Shin Megami Tensei IV: Apocalypse (3DS)

Skrevet af Bota - 22-01-2017 22:56

Shin Megami Tensei IV fra Atlus er et af mine favoritspil på 3DS'en, så jeg var selvfølgelig overrasket og spændt, da jeg læste om annonceringen af Shin Megami Tensei IV: Apocalypse. Kunne de retfærdiggøre at lave en fortsættelse til et spil, der egentlig ikke havde behov for det? Spillet, der kun blev udgivet digitalt i Europa i 2014, fejlede jo ikke noget, så hvad ville de forbedre fra originalen og på hvilken måde? Det er blandt andet disse spørgsmål, som jeg vil forsøge at besvare i denne anmeldelse, og der er bestemt noget at se frem til i spillet, der i samarbejde med Deep Silver blev bragt til Europa i starten af december – denne gang også fysisk i butikkerne.

Lad mig starte med at sige, at historien i Apocalypse kører samtidig med SMT IVs neutral route-historie, og det vil sige, at du kommer til at se karakterer som Flynn og Isabeau og begivenheder fra originalen, som stadig spiller en stor rolle i den nye fortælling. Du kan sagtens spille Apocalypse uden at have spillet SMT IV, men du mister en del af forståelsen af historien igennem hele spillet, så jeg vil anbefale at starte med SMT IV, hvis du synes, at dette spil lyder interessant. Du kan læse en anmeldelse af SMT IV her.

I modsætning til dets forgænger smider Apocalypse dig direkte ind i det post-apokalyptiske Tokyo, der stadig er overrendt af dæmoner. For at beskytte menneskerne eksisterer der Hunters, der holder bydistrikterne sikre ved at slå dæmoner ihjel og indsamle deres kød til føde, og dette er det eneste mad, som man kan få i Tokyo. Du spiller som Hunter-nybegynderen, Nanashi, der hurtigt kommer i problemer, da en dæmon dukker op og slår alle på hans hold ihjel – inklusiv ham selv. Nanashi bliver da tvunget til at lave en kontrakt med dæmonen Dagda, der kan genoplive ham og gøre ham i stand til at bruge dæmoner i kamp til gengæld for, at Nanashi bliver hans Godslayer.

Det gode:
Selvom gameplay’et selvfølgelig er bygget på SMT IVs fundament og minder meget om det, så er der alligevel en del, som Apocalypse forbedrer. Eksempelvis er der mange angreb, der har ekstra effekt i Smirk-tilstanden, hvor dine angreb på samme tid er sikre på at ramme, give critical skade og en ekstra tur. Light/dark skills, som førhen kun var instant kill-angreb, er blandt andet omfattet af dette, så nu giver de kun normal skade, med mindre du er i Smirk-tilstanden.


Apocalypse introducerer også et komplet nyt element, hvor dæmoner kan have specielle plusser og minusser ved bestemte skill-typer kaldet affinities. Det vil sige, at en bestemt dæmon, der eksempelvis har +4 affinity i ild, skader 40% mere med ildangreb og samtidig får en MP-reduktion på alle ildangreb. På den anden side har den måske -4 for isangreb, så det gælder også den anden vej. Dette er noget, der er ekstremt vigtigt, at have i mente både i kamp og under udvælgelsen af skills, der skal passeres videre til nye dæmoner i dæmonfusionering.

Du har selvfølgelig også mulighed for at rekruttere dæmoner uden for fusionering, og dette gøres i kamp ved at indgå forhandlinger for at få dem til at tilslutte sig dit hold. Som noget nyt er der her nye samtaletræer for hver dæmon, og hvis du fejler din rekruttering af dæmonen, så vil den efter et par ekstra encounters genkende dig og tilslutte sig dit hold uden problemer. En anden ting, der er værd at nævne, er, at der denne gang er flere Apps, som du kan købe, og disse kan blandt andet gøre det lettere for dig at rekruttere en dæmon. Du har tilmed også mulighed for at finde lig af afdøde Hunters rundt omkring i Tokyo, og når du rapporterer tilbage til Hunter Association om dem, så belønnes du med ekstra App Points, hvilket giver mulighed for at købe lidt flere apps end i originalen.


Et andet vigtigt tiltag i gameplay’et er, at du nu selv kan vælge din partner, som assisterer dig i kampe. I løbet af historien er der nemlig et væld af partnere, det tilslutter sig dit hold, og hver af dem har styrker, som du kan drage nytte af i kampene. Hvis du vil have en, der kan buffe dit team, så vælger du det irriterende men karismatiske grønne spøgelse, Navarre. Hvis du føler, at dit team let mister liv, så kan du vælge din barndomsven, Asahi, til at heale dig efter hver tur, og dette er især nyttigt i starten af spillet, hvor revival/healing skills og items er mangelfulde.

Apropos den svære start, så er sværhedsgraden også noget, som de har forbedret. Du kan vælge mellem tre sværhedsgrader, når du starter spillet, og du kan konstant skifte mellem disse tre i løbet af historien. Jeg spillede hele spillet på War, som er spillets hard mode, og netop pga. de mangelfulde ressourcer i starten af spillet, så er kampene og bosserne i starten svære. På samme niveau var SMT IV meget svært i starten, men efter at have nået Tokyo blev spillet en del lettere indtil slutningen af spillet. Det forbedrer Apocalypse, da der er svære dungeons og bosskampe i langt størstedelen af spillet, og på War-sværhedsgraden minder sværhedsgraden ofte om den vi så i Lucifer's Call og Strange Journey (tidligere spil i serien) – noget SMT IV kun en sjælden gang kom i nærheden af.


Apocalypse fikser også det, jeg personligt mener var et af SMT IVs største problemer – nemlig overworld-kortet. I originalen var det ikke særligt intuitivt at navigere, men i Apocalypse har de sat navne på lokationerne på kortet, og de viser dig tydeligt, hvor du skal hen i hver mission indikeret med et flag på kortet, som du altid kan trykke dig hen til på touchskærmen. Således ved du altid, hvor du skal hen. Historien flyder også generelt bedre og er et skridt op fra IVs historie, både hvad angår indhold og især pacing. Når du får pusterum mellem historiemissionerne, så kan du beskæftige dig med sidequests, som i Apocalypse popper op på Nanashis telefon, hvor de fleste også bliver automatisk registrerede som fuldendte, når du gennemfører dem. Dermed behøver du altså ikke at bevæge dig tilbage til Hunter's Association hver gang, som du ellers skulle det i SMT IV.

Stemningen i spillet skabes af både flotte visuals og et godt soundtrack, som dog et langt stykke henad vejen er genbrugt fra SMT IV. Der er stadig et dusin nye dæmondesigns at finde lavet af samme artist, der har tegnet karaktererne fra både IV og Apocalypse, og de er meget mere vellykkede end de redesigns af dæmoner, som SMT IV diskede op med. Efter min mening er SMT IVs soundtrack det bedste i serien, så jeg havde bestemt ikke forventet, at Apocalypse ville være på samme niveau på det punkt, men jeg ville alligevel ønske, at der havde været mere end de ca. 30 nye numre. Heldigvis bliver næsten alle numre fra SMT IV genbrugt i Apocalypse, og de nye melodier har overordnet set samme høje kvalitet som de gamle.


Det dårlige:
Der er mange positive ting at sige om, SMT IV: Apocalypse, men til trods for, at du har langt flere disponible holdkammerater denne gang, så er der et par af dem, som jeg helst havde været foruden, og her hjælper det ikke, at stemmeskuespillet til disse karakterer er under niveau. Historien er som sagt overordnet set rigtig god denne gang, men den virker også til at være præget af, at Atlus vil ramme en bredere målgruppe – måske nærmere Persona-målgruppen – og der er meget i spillet med ”the power of friendship” og lignende ting (klichéer), som vi kender fra normale JRPGs, hvilket får mig til at holde mindre af nogle af karaktererne. Jeg elsker selv Persona-serien, men jeg synes, at de to serier bør adskilles, når det kommer til historien, og hvordan dine holdkammerater opfører sig, og jeg synes nogle gang ikke, at spillets atmosfære og udstråling er som den bør være. Der er dog også store modvægte til den lidt sukkersøde og middelmådigt skrevne dialog, som det nogle gange bliver, og dette minder én om, at det stadig er et SMT-spil, man spiller. I det store hele trækker det lidt ned, men ikke nok til at få den store indflydelse på min samlede opfattelse af spillet.

Konklusion:
Shin Megami Tensei IV: Apocalypse har formået at overgå sin forgænger, hvilket jeg ærligt må tilstå, at jeg ikke havde regnet med, at det ville komme til. Især gameplay’et er bedre, end det nogensinde har været, og historien er, på trods af til tider middelmådige dialoger og karakterer, godt skruet sammen med gode antagonister og et udbytte i sidste fjerdedel af spillet, der er fænomenalt. Shin Megami Tensei IV: Apocalypse burde med andre ord høre hjemme i enhver JRPG-fans spilbibliotek, og det er i hvert fald, uden tvivl blandt de bedste spil, som jeg spillede i 2016. Er du klar på udfordring, så kommer du helt sikkert også til at holde af dette spil, men jeg vil dog klart anbefale at starte med dets forgænger, Shin Megami Tensei: IV, før du giver dig i kast med det nyeste spil i serien, da vigtige referencer ellers vil gå tabt.

Spillet fylder XX Blocks.

Kommentarer: