36 Fragments of Midnight (Switch eShop)

Item: 36 Fragments of Midnight (Switch eShop)
Rating: 2
Author: KristianH

Skrevet af KristianH - 19-02-2018 23:05

Hvad gør man, når man er færdig med at spille Super Mario Odyssey, og det stadig kribler i sine platformspilsafhængige fingre? Ja, man kigger sig selvfølgelig rundt på Nintendo eShop for at finde et nyt godt platformspil, og blandt de mange spil i genren finder man 36 Fragments of Midnight fra Petite Games. Spillet fandt blot en måneds tid efter sin oprindelige udgivelse på PC via Ratalaika Games vej til Switch i september, og med en meget beskeden pris skulle man mene, at det lå lige til højrebenet at købe. Men hvad har efterfølgeren til de første to Midnight-udgivelser, som vi blandt andet så på Wii U, egentlig at byde på? Det har vi taget et lille kig på i denne anmeldelse.

36 Fragments of Midnight er en af den slags spil, hvor udvikleren bag spillet har valgt at se bort fra at fortælle en interessant og dyb historie for i stedet at fokusere på at udvikle et spil, som tager udgangspunkt i en solid grundmekanik at bygge spillet op omkring. Derfor bliver man som spiller ikke introduceret til nogen stor åbningssekvens, men i stedet er man i gang med spillet allerede fra første sekund. Som spiller tager man rollen som en lille hvid firkant ved navn Midnight, og din simple opgave i dette spil er at samle 36 små stjernestykker og derefter komme tilbage til stedet, hvor du startede. Man styrer på joysticket på den venstre Joy-Con og bruger A til både at hoppe og dobbelthoppe – det er det komplette kontrolskema i spillet.

Det lyder da meget nemt – men er det nu også det? Både ja og nej vil mit første svar være, for det, der gør 36 Fragments of Midnight interessant, er, at det gør brug af det, som man med et fint udtryk kalder for procedural content generation. Det betyder, at banerne i spillet (i stedet for at være menneskeskabte til mindste detalje) er sat sammen af computeren, der selv udregner, hvordan banestykker skal placeres i forhold til hinanden. Dette betyder, at hver gang man dør, så har spillet udregnet en helt ny opsætning af de forskellige platforme, hvor der er blevet byttet helt rundt på, hvordan tingene hang sammen. Med andre ord kan man ikke bare bruge sin hukommelse til at huske, hvordan verden ser ud, og man bliver i stedet nødt til at gå på opdagelse, hver gang man spiller et spil.

Som en konsekvens af den ovenfor nævnte måde at opbygge spillet på, så er det altså ikke nogen helt nem opgave at finde alle 36 stjernestykker, de første gange man spiller spillet. Ud over at spillet ikke gør brug af den samme opsætning af platforme, hver gang man starter på et nyt spil, så har spillet også samtidig et helbredssystem med stor konsekvens. Går du ind i en fjende, som kan skade dig, så dør du nemlig – og du skal så efterfølgende starte helt forfra med at samle alle 36 stjernestykker i en helt ny verden.

Dette simple og konsekvente helbredssystem gør, at spændingen naturligt stiger i takt med, at man kommer tættere og tættere på sit endelige mål. Jeg husker tydeligt, da jeg første gang kom op på 34 stykker, hvor tempoet i mine hjerteslag begyndte at stige en hel del i frygt for, at jeg ville komme til at lave et forkert hop eller en mislykket undvigelsesmanøvre. Med andre ord kan man altså godt forberede sig på at dø en del gange i starten, men i takt med, at dette sker, så får man også et større og bedre indblik i, hvordan spillet rent faktisk generer de forskellige platforme rundt omkring i spillet. Man vil således opdage, at processen med at generere baner er forsimplet en smule, så spillet opdeles i små områder, der alle ofte indeholder et af de 36 stjernestykker.

De små områder omtalt i forrige sektion indeholder alle en eller anden platformsudfordring, som du skal overkomme for at få fat i stjernestykket. Det kunne fx være en stjerne placeret hen over en række af pigge i bunden mellem to høje platforme således, at du først skal hoppe ned og få fat i stjernestykket og så bruge dit dobbelthop på det helt rigtige tidspunkt for at undgå at ramme piggene. Et andet eksempel kunne være et stjernestykke placeret bag en række laserstråler, som tænder og slukker automatisk, og her må du ikke gå, når laserstrålerne er tændt. I takt med, at man får spillet mere og mere, så lærer man således ret hurtigt, hvordan man skal takle de forskellige områder på den helt rigtige måde, så man kan få fat på de forskellige stjernestykker og samtidig undgå at dø.

Langt de fleste af spillets områder fungerer rigtigt godt i samspil med hinanden, og nogle gange oplevede jeg endda at få nye ideer til, hvordan nogle platformsudfordringer kunne klares, fordi der var opstået en ny kombination af de forskellige områder, som jeg ikke havde set før. Sådanne øjeblikke er rigtig fantastiske, men desværre opstår de bare ikke særligt ofte i dette spil. Den måde, som de forskellige områder bliver valgt på, tillader tilmed også, at det samme område kan optræde flere gange i samme runde – ja, i nogle tilfælde var det faktisk også op lige efter hinanden. Med andre ord kan man altså godt komme ud for at skulle klare den samme platformsudfordring 2-3 gange lige efter hinanden.

Dog er det ikke alle områder, der fungerer lige godt. I et enkelt område kan man eksempelvis opleve, at kameraet får en dårlig position, så man overhovedet ikke kan se en platform, der bevæger sig frem og tilbage mellem en laserstråle, og hvis ikke denne platform dækker for laserstrålen, så kan man ikke komme forbi uden at dø. Som konsekvens heraf kan man som spiller enten være forsigtig, hvilket lidt ødelægger tempoet i spillet, eller hoppe ud i det og tage chancen med fare for at dø og miste alle sine stjernestykker. Det er ikke helt godt, og man kan også komme ud for at skulle hoppe ud fra nogle platforme uden at vide om man kan lande på de platforme, der må være nedenunder – denne situation resulterede på et tidspunkt i, at jeg døde, fordi jeg ikke nåede at se, at jeg hoppede lige ned på en platform med pigge på. Ingen af eksemplerne er selvfølgelig spilødelæggende, men det efterlader lidt en følelse af, at udvikleren bag ikke helt har gennemtænkt designet i spillet til fulde.

Når man endelig får samlet alle 36 stjernestykker og kommer tilbage til start, så får man blot en lille tekst, som siger tak, og der bliver med andre ord ikke lukket op for hverken flere baner, en ny historie eller en highscoreliste med tider fra de bedste spillere i verden. I stedet kan du altså bare se den tid, som du personligt brugte på at klare spillet sammen med din hidtil bedste tid, men det er måske også nok. På den ene side virker det meget fint, at spillet er lille og simpelt, og så kan det endda købes til en pris, der er lavere end ditto på flere isvafler, men på den anden side har som konsekvens deraf også svært ved at skabe en dybere oplevelse, som bliver hængende ved spilleren længe efter, at man har lagt spillet fra sig.

Personligt så jeg gerne, at spillet havde tilbudt noget mere indhold, når man havde gennemført det, og med sådan ekstra indhold måtte det såmænd gerne koste lidt mere. Jeg ser mig selv som en okay god person til at spille platformsspil, og efter at have gennemført spillet to gange kom min rekord ned på 5 minutter, og jeg har vel at mærke blot brugt 1-2 timer på at blive så god, at jeg kunne nå denne rekord. Med andre ord er dette spil, hvis man er en hardcore platformspiller med næsten perfekt hånd øje koordination, noget man kommer ret hurtigt igennem.

Bevæger vi os væk fra gameplay og design, så kommer vi heller ikke udenom, at spillet kunne være bedre på præsentationen. Lydsiden i 36 Fragments of Midnight er meget simpel med bare et enkelt ambient musiknummer, der looper, som baggrundsmusik, og der er tilsat en enkelt lydeffekt, når man samler de forskellige stjernestykker op. Musiknummeret lyder som vinden, der blæser i bladene, og er helt sikkert med til at sætte stemningen det første stykke tid, men det bliver altså en smule ensformigt i længden, og undertegnet kunne ligeledes godt tænke sig, at paletten af lydeffekter havde været lidt større. Der kunne eksempelvis også være lydeffekter, når Midnight hopper, eller når lysstrålerne er parate til at tænde igen.

Samlet set fungerer 36 Fragments of Midnight sådan set ganske fint som et lille platformspil, og det har helt sikkert sine rigtig gode øjeblikke, men desværre betyder størrelsen og længden af spillet bare, at der opstår et meget begrænset antal af disse øjeblikke. Lige så snart du har klaret den ene udfordring, som spillet har at byde på, så er der nemlig ikke ret meget mere at komme efter. Spillet lægger helt klart op til at blive brugt til at lave rekordforsøg med, men desværre frygter jeg, at den mere hardcore speedrunner ikke vil finde det interessant på grund af den store mængde af tilfældighed, der indgår, når der skal genereres nye baner til spillet.

Konklusion:
Hvis man er stor fan af platformsgenren, og man bare ikke kan vente på det næste spil i genren fra Nintendo selv eller en anden stor udgiver, så er 36 Fragments of Midnight helt sikkert et fint lille spil at bruge tid på. Desværre gør spillets længe, at man ikke rigtig når at få så mange gode øjeblikke med spillet, før det hele er overstået, så i den kæmpestore mængde af spil tilgængelige på markedet kan det godt lidt forsvinde i mængden, fordi det ikke rigtig skiller sig ud på anden vis. Spillet koster ganske vist bare 22,50 kr., men det tager heller ikke lang tid at spille igennem, og de hardcore platformsspillere vil nok sidde tilbage og tænke; “er der ikke mere?” Omvendt er den korte længde helt perfekt, hvis man mangler lidt platformsaction på farten, men der er bestemt plads til forbedringer.

Spillet fylder 53 MB.