Hyrule Warriors: Age of Imprisonment (Switch 2)

Skrevet af Zone - 15-11-2025 18:39

Efter Hyrule Warriors: Age of Calamity udkom, som en prequel til Zelda: Breath of the Wild i 2020, var det ikke svært at forudsige, at efterfølgeren Tears of the Kingdom ville få samme behandling - The Imprisoning War var om noget en endnu mere oplagt konflikt at lave et Warriors-spil over. Og det skete så her i starten af Switch 2-generationen, med Hyrule Warriors: Age of Imprisonment, som netop er udkommet. Kan Age of Imprisonment fortælle en bedre historie end Age of Calamity, eller er spillet blot endnu et overfladisk fanservice produkt med Warriors-skelet under huden?

Hyrule Warriors: Age of Imprisonment er udviklet af Koei Tecmos underafdeling ‘AAA Games Studio’, som blev formet i 2024 af veteraner fra Team Ninja (Ninja Gaiden, Nioh) og Omega Force (Hyrule Warriors, Dynasty Warriors), blandt andet instruktøren af Hyrule Warriors: Age of Calamity. Det er selvfølgelig udviklet i tæt samarbejde med Nintendo og er det tredje spil i Hyrule Warriors-serien. Spillet er eksklusivt udviklet til Nintendo Switch 2 og er et klassisk Warriors-spil, med en lang række karakterer der hacker og slasher sig igennem en hær af fjender som en anden enmandshær.

Demon King? Secret Stone? The Imprisoning War? Har man spillet Tears of the Kingdom, så har nok hørt de ord et par gange. Age of Imprisonment er en genfortælling af den konflikt, som Link kun perifert hører om via minderne i Tears of the Kingdom, men nu bliver detaljerne lagt på bordet. I starten af Tears of the Kingdom bliver Prinsesse Zelda kastet tilbage til Hyrule ældgamle fortid, i kongerigets spæde år efter det netop er blevet etableret. Her møder hun Zonai-kongen Rauru og hans Hylianske dronning Sonia. Zonaierne er en ældgammel race, der ankom til Hyrule for endnu længere tid siden og bragte teknologiske fremskridt, samt de kraftfulde ‘secret stones’ med sig. Nu eksisterer der kun 2 Zonaier, nemlig Rauru og hans søster Mineru. Men tilbage til historien. Zelda befinder sig pludselig i denne helt anden tid, og skal vænne sig til livet der, mens hun arbejder på en måde at komme tilbage til hendes egen tid på. Men noget ulmer i mørket, da Gerudo-høvdingen Ganondorf plotter mod kongeriget. Zelda får derfor ikke meget tid til at fokusere på at komme hjem, da hun også vil hjælpe Rauru, Sonia og alle de andre mod Ganondorfs trussel.



Historien følger altså de rammer, som Tears of the Kingdoms minder sætter op, og meget lidt er ændret, udover at visse ting er set fra andre vinkler eller indspillet en smule anderledes, men overordnet set fylder spillet hullerne ud imellem minderne, så der er ikke de store overraskelser at finde, hvis man har spillet Tears. Og det er næsten som om at spillet er bange for at give nuancer til de scener vi allerede kender, hvilket især går ud over Prinsesse Zeldas karakter og hendes replikker. Modsat Age of Calamity, hvor udviklerne nærmest lagde for mange nye ting ind, så er effekten i Age of Imprisonment, at historien til tider føles lidt for steril og stillestående. Zelda må ikke sige noget omkring hendes egen tid, da Rauru og Sonia er bange for det vil påvirke deres tid for meget, men resultatet bliver at Zelda får en meget passiv rolle, hvilket egentlig ikke passer hendes karakter, da hun er en stor fremdrift i historien i Breath of the Wild og Age of Calamity især. Derudover bidrager Age of Imprisonment ikke med meget nyt til spillets verden. Mange af de ting man tror der blev etableret i denne tidsalder, som Zonai-teknologi, grænser, osv., viser sig allerede at være etablerede og pludselig føler man ikke at meget har ændret sig mellem denne tid og nutiden i Hyrule. Heller ikke Ganondorf og Gerudo-stammens historie bliver udvidet. Det føles som en forspildt mulighed, da man godt kan savne flere nuancer i Ganondorfs motivation og ambition om at overtage Hyrule. Man får ikke et særlig stort indblik i hans måde at regere ørkenen på, og det er ærgerligt. Alt i alt føles historien ret overfladisk, og langt mere konservativ end Age of Calamity. For nogen, mig selv inkluderet, tog de tingene for langt og ændrede alt for meget i historien i det forrige spil, hvilket de aktivt undlader at gøre her. Det er godt fra et lore-synspunkt, men man kan godt savne at udviklerne tager flere chancer. Der er dog nogle tilføjelser, som rent faktisk giver noget til historien.



I meget af spillets PR materiale har vi set et fokus på en mystisk ‘Construct’ og hans Kokok-ven. De hedder Mysterious Construct og Calamo, og er en bombastisk duo. Da Calamo finder et stykke af et magisk artefakt i bunden af ‘The Depths’, får han ved et tilfælde vækket den mystiske konstruktion, som absorberer artefaktet. Det viser sig at Mysterious Construct er del af en forbudt række konstruktioner, som er ufatteligt kraftfulde. På mystisk vis ligner denne konstruktion dog Link, fra den fjerne fremtid, til forveksling og er i og for sig Links erstatning i Age of Imprisonment. Hverken Calamo eller Mysterious Construct er etableret i Tears of the Kingdom, men på en eller anden måde får udviklerne passet dem ind på en måde, hvor de ikke forstyrrer eller ændrer det etablerede narrativ, og i flere tilfælde tilføjer de nogle lidt mere aktive og dynamiske scener.



Age of Imprisonment er et Switch 2-eksklusivt spil, og derfor er det relevant at snakke om spillets grafiske udtryk og hvordan det kører på maskinen. Hyrule Warriors: Age of Calamity havde problemer med at køre på den oprindelige Nintendo Switch, men heldigvis har Age of Imprisonment ikke nogle problemer på Switch 2. I spillets kampsekvenser holder spillet en solid billedfrekvens på 60 fps. I cutscenes falder spillets billedfrekvens til 30 fps, men det virker til at være fordi spillets cutscenes er afviklet på en anden måde end resten af spillet. Det kommer især til udtryk igennem spillets grafik. Tears of the Kingdom er et rigtig flot spil, ift. at det kører på den originale Switchs hardware, men det er som om at Age of Imprisonment har været nødt til at nedjustere opløsningen og billedklarheden på objekter i spillet, da omgivelser og objekter ser noget mere brogede ud end i Tears of the Kingdom, og nogle gange kan lyssætningen gøre at det er svært at skelne ting fra hinanden i kaoset. Spillet er derfor ikke det pæneste, men gudskelov kører det helt smooth i moment-to-moment gameplay. Spillets karaktermodeller er dog flotte og har ikke lidt tab, hvilket især giver de Zonai-inspirerede designs en fed fremtoning.



Musikken hæver spillets præsentation en hel del også. Selvfølgelig har spillets komponister haft et gudeskønt soundtrack at tage udgangspunkt i, med Tears of the Kingdom, men ofte har Warriors-spil bare en mere rocket udgave af sangene fra det originale spil. Det er ikke tilfældet her. Musikken er lavet af den dygtige gruppe MONACA, som blandt andet også har lavet musik til NieR-serien. Musikken er stadig i det store hele mere upbeat end Tears of the Kingdom, men spillets musikalske og instrumentelle identitet er stadig bibeholdt, med nogle decideret mindeværdige udgaver af velkendte musikstykker fra Wild Era Zelda-spillene. Når det kommer til stemmeskuespillet er det den lettere middelmådige præsentation vi er vandt til fra Breath og Tears.



Men hvis vi skal være helt ærlige, så ved vi alle godt at Warriors-spil meget sjældent leverer fantastisk historiefortælling eller overraskende nye elementer. Men hvis de er gode til noget, så er det at levere solidt gameplay, hvor man kan påtage sig rollen som enmandshær. Hyrule Warriors er nogle af de bedste Warriors-spil på markedet, og Age of Imprisonment er ingen undtagelse. Det tager weakness-systemet fra de to første spil og giver det hele et Zonai tech spin. Alle større fjender i spillet har et weakness meter, som man skal tømme, for at man kan lave et stort finisher-angreb, der gør meget skade. I visse tilfælde kan man bruge element-baserede skills og Zonai-teknologi mod fjender der har en element-svaghed, hvilket introducerer et taktisk element. Hver karakter har også en række Unique Abilities, der er stærke angreb der kan vende kampen i sin favør. Hver unique ability har en type, og hvis man bruger en bestemt type angreb mod stærke angreb fra de store fjender, kan man stoppe fjenden fra at angribe i noget tid, og bare få lov at slå. F.eks. hvis en Moblin bruger et angreb hvor den storme frem, kan man bruge samme type angreb som modspil. Nogle Zonai-dimser har også disse effekter.



Generelt trykker man dog bare meget på sine knapper, da spillet er hack and slash i sin mest kondenserede form. Det føles fantastisk at meje hundredvis af små fjender ned, mens man skal bruge lidt længere tid på at slå de store fjender. De små fjender føles lidt ligegyldige, i hvert fald på normal sværhedsgrad, mens de store fjender ofte udfordrer lidt mere - men meget sjældent føler man sig truet på livet. Derfor kan spillet også føles meget repetitivt til tider, men gameplay-loopet er vanedannende. En af de helt store tilføjelser til spillet er Sync-angreb, hvor to karakterer kan teame op og lave et stærkt angreb sammen. Det er klart en af de mest interessante tilføjelser og det der føles mest nyt i Age of Imprisonment. Zonai-teknologien er også sjov, og så længe man har batteri nok til at bruge dem (ligesom i Tears of the Kingdom), og har en stor indflydelse på kamp, hvis man vælger at bruge dem. Spillet har selvfølgelig også flurry rush, som jo er taget fra Breath of the Wild og Tears of the Kingdom, og alt i alt er det måske et af de mest tætpakkede Hyrule Warriors-spil, rent systemmæssigt.



Alle de elementer jeg har nævnt indtil nu, skal passe ind i en overordnet struktur. Spillet er opdelt i hovedmissioner, der fremrykker historien, og sidemissioner. Missionerne tilgås fra et kort, ligesom i Age of Calamity, og selvom det starter overskueligt, bliver kortet hurtigt fyldt op med flere og flere sidemissioner. Så der er masser at gå i kast med. Sidemissionerne kan bruges til at låse op for valgfri karakterer, samle experience points til sine mange karakterer eller samle diverse materialer. Materialerne kan bruges til at låse op for diverse servicer i spillet, såsom en smedje eller en træningshal, eller opgradere de forskellige karakterers movesets. Desværre er sidemissionerne meget ensformige og efter de første 5-10 timer, er det nærmest de samme slags missioner man klarer, igen og igen. Man finder den største variation i at spille hovedmissionerne igennem, hvor man jo også ser cutscenes der fremdriver historien. Men jeg vil da gerne indrømme at det er tilfredsstillende at klare missioner på kortet, især når man begynder at kunne ‘tilbageerobre’ dele af kortet fra Ganondorfs styrker. Rent historiemæssigt er der også nogle free-roam sekvenser, hvor man kan styre Zelda rundt uden for spillets kampe. Hun udforsker nogle dele af det ældgamle Hyrule, men sekvenserne er forholdsvist begrænsede og efter starten af spillet, er det som om udviklerne går fuldstændigt væk fra det. Det kunne have været en måde at give spillet mere dybde på, og lade spilleren udforske denne udgave af Hyrule. Eller også kunne man have brugt det til at lave en free-roam hub der kunne bruges til at vælge missioner og snakke med NPC’er, som tilføjelse til kortet. Det er en skam at udviklerne ikke har udforsket flere brugsscenarier for denne funktion.

Konklusion
Hyrule Warriors: Age of Imprisonment er endnu en sikker tilføjelse til Hyrule Warriors-serien, og sætter sig, ligesom de to andre spil i serien, som et af de stærkeste Warriors-spil til dato. Historien er mere konservativ end den var i Age of Calamity, da den holder sig til de etablerede begivenheder, og de nye elementer der er tilføjet går ikke ind og ændrer på noget grundlæggende, men tilføjer bare nogle interessante ting. Zeldas fortælling og karakter bliver desværre mere passiv, som resultat, og spillet forspilder muligheden for at udvide Ganondorf og Gerudoernes historie lige så. Det er ærgerligt, men måske er Hyrule Warriors bare ikke stedet for at udvide Zelda-seriens World Building og Lore. Gameplayet spiller, med både velkendte og nye systemer, der gør det tilfredsstillende at meje fjender ned. Det er nok det mest tætpakkede Hyrule Warriors til dato, systemmæssigt. Men desværre er variationen i banedesign og missions-struktur ekstremt repetitiv og derfor en smule kedeligt i længden. Grafisk er spillet ikke særlig flot af et Switch 2-spil at være, men i det mindste gør maskinen at spillet kører flydende og solidt ved 60 fps, hvilket er en kæmpe gave til serien. Opløsning og fremtoning af diverse grafiske elementer er ikke ligeså pæne som spillet de kommer fra (Tears of the Kingdom), men karaktererne er heldigvis flot lavet. Til gengæld er spillets musik i topklasse, der både passer godt til et Warriors-spil, men som også respekterer det musikalske og instrumentale ophav, etableret i Wild-eraen af Zelda-spil. Flere numre er en decideret fryd at lytte til. Alt i alt er Age of Imprisonment en sikker efterfølger i Hyrule Warriors-serien, der er mere konservativ end sin forgænger, men som ultimativt spiller bedre pga. Switch 2’ens forhøjede regnekraft. Spillet er ikke det mest imponerende Switch 2-eksklusive spil vi har set, men er ganske underholdende, hvis man da kan holde det noget mere simplistiske og strømlinede gameplay ud. Er man til Warriors-spil er det en no brainer, men ikke alle Zelda-fans vil falde for spillet.

Kommentarer: