Farewell North annonceret...

Lanceringstrailer for Pri...

Aksys Games annoncerer ad...

Prøv Vampire Survivor ga...

N-cast #210: Fuglen(e) sy...

Lanceringstrailer for Kin...

Paper Mario: The Thousand...

Lugii's Mansion 2 HD udgi...

Tre Game Boy-spil med Mar...

Mario-dagen fejres med ny...

F-Zero 99

Legend of Zelda: Tears of...

Legend of Zelda: Breath o...

Splatoon 3

Super Mario Bros. Wonder

Nintendo i medierne

Hvad spiller du nu? Hvor ...

Switch - spilrygter og sp...

Super Mario Run

Spil på vej til Switch

Tilbudstråden

K: Diverse 3ds spil

V: Wii U Basic med Wii Fi...

S: Starlink inkl figur og...

S: Mario samlerting

GBxCart eller lignende GB...

Switch spil købes

S Bayonetta 3

K> NEW 2DS/3DS PAL (ubru...

S:Mario rabbids sparks of...

N-club Juletema 2018

Mario Party: The Top 100

Story of Seasons: Trio of Towns

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Poochy & Yoshi’s Woolly World (3DS)

Skrevet af KJ85 - 01-02-2017 21:57

I sommeren 2015 blev vi på Wii U beriget med en 2D-platformer i en særdeles kreativ stil, da Good-Feel og Nintendo udgav et nyt spil i Yoshi-serien i form af Yoshi’s Woolly World. Som titlen antydede det, så var spillets verden bygget op omkring garn, ligesom vi tidligere så det i Wii-spillet Kirby’s Epic Yarn, der også blev udviklet af netop Good-Feel, men på Wii U kunne de tage deres kreative evner et skridt videre og på bedste vis fremhæve tekstilernes teksturer i HD. Gameplay’et i spillet var på mange punkter identisk med det fra Yoshi’s Island-spillene, og det blev da også taget rimeligt godt imod med salgstal omkring 1,5 millioner eksemplarer på et års tid, men havde Wii U været mere succesfuld, så kunne det ganske givet have solgt endnu bedre. Denne tanke har helt sikkert også strejfet Nintendo, for på fredag udgiver de en 3DS-port under navnet Poochy & Yoshi’s Woolly World, og den skal vi tage et kig på her.

Har du i forvejen spillet Yoshi’s Woolly World på Wii U, så vil den indledende beskrivelse af Poochy & Yoshi’s Woolly World ikke bringe megen ny information, for 3DS-versionen af 2D-platformeren er stort set identisk med den fra Nintendos stationære konsol. Vi har dog ikke anmeldt originalen her på N-club, så for en god ordens skyld løber jeg over de væsentlige detaljer, startende med historien, der begynder på Yoshi’ernes ø, Craft Island, i Handmade Ocean. Her slapper de søde og dinosaur-lignende væsner af og nyder tilværelsen, som de plejer, men på den ellers så fredfyldte dag dukker troldmanden Kamek pludselig op og forvandler Yoshi’erne til garnbundter. To af dem formår at gemme sig, og da Kamek flyver afsted med sin sæk fyldt med garn, så forsøger de at stoppe ham. Det til trods lykkes det Kamek at komme væk, men han taber konstant garnbundter på sin flugt over naboøen, og Yoshi’erne beslutter sig for at tage ud og redde sine venner ved at samle garnet ind igen.


Kamek skaber nok engang problemer for Yoshi’erne.

Alt efter valg af save-fil tager din grønne, pink eller lyseblå garn-Yoshi altså afsted til naboøen, hvor man finder spillets første bane. Denne er selvfølgelig beregnet som en lettere introduktion til spillets mekanikker, og derfor vil man også i banen finde forklaringer på, hvordan det væsentligste fungerer. Har man spillet nogle af Yoshi’s Island-spillene, så vil man med garanti føle sig hjemme – her er ingen Baby Mario i syne, men ellers er det velkendt territorie. Yoshi kan således gå, løbe og dukke sig gennem brugen af D-Pad eller Circle Pad, stikke din tunge ud på B for at tage fjender ind i munden og sende dem afsted igen med et tryk mere, hoppe på A, udføre sit klassiske svævehop (flutterjump) ved at holde A inde og slutteligt afslutte ethvert hop med et ground pound ved at trykke ned. Yoshi kan også sluge de fleste fjender, hvorpå de kommer ud af den anden ende som garnnøgler i stedet for de klassiske æg, og disse kan bruges som kasteskyts gennem tryk på X eller R, men garnnøgler kan også findes i særlige grønspættede kurve rundt omkring, hvor de ryger ud, når han hopper op i dem – maksimalt seks garnnøgler kan Yoshi have med sig på én gang.

Med en verden lavet af garn, så har man også ganske finurligt introduceret steder, hvor Yoshi kan optrevle dele af banen for at danne et ekstra stort garnnøgle, som kan passere gennem fjender med mere og dermed ramme flere mål på et kast. Dette kan eksempelvis være de klassiske små skyer med grønne spørgsmålstegn på, hvilke udløser forskellige ting, når de rammes med et garnnøgle, og mange af disse bliver først synlige, når Yoshi eller et af hans æg har bevæget sig gennem deres skjul en enkelt gang. Af og til skal sådanne skyer rammes for blot at komme videre, men ofte gemmer de i stedet på skjulte objekter, så som de velkendte hvide smiley-blomster, der naturligvis også kan være gemt af vejen på anden vis. Garnnøglerne kan også ganske smart benyttes til at danne platforme og andre ting på steder, hvor et stiplet omrids angiver, at der mangler noget fyld.


Her mangler vist et par platforme.

Første bane afsluttes, når Yoshi hopper gennem en ring prydet med ædelstenslignende perler, hvorpå der åbnes op for næste bane, og sådan fortsætter spillet hele vejen gennem de seks tematiske verdener. I hver verden venter som udgangspunkt otte baner; først tre almindelige, så et fort, derpå tre almindelige og til sidst et slot. Fælles for fort- og slots-baner er det, at disse afsluttes med en bosskamp i stedet for ved en ring, men alle baner gemmer på masser af ting at samle ind, så foruden de fem smiley-blomster kan man finde fem garnbundter, der til sammen vil danne en ny Yoshi, og der er rigeligt med perler på vejen fra start til mål. Som udgangspunkt fungerer perlerne som en slags valuta, men hver bane har også 20 perler der har en ekstra funktion, og disse tæller med i oversigten over samleobjekter for hver enkelt bane. Efter at have gennemspillet de otte baner i en verden dukker også en niende og valgfri bane op, men for at kunne spille den skal man have alle smiley-blomster fra verdenens øvrige baner.

Vil man klare en bane fuldstændigt og derved opnå en stjerne på den, så kræver det selvfølgelig, at man får fat på alle samleobjekterne – ikke nødvendigvis på en enkelt gennemspilning – men man skal også komme gennem banen med fuldt liv, hvilket vil sige med 20 hjerter. Yoshi starter dog enhver bane med blot 10 hjerter, så for at komme op på de 20 skal man finde nogle ekstra undervejs. Ved banernes checkpoints vil man automatisk få fem ekstra hjerter, men ellers kan de findes rundt omkring i nogle af de tidligere omtalte skyer med grønne spørgsmålstegn, hvorfra de skal indsamles inden de ryger væk. Bliver man ramt af en fjende, så mister man til gengæld også fem hjerter, men har man blot 2-5 af slagsen, så ryger man i første omgang ned på et hjerte og først ved næste energitab vil Yoshi miste livet og blive sendt tilbage til start/seneste checkpoint med 10 hjerter. Når det sker vil man miste alle indsamlede samleobjekter siden seneste checkpoint, men man har et uendeligt antal liv og vil aldrig blive mødt af en Game Over-skærm.


Ved kasser som denne kan man hurtigt få garnnøgler med sig, .

I spillets mange baner vil man til gengæld blive mødt af et hav af forskellige kreative måder at benytte tekstilerne på, og man vil også af og til komme til en grøn dør. Når Yoshi går gennem disse, så vil han på magisk vis blive transformeret til en svævende paraply, en altødelæggende Mega Yoshi, en motocrossmaskine, en gravende muldvarp, et projektilskydende fly eller en hurtigsvømmende havfrue, og så skal man ellers navigere igennem en særligt indrettet sektion, som afsluttes ved en regnbuering. Under sektioner som disse er der typisk en masse perler og måske et garnbundt eller lignende at samle på vejen, men man er under tidspres, og vil blive kastet tilbage til indgangen, hvis tiden løber ud. Man starter med 20 sekunder på tælleren, men hver gang man samler et ur op, så får man på ny 20 sekunder at gøre godt med, og det skal man udnytte for at være i stand til at nå målet.

Foruden transformationer, så vil den glade hund Poochy også dukke op i nogle baner, hvor Yoshi får brug for at ride på dens ryg for at komme sikkert over farefulde sektioner. Poochy vil her fare i den retning, som Yoshi kigger mod, og når den kommer til en væg vil den springe højt op i luften, så man kan forcere høje barrierer, som Yoshi ikke selv ville kunne komme forbi. Da Poochy er noget lavere end Yoshi, så kan den tilmed komme ind og hente ting nogle steder, som Yoshi ikke kan nå, og når man ikke sidder på dens ryg så kan man udnytte, at den altid forsøger at løbe mod Yoshi og på den måde guide den mod disse. Samme rolle spillede Poochy i Wii U-versionen af spillet, men på 3DS har den som spillets navn antyder det fået en større rolle, og det kommer vi til lidt senere.


En flok Shy Guys er intet problem for motocross-Yoshi.

Efterhånden, som man kommer gennem spillet, bliver der åbnet op for brugen af forskellige Power Badges, og dette er en ting, som du kan bruge, hvis du har problemer med at klare enkelte baner. For et sted mellem 500 og 7500 perler kan man således erhverve sig forskellige hjælpemidler til brug i en enkelt bane, og det kan være alt fra Poochy over evnerne til at modstå flere angreb, se skjulte objekter eller tiltrække items, til muligheden for at modstå ild og falde i afgrunden uden at dø. Ja, der er tilmed et, der slet og ret klarer banen for dig, hvis du ikke kan selv. Endnu nemmere kan det blive ved aktivering af Mellow Mode, der er spillets svar på Easy Mode, for her får Yoshi bland andet vinger, så han kan svæve uendeligt i samme højde ved at holde A inde, og han modtager fri brug af kasteskyts i form af de tre Poochy-hvalpe, der tilmed også opsnuser banernes hemmeligheder. Ligeledes starter man banerne med fuldt liv, får flere hjerter undervejs og mister blot et enkelt hjerte, når man bliver ramt, så det er lettere på adskillige parametre.

Når man har klaret spillets sidste boss og dermed gennemført historien, så dukker et nyt telt op på Craft Island, og her kan man så genspille alle 12 bosskampe i samme rækkefølge som i historien men i et langt højere tempo, hvor man samtidig kun kan blive ramt tre gange, før man dør. Her kan man således søge lidt ekstra udfordring, og for hver fjerde boss man besejrer vil en ny garn-Yoshi blive strikket sammen. De forskellige Yoshi’er, som man redder ved at samle garnbundter i historien såvel som boss-teltet kan man naturligvis vælge at spille som, og dette kan man blandt andet gøre fra Yoshi-hytten på samme ø, men man kan også i amiibo-hytten finde specielt designede Yoshi’er repræsenterende de amiibo-figurer, som man scanner ind på sin New 3DS eller gennem den scanner, der kan erhverves som tilbehør til de ældre modeller. Spillet understøtter stort set alle figurer på markedet, men Pokémon-figurerne og Chibi-Robo kommer dog kun til live som en almindelig Yoshi med et amiibo-symbol på maven.


Poochy-hvalpene skal nok hjælpe Yoshi i Mellow Mode.

På Craft Island dukker der også en ekstra bane op, hvis man formår at samle alle smiley-blomster i de 54 øvrige baner, men man finder også Poochys hundehus, hvorfra man kan spille Poochy Dash, som er en ny ting i spillet. Poochy Dash er en form for auto-runner, som man løbende åbner op for nye baner til i løbet af hovedspillet, og det har i alt seks baner. Heri løber Poochy afsted, mens han forsøger at følge et spor af perler, finde sine tre hvalpe og nå målet for enden, og når en bane er blevet klaret en enkelt gang, så kan man forsøge at klare den igen med tre missioner for øje. En af dem lyder altid, at man skal samle 1.500 perler (nogle tæller for 5 og 10), men ellers kan det være ting som at sprænge tre balloner på vejen eller smutte gennem en hul træstub. Perlerne opnået i Poochy Dash ryger med over i puljen i hovedspillet, og man kan tilmed spille en ekstra givende version af det kaldet Gold Rush, hvis Yoshi har nappet en smiley-blomst på vej gennem ringen for enden af en bane i hovedspillet. I Gold Rush efterlader en Lakitu et spor af gyldne perler bag sig, og dette erstatter altså minispillet, hvor man samlede pointgivende frugter på Wii U.

Har man investeret i en Poochy-amiibo, så kan den naturligvis også benyttes i spillet, og indlæses den under hovedspillet, så kan man hidkalde hunden til hjælp, mens den i Poochy Dash åbner op for Time Trials, hvor man kan skaffe alternative udseender til sin Poochy. Ens favorit kan naturligvis gemmes på amiibo’en, så den hurtigt kan indlæses, ligesom det kan gøres med Yoshi med de forskellige versioner af garn-Yoshi-amiibo’en. Alle amiibo-udgaver af Yoshi kan også indlæses for at gøre brug af en dobbeltgænger-Yoshi, som kopierer alle ens handlinger i hovedspillet og agerer en ekstra garnbold om nødvendigt – præcis som på Wii U.


Kun med en Poochy-amiibo vil man få adgang til tids-missionen i Poochy Dash.

Sidste bygning på Craft Island er Scrapbook Theatre, og herfra kan man tage et kig på alle de forskellige fjender, som man har skudt med garn på sin færd, og man kan lytte til musikken fra de baner, som man har spillet. Dette kunne man også på Wii U, men som noget nyt er her også adgang til Yoshi Theatre, hvor man kan se små stop-motion-videoer med Yoshi og Poochy. I har sikkert allerede set nogle af dem i forbindelse med promoveringen af spillet, men i alt er der 31 af slagsen, og disse bliver åbnet med tiden. Helt præcist skal der gå 24 timer, fra man har set en video, til man kan se den næste, og i skrivende stund har jeg således blot set 10 af dem. Man behøver ikke at gå helt ind i spillet, hvis man hurtigt vil se en video, for der er også adgang til biografen direkte fra ens save-fil i menuen, og når man har set et af klippene kan man tilmed tjene 500 perler ved at svare rigtigt på et tilfældigt udvalgt spørgsmål om filmen.

Nyt for spillet er det også, at man fra Yoshi-hytten kan designe op til 10 forskellige Yoshi-figurer selv, og det kan man gøre på to måder. I Easy Mode tildeles alle dele af Yoshis krop det samme design, som man strikker sammen af op til syv farver med simple værktøjer, eller gennem brugen af på forhånd designede materialer som man har skaffet sig ved at indsamle de særlige perler i banerne (materialerne erstatter altså Miiverse-stemplerne fra Wii U). I Professional Mode skal man derimod designe de enkelte kropsdele hver for sig uden brugen af de indsamlede materialer, og på den måde kan man skabe noget lidt mere spraglet og kreativt. Yoshis hoved er altså her tre dele, mens kroppen, skjoldet, armene og benene alle er individuelle dele, der farvelægges, som du ønsker det. De selv-kreerede Yoshi-figurer kan tilmed deles med andre via StreetPass, hvorfor det også er muligt at gemme designs modtaget fra andre spillere i sit spil.


Her designes en Yoshi med materialer i Easy Mode.

Det gode:
Poochy & Yoshi’s Woolly World er på mange måder en perfekt port af Wii U-spillet fra 2015, og derfor er der også en del positive ting at sige om det. Grafisk er det ganske fint for 3DS’en, men selvfølgelig slet ikke nær så pænt, som på Wii U, og udviklerne har da også været nødt til at skære ned på detaljerne for at bringe spillet til den håndholdte. Det har til gengæld også gjort, at spillet kører fuldstændig flydende (endda med fine stereoskopiske 3D-effekter), og det er naturligvis det vigtigste i den forstand, da det giver spilleren den bedst mulige oplevelse på konsollen. Det farverige univers tager sig altså rigtig godt ud på den håndholdte, og det er altid bedårende at se, hvordan Yoshis ben bliver til hjul, når han løber, en propel, når han tager et svævehop og en hammer, når han farer mod jorden i et ground pound. Ikke mindst er spillets soundtrack også guf for øregangene, hvorfor det selvfølgelig skal nydes med et sæt hovedtelefoner sluttet til.

Vigtigst af alt er det, at gameplay’et er ret solidt, og det er også ganske tempofyldt i forhold til sådan noget som Kirby-spillene, da Yoshi er del hurtigere i sine bevægelser. Det giver spilleren en god fornemmelse af, at der hele tiden sker noget, og man skal såmænd nok få sin sag for, da spillet forholdsvis hurtigt bliver udfordrende. Af den årsag er det også ganske fint, at de mindre erfarne spillere kan aktivere Mellow Mode og badges, for derigennem stadig at have muligheden for at gennemføre, og de rutinerede kan jo blot ignorere disse hjælpemidler, hvilket jeg også gjorde personligt.


Garnnøglet her blev vidst sendt af sted i sidste øjeblik.

Med til at gøre spillet til noget særligt er det også, at udviklerne i langt de fleste tilfælde har formået at skabe nogle gode og interessante baner. Ikke, at der på nogen måde er noget fuldstændig nyskabende, men de kreative evner er simpelthen bare blevet udfoldet på bedste vis, og det kommer til udtryk både gennem udseende og funktioner. I banedesigns ser vi eksempelvis flere forskellige sjove måder at bruge tekstiler på, som når dele af banerne kan trevles op og nye platforme dannes, og særligt springer nogle baner, hvor man skal holde fast i gardiner eller lade sig fragte rundt på velcrobånd, til hovedet. Spillet genbruger ganske sjældent de samme ideer for meget, og de mest interessante ideer fra hver verden bliver som oftest udnyttet til fulde i den niende bane, hvor man bliver udfordret i stor stil. Eksempelvis er det med at holde tungen lige i munden, når skal bevæge sig hele vejen igennem en bane på røgen skabt bag en enkelt Woollet Bill, eller når det eneste der adskiller en fra en tur i lavaen, det er synkende platforme og skeletfugle.

Personligt elsker jeg også, at der er så mange samleobjekter i hver bane, da det giver en god grund til at genspille dem, og belønningerne for at samle dem ind er også helt okay. Som jeg spiller, så forsøger jeg altid at samle så meget så muligt på den første gennemspilning, og med den tilgang tog det i første omgang omkring 15 timer at komme gennem historien, hvilket er ganske tilfredsstillende for en platformer af denne karakter, men det er stadig rart med lidt ekstra. Det giver sig selv at ekstra baner altid er velkomne, og det er nu også altid sjovt at få nogle nye kreative designs til Yoshi, selv om de ikke er af andet end kosmetisk karakter. Det samme kan man sige om de mange amiibo-designs, men det er nu fedt at se, at spillet understøtter så mange af dem, og der var praktisk talt ikke nogen i min personlige samling, som ikke kunne bruges – selv Animal Crossing-figurerne kunne bruges, så det var kun Chibi-Robo, der ikke havde sit helt eget design i mit tilfælde.


Touchskærmen er praktisk, når man skal skifte hurtigt mellem forskellige dele af spillet.

Det nye indhold i spillet skal selvfølgelig også have en kommentar med på vejen, og hele vejen rundt er det sådan set i orden, om end det ikke har den store betydning for spillet som en helhed. Poochy Rush er sammen med transformations-sekvenserne en fin adspredelse fra det almindelige gameplay, og muligheden for selv at designe sine Yoshi-figurer skal kreative hoveder bestemt nok kunne hygge sig med. Den nye udgave af Mellow Mode, hvor de tre hvalpe hjælper til på flere punker, er også ganske god, men for mit eget vedkommende er det nok de små stop-motion-videoer, der er den sjoveste tilføjelse, og det der kan få mig til at vende tilbage til spillet i noget tid endnu, da de er ganske bedårende. Den mest praktiske tilføjelse er dog, at man let kan springe mellem verdener, hytter og baner med få tryk på touchskærmen, og det er en rigtig fin måde at gøre den nyttig i et spil, hvis indhold ellers er fokuseret omkring den øverste skærm.

Det dårlige:
Det lyder positivt, og der er da heller ikke meget at brokke sig over i Poochy & Yoshi’s Woolly World, men der er dog lidt. Først og fremmest er det ærgerligt, at muligheden for at spille co-op er blevet fjernet fra spillet. Wii U-versionen var rigtig sjov at spille igennem med en makker, da man både kunne hjælpe og irritere hinanden, men hardwaren har sikkert sat en teknisk begrænsning i forhold til at opnå samme gode oplevelse på den håndholdte, og så er det måske godt nok, at det er taget ud. Det eneste der reelt set skuffer mig ved spillet, det er sværhedsgraden og variationen i bosskampene – de er ganske enkelt for lette, og så genbruger man tilmed adskillige af dem, som blot dukker op i stærkere versioner senere i spillet. Boss-teltet på Craft Island gør en smule op for det, når det kommer til sværhedsgraden, men hvor ville det dog have klædt spillet med nogle flere markant forskellige bosser, så fjenderne ikke havde været så lette at gennemskue.


Det er svært ikke at blive bedåret over de søde stop-motion-videoer.

Konklusion:
Poochy & Yoshi’s Woolly World er en fantastisk vellykket port af et i forvejen fremragende spil, og har du ikke haft mulighed for at spille det på Wii U, så burde det være en sikker vinder på den håndholdte. Spillet oser af charme, soundtracket er i top, og ikke mindst ser det stadig ganske godt ud. Gameplay’et er solidt hele vejen igennem, og der er masser af ting at samle på vejen gennem det farverige eventyr, hvilket kan gøre det til lidt af en tidsrøver. Selv har jeg allerede passeret de 30 timers spiltid i jagten på det hele, og der er såmænd stadig få ting at se til i de kreative og veldesignede baner. Det nye indhold i spillet, der inkluderer et minispil med Poochy, muligheden for at designe sine egne Yoshi-figurer og 31 bedårende stop-motion-videoer, er alt sammen fint, men det kan måske ikke helt gøre op for fraværet af co-op-funktionen fra Wii U. Det største minus er sådan set manglende variation og udfordring i spillets bosskampe, men alt i alt er der dog tale om en af de allerbedste platformere til konsollen. I min bog er Wii U-versionen med sin overlegne grafik til gengæld stadig nummer et, og jeg synes ikke, at det er nødvendigt at have begge versioner i sin samling, selvom spillet har været ganske underholdende at spille igennem igen.

Spillet fylder 7.820 Blocks.

4
1ups givet

4/5


For de yngste

Fremragende lyd

Klassiker

Nemt at gå til

Kommentarer:

#1 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

01-02-2017 22:41

Embargoen på dette spil blev løftet i eftermiddags, men jeg skulle lige have det sidste skrevet færdigt, før den kunne komme op på siden.

Jeg håber, at I har lyst til at læse og kommentere Smiley
0
1ups givet

#2 - JOEP

Level: 50 (Torizo)

02-02-2017 07:42

God anmeldelse. Men da spillet er en port af Wii U-versionen, vil jeg springe let og elegant over det. Det var for kedeligt i længden til min smag, alt for stille og roligt, og ja, der var noget at samle på banerne, men det var heller ikke super vanskeligt - pånær nogle enkelte baner, hvor jeg ikke kunne finde den sidste ting. Jeg er dog sikker på, at gik man efter 0 skade-medaljen, så er der lidt mere at komme efter.
0
1ups givet

#3 - Rockarina

Level: 31 (ChuChu)

02-02-2017 13:46

Jeg har det også til wii u, men jeg vil alligevel gerne have det til 3ds, da jeg synes det er et super charmerende univers, som jeg også gerne vil kunne spille på farten Smiley
0
1ups givet