Animal Crossing: Wild World (DS)

Skrevet af Kaptajn Knudsen - 06-04-2006 22:53

Mange har før stiftet bekendtskab med Animal Crossing da spillet udkom på GameCube tilbage i år 2004. Som mange i forvejen ved, var spillets store catch at tiden i spillet gik med samme hastighed som den i den virkelige verden. Sidenhen har Nintendo DS dog vist sig som et langt bedre medie til Animal Crossings verden, af den simple grund at den håndholdte konsol bare passer meget bedre til den spillestil, spillet byder på. For eksempel hvis man sidder i bussen på vej hjem fra skole kan man benytte tiden på nogle af de daglige gøremål. Spillet har længe været udgivet i både USA og Japan hvor spillet har klaret sig utroligt flot, hvorfor jeg selv ret spændt på hvordan AC: WW ville begå sig på min DS.

Indflytterdag

Spillet begynder med at man ankommer til sin lille by, som man selv får lov at navngive. Man bliver sat af ved ens nye hus, og bliver herefter introduceret til Tom Nook, som man har købt huset af. Tom Nook er byens købmand, som man kommer til at se meget til gennem spillet, hvor man først og fremmest skal have betalt sin gæld til ham. Det gør man i første omgang ved at arbejde for ham, men dette er ikke nok til at dække hele gælden. Når Tom Nook ikke har mere arbejde til en så er man på fri fod; man kan lave lige hvad man har lyst til i byen, uden at der er nogen der dikterer hvad man skal nå eller om man burde lave noget andet. Det er lidt overvældende til at starte med, fordi der er så mange ting at gøre, og så mange folk at snakke med. Man får dog opbygget et overblik over byen forholdsvis hurtigt, da denne ikke er overvældende stor. Man kan se på fund fra naturen eller stjerner på museet, købe interiør, planter og redskaber hos Tom Nook, eller købe og designe tøj hos The Able Sisters. Man kan også ordne post, ens konto og gæld samt andre officielle anliggende på rådhuset. Den sidste officielle bygning der er at finde i byen, er den uundværlige port til byen. Det er her man skal igennem når man vil besøge andre og det er også her ens venner skal igennem når de vil besøge en selv. Resten af husene, ud over ens eget, er hjem for byens andre beboere. Det lyder måske ikke af meget, men indholdet i de forskellige bygninger er meget forskelligt og i nogle af bygningerne varierer indholdet sågar fra dag til dag. Og man skal jo heller ikke forglemme hele verdenen udenfor bygningerne …

Men!
Som i den virkelig verden kan man ikke gøre meget uden penge. Der går dog ikke lang tid før man finder på noget at lave som kan tjene penge ind, da man jo gerne vil ud af sin gæld som det første. For mit vedkommende begyndte jeg at fiske fordi jeg synes det var en dejlig beroligende måde at tjene sine penge ind. Der er dog også andre måder at tjene penge på, som for eksempel at grave efter fossiler eller at dyrke frugter. Når man så har tjent penge nok kan man begynde at udvide ens ydmyge hus eller begynde at spekulere i hvordan indretningen skal se ud. Det er her en af spillets forcer stråler igennem for udvalget i interiør er enormt, og spænder over flere hundrede forskellige møbler, genstande og det lige, samt 126 forskellige slags belægning til gulv og mure. Det er således muligt at lave ens hjem meget personligt hvilket er rart når man skal vise det frem til ens venner.

Føler du dig ensom?

Venner og bekendte har
ofte en helt anden
tøjstil end en selv

Modsat GameCube-udgaven, hvor man var nødt til også at besøge sine venner fysisk og medbringe sit memorycard, hvis man skulle få lyst til at besøge deres byer, er det selvfølgelig muligt at bruge DS’ens trådløse egenskaber i dette spil. Og heldigvis da, for på trods af at der er en del at tage sig til i spillet, bliver meget af det hurtigt trivielt. At få en ven på besøg enten over Wireless eller over Nintendo Wi-Fi Connection, sætter virkelig gang i ens lille by. Når man nu er den ansvarlige for hvordan byen ser ud, vil man jo gerne have noget som man kan være stolt af at vise frem. Derfor bliver man hurtigt meget mere interesseret i at der er blomster og træer nok og at der ikke ligger alt muligt affald langs strandkanten. Alt i alt er det en meget bærende faktor for singleplayer-delen af spillet, at muligheden for multiplayer er der. Og når man nu har en ven på besøg er der jo også en masse ting at tage sig til sammen med ham/hende. Man kan for eksempel udveksle modedesigns, afholde fiskekonkurrencer, handle eller bare hygge og chatte. Selvom man ikke har andre redskaber end tekst at udtrykke sig med, føles det utroligt selskabeligt at have nogen på besøg i sin by.

Man er jo heller ikke begrænset til at blive i sin egen by, man kan også besøge andres. Dette er mindst lige så hyggeligt som at have folk på besøg da man tydeligt kan mærke at det er en anden by man er i. Alle bygninger er nemlig placeret tilfældigt fra by til by og åen og broerne ligeså. Bevoksningen i andre folks byer er også unik da det er op til den enkelte spiller hvordan denne skal være. Mens man er i andres byer, kan man også sætte sit præg på dem, eksempelvis ved at donere noget til museet, hvorved det kommer til at stå i ens navn, eller tegne et nyt stjernebillede på nattehimlen.

Betagende simpelt

K.K. Slider står bag de
fleste kompositioner
i spillet

Grafisk set er AC: WW ikke noget mesterværk - lad det være sagt. Men det gør nu hvad det skal ret godt alligevel. De behagelige farver, de spøjse karakterer og den omfangsrige fauna og flora skaber en rigtig god illusion af at man befinder sig i en sød og meget privat lille verden. Horisonten er så tæt på at man næsten kan røre den, og skyerne passerer roligt forbi i atmosfæren på den øverste skærm. Og på trods af at karaktererne er bygget op af et meget begrænset antal polygoner, besidder de alligevel stor personlighed og man kan nemt set hvad de udtrykker, skulle det være forbavselse, glæde eller vrede. En vigtig ting for stemningen i AC: WW er faktisk himlen, som man ellers skulle tro var ret ligegyldig. Denne afspejler nemlig tiden på dagen,
og bestemmer hvordan lyset er i byen. Det kan for eksempel være rødligt når solen er ved at gå ned, eller helt lys når solen skinner fra en klar himmel. Det kan undre en om hvordan det kan være, at tingene i spillet ikke har fået lov at have flere polygoner, når nu ens synslængde (drawdistance) er så kort som den er, men når man først har spillet i en times tid er dette ikke noget man lægger særlig meget mærke til mere.

Lyden er også meget simpel i spillet, og passer derfor også meget godt ind. Der er forskellig musik alt efter hvor man befinder sig i spillet, hvilket bidrager godt til stemningsbilledet. Det er endda muligt at komponere sin egen musik selvom det er svært at få til at lyde ligeså vellykket som resten af spillets kompositioner. Desværre er lydbilledet ikke komplet; lydeffekterne i spillet er nemlig få og ganske uimponerende. Det er for eksempel den samme lyd der afspilles lige meget om man slår sin skovl ind i et træ eller en sten. En ting der dog imponerer ved lydeffekterne i spillet er disses brug af DS’ens surround-sound-evner. Hvis man for eksempel hører en bi i det fjerne, er det nemt at finde den ved blot at følge den summende lyd. Ganske imponerende, taget i betragtning at DS’en kun har to højtalere at gøre med.

Uendelighedsspil?

Der flytter hele tiden
indbyggere til og fra
ens by, hvilket er
godt for variationen

Det er svært at sætte nogen ramme på hvor lang tid et spil som AC: WW tager at spille igennem, da det er meget individuelt hvor meget man spiller på det dagligt og hvor længe der går før man bliver træt af spillet. Teoretisk set har spillet jo ikke nogen ende da det ikke har nogen klart definerede mål, man skal opfylde. Der er nogle mål, man kan opfylde: ens hus vil for eksempel kunne blive bedømt og man kan arbejde på at score så mange point som muligt. Man kan også arbejde på at få så stort et hus som muligt, eller at få museet fyldt op med indhold. Men ingen af disse mål er defineret af spillet, det er alle mål man sætter sig selv så man kan ikke ”gennemføre” spillet i nogen traditionel forståelse.

Nogle vil kunne hygge sig gevaldigt med spillet i ugevis, mens andre vil blive træt af det efter et par dage. Det afhænger i stor grad af hvor gode multiplayer-muligheder man har, da disse kan holde livet og charmen i spillet kørende meget længe.

Konklusion
AC: WW er et spil der er utroligt nemt at kritisere. Stort set alt spilindhold skal skabes af spilleren selv, og det kan til tider være et overordentlig slid at gøre det. Grafikken er ikke noget at råbe hurra for og lyden er heller ikke. Men når det her falder sammen i en stor helhed, er det hele egentlig slet ikke så slemt, det er sågar helt godt. Der er stor forskel på hvad man får ud af spillet fra person til person, så det er lidt svært at sige hvem spillet henvender sig til. Kunne man lide at hygge sig dagligt med sine hundehvalpe i Nintendogs, vil man helt sikkert blive glad for AC: WW. Hvis man derimod var træt af at man skulle vente på at tiden gik i virkeligheden, før man kunne progressere i spillet, skal man nok tænke sig om en ekstra gang før man investerer i AC: WW.

Kommentarer: