Astral Chain (Switch)

Item: Astral Chain (Switch)
Rating: 4
Author: JOEP

Skrevet af JOEP - 26-08-2019 15:00

Til trods for, at de store, AAA-spil sælger enorme mængder, og flere og flere spil bliver til serier, efterspørger spillerne alligevel nye spil, nye figurer og nye oplevelser i nye universer, og det er måske især på Nintendos platforme, at de råber højest. Ved E3 2018 blev ønsket indfriet, da præsentationen slutter af med det nyeste fra Platinum Games: Astral Chain. Platinum Games er kendt for ambitiøse spil med masser af action og knivskarpt gameplay, og det er måske især Bayonetta-serien, der indenfor de seneste år har vækket Nintendo-fansenes interesse i studiet. Astral Chain er instrueret af Takahisa Taura (Nier: Automata) og produceret af Hideki Kamiya (Devil May Cry og Bayonetta), så det har en del at leve op til.

Historien i Astral Chain udspiller sig i året 2078, hvor verden er blevet angrebet af fremmede væsner, kaldet chimeras, og menneskeheden er stærkt truet på overlevelsen. For at holde sig i live har mennesket søgt tilflugt på en menneskeskabt ø, The Ark, hvor special-enheden og politistyrken Neuron tager sig af truslen fra Chimeras. Det gør de ved at udnytte dem mod sig selv i form af Legions, der er indfangede Chimeras, som bindes til en betjent via en kæde, der hedder Astral Chain. Ved hjælp af denne Legion kan betjentene i Neuron holde Chimeras tilbage, mens videnskabsmænd og -kvinder arbejder på en måde at vinde kampen på. Men det viser sig hurtigt, at der er ugler i mosen, og at alt måske ikke er, som det ser ud til i første omgang…

Som spiller overtager du styringen af én af et sæt tvillinger, en dreng og en pige, som er blevet rekrutteret ind i Neuron, hvor deres adoptivfar Max for øvrigt er kaptajn. Når du skal vælge figur, må du selv vælge udseende og navn, mens den anden tvilling får tildelt navnet Akira. Du bliver hurtigt tildelt din egen Legion og gennemgår en længere træningssession, så du kan blive fortrolig med styringen af denne. Din Legion angriber selv fjender, den er i nærheden af, men du har ansvaret for at styre den hen mod fjenden og for at udføre special-angreb med den. Derudover kan du bevæge den frit omkring uden for kampe og få den til at hjælpe dig med at flytte containere, grave huller og lignende, eller du kan flytte den hen på et sted, hvor du ellers ikke vil kunne komme hen - f.eks. over et stort hul - og derefter trække dig hen til den. Du bevæger din Legion ved at holde ZL inde og bruger højre styrepind til at flytte den. Med L kan du lave et specialangreb - f.eks. skære visse genstande over, ride på din Legion, eller skyde med pile.

Spillet er på en måde delt ind i to dele. Den ene del er politiarbejdet, hvor du starter på politistationen på The Ark og snakker med dine kolleger, træner nye færdigheder og opgraderer dit udstyr. Du bliver så kaldt til forskellige steder på The Ark, fordi der foregår mistænkelige ting, eller steder der bliver angrebet af Chimeras. Under disse missioner bliver du bedt om at snakke med befolkningen for at samle ledetråde til, hvad der er sket, eller hvor der er sket noget, og når du har samlet nok af disse, skal du i samarbejde med din kollega opsummere hændelserne. Denne del fungerer fint, og den foregår på tilpas store områder, så der er lidt at udforske, uden det bliver for meget. I længden bliver det dog lidt “tryk på A for at samle ledetrådene” og gå hurtigt videre.

Den anden del af spillet er kampsituationerne og hændelserne i et område, der hedder Astral Plane, som er det sted, som Chimeras kommer fra. I dette område skal du bruge din Legion til at komme fra A til B, men verdenen er meget ensformig, og det kan være svært at se, hvor man præcis skal hen. Det gør det lidt kedeligere end missionsdelen af spillet, der foregår blandt en masse NPC’ere. Jeg oplevede også tit frustrationer her, da jeg tit styrtede ned, når jeg skulle trække mig over til min Legion, fordi der er mange små krystaller på jorden, der kan spærre din vej, uden du lige ser dem. Det er som om, at udviklerne pludselig ville have lidt let platformshopperi i et spil, hvor man ikke kan hoppe selv, og det virker underligt, forceret og unødvendigt. Til gengæld er kampene rigtig sjove.

Kampene opstår som regel pludseligt i spillet, og dine fjender er altid Chimeras med forskellige variationer, fra relativt små og hurtige at klare til store bosser. Du angriber med ZR, og du har tre våben at benytte dig af - en baton, en pistol og et sværd-lignende våben - og de har hver sin force. Batonen er små hurtige angreb, pistolen giver mulighed for angreb på afstand, og sværdet er et langsommere våben, der uddeler mere skade. Der er ingen forskel i, hvad du kan gøre med de forskellige våben, så det handler helt og holdent om egne præferencer - min favorit blev hurtigt sværdet.

Når fjenden angriber er det nyttigt at kunne trække sig tilbage. Det sker med B-knappen, hvor du undviger angreb, og undviger du i rette øjeblik, får du muligheden for at lave et hurtigt modangreb, der kan neutralisere din fjende et kort øjeblik. Timingen her er dog ikke helt så skarp som vi så det i Bayonetta, hvor du havde splitsekunder til at udføre undvigelsen. Til din hjælp kan du også hidkalde din Legion, der kan binde fjenderne via kæden og paralysere dem kortvarigt, og som du kan udføre angreb sammen med - når dette er muligt er der et blink på skærmen. Dertil kommer, at de kan lære forskellige angreb. I starten er der rigtigt meget at forholde sig til i kampene, men efterhånden som spillet går sin gang lærer du at blive fortrolig med de fleste af mulighederne. Jeg oplevede dog også i min gennemspilning, at det tit bare endte i ren button mashing, hvor jeg forsøgte at undvige og angribe relativt tilfældigt, og spiller man på sværhedsgraden Casual er det en helt legitim taktik. Der er dog yderligere to sværhedsgrader, som giver dig noget mere udfordring. Er du fuldkomment ligeglad med kampene har udviklerne også fundet på det geniale træk, at du bare springer dem over ved at vælge en bestemt sværhedsgrad, og så skal du blot spille missionernes historieelementer. Det er noget, jeg aldrig har set før i spil, men jeg vil bestemt ikke anbefale det, da vekslingen mellem kampene og det øvrige er rigtig god.

Undervejs i missionerne er der en del at lave. Du kan selvfølgelig bare gå direkte gennem missionen og kun udføre de ting, der skal gøres for at komme videre i historien, men det er også hyggeligt at gå på opdagelse i verdenen og klare sidemissionerne, der nok ikke er så varierende, men som til gengæld er korte og giver dig ekstra point, når banen er slut. Udover det er der også en masse kister med genstande, du kan finde, både nogen der hjælper dig i kampene, noget der kan sælges og noget, du kan tage på. Hvis du har fulgt lidt med i reklamen for spillet siden afsløringen vil du nok også vide, at der i hver bane er en kat, der skal findes og reddes, og finder du dem alle venter der dig en helt særlig belønning. Du bliver også bedt om at finde et toilet i banerne, eller klæde dig ud som en hund. Det virker rigtigt godt med disse meget anime-agtige og useriøse indspark i en ellers ret seriøs indpakning. Gennem alle missionerne bliver du også bedt om at rydde op efter Chimeras ved at samle Red Matter (rødt stof), og det gør du ved at få din Legion til at indsamle det. Der er dog rigtig meget af det, og det er gemt alle mulige steder, så du mangler tit nogle få procenter for at være i mål, når du har spillet banen, og det bliver derfor hurtigt lidt ligegyldigt i mine øjne.

Spillet har også nogle lette RPG-elementer. Jeg nævnte kort nogle point ovenfor, og det er point, der går direkte ind på din rangering i politikorpset. Stiger du i rang, får du mere energi og bliver stærkere i kamp. Udover point får du også penge efter en mission, og dem bruger du til at opgradere dine Legions samt dine tre våbens styrke. Til sidst har du også adgang til et skill tree for hver Legion - her skal du bruge en tredje valuta for at opgradere dem og gøre dine Legions stærkere. Her kan det godt betale sig at fokusere på et par enkelte Legions i første omgang, så du kan følge med spillets fjender undervejs i historien, da man nemlig ikke får nok Gene Code-point til at opgradere dem alle fuldt ud.

Skulle du have misset nogle ting undervejs, eller fandt du bare en mission rigtig god, så kan du altid genspille dem fra en menu i spillet. Og apropos menuer, så er der ufatteligt mange af dem at gennemgå, og det kan godt være lidt svært at finde rundt i dem i starten, og ikke nok med de menuer, du har på dig, så har du også fire forskellige terminaler, du kan besøge på hovedkvarteret, som hver gør forskellige ting. Jeg vil dog sige, at selve brugergrænsefladen er fornuftigt bygget op. Der er dog et problem i, at det ikke er entydigt, hvordan du skifter rundt i menuerne - nogle steder er det et klik på R-stick’et, andre steder er det ved at bruge D-pad eller L- og R-knapperne. Det kunne de godt have strømlinet lidt mere i min optik. En anden ting jeg også har haft lidt svært ved er at se, hvilke knapper spillet vil have mig til at trykke på, og det er især et problem i håndholdt. Tekststørrelserne er fine nok, men knapinputtene kunne godt have været lidt større.

Jeg er enormt imponeret over spillets udseende og detaljerigdom på det grafiske. Der er valgt en let cel-shaded stil, der giver det et tegneserielook, men som også gør spillet relativt farverigt og fint at se på, og dagslysmissionerne i The Ark er rigtigt fine at spille. Der er masser af liv i gaden, og trafikken flyder af sted. Områderne er relativt afgrænsede, hvilket hjælper på det, og det betyder også, at der ikke er særligt mange ting, der pludselig popper op ud af det blå. Afgrænsningen består passende nok af politiafspærringer. Jeg har spillet meget i håndholdt tilstand, og også her ser spillet rigtigt fint ud, og jeg kan ikke rigtigt se noget i spillet, hvor de er gået synderligt meget på kompromis med teknikken, hvilket blot bekræfter, at de har valgt en god grafikstil.

På lydsiden vil jeg rose, at alle vigtige figurer har stemmeskuespil, og de gør det rigtigt godt i den engelske udgave med stemmer, der er troværdige og faktisk gerne vil levere et godt resultat. Det er dog en anelse mystisk, at din egen figur faktisk ikke siger noget i bedste Legend of Zelda-stil, og da man ser ham/hende have samtaler, virker det bare underligt, at vedkommende ikke direkte snakker. Selve musikken i spillet er også ganske god at lytte til undervejs, lige bortset fra nogle af de elektroniske numre, der smides ind i rolige tider - jeg måtte ganske enkelt skrue ned for baggrundsmusikken i starten på politistationen, fordi den var for enerverende at lytte til. Jeg gætter dog på, at det er smag og behag, men jeg føler ikke, at technomusik helt passer til den situation, jeg oplevede.

Du kan også spille co-op med en ven, hvor den ene styrer den menneskelige figur, og den anden styrer en Legion. Jeg fik desværre ikke lejlighed til at prøve dette, men det skulle være sværere, fordi begge spillere skal trykke på en knap samtidig i løbet af et sekund. Jeg kan dog forestille mig, at kameraet godt kan drille lidt her, for det driller allerede lidt i singleplayer. Du kan godt nok låse dig fast på en fjende ved at klikke på R-stick’et i en kamp, men jeg følte alligevel, at kameraet dansede rundt og ikke rigtigt var så god til at holde fokus på fjenden. Der er et væld af indstillinger for kameraet i spillets Options, men da man ikke rigtigt kan teste det af hurtigt, glemmer man det lidt igen. Jeg fandt ikke lige den indstilling, der gjorde det helt vildt godt, men det var heller ikke noget, der gav mig vilde problemer trods alt.

Konklusion:
Der er høje forventninger til Astral Chain fra mange sider, og jeg vil sige, at det næsten mødte mine forventninger. I Astral Chain finder du et solidt action-spil med en ganske veldrejet historie, fortalt på glimrende vis med et solidt stemmeskuespil og med en flot grafisk side. Det er en sjov vinkel at tilføje en sekundær styrbar figur i et spil, hvor hurtige reflekser er gode at have, og det fungerer rigtig fint det meste af tiden. Missionerne i spillet er opdelt på fornuftig vis, hvor hverken kampe eller politiarbejde tager for meget fokus. Det negative der er at sige om Astral Chain er dog, at visse dele af spillet godt kan være småkedelige at spille, fordi der ikke rigtigt er variation i omgivelserne, og så kan kampene på trods af et forsøg på at strømline dem og gøre dem tight godt føles lidt som hack’n’slash og button mashing, især på de lidt lavere sværhedsgrader. Det er ærgerligt, for jeg havde forventet at se et kampsystem i stil med Bayonetta, der kræver megen øvelse og præcision, men som til gengæld er super tilfredsstillende. Det er dog ikke en sønderrivende kritik, og i min tid med spillet har jeg bestemt hygget mig, og jeg har glædet mig til at spille videre i historien - jeg tvivler dog på, at Astral Chain bliver en klassiker i sig selv, men det kunne helt sikkert godt lægge op til en rigtig fin serie af spil i universet.

Spillet fylder 9.8 GB og udkommer 30. august 2019.