Pokkén Tournament DX (Switch)

Item: Pokkén Tournament DX (Switch)
Rating: 4
Author: Shajita

Skrevet af Shajita - 19-09-2017 15:46

Pokkén Tournament fandt sin vej til Wii U for halvandet år siden, og dermed i det sidste år af den lille konsols levetid, efter et længere forløb i de asiatiske arkade haller, hvor det fik sin debut i sommeren, 2015. Spillet var anmelderrost og havde respektable salgstal taget situationen på Wii U i betragtning, men der var ingen tvivl om, at det begrænsede publikum holdt spillet tilbage. Med en ny og umiddelbart mere populær Nintendo-konsol på markedet går Pokkén Tournament derfor atter efter bæltet, når det bringes til Switch i denne uge i en DX-version, som tilføjer fem nye spillebare Pokémon, men desværre ikke meget andet.

Pokkén Tounament er et kampspil udviklet som et fælles projekt mellem The Pokémon Company og Bandai Namcos Tekken-division. Det har derfor mere til fælles med typiske slåsspil end eksempelvis Nintendos egen Super Smash Bros.-serie, men det til trods kan man ikke kalde Pokkén traditionelt. Spillets kampe er nemlig delt op i to vidt forskellige faser kaldet Field Phase og Duel Phase. I Field Phase kan du frit bevæge dig rundt på et stort areal i 3D, og dine angreb har typisk længere rækkevidde, men når visse kriterier bliver mødt, som eksempelvis at lande et kast eller en combo, vil kampen gå over i Duel Phase, hvor begge spillere er fastlåst til et 2D-plan a la Street Fighter – blot med mange flere offensive muligheder.

Begge spillets faser har forskellige former for kontrol og nuancer som du skal mestre. I Field Phase er din Y-knap bundet til ranged attacks, såsom projektiler, og dette er universelt for alle Pokémon i spillet – ja, selv dem der ellers er bygget til at kæmpe på tæt hold, såsom den stærke wrestler-Pokémon, Machamp. X-knappen bruges derimod til fysiske angreb, og disse vil typisk blive rettet mod modstanderen, så du slipper for at sigte i det fri. A-knappen er dedikeret til din Pokémons specielle teknikker, såsom at spy ild med Charizard eller at spænde musklerne med Machamp, hvilket giver ham adgang til nye- eller forstærkede teknikker. Dine tre angrebs-knapper kan yderligere modificeres ved at forbinde dem med styrepinden. Hvis du holder til venstre, mens du trykker på X, så vil din Pokémon eksempelvis lave en undvigelsesmanøvre, mens den angriber.

I Duel Phase er det lidt af en anden historie. A er stadig forbundet til dine Pokémon-specifikke angreb, men Y er nu Light Attack, mens X er Heavy Attack, og modsat Field Phase kan disse angreb også bruges til at udføre combos, der er en stribe af angreb, som modstanderen ikke kan slippe ud af. Ligesom i Field Phase kan disse angreb også modificeres med den venstre styrepind eller D-Pad, men omvendt har du nu også en væg at tænke på. Banerne er nemlig alle lukket inde i en kuppel, og du har markant færre muligheder for at flygte, når din ryg er imod muren. Dette er en specielt farlig situation, da alle Pokémon har angreb som forårsager et ‘Wall Splat’, hvor modstanderen hjælpeløst bliver banket ind i en væg, og derfor er åben for et par hurtige angreb. Når spillerne har udvekslet nok næver og ildkugler i Duel Phase, vil én af spillerne blive blæst væk, og spillet går tilbage til Field Phase, hvor cirklen fortsætter indtil én spiller løber tør for liv, eller tiden går. På trods af forskellene de to faser imellem er der dog visse elementer som de deler –bl.a. blokeringer, greb, counters, assists og det såkaldte Synergy Burst.

Pokkén Tounament er, som næsten alle andre slåsspil, bygget på en hellig trekant af angreb, blokeringer og greb, men det lægger betydeligt mere vægt på disse elementer end dets konkurrenter. Ved at holde X og A inde samtidig, vil din Pokémon således lade op til et counter-angreb, og disse angreb kan ikke stoppes med almindelige angreb, for de kan kun stoppes med et greb eller med et super-angreb. Greb, udført med Y og B samtidig, vil brænde lige igennem counters, men de knækker som tandstikker mod ganske almindelige angreb, der til gengæld netop kan stoppes med et counter eller gøres irrelevante med en blokering. Spillet vil altså meget gerne have dig og din modstander ind i intense og tempofyldte runder af sten-saks-papir, hvor beslutninger og chancer bliver taget på sekunder baseret på modstanderens vaner.

Hvor det hurtigt bliver mere interessant, det er, når vi stikker dybere og ser på Assists og Synergy Bursts, og begge er de drevet af hver sit meter, der langsomt fyldes op, som kampen skrider frem. I starten af hver kamp vælger du et sæt Assist Pokémon fra et stort udvalg af forskellige muligheder, hvor hvert sæt består af 2 Assists, som du kan frit kan vælge én af at tage med i kamp i hver runde. Din udvalgte partner kommer dig så til undsætning med et tryk på en skulderknap (så længe metret er fuldt opladet). Assist Pokémon kommer i tre varianter, der giver henholdvis buffs, debuffs og ganske almindelige angreb, så med andre ord kan de gøre dig stærkere, modstanderen svagere eller direkte angribe. Hvilke Assists der er bedst, afhænger af din Pokémon og din modstander, så vær ikke bange for at eksperimentere, indtil du finder noget, der komplimenterer din spillestil.

Synergy Bursts aktiveres ved at trykke på L og R samtidig, når det andet meter er opfyldt, og disse giver en kortvarig power-up, som din Pokémon kan bruge. Mange Pokémon såsom Pikachu og Machamp bliver bare stærkere, hurtigere eller forbedret på en eller anden måde via Synergy Burst, men andre, såsom Gengar, gennemgår store forandringer, der ændrer deres angreb og generelle måde at spille på. Hvis en Pokémon har en officiel Mega Evolution, så vil den tilmed forvandle sig til den under brug af Synergy Burst, hvilket er en værdsat smule fanservice, men den største fordel ved Synergy Burst er dog, at det åbner op for dit super-angreb. Dette kan bruges én gang per Synergy Burst ved at trykke på L og R samtidig, og disse overdrevne angreb kan vinde et spil, hvis de bruges i de rigtige situationer.

I grove træk, så var det hele kampsystemet forklaret, og når man lægger ud, kan det virke meget rodet og forvirrende. Heldigvis har spillet en god tutorial, som går dig igennem alle systemets funktioner, men det kan være en anelse meget at tage ind, så den bedste måde at få en følelse for det er ved at spille spillet, og det kan man i en række af modes for enhver smag. Som forventet kan du eksempelvis øve dig på en dummy, som ikke gør modstand, men du kan også spille lokale kampe, hvor to spillere kan tæve løs på hinanden på én Switch. Dette kan endelig gøres med kun én skærm (Wii U-versionen krævede, at spiller 2 brugte skærmen på Game Pad), men det kommer med visse begrænsninger. Begge spillere kan først og fremmest deles om det fulde skærmbillede, men spiller 2 har her et generelt dårligere synspunkt, da kameraet følger spiller 1. Man kan også dele skærmen i to og give begge spillere lige meget plads at arbejde med, men dette halverer spillets framerate fra de stensolide 60 til knapt så tiltrækkende 30. Til turneringer er det ikke optimalt, men det fungerer fint til sjov og spas, og skulle du have en ven med en Switch og Pokkén Tournament, så kan I også fuldstændig gå uden om det problem, via Wireless Battles, og spille imod hinanden på hver jeres maskine.

Ligeledes kan du tage kampen online, og spille imod venner og fjender fra nær og fjern. Online-delen kommer i Ranked- og Friendly-varianter, hvor den første mulighed vil belønne dig med point for at sejre men tage dem væk efter et nederlag. Friendly, som navnet hentyder til, skaffer sig af med det aspekt, så du kan spille imod andre i et mere stress-frit miljø uden bekymringer, men vil du øve dig mod forskellige modstandere, før du tager kampen online, så kan du kaste dig over Ferrum League, som er spillets kampagne-del. Desværre er det en utrolig dårlig kampagne, for det er næsten udelukkende den ene kamp efter den anden uden meget kød imellem dem. Der er en historie, som omhandler Mewtwo, men den er dårlig fortalt, og medmindre du er nostalgisk for den psykiske klon, så er der ikke meget følelsesmæssig vægt bag noget af det.

Hvis du har spillet Pokkén Tournament på Wii U, så lyder alt det ovenstående nok meget bekendt, og det er desværre fordi, at DX-versionen ikke har særligt mange forbedringer eller tilføjelser over originalen. Der er en ny Versus mode, hvor begge spillere vælger tre Pokémon til en tag-team-kamp, hvor besejrede Pokémon bliver skiftet ud med de næste i rækken, indtil kun ét hold står oprejst, og skulle du være i humør til, at tingene bliver lidt skøre, så er der Daily Challenge; daglige udfordringer hvor du kan vinde diverse goder. Disse udfordringer kan eksempelvis bestå i at lande bestemte angreb under bestemte situationer, som for eksempel at ramme en modstander med Charizards Seismic Throw, mens modstanderen er i luften. Det kan være en sjov distrahering, specielt i situationer som førnævnte eksempel, hvor jeg måtte tænke ud af kassen og tjekke Charizards muligheder igennem for at klare udfordringen, og jeg værdsatte efterfølgende figurens spillestil mere på grund af det.

De nye spilmuligheder er sjove tilføjelser, men stjernerne i Pokken Tournament DX er helt klart de fem nye spilbare Pokémon, som er blevet tilføjet. Fire af dem ser deres konsol-debut efter for længe siden at være blevet tilføjet til arkade-versionen i Asien, mens den femte er unik og eksklusiv til Nintendo Switch.
Første nye Pokémon er Darkrai. Han er en anelse svær at spille effektivt, da hans spillestil går ud på, at placere små sorte huller på banen, som han kan skyde små torne ud af. Han er bedst egnet til øvede spillere, som foretrækker at kontrollere kampens tempo ved at begrænse modstanderens muligheder med fælder og farezoner.

Den næste på listen er Croagunk, der er lidt af en joke-karakter i animation men bestemt ikke i skade. Han er en af de langsommere karakterer i spillet, men hans uortodokse animationer gør ham svær at forudse. Hvis du er typen, der gerne vil frustrere din modstander til at begå fejl, for så at straffe dem med hårdtslående angreb, så er Croagunk værd at kigge på.
Empoleon er meget som Croagunk, i det at han bevæger sig langsomt og slår hårdt, men der er ingen jokes at hente her. Empoleon er tung at komme ind i med hans begrænsede momentum og knapt så åbenlyse combo-potentiale. Han bringer dog en sjov gimmick til spillet med sin Ice Beam; en hurtig og hårdtslående stråle, der efterlader en sti af is, som Empoleon kan skøjte henad for at lægge pres på modstanderen. Meget ligesom Croagunk (igen) burde Empoleon appellere til tålmodige spillere, som forstår hvornår de skal angribe.

Derefter har vi Scizor, som var den Pokémon, jeg gennemgik Ferrum League med. Han har middelmådig fart men god skade, og ved at trykke på A kan Scizor bruge Sword Dance, som placerer to sværd bag ham – dette angreb kan udføres igen for et maksimum af fire sværd. I Duel Phase kan sværdene bruges til at afslutte combos med stærke angreb, som Scizor ellers ikke har adgang til, og i Field Phase er de effektive til at holde modstanderen på plads, da han kan kaste to sværd i hver sin retning, så de rammer modstanderen fra både højre og venstre. Scizor er egnet til spillere uden meget tålmodighed, som godt kan lide at flyve ind og overvælde modstanderen med angreb.
Slutteligt har vi den Switch-eksklusive Decidueye; en frisk deltager, som fik sin debut i sidste års Pokémon Sun og Moon til 3DS. Med hurtige projektiler og lange spark er Decidueye et optimalt valg for spillere, der gerne vil have gode muligheder i både Field- og Duel Phase. Han slår ikke lige så hårdt som hans fælles nyankomne kollegaer, men hans fart og rækkevidde skulle gøre det nemmere for ham, at få sin vilje.

Præsentationen har også set mindre forbedringer, men det er overordnet set samme pakke som før. Spillet ser renere ud, end Wii U-versionen, som godt kunne virke lidt mudret, gjorde det, men meget andet er ikke blevet lavet om, hvilket er ganske acceptabelt. Spillets atypiske grafikstil med realistiske teksturer og muskulaturer på de forskellige Pokémon er nemlig stadig lige så iøjefaldende flot som på Wii U. Lyden har heller ikke set nogen ændringer. Alle Pokémon kommer med deres overbevisende, dyriske råb og brøl (på nær Pikachu som fortsat råber sit navn), og tilfredsstillende lyd-effekter sælger hvert angreb, mens det halvhjertede stemmeskuespil stadig skader historien mere end det hjælper. Din partner, Nia, har stadig en afskyelig stemme og et ufattelig behov for at bruge den, men ligesom i originalen kan du begrænse hendes inputs, og ligesom i originalen foreslår jeg, at du gør det som noget af det første.

Konklusion:
Pokkén Tournament DX fikser enkelte problemer fra originalen – primært det lille udvalg af karakterer – men der er ingen tvivl om, at der ikke er gået alverdens arbejde ind i at opdatere spillet til det nye hardware. Den nye Team Battle mode og de daglige udfordringer er en sjov inklusion, men det er hovedsageligt de nye karakterer, der puster friskt liv i spillets kerne af gameplay. Hvis du var fan af originalen og gerne vil have en ny spillerbase (eller bare en håndholdt version), så er Switch-udgaven præcis, hvad du forventer, og hvis du aldrig hoppede med på båden, da den først satte sejl, så er der intet bedre tidspunkt end nu. Hvis du ikke brød dig om den originale udgivelse, så er der til gengæld heller intet her, der vil ændre din mening. Gameplay’et, historien og udvalget af spilvarianter er overordnet set meget identisk med, hvad der var at finde på Wii U. Her halvandet år senere, så er der dog stadig intet på markedet som Pokkén Tournament og dets bizarre kampsystem og karakter-udvalg, og er du fan af slåsspil eller Pokémon, så skylder du altså dig selv et par runder i ringen med Pokkén Tournament DX.

Spillet fylder 3,2 GB.