Daemon X Machina (Nintendo Switch)

Skrevet af Zone - 11-09-2019 14:07

Nintendo Switch er efterhånden blevet hjem for mange nye, eksklusive IP’er, fra især japanske udviklere. Mens vi i slutningen af august for eksempel fik Astral Chain, er det nu blevet tid til et helt nyt action mech-spil fra Marvelous First Studio, nemlig Daemon X Machina, som vi første gang blev introduceret til under E3 2018. Teamet bag spillet består blandt andet af Kenichiro Tsukuda, der har produceret spil i Armored Core-serien, samt Shōji Kawamori, som er kendt for sine Mech-designs i Macross Anime-serien, og også karakterdesigneren Yūsuke Kozaki, som har designet karakterer til blandt andet Fire Emblem, Pokémon GO og Xenoblade Chronicles 2. Marvelous First Studio har spil, som Fate/Extella Link og God Eater 3 i baggagen og der er der lagt i ovnen til et ordentligt action-brag med store robotter og stilfuld grafik. Men er der mere til spillet end blot store navne indenfor japansk spil- og anime-indudstri eller gemmer der sig rent faktisk et fedt spil under det hele? Det kan du finde ud af lige her, i min anmeldelse af Daemon X Machina til Nintendo Switch.

Daemon X Machina er et stilsikkert, anime-inspireret Mech-eventyr, hvor du tager styringen over en nyudnævnt pilot, der skal flyve en såkaldt Arsenal, for at beskytte menneskeheden mod en gruppe ondsindede kunstige intelligenser (AI) kendt som Immortals. Det hele starter da månen springer i luften og brudstykket kolliderer med planeten man bor på, som gør det meste af den ubeboelig. Nu er det kun en lille gruppe mennesker, bestående af en række forskellige faktioner, der er tilbage og de har sat deres lid til grupperinger af lejesoldater, der bekæmper de onde Immortals med deres Arsenal Mechs. Historien i spillet udspiller sig hovedsageligt mellem de forskellige karakterer og de faktioner og lejesoldatsgrupperinger de tilhører. Man skal holde tungen lige i munden når man skal holde styr på de forskellige piloter og hvilken gruppering og faktion de tilhører. Som spiller er man del af Orbital-faktionen, som er en neutral faktion der står for at beskytte menneskeheden. Orbitals funktion er både at bekæmpe The Immortals, mens det også er deres job at afvikle missioner, som lejesoldaterne kan påtage sig på vegne af de forskellige faktioner. Det er den godsindede AI, der går under navnet Four, der hjælper med alle disse ting, og ’hende’ kommer man til at høre rigtig meget på i løbet af spillet. Samtidig er det også Orbitals job, og i forlængelse Fours, at holde balancen mellem de forskellige faktioner ved lige og sørge for at undgå interne stridigheder. Der er derfor meget på spil, når Orbital sender ens figur ud på missioner. Dette gør at man kommer til at arbejde sammen med et væld af piloter fra forskellige lejesoldatsgrupperinger, som alle har deres egen dagsorden.



Historien er utroligt spændende, da man ret hurtigt i spillet opdager, at alt ikke er som det plejer. Immortals sender pludselig større og stærkere AI’er afsted mod menneskeheden, mens der også sker mystiske ting, faktionerne i mellem. Historien udspiller sig hovedsageligt via cutscenes, hvor spillets figurer enten snakker ansigt til ansigt eller over radioen i deres Arsenals både i og uden for spillets missioner. Spillet har da også en central hub hvor man, som spiller kan løbe rundt mellem missionerne, men det er begrænset hvad man oplever af historie her, udover de e-mails man kan læse fra de andre piloter. Historiens svageste punkt er nok at den skal jonglere alt for mange karakterer på én gang, hvilket kan være utroligt forvirrende for spillet. Og selvom historien generelt er velopbygget, så kan den til tider også være forvirrende og fyldt med anime non-sense. Det føles også en smule ærgerligt at historien stort set kun udspilles i cutscenes og under missioner. Det kunne klæde spillet, hvis man også brugte mere tid på at snakke med de forskellige piloter i spillets hub, i stil med Fire Emblem Three Houses eller Astral Chain.

Spillets missioner er opdelt i historie-missioner og frie missioner. Historie-missionerne har et lineært forløb, men det er her der sker flest uventede ting, som nye fjender typer der introduceres og twists på historien forekommer. De frie missioner er meget ligetil. Du har et mål du skal nå, men hvordan du når det mål er mere eller mindre op til dig selv. Disse missioner kan dog forekomme mere ensformige end historiemissionerne, men det er en god måde at tjene lidt ekstra penge på og finde nye dele i spillet. Spillet har derudover også multiplayer co-op missioner, hvor flere spillere kan hjælpe hinanden. Desværre har jeg ikke haft mulighed for at teste denne funktion.



Det første du gør som spiller er at lave din karakter i spillets character creator, som er fyldt med muligheder. Du kan både vælge køn, ansigt, hår og farve på din plug suit, dragten der gør det muligt at flyve din Arsenal. Hvis der er en ting, som Daemon X Machina gør rigtigt, så er det at give spilleren en masse muligheder for at designe både ens karakter og ens Arsenal. For ikke nok med at du har masser af muligheder når du laver din karakter, så kan du designe din mech præcis som du vil have den, bare du har de rigtige dele. Man kan sågar vælge maling præcis som man vil og sætte mærkater på sin mech hvor end man ønsker. Vi kommer dog lidt mere ind på de gameplay-mæssige valg for din Arsenal lidt senere i anmeldelsen.

Actionfyldt Mech-gameplay med masser af tilpasningsmuligheder
Daemon X Machina er i sin essens et action-spil, hvor du hovedsageligt spiller som din Arsenal. På missioner tager du direkte kontrol over din mech, som både kan køre på jorden og flyve i luften. Du kan bruge våben i begge hænder, samtidig med at du kan bruge dit skuldervåben. Yderligere kan man dashe ved hjælp af sine jetmotorer og samle objekter op fra jorden, så som skilte og biler. Man er utroligt manøvredygtig i sin Arsenal, hvilket også kommer til udtryk i styringen, som er meget responsiv og ligetil. Man skal dog vænne sig til at styre sin mech, da man kan bevæge sig frit i alle 3 dimensioner og da der er utroligt mange funktioner, trods det begrænsede antal knapper på controlleren. Så snart man har vænnet sig til styringen går det dog rimelig nemt. Det mest forvirrende i spillet er at orientere sig i forhold til de fjender der flyver hurtigt og som prøver at komme rundt om én, men har man spillet enten mech- eller flyvespil før, så er det en problematik man forener sig med. Overordnet set er gameplayet virkelig veludført, når man spiller spillets missioner og selvom de første mange baner i spillet er forholdsvist nemme, så begynder der pludselig at komme sværere og sværere missioner. Det er derfor vigtigt at man hele tiden holder sin mech opdateret med nyt udstyr som man enten køber eller stjæler fra fjendtlige mechs. Det er også ofte at man løber tør for ammunition i løbet af en mission, så det gælder både om at huske at samle ammunition op fra faldne fjender og selvfølgelig også at spare på skuddene og være god til at sigte.



Mens missionerne nogle gange kan føles ens, i og med at man næsten altid skal skyde fjender ned, så har spillets udviklere prøvet at modvirke denne ensformighed ved at indføre fornyelse i level designet undervejs, som f.eks. ved at lave baner der foregår indenfor, eller ved at ændre på banens opfyldelseskrav, som f.eks. ved at man pludselig skal beskytte et mål eller ved at smide en boss ind her og der, som har unikke evner, og som kræver mere af spilleren end normalt. Der er sågar nogle baner hvor man skal ud af sin Arsenal og styre ens avatar. Det er nemlig muligt at hoppe ud af sin Arsenal på næsten hvilket som helst tidspunkt, selvom det i de fleste missioner frarådes, da man er utrolig skrøbelig udenfor mech’en. Hvis ens Arsenal bliver tilintetgjort, har man derfor også muligheden for at spille videre som pilot, indtil man dør eller mission på mirakuløst vis bliver klaret. Spillerfiguren har mulighed for at bevæge sig og skyde med våben der er mindre brugbare end mech’ens og de kan også lægge fælder for fjender eller reparere ens Arsenal, men den funktion låses først op senere i spillet. Der er da også en mission, hvor man f.eks. starter uden en mech og skal stjæle én fra en anden faktion.



Alt i alt er spillets gameplay velfungerende og sjovt, og til tider også rimelig udfordrende, medmindre man forbereder sig ordentligt. Det tager dog noget tid før man får låst op for nok reservedele til at man for alvor kan forberede sig. Den del kommer vi dog til nu.

Kernen af et godt mech-spil vil altid være muligheden for at tilpasse sin mech med våben og reservedele, og det ved Daemon X Machina godt. Allerede inden den første mission kan du få lov at tilgå tilpasningsmenuen for din Arsenal, men det er først når du begynder at få våben og reservedele, som du både får for at klare missioner og for at stjæle dem fra fjendtlige AI mechs, at spillets tilpasningsdel som sådan åbner sig op. Du kan ændre alting, lige fra skrog, hoved, ben og arme til processor. I våbenafdelingen kan du tilføje våben til begge hænder og et ekstra stærkt skuldervåben, samt reservevåben til hver arm, som kan være forskellige våben eller bare en ekstra riffel af samme type du allerede bruger, så du kan få mere ammunition med i kamp. Senere i spillet kan man sågar tilpasse sine våben med våbenmoduler der giver dem ekstra stats. Denne tilpasning overføres også til dels til ens karakter, som kan få installeret kybernetiske funktioner der kan hjælpe med ens færden udenfor Mech’en.



Der er en stor variation af våben i spillet. Alle typer har flere forskellige udgaver, og alle typer fungerer vidt forskelligt. Man kan få automatrifler, sniper-rifler, missiler, laser-våben, sværd, skjolde og mange andre typer våben, som selvfølgelig alle er lavet så de passer i størrelse til din Mech, store og kraftige. Ikke alle våben er lige nemme at bruge, da nogle kræver præcision, mens andre kræver at man er tæt på fjender, der til tider kan bevæge sig ret hurtigt. Det handler om at finde de våben man bedst synes om og dem der passer bedst til de enkelte situationer. Det er dog sjovt at eksperimentere med våben og forskellige kombinationer af dem. Alt i alt er tilpasningsdelen utrolig velfungerende og bredt favnende, så der er noget for enhver smag. Det tager bare lige lidt tid, før man får rigtig mange dele at lege med.

Stilsikker anime-grafik er charmerende
En af de første ting, som man ligger mærke til ved Daemon X Machina er den stilsikre grafik. Det er tydeligt at se at spillet er japansk og stærkt inspireret af anime-tegnefilm. Grafikken har derudover et cel shading filter lagt over, som gør grafikken yderligere tegnefilmsagtig og stilistisk, uden at ligne andre cel shadede spil for meget. Desværre gør cel shade filteret at der nogle gange bliver lagt nogle akavede skygger i karakterernes ansigter, som er en smule distraherende. Farvepaletten er farverig og fremtonende, hvilket giver grafikken et kick, og undgår at det bliver alt for dystert, mudret eller post-apokalyptisk.



Performance-mæssigt kører spillet for det meste stabilt. Det sidder på 30 FPS, men når der sker meget på skærmen, så falder billedhastigheden markant, hvilket kan gøre visse situationer endnu mere forvirrende, end normalt. Det er ikke et stort issue, men det forekommer. Denne forvirring kommer også til udtryk via spillets UI, som til tider viser lidt for mange informationer på skærmen, hvilket til tider kan gøre det endnu sværere at følge en fjendes position eller finde ud af hvor man selv er eller hvilken vej man vender. Generelt fungerer kameraet dog upåklageligt, så det er en sjældenhed forvirringen er total.
Spillet lader til at yde stort set ligeså godt i håndholdt tilstand, som på TV’et.

Velpoleret lydside, som til tider bliver for massiv
Spillet vinder for det mest også point på lydsiden. Alle cutscenes har stemmeskuespil, og min vurdering er at stemmeskuespillet i Daemon X Machina er af utrolig høj kvalitet, hvilket også er vigtigt, da man næsten konstant har en karakter i øresneglen, om det så er den selvtænkende AI, Four, eller en af de mange piloter man møder. Stemmeskuespillerne er for det meste overbevisende og de gør hvad de kan for at udleve deres karakterers personligheder. Jeg har spillet Daemon X Machina med engelske stemmer.



Musikken er velkomponeret og rå og passer rigtig godt til spillets stemning. Komponisterne Junichi Nakatsuru og Rio Hamamoto har skruet op for masser af spade og tempoet er højt i meget af spillets musik. Det er dog også lidt mere afslappet når man ikke er på mission, men kun lidt.

Det eneste negative punkt man kan sige om lyden er at lydsiden til tider er en smule massiv, når der både er skud, stemmer, musik og eksplosioner på én gang.

Konklusion
Daemon X Machina er et unikt, eksklusivt spil til Switch, som næsten står alene i sin genre på platformen. Det kan sagtens mærkes at spillet er lavet af spil- og anime-veteraner indenfor mech-genren, da der er kælet for både grafik, tilpasningsmuligheder og gameplay, hvilket jeg er sikker på fans af genren, både indenfor spil og anime, vil være glade for. Spillet har en spændende historie, som dog ikke altid er fortalt lige interessant, men som holder spilleren interesseret i spillet om ikke andet, trods anime non-sense og forvirrende plot twists. Gameplayet fungerer rigtig godt, med en styring der er let at gå til og som man vænner sig til i løbet af spillets nemmere missioner. Udover at der er masser af action, så er der også rig mulighed for at tilpasse sin karakter og sin mech (Arsenal) præcis som man ønsker, hvilket er en stor styrke for spillet. Med en cel shade-filtreret grafik der er stilsikker og farverig er der kræset for anime fans, uden at det skræmmer andre alt for meget væk. Spillet kører overordnet stabilt omkring 30 FPS, hvilket er fint for et Switch-spil. Stemmeskuespil og musik er ligeledes velfungerende for spillet.

Spillets største negativer er ensformighed og forvirrende situationer grundet FPS drops, UI clutter og hurtige fjender, men hvis man kan lide gameplayet er disse problemer nemme at leve med. Alt i alt er Daemon X Machina et velfungerende spil, som især mech og anime fans bør have på deres radar, men er du til action-fyldt gameplay med masser af tilpasningsmuligheder bør man også give spillet en chance. Hvis du ikke er helt overbevist og gerne vil have en fornemmelse for gameplayet, er det også muligt at hente og prøve en demo fra eShop, før du køber spillet. Alt i alt et godt spil fra Marvelous First Studio.

Spillet fylder 5,8 GB.

4/5

Forbeholdt niche gamere

Kommentarer: