Ny trailer udsendt for Hy...

N-cast #63: Partner Direc...

Ghostrunner annonceret ti...

N-cast #62: Age of Calami...

Ny trailer udsendt for Mo...

Detaljer om efterårsopda...

Kingdom Hearts: Melody of...

Trailer for Tennis World ...

Tredje og sidste DLC til ...

Kirby Fighters 2 officiel...

Super Mario 3D All-Stars

Ring Fit Adventure

Spil på vej til Switch

Sony og Microsofts næste...

Mario Kart Tour

Pokémon GO

Hvad spiller du nu? Hvor ...

LOL tråden (Video, bille...

Alternative nyheder

Switch - spilrygter og sp...

Tilbudstråden

Super Mario 3D All-Stars ...

K: Nintendo/Playstation M...

S: Classic Xecutor2 modde...

K: Heart Gold/Soul Silver

Reserveskruer til Gameboy...

Animal crossing Amiibo ko...

S/B: Switch og PS4 spil

K: Hori game case white

Føler/råd om PS4?

N-club Juletema 2018

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Story of Seasons: Trio of Towns

Mario Party: The Top 100

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Paper Mario: The Origami King (Switch)

Skrevet af JOEP - 02-08-2020 21:46

Da Nintendo 64 var ved at nå afslutningen på sit liv i 2000/2001 udkom der, hvad vi kan kalde konsollens svanesang - Paper Mario 64. Spillet fortsatte stilen fra Super Mario RPG til SNES, men tilføjede sin egen charme ved, at alle figurer var lavet af papir (og de vidste det!), og spillet var uhørt morsomt. Senere kom det, der betegnes som seriens højdepunkt, Paper Mario: The Thousand-Year Door til GameCube, men siden da har serien eksperimenteret lidt mere med genren og formen. Fire spil er det blevet til siden, hvor det nyeste er Paper Mario: The Origami King, som netop er udkommet til Switch. Lad os se, om det er det spil, som fans af serien har ventet på, eller om det er en ommer.

Paper Mario-spillene har nok aldrig været anerkendt for en dyb og omsiggribende episk fortælling, men alligevel har historien i spillene været vigtig for at sætte spilleren i den rette stemning. I Paper Mario: The Origami King er det blevet tid til Origami Festival, en tid på året, hvor papirfoldningens kunst hyldes. Men lige inden festlighederne når at starte, har den mystiske figur King Olly overtaget Princess Peachs slot og foldet hende og mange, mange andre til en origami-figur. I den tilstand bliver de styret af King Olly, og det er nu op til Mario at fjerne King Olly fra magten og få Mushroom Kingdom tilbage til sit papirtynde format.



Ved sin side har Mario King Ollys søster, Olivia, der hjælper Mario på sin færd - men som har det handicap, at hun kun for nyligt selv blev foldet og derfor faktisk ikke aner noget som helst om, hvordan verden fungerer. Heldigvis møder vi nogle mere kompetente figurer i Mushroom Kingdom I løbet af eventyret, som kan hjælpe Mario videre - der er blandt andre Bob-Omb’en Bobby, der lider af hukommelsestab, og arkæologen Professor Toad, der kan tyde oldgammel skrift og grave efter skatte.

Spillet er inddelt i forskellige zoner, der spænder fra frodige skove til hede ørkener, store have og riger i himlen. I et forsøg på at forskanse sig har King Olly i hvert rige gemt enden på en farvet streamer, som vi på dansk nok vil kalde et gavebånd, og får du opløst hver af de fem bånd, vil du endelig kunne møde King Olly selv, som faktisk er meget fraværende igennem spillet og derfor egentlig ikke føles særligt truende. Områderne er forskellige og byder på masser af små hemmeligheder og skatte at finde.



Hvert bånd er bevogtet af en boss, der er medlem af League of Stationary, og som tjener King Olly. Bosserne er, som trailere har vist, baseret på almindelige kontorredskaber, såsom farveblyanter og tape-dispensere, hvilket jeg finder både kreativt og sjovt. For at besejre dem skal du først finde deres svage punkt, hvilket til tider kræver en del forsøg.

Spillets hovedfokus er på udforskning af områderne og gådeløsning, noget som altid har været i højsædet i Paper Mario-spil, men som alligevel fylder mere i dette, end jeg tidligere har oplevet. Alle større områder er inddelt i små zoner, og åbner du spillets menu kan du til enhver tid se status på dine fremskridt i zonen. Du kan se, hvor mange Toads du har fundet, hvor mange ?-blokke du har ramt, hvor mange skatte du har fundet, og hvor mange ikke-bundløse huller, du har udfyldt med konfetti. At finde Toads giver dig flere tilskuere til dine kampe, og så er de altid god for en lille joke. Skattene er genstande fra spillet i trofæ-form, som bliver anbragt på museet i Toad Town - hovedbyen i spillet - mens ?-blokke giver dig mønter eller ting, der er gode at have med på eventyr. De ikke-bundløse huller - som de hedder i spillet - er blot huller i landskabet, som skal fyldes ud, og som giver dig mønter, når du gør det. Alt i alt er der masser at lave, men intet der er meget vigtigt for andre, end dem der går efter at klare spillet 100 %.



I Paper Mario-spillene har der altid været et RPG-element (ja, altså bortset fra Super Paper Mario). Du samlede våben, der blev stærkere, du steg i level og blev stærkere, fik mere HP, og kampene var tur-baserede. Dertil kom medaljer, der gav dig særlige evner, og partnere, der kunne hjælpe dig i kamp og tog med dig på dine eventyr fra start til slut. Denne del af spillene er lidt efter lidt blevet udvandet, og den tendens er fortsat i Paper Mario: The Origami King. Går du derfor efter et RPG-spil, så vil du blive slemt skuffet. I spillet her får du en meget let udgave, hvor du får mere HP (dvs. kan tage mere skade uden at dø), men disse forøgelser får du hovedsageligt som belønning for udforskning, for at klare spillets bosser og ved at finde Toads. Hver gang du får mere HP, vil du samtidig få lidt mere angrebslraft, så dine slag bliver stærkere. Du har fra starten dine sko og din hammer til rådighed, og så kan du købe dig til stærkere udgaver, som går i stykker efter et stykke tids brug. Kampene er stadig turbaserede. Som nævnt tidligere har du også nogle partnere med dig rundt, men disse er midlertidige og kun forbeholdt visse områder af spillet - de kan dog hjælpe dig i kamp ved nogle gange at uddele ekstra skade til dine fjender. Alt i alt en meget tynd udgave i forhold tll seriens højdepunkt, og det er måske dermed på tide helt at droppe denne del af spillene fremover, da det egentlig ikke rigtig tjener noget formål at beholde det.

I de senere spil i serien har der været noget, som har været specielt omkring kampene. I Paper Mario: Sticker Star var det klistermærker, mens det i Paper Mario: Color Splash var kort og maling. I Paper Mario: The Origami King har vi nu en ny måde at udkæmpe kampe på, og det kan nok bedst beskrives som en flad, rund Rubiks kube. Når du indleder en kamp, møder du et vist antal fjender - et antal der altid går op i 4 - som er spredt ud på nogle felter, og det er nu din opgave at samle dem i grupper á fire enten som en lige linje fra midten af cirklen og ud eller som en gruppe på 2x2, igen fra midten og ud. Gør du det med succes, bliver din angrebskraft forøget med 50 %, hvilket kan være forskellen på at klare fjenderne på én tur. Måden du gør det på er ved at manipulere arenaen, der består af fire cirkler, som hver er inddelt i 12 felter. Cirklerne kan drejes med og mod uret, mens du kan skubbe felterne frem og tilbage mellem cirklerne. Du kan altså skubbe en fjende fra inderste cirkel til en af de andre cirkler for derefter at dreje på denne cirkel for at få fjende ind på en række med én fjende i hver cirkel - herefter kan du hoppe på dem fra inderste til yderste cirkel.



Da jeg først blev præsenteret for disse kampe gennem trailere blev jeg slemt skuffet, men jeg fandt, at jeg slet ikke hadede det så meget, som jeg havde forventet. Nej, jeg havde nok foretrukket noget mere traditionelt og RPG-agtigt, men det fangede mig alligevel at flytte disse cirkler rundt, og mens det i starten var ret let, så blev det lynhurtigt en særdeles svær opgave, som jeg bestemt ikke lykkes med hver gang - og lykkes det ikke, bliver du straffet for det ved, at fjenderne ikke dør, og uddeler en hel del skade. Til hjælp kan det siges, at du får det antal angreb, som det kræves for, at du kan slå alle fjenderne én gang, og Mario angriber altid først; er der således 8 fjender på banen, får du 2 angreb, er der 16 fjender får du 4 osv. Der er også visse fjender, som gør opgaven noget sværere - f.eks. vil spøgelserne Boo blive usynlige efter de første tre-fem sekunder, mens andre fjender sørger for, at du ikke kan flytte felterne frem og tilbage. På den måde er der masser af variation, og giver spillet den udfordring, som det ellers i selve hoveddelen af spillet mangler.



Fra udviklernes side var der et ønske om, at bosskampe foregik på samme måde, men da bosserne tit står alene på arenaen er der ikke nogen at danne grupper med. Derfor står Mario nu udenfor arenaen og skal ved hjælp af pile danne en rute, som ender på et felt, hvorfra du kan udføre et angreb. Alle bosserne kræver en særlig strategi - nogle skal angribes bagfra med hammeren, andre skal du først fjerne et skjold på, og andre igen svæver, så de kræver noget helt andet. Bosskampene er kreative og fungerer generelt rigtig, rigtig godt, og de er bestemt ikke helt lette. Som jeg tidligere har nævnt, finder jeg bosserne selv sjove, men de er lidt forglemmelige, selvom der er lagt energi i at give dem forskellige personligheder - al tale foregår via skrift, og det kan være svært at putte rigtig meget personlighed ned i nogle enkelte talebobler.

Ved endt kamp får du ikke som i andre RPG-spil erfaringspoint, men tildeles blot en god klat mønter og noget konfetti, begge dele ting du sagtens kan finde rundt omkring, men eftersom mønter skal bruges til alt muligt, er det en god idé at tage imod kampene, da det går lidt hurtigere med at samle mønter her. Konfetti finder du en del af rundt omkring. Mønterne bruger du til at købe våben, skatte og accessories, der er ting, som kan hjælpe dig i kamp og i udforskning. Kamp-tingene er mere HP, mere tid og bedre forsvar, mens de øvrige ting hjælper dig til at finde ting i omverdenen og andre, som kan være nyttige. Modsat Sticker Star og Color Splash mister du dog ikke noget på en succesfuld kamp, så i det mindste straffes du ikke for at tage i kamp i denne omgang - noget der igen gør dem noget mere tålelige. Mønter bruger du også til at få Toads til at hjælpe dig i kamp - kan du ikke få samlet fjenderne ordentligt i grupper, kan du betale Toads for at gøre det for dig; det koster i nærheden af 500 mønter at få dem til at arrangere fjenderne perfekt eller 200 for at få dem til at give dig det første ryk. De vil dog samtidig give dig lidt HP. Det kan nogle gange godt være en fordel at få hjælp til det første ryk i nye opstillinger af fjender, fordi nogle af teknikkerne bliver genbrugt ved senere kampe, og nogle gange går de 30-60 sekunder altså bare ufatteligt hurtigt.



Alt i alt havde jeg nok foretrukket, at spillet gik mere i retning af Super Paper Mario, hvor kampene er mere action-baserede, men kampsystemet i Paper Mario: The Origami King er faktisk ikke så slemt, som det ser ud til. Til tider er det frustrerende svært, mens det på andre tidspunkter kan være til den trivielle side, men alt i alt balancerer det, og går du kold ud på de små timer, kan du altid betale Toads fra at rykke brikkerne for dig - der er mønter nok i spillet til det.

Som jeg flygtigt nævnte tidligere er spillet til den lette side, og de første ti timer kører du helt sikkert med klatten og møder ikke nogen game over-skærme, og spillets gåder og hemmeligheder er til den meget oplagte side. Det ændrer sig dog lidt efter lidt, og for en gangs skyld er spillet her et, der bare bliver bedre og bedre, efterhånden som du når længere i det. Det er dog et langt spil, og du kan godt forvente at bruge 30-40 timer i selskab med Mario og Olivia i denne omgang - og det er måske lige til den lange side med noget indhold, der godt kunne være blevet klippet fra. Jeg kunne desuden ikke undgå at få flash-backs tilbage til Paper Mario: Color Splash, for enkelte dele af spillet føles helt og holdent som et copy-paste-arbejde, specielt i starten. Følelsen aftager med tiden, men det er et lidt uheldigt førstehåndsindtryk.



Kampene fylder meget, men som jeg startede med at sige, så er det nok nærmere udforskning af områderne, der er i højsædet. Områderne er vidt forskellige, og du traverserer dem på forskellige vis - du skal både gå, flyve, sejle og river-rafte, og du besøger meget forskellige steder på dit eventyr, hver med sine helt egne særpræg. Første gang spillet for alvor imponerede mig med sit gameplay var i Shogun Studios, en forlystelsespark baseret på det gamle Japan, og herefter blev det bare bedre. At finde en Toad, der er blevet gemt af vejen som origami lyder ikke så sindsoprivende, men det giver alligevel tit et lille smil på læben, da de altid siger tak med en lille joke, der nok bedst kan beskrives som far-humor.

Mens Toad-jokene egentlig er sjove, så er dialogen i Paper Mario: The Origami King desværre ikke helt så sjov, som jeg husker Color Splash. Olivia er oftest kilden til humor, fordi hun er ekstremt ny i det med at leve og tit fejler i sine konklusioner, men udover det er dialogerne desværre ret forglemmelige. Det gør dog ikke noget for helhedsindtrykket - det er stadig et skørt nok univers til, at det hele er lidt sjovt alligevel.



Konklusion:
Hvis du lægger fordommene og forventningerne på hylden, vil du i Paper Mario: The Origami King finde et spil, der faktisk er helt fortræffeligt. Spillet byder på smukke og alsidige verdener med masser af indhold og personlighed, men det trækkes lidt ned af en lidt sløv start samt et kampsystem, som godt kan virke lidt tungt og som til trods for at være ret originalt og også sjovt langt hen ad vejen godt kan blive lidt for meget. Selvom spillets dialog ikke er på højde med tidligere indspark i serien, og spillet måske er lidt for langt for sit eget bedste, er Paper Mario: The Origami King det bedste spil i serien i nyere tid. men Paper Mario-serien gør i mine øjne bedst i helt at droppe RPG-elementerne og i stedet blive mere et action-adventure-spil, fordi vi på den måde får udryddet forventningerne til fremtidige spil og får fokuseret på det, der faktisk er det sjove - og fans af serien vil måske dermed begynde at nyde spillene for det de er og ikke hade dem for det de ikke er.

3
1ups givet

4/5


Nemt at gå til

Hjernegymnastik

Øjeguf

Kommentarer:

#1 - Zone

Level: 28 (Skeeter)

02-08-2020 22:44

God anmeldelse! Jeg er overordnet meget enig med dine observationer. Smiley Jeg har lige gennemført spillet 100% i sidste uge, og det er en af de bedste overraskelser på spilfronten i 2020. Smiley
2
1ups givet

#2 - AND

Level: 35 (Lakitu)

04-08-2020 11:16

Tak for anmeldelsen, JOEP.

Det lyder jo, som et godt spil, selvom jeg havde håber på en mere direkte efterfølger til Thousand Year Door.

Ærgerligt, at spillet ikke får lov til at være den samme fænomenale blanding af Super Mario og RPG, som gjorde de første spil så populære.

Bliver spændende at få suppleret med meningerne i N-cast Smiley
0
1ups givet

Paper Mario: The Origami King

Paper Mario: The Origami King
Platform:
Nintendo Switch

Udgivelse:
17-07-2020

Kan købes hos:
Proshop - 385.00 kr
Coolshop - 399.00 kr