Castlevania: Order of Ecclesia (DS)
Skrevet af Greven - 19-02-2009 20:34
Castlevania: Order of Ecclesia starter med at hovedpersonen Shanoa skal til at tilintetgøre Dracula en gang for alle. Dette skal ske i et ritual hvor hun skal lægge krop til den ultimative glyph som er det eneste våben der kan destruere Dracula - vel at mærke før han genopstår. Desværre afbryder en jaloux barndomsven, Albus, ritualet og stjæler den glyph der skal bruges til at dræbe Dracula. I et klassisk spiltwist mister Shanoa desuden sin hukommelse da Albus afbryder ritualet, så nu sætter Shanoa jagten ind på Albus, sin hukommelse og våbenet der kan dræbe Dracula.
Historien virker meget skabelonsskåret og en smule kedelig, Shanoa mister sine følelser sammen med sin hukommelse og det gør hende til en person man slet ikke kan identificere sig med. Der er et par plot twists undervejs, men du har sandsynligvis set dem alle sammen komme, da de ikke bare er logiske, men også bygger på klassiske spil klichéer.
Når alt kommer til at så har vi jo nok gættet at Dracula genopstår, at barndomsvennen ikke er sidstebossen og at de gode vinder til sidst, med din hjælp selvfølgelig.
Denne skønhed skal redde verden fra Drakula
Castlevania Order of Ecclesia er, som de to tidligere spil til DS, et 2D platforms action spil med rollespilselementer. Hvad den lange smøre dækker over er, at du spiller i en 2D bane hvor du hopper fra sted til sted og hugger dæmoner ned for fode. Rollespilselementerne kommer ud af et level system hvor du kan nå level 255. Det vil dog nok tage dig et par år at nå det level, og desuden er der en stor mængde rustninger, halskæder og andet lir som du kan give Shanoa på for at ændre hendes stats.
Når monstrene skal udryddes gøres det med en glyph. Glyphs fungerer som dine våben og trylleformularer (spells) i en samlet kategori. Idéen er at man skal suge slagne fjenders sjæle ind i en tatovering man har på ryggen, og når man har gjort det så får man en ny evne der svare til det slagne monsters evne. Slår du for eksempel en knivkastende fjende ihjel, kan du nu selv kaste med knive, eller slår du en katte-kvinde ihjel kan du forvandle dig til en smidig katte-kvinde (hot damn!) og bruge dine nyligt anskaffede kløer til at angribe. Hver eneste gang du bruger en glyph, bruger du en smule magi fra din magimåler, der er at finde lige under din livsmåler.
Det at
alle dine glyphs bruger magi giver derfor et mindre problem.
En mængde enorme bosser skal selvfølgelig også nedlægges
Et godt stykke inde i spillet begynder du nemlig at støde på en række fjender der forbander dig, hvis du kommer til at røre dem.
En forbandelse tømmer din magimåler, og hvor det i tidligere spil ikke har været et problem, da du altid kunne falde tilbage på dine almindelige våben.
Dette kan du ikke nu, da alle glyphs bruger magi, dette er inklusiv dine sværd, økse og hammer glyphs. Så hvis du bliver ramt af en forbandelse er du fuldstændig forsvarsløs i op til et halvt minut. Du kan selvfølgelig trække dig tilbage til rummet du kom fra for at lade forbandelsen gå i sig selv, men alle fjender genopstår når du forlader et lokale og vender tilbage til det igen. Altså kan det godt være at du ikke er forbandet når du kommer ind i lokalet igen, men til gengæld er alle de fjender du har besejret vendt tilbage. Den skade du har taget i kampen mod dem første gang du var i rummet er heller ikke forsvundet imens fjenderne respawnede.
Det er en mindre klage, men jeg er nød til at tage den med da det er en af de få direkte klager jeg har over spillet.
En fordel ved at alle angreb æder magi er at du ikke bare kan spamme et angreb i en uendelighed, i stedet er du nød til at bruge din magi strategisk så du ikke spilder den unødigt.
Heldigvis fyldes din magibeholder automatisk op, hvis der går et par sekunder hvor du ikke angriber.
Pikachu brug torden!
Grafisk set er spillet gået væk fra den animé stil de to tidligere spil har kørt, og er i stedet gået over i en mere malerisk stilart. Stilen er billedskøn og passer rigtig godt på både monstre, personer og omgivelser, specielt når det meste af spillet foregår uden for Draculas slot, og ikke inden i det som i de 2 tidligere spil, kommer stilen til sin ret.
Et område der skiller sig ud for mig er en tur over et hav i en storm. Man hopper fra vraggods til vraggods, mens et totalskadet skib bliver tæsket igennem af bølgerne i baggrunden. Bølgernes brusen bliver desuden akkompagneret af et godt beat der sætter stemningen.
Generelt set er der god musik igennem hele spillet, og på trods af at der altid er godt med adrenalin i musikken, ændrer den sig med områderne. Skovområdet er dermed lidt mere stille end den førnævnte storm, og musikken i Draculas slot er passende dyster før det endelige opgør med hr. flagermus.
En anden bonus er at der er masser af nye flotte fjender i OoE. Hvor de to første spil på DS stort set havde de samme fjender, tilføjer OoE en masse nye fjender, og det er tiltrængt.
De nye fjender hjælper til at man ikke føler at man blot træder i vande, mens man kæmper mod en rustning der nu er rød, og ikke grøn som da du først mødte den.
Selv hvor der er flere versioner af samme monster, så har de alle rimelig unikke angreb, f.eks. er der en banshee der skriger sine lunger ud i starten af spillet, senere hen bliver den samme model med nye farver brugt til et slags hekse monster, men i stedet for at skrige laver hun nu en storm af ild. Blot en lille ting som det gør at man altid er på dubberne når man møder hvad der ved første øjenkast kan ligne et ”gammelt” monster.
En skelet dino? Det stod da ikke i jobbeskrivelsen
Spillet tog mig personligt ca. 15 timer at gennemføre men jeg har samlet set spillet det i over 25 timer, og ikke bare fordi jeg skulle anmelde det. Castlevania: Order of Ecclesia er simpelthen bare forbandet vanedannende, og når jeg har 10-15 minutter smutter jeg altid lige ind og skaffer en ny glyph eller snupper et level mere. Desuden kan man finde en hemmelig grotte efter man har gennemført spillet, og den er til alle os der ikke kan få nok af spillet, og det kræver nemlig enormt god strategi og lynhurtige reaktioner at kommer igennem den.
I forhold til de to tidligere DS spil er der dog ikke helt så mange ekstra ting at låse op for, der er en enkelt ny person man kan spille spillet med, men det er en meget skrabet campaign og den bliver slet ikke udnyttet på samme måde som den kunne blive.
Konklusion
Alt i alt vil jeg varmt anbefale spillet, for mig er Dawn of Sorrow stadig det bedste Castlevania til DS, men det er nok fordi det var det spil der introducerede mig til serien. Man kan dog ikke komme udenom at Order of Ecclesia er et spil der oser af kvalitet, fra den maleriske stil til det tidløse gameplay kan man mærke at der er lagt kærlighed i spillet. Hvis du har prøvet de sidste to spil til DS eller blot er en Castlevania fan så er det her et spil du ikke må lade gå forbi dig. Hvis du ikke kender de tidligere spil så skal du dog ikke skrive OoE fra, i modsætning til de tidligere DS spil skal du ikke kende folk fra tidligere spil for at kunne følge med, du hopper blot direkte ind i en historie hvor du har behov for at vide bliver forklaret, og så er det ligesom sine forgængere meget let at gå til, selv for begyndere.
Fremragende lyd
Særdeles udfordrende
Øjeguf
Kommentarer: