Mario & Sonic at the Olympic Games: Tokyo 2020 (Switch)

Skrevet af KJ85 - 14-11-2019 22:30

Lige siden 2007, hvor det engang helt utænkelige skete første gang, er Mario og Sonic med venner (og fjender) draget afsted til de Olympiske Lege hvert andet år – altså til sommerlegene såvel som vinterlegene – men i 2018, da vinter-OL blev afholdt i sydkoreanske Pyeongchang var spilverdenens to store maskotter fraværende. I fredags vendte de dog tilbage på Switch, for næste år er der OL i Tokyo, Japan, og SEGA har i den anledning brygget et nyt spil i Mario & Sonic-serien sammen, så Nintendo og SEGAs figurer atter kan komme til at dyste med og mod hinanden – og denne gang tilmed i deres hjemland.

Mario & Sonic at the Olympic Games: Tokyo 2020 er naturligvis et party-spil, som alle de tidligere udgivelser i serien, men denne gang har man alligevel skabt en reel Story Mode for én spiller, hvor man følger en historie over 20 kapitler og samtidig introduceres for samtlige af de olympiske discipliner indeholdt i spillet. Historien indledes med, at Mario og Sonic modtager en gave fra ærkerivalerne, Bowser og Dr. Eggman, og det viser sig at være en gammeldags konsol kaldet Tokyo 64. Spilmaskinen er designet til at suge hvem end, der tænder for den, ind i den digitale verden, som i dette tilfælde er en repræsentation af de Olympiske Lege afholdt i Tokyo i 1964, men Bowser og Eggman ender begge med at blive suget ind i konsollen sammen med Mario og Sonic.

Eggman har naturligvis været smart nok til at indbygge en måde at slippe ud fra konsollen igen, og til det formål skal der bruges guldmedaljer, hvorfor de to ærkeskurke ender i en indædt kamp med vores helte om at skaffe medaljer i forskellige discipliner ved de Olympiske Lege 1964. Grundet årstallet gøres der i denne del af spillet brug af retrografik, og figurerne repræsenteres ved deres 8-bits- og 16-bits-versioner for henholdsvis Mario- og Sonic-figurer. Alt imens Mario og Sonic kæmper ved det første OL i Tokyo, så forsøger Luigi, Amy og (efterhånden som spillet skrider frem) flere af vores heltes venner imidlertid at finde ud af, om de kan hjælpe Mario og Sonic ud fra konsollen, og ikke overraskende leder det til, at de må deltage i spillets moderne discipliner ved OL i 2020. Før de ved af det, opstår til gengæld et faretruende problem, for Mario, Sonic, og deres rivaler vil for evigt være fanget i fortiden, hvis konsollen løber tør for strøm, og der er således lagt op til en kamp mod uret for at forhindre dette scenarie.

På vejen gennem spillets historie præsenteres man skiftevis for kapitler foregående i 2020 og 1964, og i hvert kapitel skal der naturligvis dystes i en eller flere discipliner – startende med 100m løb i begge tidsaldre. Hvad angår antallet af olympiske discipliner, så er der tale om det mest omfattende spil i serien til dato, og med 10 retro-discipliner og 21 foregående i nutiden, så er der masser af forskellige konkurrencer at støde på. Foruden de to gange 100m løb, så byder retro-delen på 10m udspring fra vippe, 400m hækkeløb, spring over hest (gymnastik), judo, 1000m enmandskajak, længdespring, maraton, trap-skydning og volleyball, mens de nutidige discipliner inkluderer 110m hækkeløb, 4 x 100m stafetløb, bueskydning, badminton, boksning, 1000m tomandskano, diskoskast, ridebanespringning, fægtning, fodbold, øvelse på gulv (gymnastik), spydkast, kumite (karate), syvmandsrugby, skateboard i park, sportsklatring, surfing på kort bræt, 100m fri svømning, bordtennis og trespring.


Da hver af de olympiske discipliner kan spilles igennem ret hurtigt, så ville det naturligvis blive en kort fornøjelse, hvis de blot skulle spilles igennem en efter en, så historien er proppet med masser af tekstdialog figurerne imellem, og du kommer aktivt til at bevæge dig rundt i værtsbyen via et kort, hvor du kan besøge de forskellige lokationer, hvor begivenhederne finder/fandt sted. Disse åbnes lidt efter lidt, og på/i de forskellige stadions, haller og lignende kan du både snakke med figurer og finde samlegenstande, der byder på paratviden om de Olympiske Lege såvel som figurerne i spillet. Du har dermed mulighed for at opnå ny viden, mens du spiller, og da spillet praktisk talt er en stor reklamesøjle for begivenhederne næste sommer, så har udviklerne tilmed tilføjet nogle turistattraktioner som Shibuyas travle handelsdistrikt og Tokyo Tower til rækken af steder at besøge. På lokationer som disse vil du komme til at spille et af ti minispil, der intet har med olympiaden at gøre – du skal blandt andet finde specifikke Toad-figurer i Shibuya og kravle til tops i Tokyo Tower, mens du undgår forhindringer – og dermed bliver listen af aktiviteter også lidt længere.

Efter endt historie er det muligt at vende tilbage til Story Mode og indsamle de trivia-genstande, som du måtte have overset, men der åbnes på dette tidspunkt også op for adgang til steder, hvor du kan give dig i kast med spillets Dream Events. Det er det sted i spillet, hvor udviklerne har haft frie tøjler i forhold til at ændre på rammerne i enkelte discipliner, og denne gang er det skateboard, skydning og karate, der er blevet fortolket med introduktion af blandt andet power-ups. Det har givet os Dream Racing, hvor man på hoverboard skal forsøge at komme først i mål på en bane med både forhindringer og fartgivende elementer, Dream Shooting, hvor målskiver og drager skal skydes for at opnå flest mulige point, og Dream Karate, hvor felter på arenaen vendes i din farve, hvis du formår at sparke, slå eller kaste en af de tre modstandere omkuld.


I historien vil dit figurvalg være begrænset til de karakterer, der har sluttet sig til din gruppe i de respektive tidsaldre, men i Quick Match derimod kan du frit vælge mellem 20 spilbare figurer ligeligt fordelt mellem Mario- og Sonicuniverserne. Yderligere seks figurer fra hver serie deltager som gæstestjerner, hvilket betyder, at de hver især kun kan benyttes i en enkelt disciplin – eksempelvis Toadette i 110m hækkeløb og Rogue i sportsklatring – og valget af figur har en smule indflydelse på spillet. Typisk vil figurerne tilhøre en af fire kategorier i hver disciplin, og i diskoskast betyder det, at nogle figurer har lettere ved at finde den bedste vinkel, andre lettere ved at finde den bedste kraft, nogle er gode til at sikre et godt svæv for diskossen, og den sidste gruppe figurer er bare all-around på de forskellige parametre. Sådanne påvirkninger fra figurvalget gør sig dog kun gældende i de moderne discipliner.

Quick Match er stedet, hvor du kan spille lokalt med dine venner (2-4 spilllere), men det er også her, du kan søge en mere udfordrende kamp mod computerstyrede spillerne, for modsat Story Mode kan du skifte mellem Normal, Hard og Very Hard. Vil du fylde medaljelisten under dine personlige rekorder, så skal du altså skaffe enten guld, sølv eller bronze på hver af disse sværhedsgrader, og da discipliner som bueskydning, ridebanespringning, fægtning, Dream Shooting og Dream Karate alle findes i individuelle- såvel som holdudgaver, mens badminton og bordtennis findes i både single og double, bliver det ret mange medaljer samlet set – mere end 120 i alt. Listen over dine medaljer viser tilmed også, om du har formået at opnå guld i de forskellige discipliner under Local Play-sessioner, hvor du spiller mod andre via en trådløs forbindelse mellem konsoller, men at få disse kræver naturligvis, at du kender andre med spillet at spille mod.


Sidst jeg sad med et spil i denne serie (vinter-OL i 2014) var det kun muligt at spille ganske få af spillets discipliner online, men i denne iteration kan man dyste mod andre i alle moderne discipliner, inkl. de tre Dream Events. Det kan man enten gøre i fri konkurrence, hvor man vælger en disciplin at dyste i på forhånd eller samles i rum for at dyste i adskillige discipliner ved afgivning af stemmer, eller i rangeringskampe, hvor der dystes om point til ranglisterne. I sidstnævnte del starter man med 1500 point (svarende til C-rang) i hver disciplin, og umiddelbart opnås en ny rang for hver 100 point med inddelinger over C+ til B-, B, B+ og så fremdeles. Under min tid med spillet har jeg kun formået at finde modstandere online ganske få gange, så jeg har desværre ikke kunnet teste denne del af spillet tilstrækkeligt til at udtale mig om stabiliteten.

Under online-delen er det foruden sin online-rang muligt at tjekke, hvor gode ens rekorder i de forskellige discipliner er, når de måles op mod andre verden over. Dette kan man naturligvis kun gøre i discipliner, der angiver sådanne rekorder, og derfor er det ikke aktuelt for sådan noget som fodbold og boksning, men der er da små 20 rekordlister at finde, og man kan tjekke sin personlige placering såvel som top-20 på dem alle, ligesom man naturligvis også kan måle sig mod sine venners præstationer.


Sidste menupunkt på startskærmen hedder My Data, og derunder kan man genspille de 10 minispil, når de er blevet åbnet gennem historien, tjekke medaljelisten med rekorder, se hvilke af de 80 achievements, man har opnået, tjekke de 122 trivia-spørgsmål på ny, ændre nogle få indstillinger og se spillets rulletekster. Dermed er der altså ikke andre alternative game modes at finde denne gang, men mange af de moderne discipliner i pakken kan styres på tre forskellige måder, hvorfor man kan variere oplevelsen ved at skifte mellem dem.

Hvad angår retro-discipliner, så kan disse udelukkende styres via tastetryk, hvilket for 100m løb oversættes til en omgang gentagne tryk på A så hurtigt som muligt, men de fleste moderne discipliner har bevægelsesstyring med to og/eller en Joy-Con som alternativ(er). Ved alt, der har med løb at gøre, betyder det, at du kommer til at sidde og ryste controllerne op og ned i hastigt tempo, men det tilfører også en anden dimension ved ting som bueskydning, hvor begge controllere holdes op for at tage buen frem, hvorefter en knap holdes inde og den højre trækkes tilbage for at spænde buen, før man sigter ved at bevæge den venstre og til sidst slipper knappen for at skyde. Den første gang, du prøver en ny disciplin med en ny styring, gives instrukser til styringen i øvrigt i steps på skærmen, men du kan altid kalde den frem igen, og der er også ekstra tips at komme efter, når du gennemspiller disciplinerne flere gange.


Det gode:
Skal vi starte med det gode, så er det særdeles positivt at se så mange discipliner inkluderet i Mario & Sonic at the Olympic Games: Tokyo 2020, og det brede udvalg in mente burde sikre, at der er lidt for enhver smag. En stor del af de olympiske discipliner har vi ganske vist set før, for kun karate, skateboard, sportsklatring og surfing er helt nye for serien, men når vi dertil lægger de tre nye Dream Events, de 10 retro-discipliner og de 10 minispil, så er det faktisk en ganske respektabel mængde. Nu er mængden i sig selv selvfølgelig ikke et gyldigt mål for kvalitet, men jeg synes faktisk, at de fleste nye elementer fungerer ganske godt. Sportsklatring er f.eks. en sjov disciplin, der kræver god timing, og skateboard såvel som surfing er ganske udfordrende at opnå guld i på den højeste sværhedsgrad, mens karate gør sig godt med taktiske elementer som at bevæge sig hurtigt, holde paraderne oppe og tage chancen med kraftfulde slag/spark, der lader ens figur stå sårbar tilbage i lidt tid, før angrebet føres igennem.

I forhold til spillets præsentation er det ganske gennemført med pæn grafik i de moderne discipliner og en troværdig retro-stil i de dele af spillet, der tager udgangspunkt i OL 1964, og det er sjovt at se 8-bit- og 16-bit-figurer mødes, da det fremhæver den teknologiske udvikling fra Mario gjorde sin entre på NES til Sonic gjorde det på SEGA Mega Drive. Spillets animerede introsekvens er ligeledes ret flot, og jeg kan virkelig godt lide, hvordan musikken i den med det samme giver dig associationer til Japan, da der benyttes nogle unikke instrumenter, som de fleste af os nok ikke lige kan sætte navn på. Under 1964-delen har man ligefrem også tilført en kommentator til de olympiske discipliner, og det er et fint touch, der giver lidt ekstra stemning, sammen med muligheden for at slå et filter til, så billedet ligner noget fra en CRT-skærm.


Hverken mængden af discipliner eller præsentation kan man altså klage over, og selvom der naturligvis er tale om et spil, der kun bliver sjovere, når det spilles med andre, så synes jeg altså, at man sagtens kan få rigeligt ud af spillet alene. Personligt brugte jeg således omkring ni timer på at gennemspille Story Mode med indsamling af alt trivia, og efterfølgende brugte jeg også i omegnen af ti til tolv timer på at skaffe guld i stort set alt på hver sværhedsgrad. Efter min mening er det sådan set først, når disciplinerne spilles på de to højere sværhedsgrader, at det bliver rigtigt underholdende alene, for der bliver man i det mindste udfordret, hvilket ikke er tilfældet i historien, hvis man er vant til at spille.

Umiddelbart er det ligeledes et stort plus, at samtlige af spillets moderne discipliner kan spilles online, og med muligheden for at spille frit såvel som om point til ranglisterne, så er der mulighed for at have det sjovt, ligegyldigt om man er konkurrenceminded eller ej. Når man samles i et rum for at spille frit kan man ganske passende kommunikere med de andre spillere i form af velvalgte sætninger og give udtryk for, hvilke events man gerne vil spille, før der stemmes om det, og det virker rigtig fint, men muligheden for at kommunikere findes ikke, når der spilles rangererede kampe.


En sidste ting, som jeg virkelig sætter pris på, er, at spillet ikke tvinger dig til at bruge bevægelsesstyring, hvis du ikke kan lide det, men i stedet har to til tre måder at styre på i de fleste moderne discipliner. Selv kan jeg sagtens se det sjove i brugen af både bevægelsesstyring og knapinput, men jeg må også sige, at førstnævnte kan gøre spillet en del mere udfordrende end det behøver at være, for det er markant lettere kun med knapper. Det skyldes måske, at motion controls på Switch er markant dårligere end på Wii og Wii U, hvor bevægelsescensoren gav stabilitet, men det kan heldigvis stadig være sjovt, når man dyster mod en ven lokalt under ens forhold.

Det dårlige:
De mange kontrolmuligheder i Mario & Sonic at the Olympic Games: Tokyo 2020 tilfører dog også irriterende momenter til spiloplevelsen, for efter at have benyttet en kontrolmåde i en specifik disciplin, så er det også den, du efterfølgende benytter, når du bevæger dig rundt i Story Mode eller menuerne. Vil du som jeg spille hele historien med bevægelsesstyring, når det er muligt, så vil du dermed opleve en masse skift fra to til en Joy-Con, hvorfor du må en tur i hovedmenuen og ændre controller-tilslutningen flere gange, hvis du foretrækker at styringen forbliver den samme, når du skal bevæge dig rundt. På samme vis præsenteres du for styringen i de enkelte discipliner, hver gang du vælger et kontrolskema deri for første gang, og det kan blive lidt trættende i længden.


Yngre spillere vil givetvis ikke få særligt meget ud af historiedelen heller, for store dele af den er som sagt blot talebobler med tekst præsenteret på en statisk baggrund. Der er med andre ord ikke særligt levende, og udover få udbrud, så er figurerne ikke tillagt noget stemmeskuespil, hvorfor man skal være i stand til at læse engelsk for at få det hele med. På en måde kan man sige dette om de fleste spil, men da Mario & Sonic-universet er særdeles attraktivt for de yngste, så burde der også gøres lidt ud af at holde deres opmærksomhed.

Spillet er helt klart sjovest i multiplayer med venner eller familien, men desværre er der denne gang ikke nogen alternative game modes at kaste sig over til formålet. Tidligere har vi ellers blandt andet set muligheden for at dyste om den samlede sejr i en række på hinanden følgende discipliner, men denne gang er Quick Match altså den eneste måde at spille på, hvilket virker lidt kedeligt i længden. Det går ganske vist meget hurtigt med at genspille discipliner, skifte sportsgren osv., men der er bare ikke den samme konkurrence over det, når det er fastholdt til noget, der tager få sekunder eller minutter at komme igennem. Kun de discipliner, hvor spillerne har indflydelse på hinandens spil – altså ting som fodbold, rugby, boksning, karate, badminton og bordtennis – kan derfor vække noget ekstra, og således vil man sikkert også hurtigt helt holde op med at dyste i de fleste almindelige sportsgrene.


Jeg kan som sagt ikke udtale mig meget om stabiliteten i spillets onlinedel, men jeg kan desværre have bange anelser i forhold til, hvor relevant den er. Forud for spillets udgivelse var jeg heldig en enkelt gang at komme igennem og spille mod nogen i frit spil, men selv søndag aften efter udgivelsen havde jeg store problemer med at finde modstandere. I langt de fleste forsøg blev jeg således smidt af med beskeden om, at der ikke kunne oprettes forbindelse til andre spillere, og ville jeg spille rangerede kampe, så lod det sig oftest ikke gøre, fordi der ikke kom nok spillere ind på de to minutter, der går, før spillet lukker et rum ned eller starter spillet. Det giver derfor sig selv, at discipliner for maksimalt to spillere vil være noget lettere at få succesfulde rangerede online-sessioner i, men det vil være ærgerligt, hvis det nærmest bliver umuligt at finde modstandere i andre discipliner på sigt, når man nu for en gangs skyld har mulighed for at spille så mange af dem online.

Til at runde kritikpunkterne af vil jeg nævne nogle småting, som jeg hæftede mig ved under min tid med spillet, og selvom det ikke er voldsomt negative ting, så er det noget, som jeg gerne havde set være anderledes. Først og fremmest, så skal man derfor være opmærksom på, at kun spiller 1 i multiplayer kan sætte rekorder, og de øvrige spilleres tider i disciplinerne bliver dermed negligeret. Det kan være ret irriterende, hvis man som spiller 2 sætter en rigtig god tid, der kunne have rangeret højt på verdensplan, og man kan da håbe, at det laves om senere, så alles tider tæller. På samme måde virker det lidt dumt, at man først kan se kravet for achievements i det øjeblik, hvor de opnås, for man har ikke på samme måde lyst til at gå efter dem, når det er sådan.


Konklusion:
Efter fire år er Mario og Sonic tilbage på de olympiske arenaer med sjette spil i serien og Mario & Sonic at the Olympic Games: Tokyo 2020 udmærker sig ved at være den udgivelse med flest discipliner på programmet. Det er bestemt en god start i jagten på sjove stunder med sin konsol, og tilføjelsen af en decideret Story Mode med en underholdende historie medvirker til, at man også kan få noget ud af denne udgivelse alene. Det samme gør muligheden for at spille online i alle moderne discipliner, men på trods af gode nye ting som en retrodel og fire sjove nye sportsgrene, så har spillet svært ved at fastholde et publikum i længere tid. Det er jo ellers helt oplagt at hive spil som dette frem til en omgang lokal multiplayer i ny og næ, men manglen på alternative spilvarianter trækker desværre spillet i en forkert retning, da det ikke er sjovt at spille om sejren i enkeltstående discipliner i ret lang tid.

Spillet fylder 6,4 GB.

Kommentarer: