Farewell North annonceret...

Lanceringstrailer for Pri...

Aksys Games annoncerer ad...

Prøv Vampire Survivor ga...

N-cast #210: Fuglen(e) sy...

Lanceringstrailer for Kin...

Paper Mario: The Thousand...

Lugii's Mansion 2 HD udgi...

Tre Game Boy-spil med Mar...

Mario-dagen fejres med ny...

Legend of Zelda: Tears of...

Legend of Zelda: Breath o...

Splatoon 3

Super Mario Bros. Wonder

Nintendo i medierne

Hvad spiller du nu? Hvor ...

Switch - spilrygter og sp...

Super Mario Run

Spil på vej til Switch

Load spil fra extern hard...

Tilbudstråden

K: Diverse 3ds spil

V: Wii U Basic med Wii Fi...

S: Starlink inkl figur og...

S: Mario samlerting

GBxCart eller lignende GB...

Switch spil købes

S Bayonetta 3

K> NEW 2DS/3DS PAL (ubru...

S:Mario rabbids sparks of...

N-club Juletema 2018

Mario Party: The Top 100

Story of Seasons: Trio of Towns

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Mario + Rabbids Kingdom Battle (Switch)

Skrevet af JOEP - 21-09-2017 14:24

Rabbids opstod i en lanceringstitel til Wii i 2006 og som en sidebemærkning til Rayman-universet, men der gik ikke længe, før de skøre kaniner begyndte at stå alene i deres egne spil. Ubisoft fik dog kamp til stregen, da Dreamworks præsenterede sine Minions, der i høj grad minder om Rabbids og hurtigere kom ud til den generelle befolkning, og mange anså efterfølgende Rabbids som enten en dårlig kopi af Minions, eller i hvert fald som ude af billedet. Derfor overraskede det meget, da et læk i januar 2017 antydede, at Mario nu skulle møde Rabbids, og overraskelsen blev nok ikke mindre, da det viste sig at være sandt. Til E3 i år præsenterede Ubisoft deres dårligt bevarede hemmelighed; Mario + Rabbids: Kingdom Battle – et crossover mellem Mario-verdenen og Rabbids pakket ind i et turbaseret, strategisk RPG-spil. Tre måneder senere, sidst i august, udkom det endelig, og så er spørgsmålet blot, om det faktisk holder vand, og om det passer sammen? Det vil jeg se nærmere på nu.

På historiesiden vinder Mario + Rabbids: Kingdom Battle ingen præmier. Vi starter ud i Rabbids-verdenen, hvor en opfinder har skabt en brille, der tillader dig at sammensmelte to objekter. Da opfinderen går i seng, dukker der pludselig en vaskemaskine op ud af det blå, og denne indeholder en hel horde Rabbids, som straks skaber kaos i værkstedet. En enkelt Rabbid tager brillen på og smelter Rabbids sammen med figurer på en plakat – tilfældigvis en Mario-plakat – men noget går yderligere galt, og Rabbids transporteres nu til Mushroom Kingdom, hvor der sker store skader. Mario bliver uundgåeligt indblandet, og nu er det op til ham og to Rabbids, der er klædt ud som Peach og Luigi at finde roden til problemet og løse det. Det går dog ikke helt glat, for den bebrillede Rabbid, som senere bliver kaldt Spawny, falder i kløerne på onde kræfter, der forårsager yderligere kaos i Mushroom Kingdom. Det er din opgave som spiller at få skabt orden i dette kaos.


Halve kasser giver kun halv beskyttelse.

Men hvordan gør du så det? Jo, spillet er delt ind i verdener, som skal befries fra denne Rabbid-plage, og det gør du ved at gå rundt i verdenen og finde steder, der er inficeret med onde Rabbids, som skal slås ned. Spillet er altså inddelt i to faser. Der er udforskning, hvor du løber rundt i en verden af gangen og finder hemmeligheder og områder med kamp, og så er der kamp-faserne, hvor du fjerner disse Rabbids fra Mushroom Kingdom. Hemmelighederne i spillet udgør hovedsagelig kister med artwork, soundtracks, spil-bonusser og våben til dine figurer.

Det er først i kampdelen, at spillet er rigtigt interessant. Her er ved første øjekast ikke megen dybde, men skindet bedrager, og du bliver hurtigt opslugt og må starte forfra på banerne, før du finder en taktik, der lykkes. Kampene foregår på skift – det er altså turbaseret – således, at du rykker dine figurer rundt på en bane, og så rykker fjenden sig efterfælgende. Det kan sammenlignes med skak, hvor du har et vist antal felter, som dine figurer kan bevæge sig, og så skal du placere dig sikkert. Dertil er der blokke rundt omkring på banen, som du kan gemme dig bag. Disse kan enten være hele, så du ikke kan blive ramt fra visse vinkler, eller de kan være halve, således at du har 50 % risiko for at blive ramt bag dem. De kan også være destruerbare eller ej, så du kan miste dit skjul ved gentagne angreb og altså sætte din figur i fare for at blive nedskudt af fjenden. Ydermere kan der være farer på banen i form af en tornado, der flytter dine figurer, ildkugler og andre ting, der yderligere skal holdes øje med ved placeringen af dine figurer.


Chain Chomps er løs på banen her – de giver 75 skade til den nærmeste figur.

Du har tre spillere på banen at gøre brug af, og disse blander du selv fra den mængde figurer, du har til rådighed – det er Mario, Luigi, Peach og Yoshi samt Rabbid-udgaver af hver af dem. Hver især har de forskellige styrker og svagheder – Luigi har ikke så meget HP, men kan til gengæld bevæge sig langt rundt på banen og skyde langvejs fra, mens Rabbid Mario er mere til nærkamp. Umiddelbart kan du bevæge dig et vist antal felter i alle retninger, men du kan også hoppe på dine medspillere, hvorved du kan komme op på højere platforme (hvilket giver en bonus i angrebskraft) eller blot hoppe længere frem, og Luigi kan f.eks. hoppe på to medspillere, hvilket giver en del muligheder.

Hver figur har to individuelle våben, som kan opgraderes ved brug af mønter. Nogle våben skyder i en lige bane, mens andre har en radius (sprængstoffer) eller gør skade i en større vinkel (shotgun). Udover våben har du mulighed for at løbe ind i fjenderne og gøre skade på dem således (kaldet Dash), og visse figurer kan sågar også hoppe på fjenderne. Vi er dog ikke færdige endnu, for hver figur har desuden to særlige evner, der kan aktiveres i løbet af dine ture – dog kun én ad gangen. Mario kan give større angrebskraft i en runde eller skyde på fjender, der bevæger sig i løbet af den næste tur, mens Luigi kan give sine medspillere længere rækkevidde, når de bevæger sig, og Rabbid Peach kan heale medspillere indenfor en vis radius. Det handler altså om at vælge de rette figurer til den bane, du kommer ind på. Slutteligt har hvert våben en sekundær effekt, der betegnes som Critical Hits. Her gør våbnet større skade end normalt, og der er en bonus-effekt, der påvirker fjenden. Honning får den til at stå stille næste tur, blæk gør den ude af stand til at angribe med andet end Dash, og Stone forstener den totalt. Disse effekter kan du også blive udsat for, men du kan lære dine figurer at rense hinanden ved at blive hoppet på.


Så langt kan du bevæge dig rundt på banen – det er en god idé at gemme sig bag store kasser.

Alle evner kan opgraderes via evnetræer for hver figur, og du får skill points ved at vinde kampe. Du kan vælge at opgradere en figurs Dash til at gøre mere skade eller aktivere en ny evne – f.eks. Marios Stomp, hvor han kan hoppe på fjenderne, men du kan også vælge at få mere HP, større rækkevidde eller bare at kunne bruge dine specialevner oftere. Har du valgt forkert, kan du altid starte forfra på en figur og i stedet give den de evner, der passer til den forestående mission. Alle figurer får det samme antal skill points, så der er ikke noget med at fordele dem ud på dine mest brugte figurer, hvilket skaber god dynamik og sørger for, at du altid kan skifte figurer ud til dem, der passer bedst til missionen.

Det er dog ikke alle kampe, der kun handler om at nedlægge fjender. Der er også Escort-missioner, hvor du skal sørge for, at en figur – typisk Toad – når til et flugtsted, og der er missioner, hvor du selv blot skal nå et vist område. Det indebærer altid kampe, men de forskellige mål skaber variation i hver kamp. Umiddelbart kan det på papiret lyde ret kompliceret, men det er det slet ikke – heldigvis. Jeg gav en dag controlleren til en erfaren spiller efter at have vist en enkelt runde af en kamp, og han klarede så kampen efterfølgende uden at miste en figur.


Grafikken fejler ikke noget i spillet.

I hver verden er der kapitler, så du kommer igennem World 1-1, 1-2, 1-3, osv. op til World 1-10, og hver af disse kapitler indeholder 1 til 4 kampe hver. Hver enkelt kamp får du en score for, Fair, Good eller Perfect afhængigt af, om du klarer den på under et vist antal ture og med alle dine figurer i live. Når du har klaret et kapitel, ser spillet så på din præstation i hver kamp i det, og baseret på dette får du enten Bronze, Sølv eller Guld og tildeles et antal mønter herefter. Der er dog den finte, at du ikke får fornyet din HP mellem hver kamp i et kapitel, så det handler om at sørge for at tage minimal skade. Det kan meget godt betale sig at gå efter Perfect, da du således får adgang til at købe de bedste våben hele tiden. Skulle du misse en Perfect på en bane, kan du enten genstarte kampen eller kapitlet, og er det helt umuligt, kan du også blot vende tilbage til kampen senere i spillet via vaskemaskinen, som du har adgang til i spillets Hub. Du kan selvfølgelig også bare prøve igen på Easy Mode, der kan aktiveres for hver kamp, for her får du nemlig genopfyldt din HP og får desuden 50 % ekstra af det at gøre godt med.

Når du har klaret en verden, får du en belønning i form af nye våben, mere HP til dine figurer og en evne, der kan bruges i verdenen til at låse op for nye steder. Således finder du en World x-S, som er et hemmeligt kapitel, og så er der 10 nye Challenges, der skal klares. Disse er sværere end de normale baner, men der er ikke nogen score, så de skal bare gennemføres på enhver tænkelig måde – jeg har eksempelvis mødt en mission, der krævede, at du ofrede en figur for at vinde! Disse Challenges belønner dig med flere mønter og flere skill points, der gør de normale baner lidt lettere i længden.


Udenfor kamp styrer du den lille robot frem for Mario og vennerne.

Alt i alt giver spillets historie dig minimum 30 timers spiltid, og de fleste vil nok nærme sig 40, før de er helt færdige med det hele. Sværhedsgraden er passende, selvom jeg i World 3 og World 4 følte mig lidt for stærk og ikke rigtigt havde problemer med at klare Challenges i første eller andet hug, modsat i starten af spillet. Selvom det føles sværere i starten, så er det dog aldrig frustrerende at genspille en bane, fordi du som regel selv er skyld i at tabe eller miste en figur.

Bliver man træt af at spile alene, så kam man glæde sig over, at det også er muligt at spille nogle enkelte udfordringer i co-op, hvor man skal hjælpe hinanden med at klare banen. Dette fungerer ikke meget anderledes end almindelige kampe og kræver blot, at man snakker godt sammen om, hvad der skal gøres, inden man gør noget. Det kan godt give anledning til nogle gode grin, men det er ikke noget, man vender tilbage til igen og igen.


Omgivelserne varierer fra verden til verden.

Det gode:
Mario + Rabbids Kingdom Battle gør, hvad mange andre spil i samme genre har forsøgt. Turbaserede strategispil har altid været tunge, men det her er lettilgængeligt og har alligevel rigtig megen dybde, så du som erfaren spiller ikke sidder og keder dig med det. Det er udfordrende, men det er aldrig frustrerende, fordi det som regel er din egen skyld, at der sker dig noget dårligt, og sværhedsgraden justeres pænt løbende.

Spillet er desuden super labert at lytte til med Kirk Granthopes sublime soundtrack, grafikken er flot og stilet (uden at være for seriøs), og til sidst må det fremhæves, hvor sjovt spillet er – både at spille, men også bare humoren i spillet. Der er mange kreative indslag, og især fjenderne er der gjort meget ud af at gøre sjove og genkendelige. Der er humor i form af deres udseende, men også deres navne og beskrivelser kan hive smil frem på læben, så det er bestemt med til at øge underholdningsværdien.


Det gælder om at købe de bedste våben, hvis du vil overleve senere hen.

Det dårlige:
Negative aspekter er der ikke mange af i Mario + Rabbids: Kingdom Battle, men på irriterende vis kan fjenderne nogle gange skyde gennem vægge, som du ikke kan skyde igennem. Det hænder, at du placerer dig så ringe, at du ikke kan ramme en fjende, fordi noget, der ikke blot er en blok, står i vejen, men alligevel kan fjenden ramme dig i turen efter uden at bevæge sig. I relation til dette fortæller spillet dig også, om du vil kunne ramme en fjende fra en given placering, inden du placerer dig, men hvis fjenden har skjold, tages der ikke højde for dette i guiden, og du kan derfor let komme til at placere dig forkert i forhold til en fjende, som du troede, du ville kunne ramme, men som du så ikke kan alligevel.

En lidt for fintfølende markør betyder endvidere, at du nogle gange kommer til at placere din figur forkert, og bordet fanger her, for det er ikke muligt at fortryde en placering af oplagte årsager. Kameraet er desuden lidt for ufleksibelt efter min smag. Jeg ville gerne kunne zoome lidt ud og rotere frit, men det er ikke muligt, og det betyder, at du nogle gange ikke kan se dine fjender, og om de kan blive ramt. Det er ikke kritisk, men blot lidt irriterende.


Glidende tacklinger – eller Dash – er et vigtigt angreb i kampen mod de onde Rabbids!

Konklusion:
Mario + Rabbids Kingdom Battle var en enormt uventet annoncering, der lynhurtigt blev et meget ventet spil. Det tager fat på strategiske, turbaserede spil og sørger for at pakke det ind, så det er tilgængeligt for de fleste, men hvor der samtidig er masser af dybde, så det ikke blive kedeligt, og spillet sørger endvidere for at variere både omgivelser, farer på banen, fjenderne og missionerne, mens sværhedsgraden er lige tilpas for de flestes vedkommende. Lydsiden og grafikken gør spillet særdeles imødekommende og behageligt at have med at gøre, og spillets humor vil formentlig kunne ramme alle aldersgrupper med sine fjollede figurer og sjove ordspil. Der er ikke meget negativt at sige om Mario + Rabbids: Kingdom Battle, for du kan omgå de negative aspekter ved blot at være lidt forsigtig med markøren og se dig for, inden du placerer dine figurer, og med en spiltid på 30-40 timer for en komplet gennemførsel er der også fuld valuta for pengene. Alt i alt er det altså svært at få armene ned igen, og nu må de godt se at udgive det planlagte DLC!

Spillet fylder 2,4 GB.

4
1ups givet

5/5


Hjernegymnastik

Nemt at gå til

Øjeguf

Kommentarer:

#1 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

21-09-2017 21:52

Ubisoft havde desværre ikke et eksemplar af spillet til os, men nu har JOEP alligevel taget et kig på det og anmeldt det. Vi håber teksten kan bruges, og del da endelig også jeres egne meninger om spillet Smiley
1
1ups givet