Metroid Dread (Switch)

Skrevet af JOEP - 19-10-2021 21:19

For femten år siden blev der arbejdet på et Metroid-spil med kodenavnet Dread. Det var det femte Metroid-spil, og det var meningen, at det skulle afslutte historien fra Metroid Fusion fra 2002. Spillet blev dog skrinlagt, men efter succesen med Metroid: Samus Returns fik den spanske udvikler MercurySteam lov til at forsøge sig med spillet. Det forsøg er nu blevet udgivet som det første 2D Metroid siden 2002 til Switch, og det er tid til at kigge nærmere på Metroid Dread.

Metroid Dread er afslutningen på historien, der startede i Metroid og sidst blev opdateret i Metroid Fusion. Det er derfor en fordel at have spillet disse spil, men spillet er så flink at give dig et kort resumé af historien op til nu. Det korte af det lange er dog, at en video af en farlig parasit, der ellers blev anset som udryddet, pludselig finder vej til Samus Aran, og hun tager derfor ud for at finde afsenderen af videoen - hun lander derefter på planet ZDR, men bliver overfaldet af en mystisk kriger. Da hun vågner op igen er hun dybt nede i planetens grotter uden sine vanlige våben og evner, og hun skal derfor finde tilbage til sit rumskib og løse gåden om det mystiske angreb og videoen.



Udover intro-sekvensen møder du dog ikke historien særligt meget i løbet af din tid med Metroid Dread, så det er ikke den, der driver dig fremad. Det er nemlig det forrygende gameplay, spillet lægger for døren. Metroid-spillene er kendt for sit labyrintiske gang-system med dusinvis af hemmeligheder at afdække i hvert område, og Metroid Dread er ikke anderledes. Efterhånden som du genanskaffer dine våben og evner låser du op for nye områder, der kan føre dig tættere på dit rumskib, men vender du tilbage til tidligere områder, vil du med garanti opdage nye veje og få nye genstande, der udvider dit arsenal af våben.

Kortet i spillet er gigantisk, men Samus bevæger sig hurtigt, så til trods for den manglende reelle fast travel (altså fri teleportation mellem områder), kommer du ikke til at bruge vanvittig lang tid på at løbe rundt. Og ved at nærstudere kortet kan du altid næsten finde ud af, hvor du skal hen.



Styringen af Samus er ret præcis, men i kraft af hendes enorme våbenlager, bliver den også hurtigt relativt kompliceret, og alle controllerens knapper tages i brug i løbet af spillet. Desværre bliver den også lidt for kompliceret for en aldrende herre som mig, og der var da øjeblikke hvor jeg ganske enkelt trykkede forkert med døden til følge. Dét kombineret med opgaver, hvor der kræves hurtige reflekser, gav mig nogle frustrationer, som i sidste ende nok kun kunne være undgået, hvis Samus kunne bare en snas mindre. Ikke mindst har jeg været frustreret over, at væghop og dobbelthop godt kunne være lidt vanskelige at aktivere, eller i hvert fald ikke helt konsekvens blev aktiveret, når jeg forventede det. Det er ikke det, der har fået mig til at lægge spillet fra mig, men det har trods alt betyder, at jeg ikke altid gad tage fat på en af spillets udfordringer lige med det samme.

Noget af det som gør Metroid Dread nyt i forhold til sine forgængere er introduktionen af segmenter, hvor du skal undgå nogle drabelige robotter, der hedder E.M.M.I. (Extraplanetary Multiform Mobile Identifier). Disse blev sendt ud til planeten før Samus’ ankomst for at undersøge oprindelsen af videoen af X-parasitten, men man mistede kontakten til dem, og de er i stedet blevet omprogrammeret til at være fjendtlige mod udefrakommende. Disse E.M.M.I befinder sig heldigvis bare i aflukkede områder, som du naturligvis skal igennem. Du har ingen mulighed for at angribe dem, og deres angreb er ekstremt vanskelige at undvige, så din bedste mulighed for overlevelse er at gemme sig, når de får færten af dig. I teorien altså. I praksis er det bare om at stikke af og håbe, du finder en åben dør ud af området. Gør du ikke det, kan du håbe på at ramme X-knappen i det rette øjeblik, når robotten har fanget dig, for at undslippe dens tag, og ellers må du starte ved sidste indgang. Det er som regel det sidste, du kommer til at opleve.



Sektionerne med E.M.M.I er ikke den store ændring i spillets rytme, og det er ofte rent held, at du lige finder vejen ud af området i første omgang, og om du når at blive spottet af robotten. Heldigvis er det ikke nogen katastrofe at dø - og det gælder helt generelt i spillet. Du bliver sjældent sat mere end fem minutter tilbage, og der er checkpoints lige før alle bosser i spillet.

Bosserne i spillet er varierende og interessante, gigantiske og farlige. Men efter en håndfuld forsøg vil du formentlig være i nærheden af at klare dem. For selvom de er svære, så er der altid noget, der annoncerer et angrebs komme, og du vil derfor altid kunne undvige angrebet eller lave et modangreb. Det kræver bare lidt tålmodighed, og det vil ekstremt sjældent lykkes i første forsøg at slå en boss. Her låner Metroid Dread lidt fra ikoniske, svære spil som Dead Souls og Hollow Knight, men dog med mere plads til at begå fejl. Når du har gennemført spillet én gang, får du dog adgang til Hard Mode, hvor der ikke længere er plads til at begå fejl.



Metroid Dread er ikke vanvittigt innovativt og genredefinerende, men det er et rigtig godt spil, og det føles som kulminationen af Metroid-serien. Du vil sagtens kunne finde bedre spil i samme stil og genre til billigere penge, men du får i Metroid Dread et helstøbt spil med masser af indhold - du kan godt forvente at lægge 15 timer i spillet, hvis du vil have alle spillets genstande, og går du efter at få låst op for alt i spillet, kan du dog godt forvente at lægge mere tid i det. Men vigtigst af alt vil det også være tilgængeligt for nye Metroid-spillere til trods for at være en afslutning.

Kigger vi mod det tekniske i spillet, får du ved at sætte spillet i Switch Dock en lækker oplevelse med 60 billeder i sekundet langt det meste af tiden og skarp grafik. Spiller du det håndholdt, må du nøjes med den halve billedhastighed, men du er stadig i godt selskab og kommer ikke til at dø mere eller mindre af den grund. Baggrundene i spillet er lidt ensformige fra område til område, men det er heller ikke det, du kommer til at fokusere på alligevel. Lydsiden er afdæmpet og stemningsfyldt med dystre toner, men der er ikke meget at nynne med på. Når du først er i et område er der så godt som ingen ventetid og du bevæger dig gnidningsfrit mellem rummene. Transport mellem områder tager lidt tid, men du gør det ikke tit nok til, at det er frustrerende.



Spillet forsøger at tilføje nyt til den klassiske Metroid-formel, men desværre lider det af at være en kendt serie. Til trods for, at jeg ikke har spillet alle Metroid-spil (tværtimod), så kunne jeg alligevel genkende de forskellige opgraderinger og havde allerede inden anskaffelsen af evnerne forudset de fleste af dem, og på den front giver spillet dig ikke meget nyt. Jeg kunne godt ønske mig, at MercurySteam havde været lidt mere modige og givet Samus nogle helt nye evner, der kunne overraske de gamle fans lidt mere.

Konklusion:
Det er svært ikke at anbefale Metroid Dread til alle Switch-ejere. Spillet er skruet rigtig godt sammen på gameplay-fronten, og det holder dig fanget, fordi du altid lige opdager et nyt sted, du nu kan tilgå. Spillets styring er en anelse kompliceret, og spillet er lidt til den svære side, så skal du nok forvente at dø mange gange i løbet af dit eventyr, og derfor er spillet ikke henvendt til den helt nye spiller. Har du spillet de tidligere spil i serien, vil du fryde dig over at få en afslutning på historien, men hvis du kommer ind i historien nu vil den nok ikke betyde vanvittigt meget for dig, og du vil nok lade den falde lidt i baggrunden. Metroid Dread er ikke vanvittigt innovativt, og tilføjelsen af E.M.M.I-sektionerne ændrer ikke særligt meget ved formlen, men det behøver det heller ikke nødvendigvis være for at være et godt spil - der er bedre spil derude, men Metroid Dread er stadig en sand fornøjelse at spille.

Kommentarer: