pokémon Super Mystery Dungeon er, som de andre spil i serien, et roguelike-spil, hvor man styrer en Pokémon bestemt ud fra en personlighedstest. Der er 20 forskellige Pokémon’er, man kan starte som, alt efter hvad man svarer i personlighedstesten. Pokémon’en, som man spiller som, er rent faktisk et menneske, der en dag vågner op som en Pokémon. Man møder herpå sin makker, som også bestemmes ud fra personlighedstesten. Jeg blev Mudkip, og min makker blev Pikachu. I starten af spillet skal man hjælpe nogle andre Pokémon’er, som er faret vild i de tilfældigt genererede dungeons. Når man hjælper disse Pokémon’er i nød, bliver de en del af ens team. Af og til får man også betaling i form af items for at redde dem. Samtlige Pokémon’er, der var tilgængelige ved den amerikanske lancering i november, er det muligt at få på sit team, hvilket betyder, at der faktisk er 720 Pokémon’er; det højeste antal i et Mystery Dungeon-spil hidtil.

Som i alle de andre spil i serien foregår en stor del af spillet i dungeons, mens plottet for det meste skrider frem i overworld-delen. Når man befinder sig i en dungeon, er spillet turbaseret. Ens tur kan enten være at gå et skridt, angribe eller at bruge et item. Når man går rundt, healer man samtidig sin Pokémon. For at balancere dette, er der også en mætheds-måler, som drænes, når man bevæger sig rundt i grotterne. Der er dog masser af frugt at spise i spillets dungeons, så det bliver sjældent et problem.

Når man først starter spillet op, er der, som det nu så populært er i dag, en tutorial. Heldigvis er den fint inkorporeret i plottet i løbet af de første par timers spilletid. Man kan mere eller mindre alt fra start af – spillet har blot ikke fortalt spilleren, hvordan man gør det hele endnu, når man lige starter. Kun nogle få spilmekanikker skal låses op undervejs, og det er som skrevet fint inkorporeret i plottet. Derfor giver det fint mening, at man eksempelvis ikke fra start kan bruge alliance-angreb, som i bund og grund er, at man sammen med en eller flere makkere teamer op omkring at angribe en fjende – det skader i øvrigt mere end, hvis de skulle angribe hver for sig. Omkring tutorials, så er tekstbokse hurtige at klikke væk, hvis man ikke er interesseret i at lære, hvordan man for eksempel samler items op (som man i øvrigt gør bare ved at træde på dem).

Hele historien er delt op i kapitler, og dem er der 22 af, plus en epilog. Hvert kapitel tager i gennemsnit en time at klare – kortere i starten af spillet og længere i slutningen. Cirka en tredjedel inde i spillet bliver man rekrutteret af The Expedition Society, som egentlig bedst kan sammenlignes med Jedi-ordenen (dog en hel del mere klodset). De undersøger forskellige hændelser og sørger for at Pokémon-verdenen er fredelig. Som medlem af The Expedition Society skal man rejse rundt i verden for at holde ro og orden. Man låser op for nye områder ved at opbygge et netværk gennem de Pokémon’er, som man hjælper. De har brug for hjælp til forskellige ting i forskellige dele af Pokémon-verdenen, og som en del af The Expedition Society skal man naturligvis hjælpe, uanset hvor hjælpen er nødvendig.


Det gode:
Der er en del gode elementer i Pokémon Super Mystery Dungeon. Når man dør, føler man det først og fremmest som en straf, men ikke en så hård straf, at man stopper med at spille. Man kan redde sit hold ved at tage på en redningsmission med et andet hold (mere om det senere), hvilket fungerer supergodt, eftersom man allerede tidligt i spillet møder Pokémon’er, som er relativt stærke og derfor nemt kan redde det besejrede hold. Redningsholdet er dog efterfølgende nødt til at restituere, så man ikke kan bruge dem i nogle in-game dage.

Lydmæssigt og grafisk er spillet supergodt. Jeg har ofte taget mig selv i at nynne med på melodierne og har været imponeret over, hvor flot spillet er i forhold til 3DS’ens hardware. Desuden er jeg også meget imponeret over, at (ved den japanske og amerikanske udgivelse) samtlige 720 Pokémon’er er med i spillet. Det er i mine øjne et stort plus, at de har fået plads til at have så mange forskellige 3D-figurer og tilhørende animationer.

Nintendo har indset i løbet af de sidste par år, at selve gameplayet ikke er særligt afvekslende i Mystery Dungeon-spillene, så for at holde spillerens opmærksomhed har de brugt meget tid på plottet og de mange Pokémon’ers personligheder. Man kan af og til blive halvtræt af de dungeons, som man skal igennem, for selvom de er tilfældigt genererede, så ligner de alle mere eller mindre hinanden, med undtagelse af, at vand af og til er skiftet ud med lava eller planter. Plottet er dog godt nok til, at jeg kun sjældent følte det som en byrde at skulle spille det for at kunne skrive denne anmeldelse.


Det dårlige:
Alt det ovenstående sagt, så ér gameplay’et stadig meget ensformigt, og det er desuden meget frustrerende, hvis man bliver nødt til at give op, når man dør. I sådanne situationer mister man nemlig alle sine items i sin inventory, og det er sket for mig to gange under min gennemspilning. Hele første halvdel af spillet er der praktisk talt ingen udfordring. Man får de mest brugbare items smidt i nakken konstant, så selv hvis man dør, bliver man bare genoplivet igen med en Tiny Revival Seed eller lignende. I det øjeblik man som en del af The Expedition Society skal hjælpe Pokémon’er uden for den landsby, man starter ud i, stiger sværhedsgraden til gengæld enormt meget. Pludselig går fjenderne fra at skade 15-25 HP til at skade op mod over 100 HP, hvis man har en Pokémon, der er svag over for fjendens type. Jeg tror, det har til formål at gøre to ting:

1) At lære spilleren at blive bedre til at tænke taktisk i forhold til moves og items.

2) At lære spilleren at anvende hjælpesystemet, hvor man kan hente hjælp fra folk på nettet (kunne ikke testes, da de europæiske servere ikke er åbnet i skrivende stund), via Download Play (kunne ej heller testes) eller ved, at man selv spiller som nogle af de Pokémon’er, som man tidligere har hjulpet.

Jeg forstår dog ikke, hvorfor Nintendo vælger at bruge så meget tid på at skabe et forhold mellem spilleren og hovedpersonen for så næsten at gøre det umuligt at gennemføre med den karakter i de senere dungeons. Det ødelægger lidt forbindelsen mellem spillet og spilleren, at jeg i mellemsekvenser og “overworld” er en Mudkip, men Mudkip (og enhver af de andre Pokémon’er man kan blive ud fra personlighedstesten) er for svag til at kunne klare mange af de senere dungeons. Desuden tager det simpelthen for lang tid at grinde levels til at blive stærk nok, så man ender helt automatisk med at vælge de stærke Pokémon’er, når man skal ud på en mission, og stille og roligt bliver man mere og mere ligeglad med historien, som ellers skulle bære spillet igennem de repetitive dungeons.


Konklusion:
Pokémon Super Mystery Dungeon er sjovt i små doser. Det tager 20-30 timer at gennemføre, hvilket giver en tilfredsstillende mængde content i forhold til forventningerne. Spillet har en god historie, men nogle mærkelige valg i forhold til sværhedsgrad kontra hovedpersoner gør, at man har svært ved at holde koncentrationen i længere tid ad gangen. Jeg vil anbefale dette spil til de Pokémon-fans, som ikke har nok i hovedserien, men ønsker at spille et fint spinoff-spil med de elskede figurer. Er man ikke Pokémon-fan vil man kun få noget ud af dette spil, hvis man er stor fan af roguelike-genren. Hvis du ikke er glad for hverken Pokémon eller roguelike-genren, så gå langt udenom. Jeg nød selv store dele af spillet, men det er lidt for middelmådigt til at kunne få en karakter højere, og derfor ender vi, hvor vi gør.

Kommentarer: