Shadow Labyrinth (Switch 2)

Item: Shadow Labyrinth (Switch 2)
Rating: 3
Author: Zone

Skrevet af Zone - 26-07-2025 11:35

Det er ikke en ny ting at spilserier får seje, mørke reboots eller spinoffs, men trenden fortsætter, og nu er turen nået til Pac-Man. Shadow Labyrinth er nemlig et metroidvania spin-off baseret på den efterhånden ret gamle arkadefigur. Men har Bandai Namco formået at skabe et spil, der kan hamle op med de helt store spillere, i en genre, der efterhånden er ligeså udbredt som Pac-Man selv? Få svaret i min anmeldelse af Shadow Labyrinth.

Shadow Labyrinth er udviklet af Bandai Namco Studios, og er som nævnt i introen et metroidvania-spil. Spillet starter med en dramatisk og mystisk sekvens, hvor man styrer en robot der kæmper i det ydre rum. Det står hurtigt klart, at man ikke står en chance mod fjenden og sekvensen slutter med at robotten bliver ødelagt i et kæmpe brag. Skærmen går i sort, og efter lidt mere mystik, ser man spillets hovedkarakter - en navnløs, kutteklædt skikkelse, der vågner i en beholder i et forladt, futuristisk fængsel. Man er blevet vækket af den mærkelige flyvende robot ved navn PUCK, som ligner Pac-Man helt umådeligt meget. PUCK fortæller at han har brug for ens hjælp til at opnå sit mål - men hvad målet er, kommer han sjovt nok ikke ind på. Herfra udfolder historien sig lidt efter lidt, mens man arbejder sig hen mod PUCKs mål. Man møder mystiske figurer og spillet insinuerer, at der er sket en større operation for flere hundrede år siden, som er slået fejl. Historien er egentlig ganske spændende og holder spilleren interesseret med sin mystik - men det er heller ikke en videre nyskabende fortælling, og det er klart gameplayet man bliver for.

Spillet har en ganske standard styring for genren og et simpelt kampsystem, der er nemt at eksekvere på. Langsomt låser man op for nye evner, der både gør udforskning og kamp lettere og sjovere. Man får f.eks. en evne der gør, at man kan køre på bestemte ‘skinner’, hvor man antager form som Pac-Man, hvor man både samler små gule piller ind (akkompagneret af den klassiske ‘waka-waka’-lyd) og kan hoppe fra skinne til skinne. Det er et interessant take på Pac-Mans klassiske gameplay og er en sjov gimmick. En anden fed evne er at man kan lave sig om til robotten man ser i starten af spillet, kaldet GAIA. GAIA er kun aktiv i meget kort tid, men fungerer som en udødelig dræbermaskine i mens man er i den. Det er utrolig bevendt i svære dele af spillet, eller i bosskampe, som kan være ret udfordrende.

Spillet poserer nemlig en udfordring, selv for garvede Metroidvania-fans, hvor man skal bruge sit ‘dodge’ nøje til at undvige angreb og selv angribe på det rigtige tidspunkt, for ikke at blive fuldstændigt massakreret. Heldigvis er der save points før de helt store bosser, så man ikke behøver at løbe ret langt, når man dør. Så selvom bosserne er svære, kan man hurtigt komme op på hesten igen. Sværhedsgraden er dog også at finde udenfor bosskampene. Spillets områder er spækket med fjender, og de er mindst lige så nådesløse, som bosserne. Man har mulighed for at heale i bedste Dark Souls-stil, men man starter kun med en enkelt ‘charge’, som kun kan genopfyldes ved save points. Spillet har både save points og check points. Sidstnævnte er en mindre udgave af et save point, der giver spilleren fuld liv og gør at man kan gå tilbage til save points, hvor man kan lære nye evner, transportere sig til andre save points, med mere.

Det største problem med checkpoints er at ens heal ikke bliver genopfyldt. Det betyder at man skal være ekstremt forsigtig med at bruge sin heal, og hvis man får den brugt er der ofte meget langt til næste save point, hvor den kan fyldes op. Det betyder at man i svære sektioner, nogle gange skal gentage den samme sekvens igen og igen, uden at tage skade, hvilket kan være en stor udfordring. Det bliver en smule repetitivt og frustrerende når man har været død for 10. Gang i træk. Man kan måske argumentere for, at man bare skal blive god til spillet, og lære at undvige angreb og få dræbt fjenderne hurtigt, men ens færd i spillet ville blive gjort langt mindre langtrukken, hvis man i det mindste kunne genopfylde sin heal ved checkpoints - det kan man trods alt i Dark Souls. Spil som Hollow Knight eller Metroid Dread, hvor man kan få liv tilbage når man gør det godt i kamp, er desuden langt mindre frustrerende at spille, til trods for at matche eller overgå Shadow Labyrinth i sværhedsgrad. Når man samtidigt møder den store mængde af fjender, som meget er de samme 3-4 fjender der går igen, så bliver man lidt træt. Har også været ude for at en boss blev genbrugt, hvilket irriterede mig lidt.

Alt det ville måske være fint nok, hvis spillet føltes godt at spille - men her er der også problemer at finde. Spillets ‘game feel’ føles tungt og kluntet meget af tiden - ikke mindst spillerens ‘dodge’-mekanik, der både har en kort længde og en langsom animation, hvilket gør at det føles akavet. Derudover har spillet et irriterende flow, pga. en central mekanik. Nogle upgrades i spillet skal købes via penge, samt materialer. Disse materialer får man direkte fra fjenderne ved at bruge den såkaldte ‘devour’-mekanik. Her skal man klikke den højre styrepind ned, for at aktivere evnen, og det skal ske hurtigt, inden fjendernes lig forsvinder fra skærmen. Spillet opfordrer en til at indsamle de her materialer så tit man kan, men udover at det er en akavet knap man skal bruge, så er animationen ekstremt langsom, og stopper ens karakters bevægelse fuldstændigt. Man skal tilmed sigte efter fjendens lig, så nogle gange skal man trykke flere gange for at få fat i det. Det resulterer desværre i at spillets flow konstant bliver afbrudt, og man fristet nærmest til at lade være med at samle de her materialer - men man ved bare man fortryder det, hvis man ikke har dem til senere. Min opfordring vil dog være at man prøver at styre sig lidt, efter man har samlet et vist antal, for ikke at ødelægge ens oplevelse fuldstændigt.

Jeg anmelder, som bekendt Switch 2-versionen af Shadow Labyrinth. Og her er der mere kritik at hente! Spillet føles nemlig slet ikke som et Switch 2-spil, da det har store problemer med performance i visse sektioner, hvilket er helt uforståeligt når spillet er lavet i 2D, på langt stærkere hardware end Switch 1. Når spil som Hollow Knight, Ori and the Blind Forest og Metroid Dread kører langt mere stabilt og så på en svagere maskine, er det næsten pinligt at Shadow Labyrinth i det hele taget har problemer. Til at starte med lægger man kun mærke til det når man loader en ny skærm, hvilket ikke er et problem, men senere kan flere ting på skærmen, samt en simpel partikeleffekt, få spillet til at lagge. Det tyder på at de spilmotor, der er brugt, er dårligt optimeret til Switch 2. Jeg håber at det er noget Bandai Namco vil adressere i en patch, for det er det første Switch 2-spil jeg har spillet, hvor jeg har mærket grelle performance issues - og så i et 2D-spil.

Men hvis man skal sige noget godt om det grafiske, så er det at spillets art style fungerer rigtig godt. Man får virkelig følelsen af at man spiller et barsk og sejt spin-off af Pac-Man, med mørke grotter, farlige fjender og storslåede vistaer. Der er flere skærmbilleder i spillet, der er utroligt flotte. Desværre er spillets områder ikke de mest unikke eller spændende, men de er gode til at lave markante skift, mellem hvert område, så man føler man progresserer i spillet.

Konklusion
Shadow Labyrinth er et ganske middelmådigt metroidvania-spil, der har en række problemer, der gør at det ikke når de store klassikere i genren til sokkeholderne. Til gengæld har spillet et fedt twist i dets mørke fremvisning af Pac-Man-universet. Det er fedt at køre rundt på skinner og samle ‘piller’ eller se Pac-Man fortære en boss efter man har nedkæmpet den. Men spillets flow og game feel er desværre et stort kritikpunkt. Det føles ikke godt at spille, meget af tiden, hvilket gør at man ser spillets fejl og mangler mere tydeligt. Der er desuden så langt mellem at man kan genopfylde sin healing, at man dør igen og igen. Og selvom det er fedt med en udfordring, så er den en udfordring der straffer spillerens fejl helt enormt, og gør spillet langtrukkent i sekvenser, der burde være overstået efter 2-3 forsøg. Spillet har en pæn 2D-grafik og giver meget til den mørke stemning, spillet går efter, men det gør ikke op for at spillet performer dårligt, hvilket undrer mig, når Switch 2 er så stor en forbedring over Switch 1. Når man tænder for spillet på Switch 1, kan jeg dog fortælle at det er endnu værre, så Switch 2-versionen er helt klart at foretrække. Alt i alt er Shadow Labyrinth et interessant take på Pac-Man, og hvis de laver en opfølger, er der rig mulighed for at forbedre en masse af spillets mangler. Har man brug for et nyt Metroidvania, kan Shadow Labyrinth godt anbefales, men man skal bare vide at det ikke er toppen af poppen, der er tale om.