Pokémon X/Y (3DS)

Skrevet af Eagle - 29-10-2013 20:07

På sin vis er denne anmeldelse overflødig. Hvis du læser den, så kender du formodentlig allerede til Pokémon, og du ved formodentlig allerede om du er interesseret i de nyeste skud på stammen. Pokémon-serien er en af Nintendos håndholdte konsollers mest populære franchises, og du ved formodentlig allerede nogenlunde hvad du kan forvente. Når det så er sagt, så er en anmeldelses funktion også at snakke om, hvad et spil gør rigtig og forkert, så lad os kaste os ud i de nyeste spil i Pokémon-serien, nemlig Pokémon X og Pokémon Y. Der vil følge en del sammenligninger med de forrige spil i serien, Pokémon Black og Pokémon White, som jeg personligt var ret begejstrede for. Selvom dette teknisk set er en anmeldelse af Pokémon X, så vil jeg referere til dem som Pokémon X og Y, eftersom de hovedsageligt er ens med enkelte forskelle.

Hvis du skulle have boet under en sten de seneste 15 år, så følger her en kort forklaring af Pokémon-spillenes præmis: Spillene er turbaserede RPGer, som foregår i en verden fyldt med monstre, såkaldte Pokémon. Disse Pokémon bliver fanget og trænet af mennesker, som bruger dem til at kæmpe mod hinanden. Det lyder brutalt, men spillet forsikrer tit spilleren om, at disse kampe altså styrker forholdet mellem trænere og Pokémon. Typisk Japan.

Du modtager et Pokédex, en slags encyklopædi over alle eksisterende Pokémon, og får at vide, at du kan optage information om dem ved at fange dem - og så begynder din Pokémon-rejse ellers: Dit hovedmål er at bekæmpe lederne af de otte styrkecentre, for derefter at bekæmpe eliten af eliten, den såkaldte ”Elite Four”, for at blive Pokémon-mester. Undervejs kommer du dog til at kæmpe mod masser af andre trænere samtidig med, at du forsøger at stoppe en ondskabsfuld organisation.

Lyder det bekendt? Ja, fordi du har formodentlig hørt om spillets opbygning før, eftersom det er blevet brugt i alle andre hovedspil i Pokémon-serien. Når alt kommer til alt, så er der måske heller ikke rigtig nogen grund til at ændre dette koncept alt for meget, fordi det virker trods alt godt. Som altid er det spændende at udforske den meget omfattende Pokémon-verden, mens man samler nye Pokémon, der langsomt bliver stærkere og udvikler sig undervejs.

Pokémon X og Y foregår i den nye region Kalos, og GameFreak har denne gang hentet inspiration fra fransk kultur. Når det så er sagt, så er det lidt begrænset, hvor meget dette egentlig betyder for spillet i sidste ende. Bortset fra navnene på byer og veje, enkelte slotte samt den kæmpestore Eiffeltårn-lignende struktur i en af byerne, så betyder det ikke det store for spillet.

Som altid har GameFreak formået at skabe en stor og sammenhængende verden med tonsvis af forskellige ting at give sig til. Mange af disse ting viser sig at have indflydelse på dine Pokémon på forskellige måder, hvad enten det er besøg i Pokémon-centre for at købe genstande eller heale dine Pokémon med mere, restauranter hvor man kan kæmpe under bestemte forudsætninger, eller førnævnte styrke-centre der skal besejres. Der er også mere overfladiske ting som ekempelvis spillets caféer, hvor man kan få set forskellige Pokémon til sit Pokédex, eller filmstudiet hvor du kan lave små, simple PR-videoer du kan vise til andre spillere. Man kan endda skræddersy sin figurs udseende denne gang, hvilket faktisk er ganske fornøjeligt at lege med. Pokémon X og Ys verden føles rent faktisk som en levende og åndende verden, og ikke bare som et instrument for spillerens fremskridt. Dette har Pokémon-spillene altid været rigtig gode til, så det kommer måske ikke som nogen overraskelse.

Der er faktisk så mange ting i spillets verden, at det til tider kan blive lidt uoverskueligt. Heldigvis er det ikke noget problem at komme fra sted til sted; du har mulighed for at flyve fra by til by med din Pokémon, og du har mulighed for at stå på rulleskøjter eller køre på cykel for at bevæge dig hurtigere rundt omkring. Det bliver også en smule mere overkommeligt af det faktum, at GameFreak har implementeret et kort over regionen, der rent faktisk viser, hvad der findes af interesse i de forskellige byer.

Grafisk har spillet virkelig taget springet til 3D, og GameFreak har formået at smide en imponerende verden sammen. Ganske vist brugte DS-spillene noget 3D i spillets overworld, men Pokémon X og Pokémon Y er i fuldt 3D. Kalos-regionen er fyldt med masser af byer, skove, sumpe, bygninger og diverse andre områder, der skal udforskes på vejen til at blive Pokémon-mester, og de formår alle at imponere visuelt. Spillet er heller ikke altid fastlåst et fugleperspektiv, men bruger et dynamisk kamera, der tit svinger rundt for at vise alle omgivelserne.

Kameraet viser sig dog at være lidt af et irritationsmoment engang imellem, fordi det kan blive svært at få et ordentligt overblik over de områder man er i. Man kunne nogle gange ønske, at man kunne zoome lidt ud for at se sig bedre omkring. Dette viser sig især at være et problem når omgivelserne ligner hinanden meget. Kameraproblemerne kulminerer i spillets største by, Lumiose City, hvor du helt unikt rent faktisk kan styre kameraet, men på en ret klodset facon. Selvom det grafisk er en af de mere imponerende områder, så er det ret belastende at navigere sig igennem de ofte smalle stræder, fordi kameraet ikke er på din side.



Hvor grafikken virkelig spiller med musklerne viser sig dog at være i kampene, som altid er seriens højdepunkter. Pokémon Black og White tog springet med at få Pokémon-sprites til at bevæge sig, og Pokémon X og Y tager springet til 3D-modeller i stil med dem fra konsolspillene Pokémon Stadium og lignende. Det virker rigtig godt: Hver Pokémon er godt animeret, med masser af detaljer når det kommer til bevægelser, ansigtsudtryk og lignende. Ligeledes er de mange angreb også flotte, selvom nogle af dem er ret simplistiske. De er dog også distinktive, så du er sjældent i tvivl om, hvilket angreb du har brugt. Mange af angrebene viser sig også at være en perfekt overførsel fra 2D til 3D, og kan virke helt nostalgiske i deres animation. Baggrundene er ikke helt lige så imponerende, men formår stadig at være ganske flotte og varierede.

Præsentationsmæssigt er spillet altså en fornøjelse at se på, og lydsiden hjælper bestemt også på dette. Selvom spillet tager nogle chancer med bestemte temaer som helt sikkert ikke vil falde i enhvers smag (Gym Leader-temaet har især høstet delte meninger), så er der ikke nogen tvivl om, at der er nogle rigtig gode numre imellem, og de er alle sammen af ret høj kvalitet. Lydeffekterne i kamp komplementerer også spillets lydside godt.

Som I nok har lagt mærke til, har jeg brugt en hel del tid på at beskrive spillets præsentation. Hovedårsagen til dette er sådan set, at når alt kommer til alt, så er der ikke meget nyt under solen på et gameplay-mæssigt plan. Pokémon X og Y har som altid et enormt vanedannende kampsystem med masser af ting der kan samles, ændres og skræddersys efter spillerens valg. Dine Pokémon kan have forskellige egenskaber, angreb, evner, genstande og lignende der alle har en funktion i spillets kampe, og rent overfladisk har nogle Pokémon endda forskelligt udseende, hvis du opfylder bestemte krav. Kampsystemet er simpelt, men svært at mestre. Bestemte typer er gode mod andre typer, nogle angreb ændrer omstændigheder under kamp, nogle har en effekt på dine egne Pokémon eller modstanderens, og så videre.

Pokémon X og Y udvider som altid dette koncept med nye Pokémon, angreb, genstande og lignende. Der er ikke sket noget revolutionerende denne gang, men nogle små ændringer har gjort det betydeligt nemmere for trænere at skræddersy deres hold gennem spillets nye breeding-mechanics og gennem nogle minispil, der har en effekt på dine Pokémons statistikker.

Pokémon X og Y introducerer kun ca. 70 nye Pokémon, hvilket er betydeligt mindre end tidligere spil i serien. Hvis du var glad for den måde, at Pokémon Black og White kun introducerede nye Pokémon i dets hovedspil, så bliver du nok skuffet denne gang. Det kan faktisk være svært at samle et hold af helt nye Pokémon, hvis du prøver at sammensætte et hold med forskellige typer. Når det så er sagt, så er der masser af gamle Pokémon, der kan fanges i hovedspillet – faktisk er 450 af dem tilgængelige, og flere kan fanges via såkaldte ”Friend Safaris”, som du får adgang til senere. Det er rigtig positivt, at der findes rigtig mange forskellige Pokémon, man kan fange i hvert område, og det betyder, at man sjældent finder to spillere, der har det samme hold. Derudover introducerer spillene også såkaldte ”Mega Evolutions”, hvor bestemte udvalgte Pokémon (ca. 25 af dem) kan udvikle sig under kamp, hvis de holder en bestemt genstand. Dette ændrer på deres karakteristika, så de bliver stærkere og/eller ændrer evner eller typer. Det er en sjov lille mekanik, der desværre ikke har den store indflydelse på hovedspillet udover at vægte spillet i din favør.



I det hele taget betyder mange af de nye tilføjelser ikke så meget, for hvor ensformigt hovedspillet kan blive. Hvis du har spillet tidligere Pokémon-spil, ved du som sagt allerede, hvad du kan forvente. Det hjælper heller ikke, at spillet ikke føles så friskt som Pokémon Black og White. Det kan stadig være ret kedsommeligt at skulle igennem en bunke trænere der ikke giver en meget udfordring, og det er stadig enormt belastende, at man skal bruge bestemte ”HM”-angreb for at komme forbi nogle forhindringer rundt omkring. Til tider kan nogle områder virke lidt langtrukne fordi der ikke sker det store.

Det hjælper heller ikke, at både historien og figurerne denne gang ikke er lige så engagerende som i Pokémon Black og White. Gym Leaders og andre vigtige figurer bliver ikke introduceret ordentligt og har ikke den store opbygning eller personlighed. Hvis man har spillet de originale Pokémon-spil, så ved man, hvor gode de kunne være til at opbygge en stemning om bestemte kampe – hvem ville ikke gerne tvære Blue ud efter, at han blev Pokémon Champion? Hvem frygtede ikke den originale Elite Four første gang man nåede til den? I de nyere generationer har Pokémon-spillene også været rigtig gode til at piske en stemning op, eksemplificeret i Pokémon Black og Whites sidste kamp. Dette gør Pokémon X og Y slet ikke lige så godt. Den onde organisation man kæmper imod er især ret ynkelig.

Spillets tempo har også en tendens til at være dårligt vægtet, i og med, at man nogle gange går flere timer uden nogle vigtige kampe eller, at der sker besynderligt meget, men så pludseligt bliver udfordret til venstre og højre af vigtige trænere. Uden at afsløre for meget, så er et godt eksempel på dette en person som spillet bruger ret lang tid på at opbygge, og som man nær slutningen pludselig kæmper tre gange imod inden for en time – til sidst er man næsten ligeglad, for denne persons Pokémon-hold har ikke ændret sig besynderligt siden sidst, og det begynder at blive ren rutine. Det hjælper heller ikke, at mange modstanderes hold ikke virker besynderligt gennemtænkte og savner ordentlig strategi. Det er desværre spillet lidt i en nøddeskal, at det i singleplayer ikke fungerer helt lige så godt. Nogle gange prøver spillet at variere det lidt, nogle gange med mere held end andre. ”Sky Battles” er et eksempel på en ny slags kampe, der ikke er specielt spændende i praksis, men ”Inverse Battles”, hvor type match-ups pludselig bliver vendt på hovedet, kan hun findes et sted i spillet, selvom de faktisk er rigtig spændende. På trods af, at der også findes Double-, Triple- og Rotation Battles, så bliver de næsten heller ikke brugt.

Uden at blive alt for teknisk, så ændrer Pokémon X og Y også nogle udregninger omkring erfaringspoint, der gør, at spillet kan blive alt, alt for nemt. Pokémon Black og White havde et veldefineret system, der belønnede spilleren for at bruge et fuldt hold på seks Pokémon, uden at det tog overhånd med at stige for mange levels i forhold til ens modstandere, og gav en anstændig udfordring, hvis man ikke opsøgte alt for mange trænere. Selv om Pokémon-spillene altid har været ret lette, så betyder nogle af ændringerne i disse spil at det kan blive helt absurd, hvor meget stærkere man er i forhold til modstanderne, og man bliver til en vis grad nødt til at handicappe sig selv, hvis man søger nogen som helst form for udfordring.



Det kunne umiddelbart lyde som om, at hovedspillet slet ikke er noget værd – dette er bestemt ikke tilfældet, men det er noget af en skuffelse i forhold til eksempelvis Pokémon Black og White. Det hjælper heller ikke det store, at der ikke er så meget at give sig til, når man er færdig med spillet – sammenlignet med Pokémon Black 2 og White 2, som havde tonsvis af ekstra indhold, så er det en skuffelse. Hvis der er noget der skulle holde én fast ved dette spil, så må det være lysten til at samle alle Pokémon, og træne sit perfekte hold op.

Man skal dog bestemt ikke undervurdere hvor tillokkende dette kan være. Pokémon er og bliver en multiplayer-oplevelse, og det gør Pokémon X og Y bedre end nogle andre spil i serien. Spillets kampsystem bliver betydeligt bedre når man har en rigtig modstander, der bedre kan tage stilling til de mange valg. Som tidligere nævnt, så er Pokémon-spillene overraskende dybe på trods af det på overfladen simple kampsystem.

De ret omfattende online-muligheder gør dette nemmere end nogensinde. GameFreak har klogt besluttet at flytte alt online-relateret ned på nederste skærm, så du til enhver en tid kan kaste dig ud i spillets online-funktioner. Der er massere at give sig til: I det øjeblik du tilslutter dig, er du straks i stand til at se om dine venner er online. Udover det har du også mulighed for at kommunikere med ”Passersbys”, tilfældige folk udvalgt blandt folk der er online på daværende tidspunkt. Kommunikerer du på nogen måde med dem bliver de opgraderet til ”Aquintances”, og du kan nu altid se når de er online.

Mulighederne når du er online er de samme som altid: Du kan enten bytte med folk eller udfordre dem til Pokémon-kampe. Udover dette kan du også transmittere en status-besked for dig selv, lave din egen lille profil, se andre folks PR-videoer, og sende såkaldte ”O-powers” til folk, der giver diverse positive effekter i et begrænset antal minutter. Som i tidligere spil er det også muligt at kæmpe mod helt tilfældige folk under bestemte regelsæt, og søge i Global Trading Station efter bestemte Pokémon. En rigtig sjov tilføjelse er ”Wonder Trade”, en mulighed hvor du kan vælge en hvilken som helst Pokémon du vil sende videre til en anden person, og til gengæld får du også en helt tilfældig Pokémon. Det er en åbenlys lille tilføjelse, der gør det hurtigt og nemt at få nye Pokémon på.



3DSens forbedrede online-funktioner gør altså bestemt en forskel, når det kommer til denne del af spillet. Hvis du har i sinde at spille Pokémon X eller Y på lang sigt, så er online-funktionerne helt sikkert en af de mere attraktive funktioner i spillet, og som altid har Nintendo formodentlig diverse events planlagt i fremtiden, hvor man kan deltage i bestemte turneringer eller modtage bestemte Pokémon. Skulle du ikke have internetforbindelse, er det selvfølgelig muligt at kæmpe og bytte mod andre spillere trådløst.

Konklusion:
Pokémon X og Y viser sig altså at være nogle bundsolide spil. Hovedspillet er lidt skuffende i forhold til eksempelvis Pokémon Black og White, og man kunne måske godt have ønsket sig noget mere indhold at give sig i kast med, når man er færdig med hovedspillet - men når alt kommer til alt, er det dog stadig Pokémon, og det går nok ikke af mode foreløbigt at samle dem alle og sende dem i kamp mod andre. Det hjælper også, at præsentationen er absolut i top, med nogle pæne områder og overdådig grafik i kamp. Som nævnt først i anmeldelsen, så har du dog formodentlig allerede taget stilling til om du vil hoppe med Pokémon-vognen endnu engang. Er du ny til serien er det bestemt heller ikke et dårligt sted at starte. Vil du have en mere komplet oplevelse, bør du nok vente til det uundgåelige Pokémon Z.

Kommentarer: