Cadence of Hyrule (Switch eShop)

Skrevet af KJ85 - 10-08-2019 20:50

Det kom bag på alle, da det i marts blev afsløret, at indieudviklerne fra Brace Yourself Games havde gang i at udvikle et spil foregående i Zelda-universet, og da der sågar var tale om en rytmebaseret spil var mange skeptiske. Ikke desto mindre var Cadence of Hyrule: Crypt of the NecroDancer featuring The Legend of Zelda, som spillet egentlig hedder, en realitet, og det blev lanceret af Nintendo under dette års E3 midt i juni. Spørgsmålet er så, om et rytmebaseret Zelda-eventyr nu også holder, og det har jeg haft fornøjelsen af at kigge nærmere på.

Cadence of Hyrule beskrives bedst som et 2D-rytmeeventyr med roguelike-elementer, og som navnet antyder stammer spillets grundelementer fra Crypt of the NecroDancer, mens det foregår i The Legend of Zelda-universet, og dermed har masser af indhold, som fans af Nintendos populære serie kan nikke genkendende til – ikke mindst musikken, som udgøres af helt nye remix af de velkendte melodier. Når eventyret startes for første gang, skal du dog lige igennem en korrektion for lag baseret på henholdsvis lyd og billede, og herefter ser vi en animeret introsekvens, der indikerer, at en ny trussel lurer i Hyrule. Cadence fra Crypt of the NecroDancer kommer til at assistere Link og Zelda på deres nye eventyr, og i en kort tutorial tager man kontrollen over hende, hvorefter man så skal vælge mellem at besøge Link og Zelda, som man efterfølgende kommer til at styre.

Eventyret er det samme uanset, hvilken af Nintendos helte du vælger, men de starter spillet på forskellige steder; Link i sin hytte i Hyrule og Zelda på sit værelse på Hyrule Castle. Valget af figur påvirker også, hvilke genstande du kan bruge fra start, for mens Link vil finde skjold og sværd uden for sit hjem, så vil Zelda finde dolk og Nayru’s Love på slottet, som hun indledningsvist flygter fra. Sidstnævnte genstand kan modsat Links skjold absorbere skade fra alle sider og kræver stamina at bruge, men både skjoldet og denne krystal kan reflektere projektiler, så de har grundlæggende samme muligheder, om end der er funktionsmæssige forskelle.

Hyrule består i dette spil af en overworld opdelt i 100 områder, som du lige fra begyndelsen er overladt til at udforske, som du ønsker det, og mange af disse områder gemmer på huler med minibosser, skatte og andre ting. Historien dikterer dog, at du for at overvinde Octavo, der med sine instrumenter havde tryllet vores helte i søvn, skal kæmpe dig igennem fire større dungeons, besejre bosserne i dem og til sidst tage kampen op mod fjenden, der har forskanset sig i Hyrule Castle. Det lyder måske simpelt, men i bedste Zelda-stil starter du eventyret med kun tre fyldte hjerter, så det kan være en god idé at finde flere af dem, før du kaster dig over disse dungeons – på klassisk vis udgør fire hjertedele i øvrigt et fyldt hjerte.


De fleste områder i Hyrule vrimler med velkendte fjender som Bokoblins, Lizalfos, Chuchus og Like Likes, og med våbnene, som vores helte starter med, kan de skade dem, hvis de står på et felt lige ved siden af dem og bevæger sig i deres retning. Der er dog lige det særlige, at man skal bevæge sig i takt til musikken i spillet, og kommer man ud af takt, så kan man ikke bevæge sig på næste beat. Fjenderne bevæger sig dog også i takt til musikken, og de gør det i helt særlige mønstre, så hvis man lærer dem at kende, så skulle man være i stand til at gøre det af med fjenderne uden at blive angrebet selv. At besejre fjender er ligeledes vejen til at fylde stamina-meteret, og den sidst besejrede fjende i et område vil tilmed tabe en diamant, der ligesom rupees kan bruges til at købe ting i butikker rundt omkring. Er man god til at følge takten, så kan man også få flere diamanter i hvert område, og man er i øvrigt fri til at bevæge sig, som man lyster, når et område er tømt for fjender.

Foruden skjold og våben har spillet et væld af genstande, som man kan komme i besiddelse af. Nogle af dem er dog brugsbaserede og forsvinder med tiden, eller når du dør, og i denne kategori finder vi skovle, som kan fjerne sand og visse vægge, fakler, der lyser op og kan brænde træstubbe af, magiske ringe og støvler, der kan have terrænfordele eller fungere som armor. Blandt en anden gruppe af genstande finder vi så klassiske Zelda-objekter som bomber (både almindelige og Bombchus), bue, boomerang, Cane of Somaria, Hookshot m.fl., og disse objekter kan man vælge at knytte til de fire knapper; A, B, X og Y, fra sit inventory. Med 24 genstande at knytte til knapperne, så er der lidt at lede efter, og dertil kommer en række andre genstande, der automatisk benyttes – bl.a. en snorkel, der lader vores helte bevæge sig ud på dybt vand og svømmefødder, der lader dig dykke gennem det.


For at du ikke skal bevæge dig blindt rundt, så er du også udstyret med et kort, som du kan kalde frem, og her kan du som udgangspunkt blot se, hvorvidt du har været i forskellige områder eller ej. Det er dog muligt at finde såkaldte Charms, der tilføjer info til kortet om skattekister, huler, hjertedele og uaktiverede Sheikah Stones, og dette kan være en stor hjælp i jagten på at finde alt. Sheikah Stones fungerer i øvrigt som steder, du kan spille videre fra, når du dør, og finder du et vist instrument, så kan du også teleportere dig mellem dem. Ja, du kan sågar skifte figur ved dem, hvis du har åbnet op for andre, og spiller du med en ven, så er de ligeledes adgangsbillet til at genoplive en slagen medspiller.

Roguelike-elementerne kommer naturligvis i spil, hvis alle spillere dør, for da mister man foruden de brugsbaserede genstande alle indsamlede rupees og nøgler, der kunne have været brugt i spillets butikker og dungeons. Til gengæld beholder man diamanter og alt andet, så det er ikke nær så svært som Crypt of the NecroDancer, og man får endda lov at bruge diamanterne i en særlig butik, før man begiver sig videre på eventyret. Dette kan i starten f.eks. være vejen til ekstra hjerter eller bedre våben som det brede sværd, der rammer tre felter på stribe foran dig, eller spyddet, som kan skade på en afstand af to felter.


Spillets dungeons er naturligvis godt spredt ud i Hyrule, men de består alle at et område med trapper og porten til bossen, og for at skaffe bossnøglen skal man igennem tilfældigt genererede rum med masser af fjender. De tilfældigt generede dungeons er et andet varemærke for roguelike-genren, og mens dungeons skifter udseende for hver gang, du besøger dem, så gør spillets overworld (inkl. placeringen af hjertedele og items) det kun for hver gennemspilning. Det er dog muligt at vælge et specifikt ”seed”, før man starter, og derigennem kan du og andre få det helt samme kort, hvis I ønsker at dele oplevelsen, eller måske bare gerne vil have muligheden for at blive god på en specifik opbygning af Hyrule, som man så kan forsøge at sætte en god gennemførselstid på til spillets leaderboards, der måler tid, antal skridt og mistede liv.

Til trods for de mange områder at udforske, så er spillet rimelig hurtigt overstået, selv hvis man er grundig, og en gennemførselstid på 5-6 timer vil ikke være unormalt for den erfarne spiller. Selv brugte jeg dog en del mere på første gennemspilning, hvor jeg fik en overworld med mange hjertedele, som var svære at få fat på uden at bruge en masse tid på at løse blok-puzzles, men det kan som sagt være helt forskelligt fra gang til gang. Med to spillere er det muligt at være endnu hurtigere, og med den seneste opdatering er leaderboards også retmæssigt blevet opdelt i single player og co-op, så sammenligningen er mere fair.


Det gode:
Som stor fan af Zelda-serien og især de ældre 2D-eventyr i et perspektiv set fra oven, så må jeg bare sige, at udviklerne har gjort et særdeles godt arbejde med Cadence of Hyrule. Det er simpelthen betagende at bevæge sig rundt i Hyrule, opdage fjender fra en lang række af spillene i seriens historie og se, hvordan de på charmerende vis bevæger sig til musikken. Det bringer minderne tilbage til udgivelser som A Link to the Past, Link’s Awakening og The Minish Cap, og på samme tid føles det som noget helt nyt med rytmeelementet. Jo, præsentationen er bestemt i top, og man bliver simpelthen bare fanget, når man hører de velkendte melodier gengivet i helt nye udgaver med et mere elektronisk og rocket præg, der understøtter det actionfyldte gameplay særdeles godt.

Hver gang du kommer til nye omgivelser i spillet, vil musikken ændre sig, så det har altså andet end visuel betydning om du befinder dig i Zora’s Domain, Kakariko Village, Gerudu Valley, Lost Woods eller Death Mountain, og det er lækkert. Dermed bliver det nemlig aldrig kedeligt at bevæge sig rundt i Hyrule, og musikken skifter tilmed alt efter om et område har fjender tilbage eller ej, hvilket er en rigtig fin detalje. Jo, musikken betyder ret meget for dette spil, men det har den traditionelt set også gjort i Zelda-serien, hvor instrumenter ofte har spillet en rolle, som okarinaen i Ocarina of Time, og når man så også lige af og til støder på et lille musikalsk puzzle med melodier som Song of Storms of Zelda’s Lullaby, så er det jo svært ikke at lade sig rive med.


Nogle spillere vil måske kategorisk afvise spillet grundet dets rytmenatur, men der er flere gode grunde til at gøre en undtagelse her, hvis du ikke er til rytmespil. Først og fremmest, så er rytmerne du skal følge ganske simple, for det er aldrig andet end grundrytmen du skal følge, og tempoet i de enkelte melodier skifter kun, hvis du kommer til at aktivere kontakter med pile, som sætter farten op eller ned i kort tid. Det gør det let at gå til, og du har tilmed visuelle ting at knytte dig til også, da områdets felter blinker i et skakternsmønster og en rytmebar nederst angiver, hvornår du bør trykke på knapperne. Synes du rytmebaren er mere i vejen, end den hjælper, så kan den slås fra i indstillingerne, og med den seneste opdatering er det ligefrem blevet muligt at aktivere HD Rumble, så din foretrukne controller ryster i takt til musikken – endnu et element, som gør det lettere at følge rytmen.

En af de ting, som altid har tiltrukket mig ved Zelda-serien er følelsen af at gå på oplevelse i en spændende verden, og det element har man formået at bevare her. Hyrule er ganske enkelt fyldt til bristepunktet med ting at finde, og det er herligt. Det ene øjeblik kan du falde over en skjult hule, der skal åbnes med bomber, og momenter senere kan du finde en kiste, der kun kan åbnes, hvis du nedlægger alle områdets fjender uden at tage skade og misse et beat. Du vil ganske sikkert ofte kalde kortet frem for at finde nye områder og se, hvad de gemmer, og man bliver altså i godt humør, når man får fat på nyt velkendt udstyr eller finder frem til en Great Fairy, der kan opgradere dit våben mod betaling af diamanter.


I det store hele har spillet faktisk rigtig mange gode elementer. F.eks. er det rart, at fjender forsvinder helt fra et område i noget tid, efter du har besejret dem, og ligeledes er det rart, at fjenderne bliver både flere og stærkere, efterhånden som du klarer den ene dungeon efter den anden. En sidste ting, jeg vil fremhæve, er dog, at man har nedtonet roguelike-elementerne fra Crypt of the NecroDancer i en sådan grad, at spillet er blevet langt mere tilgængeligt for et større publikum. Det kan være svært at acceptere at miste en masse, når man dør, men her beholder man trods alt vigtigt udstyr og våben, ligesom man kan starte fra samtlige aktiverede Sheikah Stones, og det er en god beslutning, hvis man vil have mange til at føle sig tiltrukket af spillet.

Det dårlige:
Jeg har set andre anmeldere kalde Cadence of Hyrule for et ægte Zelda-eventyr på højde med flere af klassikerne i serien, men selv om spillet bestemt har sine kvaliteter, så vil jeg alligevel ikke gå helt så langt. Dertil sidder jeg ganske enkelt med en for stor følelse af at mangle ting, der har været kendetegnende for Nintendos elskede serie gennem mange år, og jeg føler sagtens, at spillet kunne have været bedre på nogle punkter. Eksempelvis tilfredsstiller spillet mig ikke på puzzle-området, hvor især min første gennemspilning viste sig at have nogle frustrerende områder at nå frem til hjertedele i, og det kan af og til være svært at gennemskue, hvordan sten, du skubber rundt, opfører sig, når de kombineres med vand og den selvskabte blok fra Cane of Somaria. Det kan betyde, at det bliver nødvendigt for dig at forlade et område og vende tilbage til det for at nulstille blokkenes placering gang på gang, og det er en smule irriterende.


En anden ting, som jeg mangler, er en grund til at bruge de mange genstande, som man finder i løbet af spillet. Der er ganske enkelt for mange ting, som man helt kan undlade at gøre brug af, og så længe man har et godt våben, sit skjold, nogle bomber og Hookshot, så kan man klare det meste. Få gange kan man måske finde en grund til at bruge Cane of Somaria og Power Glove, og selvom folk, der speedrunner spillet, helt sikkert finder det glædeligt, at man ikke behøver at få fat på alt, så er det et minus for mig. Der er selvfølgelig også brugbare objekter, som de tre glas du kan bruge til potions og opbevaring af feer, men det kunne være fint med nogle mindre action-betonede områder at bruge ting som bommerangen, Ice Rod og Fire Rod i, og måske kunne det have været vejen til at tilfredsstille mig på puzzle-området.

Slutteligt, så skal det selvfølgelig nævnes, at spillet er for kort til prisen, hvis du ikke er typen, der genspiller dine spil igen og igen. Der er ganske vist leaderboards (og med den seneste opdatering også achievements), der lægger op til at gøre det, ligesom der er ekstra figurer at låse op for og spille med samt en daglig udfordring, hvor du kun kan spille, til du dør en enkelt gang, men for mig er der ikke de store grunde til at tage turen igen, da den grundlæggende oplevelse er den samme hver gang. Selvfølgelig er det sjovt lige at tage turen igennem spillet én ekstra gang med en ven, men det vil jeg nok heller ikke gøre mere end den ene gang, og derfor er det ret individuelt, hvor meget man får ud af spillet.


Konklusion:
Den indledende skepsis over Cadence of Hyrule, da det blev præsenteret i marts, blev mere end gjort til skamme, da spillet først udkom, og det er et glimrende eksempel på den magi, der kan opstå, når Nintendo låner sine populære figuruniverser ud til talentfulde udviklere fra andre spilstudier. Med charmerende pixel-grafik, der bringer tankerne tilbage på ældre spil i Zelda-serien, og ikke mindst et fantastisk soundtrack, så fanger spillet dig bare fra start, og det kan være svært at lægge fra sig, når man først er i gang. At spillet er rytmebaseret og indeholder roguelike-elementer, det skal man ikke lade sig skræmme af, for rytmen er let at følge, og man straffes ikke så hårdt for at dø som i lignende spil, så de fleste kan også nyde dette storslåede eventyr i Hyrule til fulde. Hvis du ikke er typen, der spiller dine spil igennem flere gange, så kan det måske være svært at retfærdiggøre prisen på 187,50 kr., for spillet kan gennemføres forholdsvist hurtigt, men kan man lide at udfordre sig selv og sætte nye rekorder, så får man bestemt fuld valuta.

Spillet fylder 844 MB.

Kommentarer: