Farewell North annonceret...

Lanceringstrailer for Pri...

Aksys Games annoncerer ad...

Prøv Vampire Survivor ga...

N-cast #210: Fuglen(e) sy...

Lanceringstrailer for Kin...

Paper Mario: The Thousand...

Lugii's Mansion 2 HD udgi...

Tre Game Boy-spil med Mar...

Mario-dagen fejres med ny...

F-Zero 99

Legend of Zelda: Tears of...

Legend of Zelda: Breath o...

Splatoon 3

Super Mario Bros. Wonder

Nintendo i medierne

Hvad spiller du nu? Hvor ...

Switch - spilrygter og sp...

Super Mario Run

Spil på vej til Switch

Tilbudstråden

K: Diverse 3ds spil

V: Wii U Basic med Wii Fi...

S: Starlink inkl figur og...

S: Mario samlerting

GBxCart eller lignende GB...

Switch spil købes

S Bayonetta 3

K> NEW 2DS/3DS PAL (ubru...

S:Mario rabbids sparks of...

N-club Juletema 2018

Mario Party: The Top 100

Story of Seasons: Trio of Towns

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Advance Wars: Dual Strike (DS)

Skrevet af Kaptajn Knudsen - 15-12-2005 00:00

For dem som ikke kender til serien som har eksisteret siden 1988 er her et hurtigt oprids. Serien er en række turbaserede strategispil udviklet af henholdsvis Intelligent Systems og Hudson Soft, hvor man indtager rollen som krigsherre og skal kæmpe om herredømmet på en moderne fiktiv slagmark. Det lyder måske meget voldsomt, men spillet formår at holde volden på så lavt et niveau, at de sidste udgivelser er blevet tilladt at spille for alle aldre af ESRB. Den nyeste udgave af spillet udspiller sig på Nintendo DS og er udviklet af Intelligent Systems, som har stået langt de fleste udgivelser i serien - så forventningerne fra den trofaste fanskare har været store.

Slagets gang
Som tidligere nævnt er serien en række turbaserede strategispil, som er placeret i en verden ved navn War World hvor den evige fjende Black Hole altid ulmer med nye trusler. I denne nyeste udgave foregår kampene i Omega Land, og som i de foregående spil skal man før hver bane vælge hvilken officer man vil bruge til at styre sin hær med, og som altid har hver officer sine styrker og svagheder. Eksempelvis får en officer enheder til billig pris men med nedsat kampkraft mens en anden har bedre forudsætninger for at overtage byer og fabrikker. De forskellige officerer opbygger under kampens hede kraft op på et power-meter, og kan så enten bruge en power eller spare mere op til en super power. Disse kan ændre slagets gang fra en tur til den næste, og er derfor også vigtige at have med i sin beslutning om hvilken officer man vil bruge.
Spillet har kun en ressource (penge) at gøre godt med, og indkomsten af denne får man ved at overtage byer og fabrikker med infanterienheder. Pengene man tjener kan man så bruge til at bygge en af spillets 26 forskellige enheder. Spillet bruger både vand, land og luft som slagmark, så der er mange overvejelser man skal gøre sig før man bruger sine penge.

Genkendelig audiovisuel og grafisk præsentation
På trods af at spillet byder på mange nye udfordringer og en række nyskabelser, må man nøjes med mange af de samme lyde og den samme musik fra de tidligere Game Boy Advance-udgaver af serien. Dette gør, at man meget hurtigt føler sig hjemme i spillets univers. Det lader dog også meget tilbage at ønske, men drømmene om teatralske udgaver af spillets temaer må vente lidt endnu. Det samme kan man sige om grafikken i spillet som på mange områder er genbrug. Den største forskel er at den øverste skærm primært bruges til at vise statistikker om enhederne og hvordan kampen går, hvilket nogen vil mene er en ret dårlig måde at bruge den anden skærm på. Jeg synes dog det er rart, og en stor hjælp til at holde overblik. Det ville også være en klar hjælp til nye spillere som ikke kender enhedernes forskellige egenskaber. Det er ikke nyt og opfindsomt men det virker. Herudover er der langt mellem at man ser noget nyt, men det sker i ny og næ, for eksempel ved en af spillets syv nye enheder. En anden grafisk nyskabelse er at man i nogle tilfælde bruger begge skærme til at bekrige hinanden med. Dette kan for eksempel forekomme ved en bane hvor Black Hole har et flyvende fort på den øverste skærm som man så kan nedkæmpe højt oppe i himlen, mens kampen fortsætter uforstyrret nedenunder.

Grafisk set er der dog en stor mærkbar ændring ved den primære skærm, som man kan undre sig lidt over. Kortet på den nederste skærm er blevet lavet så det er i ”3D”, og hælder lidt. Det kan undre meget fordi spillet nu engang er et 2D-spil der baserer på en masse felter, fordi den skrå vinkel kan nogen gange gøre det lidt svært at pejle når man vil bevæge sine tropper uden at få dem ind i fjendens ild. Den skrå vinkel har derudover ingen indflydelse på gameplayet og resten af spillet kører som det plejer. På den øvre skærm har de endda beholdt det gamle flade udseende. Lidt kikset omend dybdefølelsen nu er fin når man først har vænnet sig til det.

En tidsrøver
Modsat andre turbaserede strategispil er det utrolig sjældent at AW: DS virker trægt og sløvt. Dette er en stor styrke i spillet, som gør at det kan være utrolig svært at lægge fra sig igen. Før jeg fik set mig om havde jeg selv rundet 12 timer og følte først jeg var ved at komme i gang med spillet, for der er mere end rigeligt at gå til i spillet. Udover den selvfølgelige campaign mode (som har to sværhedsgrader) kan man nemlig også spille den kendte war room mode, samt de to nye modes: Survival og combat. War room er en gammelkendt mode hvor man vælger et map og kæmper en kamp – meget basalt. Survival tilføjer serien nye udfordringer, og indeholder tre variationer, money, time og turn. Hver variation går ud på at gennemføre en række baner med henholdsvis hver sin variation af restriktioner. Dette kan give store udfordringer for selv den mest garvede Advance Wars-spiller. Den sidste mode, combat, er spillets største skuffelse. I combat har intelligent Systems forsøgt at konvertere Advance Wars-konceptet til real-time i stedet for det klassiske turbaserede. Man kan undre sig over for hvorfor de ikke har spurgt sig selv ”why fix what ain’t broke?”, for den gamle kliché passer perfekt på dette misfoster. Indrømmet - det er meget underholdende de første fem-ti minutter men det kan jo på ingen måde stå til måls med resten af spillet. Sidst men ikke mindst er der jo også versus mode. Den taler næsten for sig selv, og giver ligesom de tidligere udgaver, muligheden for at spille flere på en konsol.
Udover de ovennævnte modes er også battle maps, Hachi’s butik hvor man kan købe sig til nye maps, officerer og en masse andet for de point man skraber sammen ved at klare baner i de forskellige modes. I History kan man se alverdens statistikker, eksempelvis hvor mange tanks man har bygget eller hvor mange enheder man har flyttet i al den tid man har spillet. Wireless giver mulighed for at udkæmpe kampe over det trådløse netværk med andre ejere af spillet. Man kan også udveksle kort som man kan lave i design, hvor man også kan ændre udseendet på ens officerer (præcis som i Advance Wars 2) samt baggrunden på ens hovedmenu. Men i henhold til Wireless bør det nævnes at det nemlig er muligt at spille AW: DS over Wi-Fi med kun en cart. Dog på den ene betingelse at man nøjes med at spille combat mode ...

Alt i alt er der rigeligt at gå i krig med, og når man først bliver fanget i Advance Wars' univers er det utroligt svært at give slip igen. Glæden holder dog ikke evigt, for når man har spillet nok kampe begynder man at se genkendelige mønstre i måden man kan slå modstanderne på, og kampene kan blive træge at komme i gang med. Det er heldigvis ikke lige så fremtrædende som det har været i tidligere udgaver, på grund af den nye AI, så der går lang tid efter man har klaret kampagnen første gang før man begynder at blive træt af spillet.

Interessante nye taktiske muligheder
Nogle vil nok argumentere for at man slet ikke burde bruge DS’en til et spil så simpelt som Advance Wars, men Intelligent Systems har nu alligevel fundet ud af nogle finurlige måder at bruge konsollens to skærme på. Som nævnt ovenfor er der på nogle maps mulighed for at bekrige hinanden på begge skærme. Det taktiske element kommer ind i det at kampen på den øverste skærm ofte ”kun” er en sekundær kamp om hvem der skal have det taktiske overtag på den nederste skærm, hvor den primære kamp foregår. Ofte vil det være muligt at sende enheder fra den primære kamp op til den sekundære, og så bliver det jo spændende om man kan undvære den Md. Tank eller Fighter for lige at få overtaget i den sekundære kamp. Dette er dog ikke den eneste måde som den øverste skærm bliver brugt på, da den på nogle maps også viser trusler som satellitter eller raketter, som man skal nå at stoppe, inden de når at gøre skade på ens enheder. Det er et frisk pust til spillet og et dejligt afbræk i ny og næ, som fungerer fint sammen med spillets i forvejen gennemprøvede design.

Som før nævnt optræder der i denne udgivelse er hele syv nye enheder, hvilket faktisk er en rimelig forøgelse set i lyset af at der fra AW1 til AW2 kun blev tilføjet en enhed. De nye enheder inkluderer blandt andet en megatank: En tank som har utrolig stort forsvar og angreb, men kun kan skyde tre skud før den løber tør for ammunition.
Stealth-flyet som kan gemme sig så det kun kan blive beskudt af jagere og andre stealthfly, gør det nemt at lave ravage bag fjendens linjer. Desværre tillader flyets store energiforbrug ikke at flyet flyver rundt skjult i særlig lang tid, så man skal passe på ikke at komme for langt væk fra optankningsmuligheder.
Ozium 238 er kort sagt en klump slim, som kun kan bevæge sig et felt pr. tur. Man skal dog passe på ikke at placere sine egne enheder ved siden af sådan en klump, for hvis den får mulighed for det, vil den bruge sit ene bevægelsespoint til at flytte sig over på ens enhed for at ødelægge den uden kamp, og uden at tage hensyn til hvilken type enhed der er tale om.
Udover de ovennævnte nye aktører er der også Piperunner: En kanon der kun kan bevæge sig på rør men som har stor rækkevidde. Black Boat, som kan reparere og genforsyne skibe. Aircraft Carrier, som bærer på nogle langtrækkende antiluftmissiler, og som kan huse to luftenheder. Og sidst men ikke mindst har Black Hole introduceret Black Bomb, som er en bombe der kan fjernstyres og fjerndetoneres.

Som noget nyt for denne udgivelse kan man også på størstedelen af kortene bruge to officerer, som man så kan skifte mellem undervejs i kampen. Dette giver et stort taktisk spil, da de forskellige officerer som før nævnt har sine svagheder og styrker. I kampe hvor man har to officerer kan man sørge for at begge officerer får fyldt deres power-meter helt ud, hvorefter det vil være muligt at bruge en såkaldt "Tagpower", hvor man bruger begge officerers super power på skift. Dette betyder at man først tager en tur under den første officers super power, hvorefter man får en tur mere med den næste officers super power, således man altså får to ture i træk med fuld knald på. Det er ganske effektivt og kan, hvis det bliver brugt rigtigt, forvandle et massivt fjendtligt offensiv til et grædefærdigt tilbagetog.

Alt i alt er der rigeligt med nye taktiske aspekter at tage hensyn til, så man skal ikke tro man er nogen mester bare fordi man har spillet nogle af de tidligere udgivelser.

Som en lidt anstrengt ”ny” ting er det nu muligt at bruge touch-skærmen til at dirigere sine tropper med. I og for sig virker det fint, men personligt synes jeg det er bøvet og upræcist i forhold til at bruge de digitale kontroller. Det hænger utvivlsomt sammen med at jeg har tilbragt mange timer med Game Boy Advance-udgaverne af spillet, og jeg derfor er mere vant til de digitale kontroller. Nogen kan lide det, jeg kan ikke - og sådan er det.

Konklusion
Kan et let genbrugt Game Boy Advance-spil friskes op med syv nye enheder, en smule dual screen-krydderi og frisk AI? Umiddelbart må jeg svare "ja", for spillet bygger videre på et så bundsolidt koncept at det nok kun er klogt at lade være med at pille ved det. Samtidig skal der ikke meget til at skubbe balancen i et spil som dette, og selvom spillet er blevet tilføjet nogle voldsomme enheder og voldsomme tag powers har spillet stadig meget af den charme og balance der har sikret seriens succes indtil nu. Spillet fænger i hvert fald ligeså meget som forgængerne hvilket min game-timer som roligt er tikket forbi de første 36 timer, er et unægtelig bevis på.

0
1ups givet

4/5


Hjernegymnastik

Kommentarer:

#1 - Peblisko

Level: 21 (Paragoomba)

10-05-2007 18:58

Hmm... Vil gerne have dette... men så alligevel ikke...
Tror ikke jeg kan lide strategi på den måde... for det eneste strategi jeg har er Pikmin... *dilemma*
0
1ups givet

#2 - Peblisko

Level: 21 (Paragoomba)

10-05-2007 18:59

*dilemma* Pikmin er jo ikke turbasseret som dette, og derfor er jeg bange for at blive skuffet...
0
1ups givet