Sonic Forces (Switch)

Item: Sonic Forces (Switch)
Rating: 2
Author: Shajita

Skrevet af Shajita - 10-11-2017 19:06

Sonic har nydt lidt af et comeback på det seneste, for blandt andet sidste års 3DS-eksklusive spil, Sonic Boom: Fire & Ice, var et solidt skridt i den rigtige retning. Den tilhørende tegnefilms-serie nyder solide seertal og en varm fan-respons takket være dens selv-referentielle humor, og for blot få måneder siden annoncerede SEGA et tegneserie-partnerskab med forlæggeren IDW, som fik mange fans af den lange Sonic-tegneserie op af stolen i jubel. Vi må selvfølgelig heller ikke glemme udgivelsen af Sonic Mania – et kærlighedsbrev fra dedikerede fans til dedikerede fans – som endte med at blive det mest kritikerroste spil i serien i de seneste 15 år, da det blev udgivet i august, og nu efter mere end fire år på bænken træder Sonic Team ind i ringen med deres tilføjelse til den nuværende Sonic-renæssance. På trods af den lange ventetid og Sonics nuværende momentum er det dog tydeligt, at Sonic Forces, der udkom i tirsdags, ikke er klar til at tage kampen op.

Sonic Forces bygger på fundamentet grundlagt af Sonic Generations fra 2011, og det betyder, at vi får en blanding af 2D- og 3D-spil i en og samme pakke. Vi har således Modern Sonic samt Classic Sonic (herefter refereret til som henholdsvis Sonic og Classic), og som en ny inklusion er der denne gang et personligt avatar, som du selv designer med et bredt udvalg af tøjdele og våben.

Plot eller komplot?
Du spiller banerne i en forudbestemt rækkefølge, som ofte har en direkte forbindelse til spillets historie. De fleste baner er således retfærdiggjort via historien, og filmsekvenser er en af dine største belønninger for at tæske dig igennem spillets udfordringer. Det er imidlertid en skam, at Sonic Forces er så dedikeret til sin fortælling, for historien såvel som de sekvenser, der præsenterer den, har flere problemer, og muligvis den største af dem er en komplet mangel på konsistens i dets tone. Inden for de første fem minutter af spillet bliver Sonic besejret, kidnappet og tortureret i intet mindre end seks måneder – en tidsperiode, som Eggman bruger til at invadere- og overtage hele planeten – men det blå pindsvin når ikke engang at forlade sit fængsel, før han fjoller rundt med sine fjender og kaster referencer om hotdogs ud som slik på sidste skoledag.

Så snart Sonic melder sig til modstandsbevægelsen kommanderet af fan-favoritterne; Knuckles, Amy, Tails, Silver og Team Chaotix, så finder spillet sig oftere i den lyse tone, som vi så i eksempelvis Sonic Unleashed, men der er stadig nogle dybe dykm der hverken føles nødvendige eller fortjente. Med karakterer som Knuckles, Silver og Shadow som målmænd ville det nok være en kende urealistisk for Eggman at overtage verden på et halvt år, hvis ikke for den onde videnskabsmands seneste mesterværk ved navn Infinite, og stik modsat mine egne forventninger skulle Infinite vise sig at være et af historiens højdepunkter. Den nye skurk har en unik og veludført superkraft, som bliver brugt til nogle underholdende gimmick-baner, og Sonic Team spilder ikke chancen for at bringe hans særlige egenskaber ud til det logiske endepunkt for historiens finale. Hans personlighed og nærmest komisk ondskabsfulde sætninger bliver også bragt fuldt til live takket være det kommanderende og opmærksomhedskrævende stemmeskuespil fra Liam O’Brien, der for alvor sælger Infinite og hans tilstedeværelse, og jeg ville elske at se karakteren dukke op i serien fremadrettet.

Resten af stemmeskuespillerne gør også et acceptabelt stykke arbejde med Roger Craig Smith og Mike Pollock i spidsen som henholdsvis Sonic og Dr. Eggman. Desværre havde de ikke det bedste materiale at arbejde med, for dialogen i Sonic Forces føles som om, at den har en kvote på mindst én joke per minut, og meget få af disse rammer plet. Sonic fik mig til at grine højlydt præcis én gang ud af de tonsvis af jokes, som han fyrer af under historien og gameplayet, men heldigvis kan Sonic og kompagnis endeløse kommentarspor i banerne slås fra i Options-menuen. Det kan dog ikke anbefales på din første gennemspilning af eventyret, da historie-kontekst bliver delt ud i takt med, at ting sker i baggrunden.

To og et halvt pindsvin
Endnu et overraskende element i historien skulle vise sig at være dit avatar, og Sonic Team fortjener ros her for ikke at sætte dig og din karakter på en piedestal fra første filmsekvens. Du vil blive omtalt som “kid” og “rookie”, og du vil kun blive sendt på vigtige missioner, når alle andres hænder er optaget, indtil du har bevist dit værd. Det er en lille detalje, og Sonic er ikke bange for at bombardere dig med “POWER OF FRIENDSHIP”-taler, så snart han lærer dig at kende, men det er værdsat, at man for en gangs skyld skal gøre sig fortjent til at være blandt af de etablerede figurer frem for at starte ud som det mest fantastiske og supersoniske dyr i det kendte univers.

For at kunne være en del af den gruppe skal du dog lige eksistere først, og heldigvis kommer du til det allerede efter første bane, da du vil blive bedt om at bygge dit avatar som et nyankommet medlem af modstandsbevægelsen. Du har ikke voldsomt mange muligheder, men det er alligevel nok til at sætte dit personlige præg. Du vælger et køn, en hudfarve, pelsfarve, race-relaterede detaljer, øje-form og øjenfarve, og naturligvis, hvilket dyr du vil være. Din lille superstjerne kommer i syv varianter; hund, kat, ulv, fugl, kanin, bjørn og naturligvis pindsvin. Hver af disse har også en unik evne, såsom kattens evne til at beholde én ring efter at have taget skade, eller fuglens mulighed for at dobbelt-hoppe. På nær poppedrengs dobbelthop er der dog ingen af dem, der gør en stor forskel på, hvordan du spiller spillet, så vælg bare ud fra smag og behag.

Kosmetiske tøj-dele vil der også blive åbnet op for, som du spiller spillet. Mellem trøjer, briller, cardigans, headsets, knæbeskyttere, rygsække, kæder, gummisko, skibriller, hjelme, kasketter, sutsko, crocs (ja, seriøst) og handsker af alle varianter, så er der rig mulighed for at sætte dit personlige præg på dit avatar, men selv hvis Sonic Forces fortalte den mest utrolige historie kendt til menneskeheden eller gav dig uendelige muligheder med dit avatar, så er det stadig et tempofyldt platformspil, der afhænger af sit gameplay, og det er desværre her, at Sonic Team for alvor har ramt ved siden af. Alle tre gameplay-systemer har problemer, og hver især er det af komplet forskellige årsager.

Gotta Go Fast!
Modern Sonic burde være stjerne-attraktionen her, men det er en kort fornøjelse. Efter det eksperimentelle Lost World og amerikansk-udviklede Sonic Boom: Rise of Lyric, er Sonic Team gået tilbage til den såkaldte Boost-formular, hvor spillet handler mindre om præcis platforming og mere om speedrunning og intelligent brug af spillets Boost Mechanic. Man har helt klart taget mantraet “Gotta Go Fast” til sig, for ved at indsamle Wisps eller besejre modstandere får Sonic opfyldt sit Boost Gauge, som han kan brænde af ved at holde Y inde og blive til en ustoppelig, superhurtig komet, og som altid er hans Homing Attack, Ground Stomp og Slide brugt til at fylde hans bevægelsesmuligheder ud. Det er egentlig magen til Unleashed og Generations i koncept, men det er et helt andet bæst, når det kommer til den aktuelle udførelse. Kort og godt mangler Sonic de to styrker, som gjorde Unleashed og Generations baner så gode, som de var.

Hvor Unleashed havde nærmest marathon-agtige baner med 6 til 9 minutters nonstop gameplay, og Generations havde mere åbent banedesign med genveje og alternative ruter spredt overalt, så er Forces både kort og lineært. Mange af Sonics baner tog mig ikke mere end halvandet til to minutter på mit første forsøg, og genspilninger resulterede ikke i mange interessante genveje eller alternative ruter. En joke har floreret rundt i årevis, om at Boost-gameplayet handler om at hold én knap inde for at vinde, og selvom dette aldrig har været sandt, så er det i Forces ikke langt fra at være tilfældet. Kun de sidste baner er i stand at udfordre dig, og endnu færre af dem er villige til at gøre det på andre måder end at fjerne rælingen på et sving, så du drøner ud over en kant og dør. Værre endnu har visse af disse baner sektioner med quick time events, som eksempelvis en scene hvor Sonic hopper mellem flyvende robotter. Dette er ikke aktuelt gameplay, så meget som det er din helt store chance for at vise, hvor god til du er til at trykke på B-knappen med præcis timing. De fungerer for spektaklet under ens første tur gennem banerne, men når de bliver genspillet, så er de meget uvelkomne, og det havde været foretrukket, hvis disse ikke havde været så stor en del af spillet.

På trods af at være det fjerde 3D-spil med Boost-gameplay, så er Forces helt klart det dårligste af sin slags grundet de korte, lineære baner, som aldrig giver dig en fair udfordring, men heldigvis skal Modern Sonic ikke bære det hele på sine skuldre, for vi har også Classic Sonic. Han spiller som forventet udelukkende i 2D med et simpelt hop og hans trofaste spin dash, men desværre er gameplay’et også her uacceptabelt dårligt. Alle de styrker vi så i Sonic Mania – fra fysikken over banedesignet til overraskelserne – er simpelthen ikke til stede i Forces. Classic har således ingen af de fysik- eller momentum-baserede udfordringer, som identificerer hans gameplay-stil, og det buttede, todimensionelle alternativ har ingen følelse eller sans for momentum. Når man hopper, vil han nogle gange vende på en 5-øre, mens han andre gange kun lige vil have nok distance på sit hop til at nå over de simpleste af udfordringer. Hvis du ruller dig sammen til en kugle ned ad en bakke, vil du miste fart i stedet for at opbygge den, og andre steder vil spillet trække dig igennem boost pads for at tvinge dig op i tempo.

Til den klassiske del af spillet har de også tilføjet Sonic Manias nye evne, Drop Dash’et, hvor Sonic kan opbygge et Spin Dash i luften og drøne henad jorden, når han lander, men grundet den upræcise fysik og det fælde-fyldte banedesign, så er det en rimelig ubrugelig tilføjelse. Værst af alt er det dog nok, at Classics gameplay bare er kedeligt. Hvor Sonic Mania overraskede med gimmicks og klassiske elementer på nye måder, så er Forces tilfreds nok med at placere nogle svævende firkanter som du hopper på, og disse baner er så stive og passionsløse, at det føles som om, at de er lavet i Super Mario Maker. De bedste Classic-øjeblikke når hverken Sonic Mania, Sonic the Hedgehog 3, Sonic & Knuckles eller Sonic Generations’ lavpunkter, og hans inklusion føles komplet overflødig som resultat af dette.

Nærmest som skæbnens ironi viser det sig at Avatar-gameplay’et er det bedste i pakken, og dit avatar har Som udgangspunkt bare et basalt hop og en grappling hook, som du bruger til at svinge dig igennem banerne eller som homing attack på fjenderne. Oven i det vil dit avatar også medbringe et ud af flere våben, som du selv vælger før en bane. Din grappling hook er overraskende tilfredsstillende at bruge takket være en kort pause, indledt mens den forbinder sig til en fjende eller et objekt. Det giver den en sløvere rytme end Sonics homing attack, men det har lidt mere slag i sig som resultat deraf.

De våben, som du bringer ind i banerne, har også en stor betydning på hvordan du tackler banerne på godt og ondt. Dit første våben er en flammekaster, og den fungerer godt i alle situationer, hvilket gør den til et glimrende go-to våben, men de andre våben er knapt så heldige. Eksempelvis findes en boremaskine, som kan smadre igennem talrige fjender, men i alle baner med platforming vil den bare rive dig med ud over kanten. Hvilket våben der er bedst, det kommer ofte an på banen, og det er svært at vide, indtil du spiller den igennem, hvilket er en bommert.

Som den sidste brik i puslespillet har vi baner, hvor Sonic og dit avatar bliver kontrolleret sammen. Disse er helt klart endnu et højdepunkt for spillet, da Sonics fart giver et sus i maven for lange strækninger, mens dit avatars mere kontrollerede momentum og offensive muligheder gør platforming og kamp mere overskueligt. Alting sammenlagt har vi 30 baner, og dette inkluderer Sonic, Classic, Avatar, Sonic + Avatar og boss-kampe. Jeg var omhyggelig med at bygge og påklæde min karakter, og jeg så alle filmsekvenserne igennem, men alligevel tog det mig blot under fire timer at nå til afslutningen på spillet. Der er nogle enkelte bonus-baner, samt fem røde ringe at finde per bane, men overordnet set er Sonic Forces, selv for dets budgetpris på cirka 300 kr., en overraskende kort oplevelse.

En anelse mere spilletid kan dog presses ud af Forces, via det gratis DLC; Episode Shadow. Dette giver dig tre missioner og nogle historiesekvenser centeret omkring Shadow the Hedgehog. Foregående få måneder før handlingen i Forces, giver det en baggrundshistorie til Infinite, og det giver Sonic Adventure 2-fans en chance for at spille som Shadow for første gang i et hovedspil siden 2006s Sonic the Hedgehog. Uheldigvis spiller han præcis som Sonic, men heldigvis betyder det så, at han kan bruges i nogle af det supersoniske pindsvins hovedbaner fra spillets hoved-kampagne.

Fist bump til komponisten
I det mindste vil dine øjne og øre blive forkælet, mens du spiller, for Sonic Forces har en pæn grafikstil, som den holder godt fast på. Du kan gå fra Green Hill til et krigsramt boligkvarter og sågar en rumstation, og det føles sjældent som om, at Forces bryder sin egen verden eller, at noget ikke stemmer overens trods de ellers meget modsigende elementer. Baggrundene er også tit i betagende, hvad enten de byder på en imponerende udsigt over landskabet eller kæmpe robotter, der tramper rundt og sprænger ting i luften, men desværre har Sonic Team måttet gå på kompromis for at få spillet til at fungere på Nintendo Switch. Modsat de øvrige platforme ser vi her en typisk reduktion af spillets opløsning fra 1080p til 720p både i docked og i handheld, og ligeledes er de 60 billeder i sekundet halveret til de forventede 30 på konsollen, som den trods alt formår at holde stabilt. Vi ser desuden også en reduktion af opløsningen på teksturerne, men heldigvis gør dette sig primært gældende under bosskampe, da regulært gameplay både går for hurtigt og er smurt ind i motion blur, så det ikke er bemærkelsesværdigt.

Lyd-siden er heldigvis i topform. Klassiske lydeffekter for ringe og hop sælger dine handlinger, mens soundtracket kommer pakket til bristepunktet med en bred vifte af forskellige genrer. Visse baner har rock, nogle har techno, enkelte har sangtekster i baggrunden, mens alle Classic Sonics baner er SEGA Mega Drive-inspirerede 16-bit beats, og selvfølgelig er der spillets hovedtema, Fist Bump, hvis rock og cheesy sangtekst, enten vil sætte sig fast i hovedet på dig eller drive dig til vanvid.

Konklusion:
Sonic Forces er som en kok, der har alle ingredienserne men arbejder med rådne råvarer. Historien prøver at fange din interesse, men man spilder en glimrende skurk på akavet skift i tone og plat humor. Boost-gameplay’et er bragt tilbage til den moderne del af spillet, men grundet korte- og simple baner er det den værste inkarnation, vi har set, og classic Sonic-delen bliver overskygget af Sonic Mania på alle måder. Avatars er imidlertid en sjov tilføjelse, men det vil ikke falde i alles smag, og banerne kræver at blive genspillet flere gange grundet våbensystemet. Den tekniske side har samtidig fået nogle tæsk i overførslen til Nintendo Switch, men det er ikke komplet uden værdi, da Infinite, Avatars, musikken og tilfældige områder af overvældende spektakler kan give dig illusionen af, at spillet er bedre end det er. Sammenlignet med Sonic Teams tidligere forsøg, kigger vi dog på et skridt tilbage for det blå pindsvin, og når det japanske hovedhold engang vender tilbage med deres næste skud på stammen, så håber jeg, at det bliver efter et meget nøje kig på henholdsvis Generations’ Sonic-baner og Manias klassiske gameplay.

Spillet fylder 6,6 GB.