The Legend Of Zelda: Tri Force Heroes (3DS)

Skrevet af ChampionOfWhat - 21-10-2015 15:19

Nintendo har inden for de seneste år ikke været blege for at prøve nye ting med deres store serier. Vi har set fan-favoritter som Kirby og Yoshi blive forvandlet til garn og har endda set Mario, Luigi og Peach blive til katte. Nu er turen så kommet til vores lille grønne helt, som bliver taget ud på et helt andet eventyr end vi er vant til, for The Legend of Zelda: Tri Force Heroes skiller sig ud fra mængden. Endnu engang drager Link ud for at bekæmpe ondskab, men denne gang er han ikke alene.

Ved første øjekast ligner Tri Force Heroes et traditionelt Zelda-spil. Du starter som altid som Link, der på ingen måder er klar til at blive dagens store helt. Men inden alt dette sker, så er der selvfølgelig den obligatoriske historie, som sætter spillet op, der skal fortælles. Historien udspiller sig i et land som ikke tidligere er blevet omtalt i Zelda-universet – nemlig det fantastiske og moderigtige kongerige, Hytopia, som bliver regeret af Prinsesse Styla og hendes far, Kong Tuft. Styla herskede stolt over sit land, indtil en tragisk forbandelse blev lagt over hende af en ond heks, og det ellers så flotte og modeglade land gik herefter en mørk tid i møde. Kongen tror dog på profetien om, at en ung helt en dag vil dukke op, bekæmpe den onde heks og bringe landet tilbage til fordums styrke, og det er her at vores eventyr starter.

I traditionel Zelda-stil bliver vi præsenteret for en Link, som er klædt i noget ganske almindeligt tøj, og i Tri Force Heroes navngiver du først din helt inde i selve spillet – ikke i hovedmenuen som man normalt plejer. I stedet for at starte i en åben verden, hvor du kan bevæge dig frit rundt og udforske, hvilket har været et af seriens varemærker helt tilbage til det første The Legend Of Zelda fra NES, så starter du dit spil i Tri Force Heroes fra en hub opdelt i to; byen og slottet. Byen indeholder tre bygninger kaldet Daily Riches, Miiverse Gallery og Madame Couture’s, og førstnævnte byder på et minispil, som du kan bruge en gang om dagen. Legen går ud på, at der er fire kister, hvor du vælger én af dem og modtager indholdet, og er der ikke noget brugbart, så må du prøve igen næste dag. I Miiverse Gallery kan du dele billeder, som du tager i løbet as spillet, med andre spillere verden over, og i Madame Couture’s kan du i løbet af spillet købe nye kostumer til din helt. Dette er også stedet, hvor man erhverver sig den klassiske grønne tunika, som er en del af spillets historie. Ud over de tre bygninger ligger der også en markedsplads, hvor du kan købe ting, som du skal bruge til nye kostumer, men det kommer vi ind på senere.

Slottet fungerer som spillets banevælger, og da man i Tri Force Heroes er gået væk fra opdagelseselementerne, så har man lavet en menu hvor du kan vælge mellem de 8 forskellige verdener, som spillet tilbyder. Dette vil for mange hardcore fans af serien være en sørgelig beslutning, men det fungerer nu ganske fint med det system, som de har valgt til spillet. Fra hovedsalen har du adgang til at spille tre forskellige game modes, og du kan vælge mellem Online, Offline og Coliseum. Online og Offline beskriver næsten sig selv, for online kan du spille sammen med venner eller tilfældige personer, og offline kan du gennemgå spillet alene. Der er selvfølgelig også mulighed for at spille lokal multiplayer via en trådløs forbindelse med hver sin kopi af spillet eller benytte Download Play, hvis kun en person ejer spillet. Coliseum er derimod en spildel, hvor man kæmper mod andre spillere hver mand for sig. Det er selvfølgelig single player-delen, som vi har beskæftiget os med her, da der ikke er åbnet op for online-delene endnu, og det bliver der ikke før spillets udgivelse.


Som skrevet tidligere er spillet delt op i 8 områder, og hver af disse indeholder 4 baner med en miniboss, der skal besejres, for enden. Går vi dybere ned, så består hver bane af fire forskellige rum, som man automatisk skifter til et efter et, når man har klaret de forskellige puzzles i det forrige. Inden man går i gang med at vælge bane, så skal man dog snakke med en mand, som aktiverer de to dobbeltgængere (i spillet kaldet dopples), der er single player-delens erstatning af to fysiske spillere. Dine dopples er en blå og en rød udgave af Link – blot med Shy Guys ansigt i stedet for Links normale ansigt. Hvor du i tidligere spil i serien normalt har startet med 3 hjerter, så starter du her med hele 9 af slagsen, men de tre karakterer deler til gengæld disse hjerter.

Når du har valgt, hvilket område du vil spille, så overtager du med det samme styringen af en af dine tre Links og skal så navigere dem rundt i rummet og løse gåder for at komme videre. Du bevæger din karakter med den venstre analog og bruger A, B, X og Y til at gøre forskellige ting, mens skulderknapperne bliver brugt til sprint, alt imens du skifter mellem dine tre Links ved at vælge den pågældende farve nede på den trykfølsomme skærm. Den valgte farve Link kan samle de to andre figurer op, og det er her spillet afviger mest fra den traditionelle måde, hvorpå andre Zelda-spil fungerer. For at løse en del af gåderne, udløse en mekanisme, eller måske nå en knap skal man nemlig med sine tre Links danne en totempæl. Dette tiltag er sjovt og lidt nytænkende, men når du har brugt det de første 5-6 gange, så forsvinder wauw-momentet, og det bliver derefter bare noget, som du ved, at du skal gøre i hver bane, men det fungerer nu ganske godt, og måden, hvorpå det bliver brugt igennem spillet, er udmærket gennemtænkt. Som sagt så er idégrundlaget godt udtænkt, men hvis man spiller single player-delen så bliver det hurtigt lidt irriterende, at man hele tiden skal rende og samle en dopple op, hvis man fejler et kast eller bliver slået i jorden af en fjende.


Ligesom vi kender det fra andre spil i serien, så er dungeons eller i dette tilfælde banerne bygget op omkring brugen af forskellige items, og i hver banes første rum finder man tre af slagsen. Disse tre items skal fordeles mellem de tre figurer for at klare sig gennem de forskellige rum i banen, og det kan være alt fra buer til grapling hooks og bomber. I slutningen af hver bane står der så tre kister, hvori der ligger materialer, som kan bruges til at lave nogle kostumer til brug i spillet. Disse kostumer kan det så åbnes op for hos Madame Couture i byen, og materialer til kostumer kan desuden købes hos byens markedsplads for de rupees, som du skraber sammen i løbet af banerne. Med et moderigtigt kongerige, så er der selvfølgelig et ret stort fokus på kostumer i spillet, og der findes mange af dem med gode og hjælpende effekter. Foruden materialer til kostumer, så låser man desuden op for tre forskellige udfordringer, når man klarer et områder, og det kan f.eks. være at spille banen igen med en tidsbegrænsning eller at starte en bane med meget få hjerter.

Opdatering om online-spil
Efter at have spillet online-delen med tilfældige mennesker rundt omkring i verden kan jeg nu også vurdere den, og i forhold til single player-delen er det eneste store forskel, at det er andre mennesker der styrer de to andre Links. Dette kan både være en god ting, men også en skidt ting. Jeg oplevede eksempelvis at komme ind i et spil, hvor de to andre bare tossede rundt, ikke tog spillet seriøst og ikke rigtigt ville noget andet end at være nogle fjolser – vi kom aldrig videre fra første rum, så jeg forlod spillet. Spiller man derimod sammen med nogen, der gerne vil spille det, som det er tiltænkt, så bliver oplevelsen mere positiv. I de fleste tilfælde oplevede jeg en smule lag i spillet, hvilket nok kommer til at være en fast ting, når du spiller via Wi-Fi med andre, men hvis du spiller Local og Download Play, så tror jeg ikke, at dette bliver en faktor, da disse to modes forgår via maskinernes lokale forbindelse.


En af spillets helt store mangler er stemmekommunikation, men dette er jo så desværre et generelt problem, hvis du spiller på en af Nintendos maskiner. Når man spiller med forskellige mennesker, så kommunikeres der via otte forskellige ikoner, som så dukker op på skærmen – det kan f.eks. indikere et kast af en spiller, eller at man gerne vil kalde de andre til sig. Det er en lidt træls måde at gøre det på, da det virker en smule klodset, og nogen spillere spammer bare de forskellige muligheder for at være irriterende. Sidder du med venner forskellige steder er Skype nok den bedste mulighed for at kommunikere ordentligt med hinanden. I Local play siger det sig selv, at man bare snakker sammen om tingene i stedt for at bruge ikonerne.

Det gode:
Det gode ved Tri Force Heros er muligheden for at spille det med sine venner – hvad enten alle tre parter ejer spillet, eller man benytter sig af Download Play-funktionen, hvis blot én har spillet, og man sidder samlet. Det er tydeligt at Nintendo har lagt mest vægt på, at spillet skal spilles med andre, og ikke alene. Kostumedelen tilføjer selvfølgelig også et sjovt twist til spillet og giver spillet lidt ekstra levetid.


Folk der har spillet A Link Between Worlds kan selvfølgelig også nikke genkende til, at Tri Force Heroes låner både grafik og lydside fra 2013-titlen. Dette gør dog ikke noget, da begge dele derfra ikke var til at klage over. Hvert område har sin egen musik, der passer fint til det gældende område.

Det dårlige:
Tri Force Heroes bliver desværre hurtigt et spil der er kedeligt og ensformigt hvis man spiller det igennem alene. Som skrevet før har Nintendo lagt vægt på multiplayer-aspektet i spillet, og det kan tydeligt mærkes på single player-delen. Det bliver hurtigt for kedeligt at løbe rundt og kaste med to helt livløse figurer alene, og det er altså ikke den bedste oplevelse.


Online-delen kan sagtens spilles med andre, men det er ikke let at kommunikere ordentligt uden muligheden for at tale sammen, og der er risiko for at løbe ind i for mange som ikke tager spillet seriøst eller gider at spille det ordentligt, så dette kan ødelægge oplevelsen for en. Hvis man skal spille online i Tri Force Heroes, vil jeg derfor anbefale, at man finder sig et par venner at spille sammen med – enten via Wi-Fi med en åben Skype-forbindelse eller hvor man sidder sammen – for så kan man i det mindste snakke sammen om opgaverne.

Konklusion:
Tri Force Heroes er et ganske fint forsøg fra Nintendos side på at lave et sjovt og hyggeligt multiplayer-spil, som man kan spille med sine venner, men når det så er sagt, så har spillet desværre ikke så meget at byde på. Der er selvfølgelig de mange sjove og fede kostumer, som man kan lave, men når man så har samlet dem, så er der ikke så meget mere at komme efter. Historien kan klares på en 8-10 timer, alt efter hvor ihærdig man er, og forventer man et Zelda-spil med en dyb historie og mange timers gameplay, så er Tri Force Heroes ikke noget for en. Er man derimod ude efter et lille hyggespil, som man kan spille med andre og få nogle gode grin over, så kan spillet godt anbefales.

Spillet fylder 4.601 blocks.

Kommentarer: