Luigi's Mansion 3 (Switch)

Skrevet af Zone - 28-10-2019 16:48

Da Nintendo Gamecube kom ud i 2002, kom Nintendos første forsøg på et gyser-spil i Mario-universet, som launch-titel. Men det var ikke Mario, der havde hovedrollen i denne omgang, men derimod hans lillebror Luigi. Spillet hed Luigi’s Mansion og det var her op til Luigi at finde Mario, som var forsvundet i Luigis nyerhvervede villa, som til hans store skræk var hjemsøgt af spøgelser. Med sin støvsuger på ryggen gik Luigi så i gang med at lede efter Mario og fange spøgelser i bedste Ghostbuster-manér. Året er nu 2019 og det tredje spil i serien, Luigi’s Mansion 3 til Nintendo Switch, står nu for døren. Spillet er udviklet af Next Level games, der både har udviklet Luigi’s Mansion 2 og genudgivelsen af Luigi’s Mansion 1 på 3DS. Luigi er stadig i førersædet i det nye spil og Mario (blandt andre) er forsvundet igen. Det er derfor blevet tid til at spænde spøgelsesjægerudstyret fast endnu en gang og tage med Luigi på skrækkelige eventyr – her er min anmeldelse af Luigi’s Mansion 3.

Luigi’s Mansion 3 starter med at Luigi, Mario, Peach og en gruppe Toads tager på ferie. De er nemlig alle blevet inviteret på weekend på et fancy hotel. Da de ankommer, bliver de da også modtaget med alt hvad den kan trække, fra gaver og balloner til kager og bannere. De bliver hurtigt vist til deres værelser, og Luigi, og hans spøgelseshund, finder sig hurtigt til rette på deres værelse og med en bog i hånden falder de i søvn. Men alt er selvfølgelig ikke som det ser ud og om natten vækkes Luigi af en forfærdeligt skrig, der lyder som om det kommer fra Peachs værelse. Hotellet er fuldstændig ændret og det viser sig selvfølgelig at være hjemsøgt. Luigi finder ud af at hotellets ejer arbejder sammen med en gammel fjende og sammen har de taget Mario, Peach og Toad-brødrene til fange. Luigi når lige akkurat væk i tide og finder kort tid efter en ud af at Professor E. Gadd også er på hotellet og sammen udklækker de en plan og får udstyret Luigi med rette spøgelsesjæger udstyr.

Det er nu op til Luigi at redde hans venner, men da han når til elevatoren, går det op for ham at alle elevatorknapperne mangler. Derfor bliver elevatorknapperne en vigtig ressource for ham at opsnuse. Hotellet er delt op i 15 etager og hver gang man klarer et boss-spøgelse på hver etage, får man en ny elevatorknap. Når man han låst op for en etage kan man dog frit udforske den som man vil.

Nintendos svar på Survival Horror
Da jeg aldrig har spillet de første to Luigi’s Mansion-spil selv, er det svært for mig at sammenligne 3’eren med forgængerne. Udover trailers og anden information fra de forrige spil, så er Luigi’s Mansion 3 mit første møde med serien. For at sætte ord på hvad Luigi’s Mansion 3 er for et spil, så sammenligner jeg det med en anden genre. Luigi’s Mansion 3 minder nemlig utroligt meget om survival horror-genren, hvor spil, som Resident Evil og Silent Hill hører hjemme. Alt fra kameravinkler til styring og struktur minder utroligt meget om survival horror-spil fra slut 90’erne og start 00’erne. Luigi’s Mansion 3 er på mange måder både en hyldest til og en parodi på genren, da man aldrig helt ved hvad der gemmer sig i skabet eller under sengen og da spillet konstant leger med dine forventninger. Især spillets struktur tager inspiration fra genren, da man ligesom i Resident Evil-spillene skal udforske rum der er forbundet af korridorer med masser af gåder, kamp og andre udfordringer, kombineret med backtracking. Det er klart at Luigi’s Mansion 3 ikke er nær så skræmmende, som spil som Resident Evil og Silent Hill, men de yngre spillere vil helt sikkert synes spillet er creepy nok. Stemningen er altid spooky og der er masser af referencer til spøgelser og gyser-film og -spil, der tilføjer til spillets uhyggelige charme.


Til tider bliver strukturen på spillet dog lidt ensformig. Mens der på hver etage sker noget nyt, i det hver etage har sit eget tema, så bliver core loop’et, der i Luigi’s Mansion 3 er gjort op af at klare en etages boss og få den næste elevatorknap, meget sjældent brudt. Det sker dog til tider og da er det super forfriskende, men der måtte gerne være lidt flere twists på strukturen for min smag. Til gengæld er hver etage utroligt alsidig. Mens de nedre etager alle er områder man ville finde i ethvert hotel, så bliver etagernes temaer mere og mere crazy jo længere man kommer op. Mens man i bunden af hotellet finder køkken, restaurant eller lobby, så møder man alt fra en ridderborg og en musikhal til en botanisk have og et filmstudie højere oppe. Hvert tema er veludført da hver etage introducerer mekanikker og puzzles der passer til temaet og som skaber variation i gameplayet. Generelt synes jeg at kvaliteten af puzzles og udfordringer i spillet er høj og man får masser af ’aha’-oplevelser uden at man behøver at være en anden Einstein for at løse opgaverne.

Spillets boss-kampe er desuden et af spillets højdepunkter, især når man har jagtet en spøgelses-boss rundt på den etage man udforsker og endelig får lov at give dem tørt på. Jeg vil ikke sige alt for meget om hvilke bosser man møder, udover at de passer utroligt godt til temaet og at de alle er utroligt kreative. Ingen boss-kamp føles den samme.

Få styr på udstyret
For at Luigi kan klare sig igennem hotellets skumle rum og korridorer uden at blive nakket af de mange spøgelser har han brug for en vifte af forskelligt udstyr. Det hele afhænger af hans støvsuger, også kendt som Poltergust G-00, som har alt hvad Luigi skal bruge for at fange spøgelser og løse gåder. Poltergusten kan suge, puste, og har hele to forskellige lyskilder, lommelygten og Darklight-lygten og så kan den tilmed skyde med sugekopper. Næsten alle objekter i spillet reagerer på Luigis udstyr på én eller anden måde. Løst stof, som gardiner og due, kan suges op og afsløre hemmeligheder og de fleste fjender, om de så er spøgelser, flagermus, rotter eller edderkopper, kan suges op i støvsugeren. Sugekoppen kan sidde fast på visse objekter, hvorefter den påsatte snor kan suges op i støvsugeren, hvorefter man kan svinge objektet over hovedet og flytte det, eller i mange tilfælde smadre objektet og se hvad det gemmer på. Lysfølsomme knapper kan blive blitzet af din lommelygte og aktivere andre objekter eller låse pengeskabe op, mens Darklight-lygten kan genskabe objekter der er blevet overtaget eller fjernet af poltergejster.


I det ovenstående afsnit har jeg kun nævnt en brøkdel af de objekter der reagerer på Luigis udstyr og det handler altid om at afprøve dine muligheder for at se hvordan kan man løse en puzzle eller finde penge og ædelsten. Der gemmer sig nemlig stort set altid penge i hotellets møbler i en eller anden form, om det så er mønter, sedler, guldbarer eller perler. De kan selvfølgelig alle støvsuges op med Poltergusten og det er utroligt fedt at se måden hvorpå de forskellige objekter reagerer når de opstår i verdenen og det er nærmest et lille minigame i sig selv at nå at samle alle penge op, i deres forskellige former, inden de forsvinder. Når man løser en puzzle kommer man også ud for at finde ædelsten. Der er altid 6 ædelsten på hver etage, som man kan finde. De er ikke penge værd, men fungerer som en form for collectible. Finder man dem alle sker der noget, men jeg har ikke formået at finde dem alle endnu.

Desværre kan pengene ikke bruges til de mest interessante ting. Der er et shopping-netværk i E. Gadds laboratorium hvor du kan købe gyldne ben, der fungerer som ekstraliv, eller kassetter der viser dig hvor Boos (der er ekstra svære at finde og fange) gemmer sig eller hvor du kan finde ædelsten du mangler. Det er ikke noget specielt interessante ting at købe, så pengene bliver derfor mere en form for high score end en spændende møntenhed, hvilket er en smule ærgerligt.


En anden funktion som Pultergust G-00 har, og som lidt ligger i modelnavnet, er evnen til at lave en styrbar kopi af Luigi lavet af goo. Denne kopi hedder Gooigi og selvom de har mindre liv, kan den gøre præcis det samme som Luigi – og mere til, men det kommer vi ind på længere nede. Spilleren kan skifte imellem de to ved at trykke højre analogpind ned. På den måde kan man klare gåder der kræver at Luigi er to steder på én gang. Gooigi har dog også unikke færdigheder. I det den er lavet af goo kan den rejse gennem rør, rister og tremmer. På den måde kan Gooigi komme steder hen hvor Luigi ikke selv ville kunne komme hen. Tilgengæld har Gooigi kun 25 HP, i forhold til Luigis 99. Gooigi bruges til at løse rigtig mange puzzles eller til at redde Luigi hvis han bliver fanget af fjender. Det er klart en af de meste interessante mekanikker i spillet og ikke nok med at man kan og skal bruge Gooigi kreativt, så muliggør Gooigi også spillets co-op funktion. Du kan nemlig spille spillet igennem med 2 spillere så snart du låser op for Gooigi.

Generelt set er Luigis udstyr varieret og evner, som sugekoppen og Gooigi er super sjove tiltag, som der fungerer rigtig godt. Problemet er dog at mens udstyret er varieret, så føles brugen af det ikke specielt varieret. Mens man bruger støvsugeren en hel del, så bruger man ikke de andre dele af ens udstyr ligeså meget og til tider glemmer man derfor hvilke funktioner man har. Man kan f.eks. trykke RZ og LZ ned samtidig og lave en lille chokbølge der kan påvirke objekter omkring én, men denne funktion bruges så sjældent at ofte glemmer man har den. Det kunne have været mere interessant, hvis man brugte de andre funktioner, udover sugeevnen, lidt mere, da det lidt viser at de mindre brugte funktioner ikke har ligeså mange interessante muligheder som sugeevnen har. De andre funktioner bliver tilmed brugt på stort set samme måde hver gang, med nogle få undtagelser. Det er ikke et stort problem for spillet, men det var dog alligevel noget jeg studsede over en del gange i løbet af min gennemspilning.


Styring udfordrer til tider
En af de ting man skal vænne sig mest til i spillet, er styringen, der ikke altid er lige intuitiv. Man styrer Luigi med den venstre analogpind, mens man sigter med den højre. Det giver som sådan fin mening, men nogle gange er det svært at bedømme hvilken retning Luigi sigter, hvilket ikke er gjort nemmere af at det nogle gange kan være svært at fornemme dybden i billedet. I starten af spillet kan man derfor godt lave en del fejlskud eller kæmpe lidt med at suge de objekter op man har intention om at suge op. Yderligere er hastighed også et issue hvis man skal løbe fra fjender. Luigi har nemlig ikke en løbeknap, så han kommer først op i hastighed hvis spilleren bevæger sig i samme retning i længere tid ad gangen, hvilket til tider kan være en smule frustrerende, da den mindste forhindring sætter hans fart ned igen. Sidst men ikke mindst, så har nogle fjender det med at stoppe dine bevægelser hvis de rammer dig eller du tager skade på anden hvis, og i visse situationer skaber det en smule frustration, hvis man f.eks. bliver trængt op i et hjørne. Alle disse ting bliver dog bedre med tiden, jo mere du vænner dig til styringen, men selv efter at have spillet Luigi’s Mansion 3 rigtig meget, så sker det stadig at styringen kan være problematisk.


Masser af multiplayer-(u)hygge
Next Level Games har virkelig fokuseret på inklusionen af multiplayer i Luigi’s Mansion 3. Ikke nok med at du kan spille co-op i kampagnen som Luigi og Gooigi, så er der hele to yderligere multiplayer modes i spillet, ScareScraper og ScreamPark. ScreamPark består af 3 party games, der kan spille af 2-8 spillere. De tre minispil er Ghost Hunt, Coin Floating og Cannon Barrage. Fælles for alle minispil er at du bruger din Poltergust G-00 på en eller anden måde og at man spiller i hold. Ghost Hunt siger næsten sig selv. Dette minispil handler om at jage så mange spøgelser som muligt indenfor tidsgrænsen. Spillere skal vise hvor gode de er til at fange spøgelser, men man kan også irritere de andre spillere og afbryde deres spøgelsesopsugning og derved få de point de ellers var ved at skaffe til sit hold. I Coin Floating får alle spillere en oppustelig badering og skal så bruge deres Poltergust G-00 til at komme rundt i en pool og samle mønter – men pas på, for hvis du bliver ramt at de miner der ligger i vandet, mister du dem så det andet hold kan samle dem op. Cannon Barrage handler om at skaffe kanonkugler og ramme mål for at skaffe point til sit hold. Mens man i starten får lov at samle kanonkugler op der ligger på jorden, så er det pludselig spøgelser man skal fange for at få fat i de kanonkugler de har stjålet. Man kan tilmed stjæle kanonkugler fra de modsatte hold, hvis de ikke er hurtige nok. Når kuglen er i kanonen, skal man så sigte efter de mål der kører i ring i baggrunden af banen og skyde kuglerne afsted på det helt rigtige tidspunkt. Der er tilmed målskiver lavet af guld der giver 3 point, som man også skal holde øje med.


Alle 3 minispil er sjove, men jeg har desværre kun spillet dem mod én anden spiller. Mængden af kaos og sjove situationer stiger jo flere spillere der er med, så jeg kan kun tro det er sjovere med 8 spillere. ScreamPark minder på mange måder om Mario Party og passer perfekt til større selskaber.

ScareScraper er lidt en anden type multiplayer. Her kan man også spille flere spillere, men for hver 2 spillere skal du bruge 1 Nintendo Switch. Man kan både spille lokalt ved at forbinde flere Switches over den trådløse forbindelse og online. ScareScraper går ud på at fange alle spøgelser og samle så mange penge du kan på en vilkårligt genereret etage inden tiden løber ud og det kan være ret så svært, hvis man ikke holder tungen lige i munden. Man kan også vælge hvor mange etager der skal genereres per spil op til et max på 10 etager. Man kan både spille solo eller co-op på hver Switch, og fire Switches kan være forbundet til ét rum ad gangen. Yderligere kan man spille både med venner eller fremmede i online-tilstanden af ScareScraper. I ScareScraper har man alle de funktioner man også finder i hovedspillet og etagerne bliver baseret på hvor langt du er kommet i hovespillet. ScareScraper er en interessant måde at give spillet ekstra liv på efter man har klaret Story Mode eller hvis man vil have et lille afbræk. Så hvis man ikke kan få nok af at fange spøgelser, så kan man nemt gå ind og få stillet sin sult i ScareScraper.


Der er altså rig mulighed for at spille med sine venner, både online og lokalt, samt fremmede på nettet i Luigi’s Mansion 3. Med alt lige fra co-op til det Mario Party-agtige ScreamPark og det vilkårligt genererede ScareScraper, så er der masser af muligheder for at inkludere andre i spillet. Så er der altså ingen undskyldning for at ens lillebror eller kammerat kun må kigge på.

Stilsikker grafik og medrivende musik er rent guf for sanserne
En af de steder hvor Luigi’s Mansion 3 virkelig imponerer er på det grafiske område. Grafikken er super flot og er på højde med spil som Super Mario Odyssey og Splatoon i både grafisk udseende, detaljegrad og pang. Stilen er unik og har et lettere abstrakt feel, i det de fleste linjer er lidt skæve og mange mønstre og objekter får en abstrakt krølle i deres design. Pga. grafikken givet hotellet et Adam Family-agtigt vibe, der understreger den gyselige stemning. Yderligere er grafikken velrenderet og spillet kører uden nogle mærkværdige problemer. Også i håndholdt tilstand kører spillet godt og jeg mærkede ikke den store forskel, udover nogle små framedrops. Det eneste problem er at der er så mange objekter på skærmen med en utrolig detaljegrad og det kan være svært at se alle objekter ordentligt på den mindre skærm, men det er ikke et stort issue. Yderligere lader spillet ikke til at bruge særlig meget strøm i håndholdt tilstand, og det selvom jeg har den oprindelige Switch fra launch 2017. Alt i alt er spillet en fryd for øjet på det grafiske område.


Også lydsiden er fænomenal. Spillet bruger stilhed, lydeffekter og musik rigtig godt og musikken er tilmed super charmerende. Man kan tilmed få Luigi til at sige det ikoniske ”M-M-M-Mariooo” ved at trykke på ned på D-pad’en. Lyden er med til at sætte stemningen på alle tidspunkter, om det så handler om at skabe uhyggelig spænding i et mørkt, hjemsøgt rum eller om musikken får hele armen når man er ved at fange et spøgelse. Men det er helt klart musikken der har fanget min opmærksomhed mest på lydsiden. Der er brugt klassisk, jazzede instrumenter og generelt set har spillet en jazzet, nærmest film noir-agtig lyd og kvalitet, der minder mig rigtig meget om Point-and-click-spil fra 90’erne og har den samme charme. Musikken skifter efter stemningen og temaet på hver etage og i hvert rum, så der er masser af guf for øregangene i spillet.

Konklusion
Luigi’s Mansion 3 er endnu en stærk first party-titel til Nintendo Switch. Det er Next Level Games’ første spil på maskinen og man må sige at de ankommer med manér. Luigi’s Mansion 3 føles som et moderne take på survival horror-genren, men det er meget mere end det, grundet sit solide gameplay og fremragende stemning. Det er et solidt single player-spil med gode puzzles og udfordringer, der har masser af skræmmende overraskelser, selvom strukturen på spillet til tider bliver en smule ensformig. Poltergust G-00 er sjov at bruge, både til spøgelsesjagt, gådeløsning og indsamling af penge, hvilket er det man bruger mest tid på i spillet, og dens yderligere funktioner skaber variation i gameplayet, selvom de næsten altid bliver brugt til det samme og ikke bruges i samme grad som støvsugerens sugeevne. Man kæmper lidt med styringen, der kræver rigtig meget tilvænning og til tider kan være ret frustrerende. Til gengæld er stemningen i spillet spot on, med masser af creepy situationer og uventede øjeblikke, især i spillets boss-kampe, som i øvrigt er nogle af spillets højdepunkter. Stemningen bliver kun løftet endnu mere i kraft af spillets præsentation, der både byder på lækker, stilsikker grafik og charmerende, velproduceret musik. Udover at være et rigtig godt single player-spil, byder Luigi’s Mansion 3 også på masser af multiplayer-(u)hygge både i form af co-op, party-spil og online multiplayer. Alt i alt er det et fremragende spil, som jeg kan anbefale på det varmeste til alle der er fans af Nintendo og ikke mindst Luigi.

Kommentarer: