Point Blank DS (DS)

Skrevet af Kaptajn Knudsen - 16-08-2006 23:46

Personligt har jeg længe ventet på en titel som denne. Jeg har længe drømt om, hvor lette skydespil måtte være med en touchscreen, hvor man bare peger, hvor man vil skyde, og jeg er sikker på, at jeg ikke er ene om denne tanke. Desværre lever Point Blank DS ikke op til denne drøm, men basalt set fungerer spillet stadig ret godt. Hvis der så bare var mere af det…

3, 2, 1, SKYD!
Kendere af serien vil straks kunne genkende mange objekter og elementer, men til alle andre er her et hurtigt overblik over spillets koncepter: I Point Blank DS stilles man overfor en række forskellige opgaver, som alle løses ved at skyde på et eller flere mål. Det kan være alt fra skydeskiver og forbrydere til satellitter og små fluer. Inden man går i gang med hver runde, bliver man informeret om rundens betingelser, som typisk er mål, tid og antal skud. Dette er spillets basale koncepter, som er gennemgående gennem hele spillet. I tidligere udgaver af spillet, har man skudt på skærme med lyspistoler, men i Point Blank DS er dette helt naturligt ændret til, at man bruger touchscreen’en til at skyde med. Dette har sine fordele og ulemper, som jeg vil komme ind på senere.

Små armbevægelser

Når man starter spillet op, mødes man af en doktor og en fugl på titelskærmen – et tilsyneladende farverigt par som jeg glædede mig til at stifte bekendtskab med. Til min store skuffelse var der dog ingen story mode eller tilsvarende på spillets hovedmenu, og jeg måtte lede et stykke tid, før jeg fandt parret igen, i en nærmest unødvendig birolle i et af spillets få modes. Så allerede her afsløredes det, at man ikke skulle forvente den store dybde i dette spil, hvilket spillets hovedmenu bekræftede. Der var seks valgmuligheder: ’Arcade’, som sammen med ’Brain Massage’ er spillets kerne. Herudover er der ’Freeplay’, hvor det er muligt at genspille de enkelte udfordringer, ’Games Museum’ hvor man kan prøve digitale versioner af de originale analoge versioner af Point Blank (det bør i denne sammenhæng nævnes, at disse er stort set identiske med udgaverne, som kan findes i ’Freeplay’) og den vigtige ’VS’, som tillader to DS’ere at spille med ét cart. Sidst men ikke mindst er der ’Options’, hvis eneste funktion er at slette de resultater, man har opnået. Alt i alt en ret nedslående hovedmenu at blive mødt med i ens spritnye spil.

Spillets hovedattraktion, ’Arcade’, fungerer ligesom arkadeversionerne af Point Blank. Man vælger hvilken sværhedsgrad, man vil spille på, hvorefter man bliver stillet overfor fire udfordringer, som man kan klare i den rækkefølge, man selv finder passende. Det er lidt ligegyldigt hvilken rækkefølge, man vil tage dem i, fordi man skal forbi dem alle sammen under alle omstændigheder. Udfordringerne, der vælges, er helt tilfældige, og der er 40 at vælge imellem. Selvom dette lyder af meget, støder man hurtigt på de samme spil om og om igen, fordi et spil i ’Arcade’ (som altid indebærer to runder af fire tilfældige udfordringer med et bonusspil indlagt og altid samme ’boss’ bane til sidst) kan overstås på fem minutter. Således er ’Arcade’ en ret skuffende og meget kortlivet oplevelse, og da dette er et af de bærende elementer, er det et skidt grundlag at gå ud fra.

Hovedpersonerne i udfordringerne er Dr. Don og Dr. Dan, som med deres skæg og italienske udseende har et par ligheder med et velkendt broderpar fra Nintendos stald.

’Brain Massage’ er spillets andet trækplaster for den enlige spiller. Denne modes opbygning læner sig meget op af ’Brain’ spillenes koncept, som har nydt stor succes på Nintendo DS, men her hører sammenligningerne også op. Det handler nemlig om at skyde i de samme udfordringer, som man møder i ’Arcade’ og ’Freeplay’, de er nu blot kategoriseret i grupper af spil med titler som ’Good Luck!’ og ’Mental Focus’. Når man har spillet en af grupperne igennem, bliver man belønnet med en titel og en dertilhørende kommentar, alt efter hvor godt man klarede sig. Samler man nok af disse titler, er det muligt at låse op for spillets eneste unlockables, som er tre nye grupper i ’Brain Massage’. Disse tilføjer dog ikke nogle nye udfordringer, blot nye grupperinger af velkendte udfordringer.

Hende der den flotte man mødte en lørdag aften
Når man først prøver Point Blank DS forekommer spillet visuelle side som farverig og frisk, men ligesom resten af spillet, har det svært ved at holde, hvad det lover. Det er minder lidt om, når man står lettere bedugget og ser hende den lækre på den anden side af det røgfyldte lokale. Man fortaber sig i hendes ’blændende’ udseende og er interesseret i at se mere. Næste gang man ser hende, er man knapt så imponeret, og senere i forholdet accepterer man bare, at hun ikke var alt det, man troede, man så den lørdag aften. Når man i Point Blank DS først har set de forskellige spil mere end en gang, begynder man at lægge mærke til manglen på detaljer, grumsede teksturer og lignende tegn på manglende gennemarbejdelse. Når man så er kommet sig over forskrækkelsen, ignorerer man det nærmest, og lægger slet ikke mærke til grafikkens bedre og dårligere sider.

Smiler han? Og hvad er det egentlig han holder i hånden? Det kunne være en barbermaskine og han bare er lidt grunten over at man forstyrrer ham i barberingen…

Lyden i spillet er ligeså meget middelmådig, og spillene bliver ofte overdøvet af de utallige knald, man kan nå at sende af sted fra stylussen i de 20 sekunder, spillene typisk varer. Når man endelig hører andre lyde, er det typisk målene, der afgiver dem og disse har en tendens til at være ret monotone (nogen går sågar igen spillene imellem). Ofte valgte jeg bare at mute spillet, når jeg spillede, fordi jeg ikke følte, at lydende tilføjede spillet nogen værdi.

Stylus som pistol
At bruge stylussen som en forlængelse af ens øjne og hjerne til at skyde de små mål er lidt en blandet fornøjelse. Det er meget lig, når man tegner og har et perfekt billede af, hvad det er, man vil tegne inden i hovedet, mens hænderne bare ikke er særligt gode til at formidle det billede. I Point Blank DS er det til tider svært at pinpointe stylussen på lige præcis den pixel, man vil have den, blandt andet fordi DS’ens skærm er så fintfølende, som den er. Spillet er jo meget hektisk, så man flytter stylussen hurtigt, og vil typisk begynde at føre stylussen ned, før den er ved sin endelige destination. Rører man skærmen på vejen, vil skuddet blive affyret for tidligt, mens man først egentlig trykker på skærmen et par millisekunder senere. At der er lidt afstand mellem fladen og selve skærmen på touchscreen’en, gør det bare endnu sværere at ramme, da man skal tage højde for dette, medmindre man sidder med sin DS fuldstændig parallelt med ens øjne. Egentlig er det ikke udviklernes fejl, men det kan være et frustrerende element, når man lægger sig ud med de sværere sværhedsgrader.
En anden god grund til at konceptet kikser lidt på DS, er den uundgåelige visuelle barriere ens hånd skaber mellem ens DS og skærmen. Alt efter hvilken hånd man bruger til at spille med, vil denne unægtelig ende med blokere udsynet i højre eller venstre side, hvilket egentlig er ret irriterende, hvis man lige manglede de sidste mål for at klare banen eller slå highscoren. Problemet kan løses ved at holde ens NDS som en bog, ligesom i Brain Age, om end det føles som en halv løsning.

Helt skidt er det dog ikke, men det kræver øvelse, før man begynder at ramme de helt små mål – og selv når man når det niveau, vil man indimellem blive frustreret over, at man misser et tilsyneladende nemt mål. Det er dog meget tilfredsstillende, når man først er øvet nok til at kunne tage næsten alle udfordringer, spillet byder på.

Arcade multiplayer
Spillet har sin oprindelse i arkadehallerne, og hvis der var noget, der kunne sparke liv i et arkadespil, var det, hvis man havde to femmere, så man kunne være to med i samme spil. Dette gør sig også gældende for denne titel, som bliver løftet betydeligt op af multiplayerfunktionen, som kun kræver et cartridge og ikke kan nydes af mere end to spillere. Begrænsningen til to spillere kommer ret naturligt, da shooterspil kan være forvirrende nok, når man bare er to spillere. Man er nemlig ofte utroligt ligebyrdige og dyster på hvem, der lige har de små skarpe millisekunder mere end modstanderen. Hele multiplayer oplevelsen er meget intens og ligebyrdig, men trækkes ud pga. loadingtider. At starte spillet op tager adskillige minutter og så skal der endda loades før hver udfordring. Ikke uoverkommeligt men irriterende.

Et eksempel på en af de udfordringer der egner sig bedst til multiplayer. Den ene spiller skal skyde de røde ænder mens den anden skal skyde de blå – bomberne taler forhåbentlig for sig selv.

I multiplayer har man en række grupper af spil at vælge imellem. Hver af disse grupper består af fire spil og målet er så at score flere point undervejs end ens modstander, og her skinner det igen igennem, at denne titel er en budgettitel. Udfordringerne, man spiller, er nemlig komplet magen til dem, man kan spille i de andre modes, og det kan være helt umuligt at klare nogle af dem. Eksempelvis ”skyd 17 bad guys” udfordringen hvor der kun dukker 19 bad guys op. Nemt nok i single-player, men når ens ven også forsøger at opnå 17 hits, så er det stort set umuligt, hvilket får ’VS’ til at fremstå som en ret halvhjertet krampetrækning. En underholdende krampetrækning ikke desto mindre.

Budgetproduktion som bæres af sin titel
Point Blank DS har mange fejl og mangler, men derfor skal man ikke afskrive titlen helt. Sine mangler på trods er det nemlig stadig et underholdende spil, som har sin tydelige oprindelse i arkadehallerne. Dengang gad man typisk ikke spille spillene mere end 3-5 gange, før man kørte træt i dem og kastede sin kærlighed og femmere på den næste maskine. Af og til ville man måske vende tilbage til den gamle maskine for at se om man stadig var ligeså god som før. Denne charme formår Point Blank DS at genskabe til en vis grad, men man skal altså ikke forvente at få hverken historie eller dybde i dette spil. Bare lige det der kick, der siger, man lige skal prøve en gang mere for lige at slå den forbandede highscore…

Kommentarer: