Skrevet af JOEP - 24-11-2025 21:23
Det var nok de færreste der forventede en efterfølger til Kirby Air Ride, der udkom til GameCube i 2003. Spillet solgte ikke særligt godt, og det høstede ikke særligt gode anmeldelser i sin tid. Ikke desto mindre er Kirby Air Riders nu udkommet til Switch 2 og byder på mere af alt det, der gjorde det første spil specielt - og mere til.
Kirby Air Riders er først og fremmest et racing-spil med figurer fra Kirby-universet skabt til multiplayer-sessioner. Præmissen er super simpel, du vælger en maskine at køre på og vælger en figur, der skal styre den, og så skal der køres ræs på vilde baner med forskellige temaer. Din maskine kører selv, og din opgave er så at bremse den på rette tidspunkt, hvorefter du får et boost. Således behøver du faktisk bare at styre maskinen og at bruge én knap for at spille Kirby Air Riders.

Undervejs i banerne kan du køre på skinner, og du kan blive skudt i vejret og skal lande perfekt igen (hvilket du også får et boost for som når du bremser). Der er også fjender, som du kan suge ind, hvilket fylder dit special-meter op, som med tiden kan udløse et specielt træk, der kan bringe dig frem i rækken af racere. Det er dette element i spillet, som kræver en vis strategi og giver spillet dybde. Dertil kommer et væld af kombinationer mellem forskellige maskiner med forskellige stats og figurer, som alle kan noget forskelligt og kræver lidt forskellige køre-strategier.

Når du starter spillet, kan du vælge mellem fire forskellige spiltyper: Air Ride, Top Ride, City Trials og spillets historie Road Trip. Jeg vil herunder gennemgå præmissen i hver af disse spiltyper:
Air Ride
Dette er spillets basale spiltype. Du vælger en bane, en figur og en maskine og kører ræs mod 5 andre. Du kan sætte reglerne præcis som du vil - antal omgange, spillere, sværhedsgrad osv.
Top Ride
Her spiller du altid mod tre andre og spiller på en mindre bane, som du ser oppefra - tænk de gamle Micro Machines-spil (hvis du er så gammel som mig). Styringen her er lidt anderledes, men kan som alt andet konfigureres.
City Trials
Her starter du spillet på et stort stadium, hvor du har fem minutter til at samle opgraderinger til din maskine samt finde den maskine, du gerne vil spille med. Her støder du ind i de andre spillere og kan snuppe deres opgraderinger. Afslutningsvis spilles der så et enkelt minispil, der vælges tilfældigt mellem mange forskellige spil - fra flyv højst muligt til ræs til land på point-felter.
Road Trip
Dette er spillets historie-mode, hvor du kører ud ad en lige vej og vælger de udfordringer, du ønsker, inden du møder en boss. Udfordringerne er varianter af ræs og kampe på mindre arenaer. Der er gemt en sammenhængende historie her, som fortælles lidt i bidder, og som hænger sammen med den overhængende historie i Kirby-universet. Du skal naturligvis ikke forvente Shakespeare her, men mindre kan jo også gøre det.

Hver spiltype her har sin egen achievement-tavle, som låser op for alt muligt. Der er 150 stk at låse op for på hver af de fem plader, så det vil tage dig adskillige dages spiltid at låse op for det hele. Det gode er dog, at alle spiltyper kan låse op for indhold - både i single-player og i multiplayer.
Skulle du have lyst til at prøve noget andet end bare de almindelige ræs, er der også et stadium, hvor du kan prøve kræfter med en række minispil, der udfordrer spillets præmis på forskellige måder. Disse minispil er de spil, der afslutter City Trials, og som du kan støde ind i via Road Trip, men i Stadium kan du slå rekorder og låse op for flere versioner af samme spil. Her møder du spil som Dart, Drag Race, længdeflyvning, Melee og Skydive for at nævne nogle få. Disse er velproducerede og sjove, og i multiplayer kan man sagtens få noget tid til at gå her en aften med vennerne.

Kirby Air Riders er et flot spil med sans for detaljerne. Spillet er skabt af Sakurai, der også er personen bag Super Smash Bros.-serien, og det er tydeligt, at han har kælet lige så meget for detaljerne i menuerne og indstillingerne, som vi har set det i Super Smash Bros.-serien. Alt kan konfigureres i indstillingerne. På samme måde bliver alt indhold i spillet låst op lidt efter lidt gennem achievements-tavlerne, som vi også så i Super Smash Bros. Ultimate. Det giver spillet tonsvis af indhold, som man virkelig ikke kan andet end at klappe i hænderne over.
Derudover ser spillet rigtig flot ud, og man føler virkelig farten, når man suser af sted. Med en masse ting på skærmen på én gang bliver det tydeliggjort, hvorfor spillet kun kan spilles ordentligt på Switch 2. Jeg har i mine spil ikke oplevet nogen fald i billedhastigheden, og selv online flyver det af sted uden tekniske problemer.

En af de første fejl spillet her begår er, at alle figurer er fra Kirby-universet og dermed for langt størstedelen af spillere totalt ukendte - endnu. Jeg kender kun til visse af figurerne, fordi jeg har set dem i Super Smash Bros.-serien, og andre figurer har jeg aldrig mødt før. Det giver en vis grad af anonymitet, men omvendt kan det jo også åbne op for Kirby-universet i fremtiden.
Forskellen mellem figurerne og maskinerne er også minimal indenfor samme typer, og det kan derfor godt virke noget uoverskueligt at skifte mellem forskellige maskiner og figurer, der næsten er ens. Der er til gengæld stor variation mellem de forskellige maskin-typer - der er alt fra de hurtige, men ustyrlige til de tunge og stærke og de langsomme, men mobile maskiner, så du skal nok finde en, der passer bedst til dig. Det giver en god dybde og kræver noget kendskab til banerne for at vælge det rette setup til netop den enkelte bane.

Herefter kommer selve problemet med gameplayet så. Spillet styrer næsten sig selv, og du kan faktisk egentlig bare slappe af og lade spillet styre dig gennem banerne. Det er ikke særligt sjovt, men forskellen mellem at spille selv og lade computeren styre er ikke så stor, som den burde være. Jeg spillede det med to 8-årige drenge, der efter 25 minutter egentlig bare hellere ville spille noget andet - den ene lagde controlleren fra sig og fik en 5.-plads. Jeg fik sågar en 1.-plads mod et lille hold af level 9-computere, hvilket er noget overraskende, da jeg ikke havde spillet det så meget, at jeg ville forvente at vinde her.
Det pudsige her er, at jeg også fik en 2.-plads i min første online-kamp, igen uden at have trænet synderligt meget. Det får mig til at undre mig lidt over sværhedsgraden i spillet og motivationen for at spille det generelt.
