Splatoon 2 (Switch)

Skrevet af KJ85 - 19-07-2017 14:14

Øjnene blev spærret op, da Nintendo ved E3 i 2014 annoncerede Splatoon som en ny IP i en genre, som de kategorisk havde negligeret til trods for dens store popularitet. Her havde vi et farverigt tredjepersons-skydespil, som ikke omhandlede død og ødelæggelse, og da det i maj 2015 blev udgivet på Wii U, så blev det blot bekræftet, at det i sandhed var et friskt pust til genren – et skydespil som kun Nintendo kunne lave det, fristes man til at sige. På kort tid opnåede det en enorm popularitet, og som det sjettebedst sælgende spil til Wii U med et salg på 4,8 millioner eksemplarer, så var der vel ingen tvivl om, at spillet skulle have sig en efterfølger på Switch. Denne efterfølger er Splatoon 2, som udgives på fredag, men er den nye udgivelse mon ligeså frisk, som den forrige? Det ser vi på her.

Splatoon 2 er som sagt et tredjepersons-skydespil, hvori man skyder med farvet blæk frem for kugler og patroner, og ligesom i dets forgænger er hovedfokus på multiplayer-kampe i forskellige arenaer. Det betyder dog ikke, at der ingen single player-del er, og den såkaldte Hero Mode kan være en god introduktion til spillets mekanikker, hvis man ikke har prøvet det første spil. Her skal man nemlig alene tage kampen op mod de fjendtlige Octarians, der nok engang har stjålet den store Zapfish og taget den med sig til Octo Canyon. Dette får vi at vide af Marie, der ligeledes leder efter sin forsvundne kusine, Callie, og da Cap’n Cuttlefish og Agent 3 er ude på mission, så har hun brug for din hjælp. Først skal du dog lige skabe din personlige Inkling gennem valg af køn, hudfarve, øjenfarve, hårstil og benklæder.

Hero Mode er også denne gang opdelt i fem områder, der hver især har seks baner (kun tre i det første) og en afsluttende bosskamp, og dermed er der ikke ændret på den overordnede skabelon. Her er præcis 32 baner inklusiv bosskampe som sidst, og for at komme videre til et nyt område skal bossen i det pågældende besejres. For at låse bossbanen op skal man dog først få fat på en Zapfish i hver af de andre baner i området, hvilke man kan takle i vilkårlig rækkefølge, som man finder dem. Man skal nemlig først farve indgangen til dem i det lille åbne område, og dermed er der lidt udforskning at se til i første omgang.

Efterhånden, som man kæmper sig igennem de forskellige områder, vil man støde på flere og flere forskellige fjender i banerne, men til forskel fra sidst så foregår det ikke konstant med det våben, som man får udleveret fra start. Første område skal godt nok spilles igennem med den såkaldte Hero Shot, der er en Splattershot-variant, men fra andet område vil du af og til blive stillet overfor at skulle teste andre våben af for dolkhalen, Sheldon, der vender tilbage som spillets våbensælger. Dette er i første omgang en Roller, en Charger og de spritnye Dualies, men også våben som en Splatling og en Slosher får du i hænderne, og i alt er der ni forskellige våbentyper at benytte i single player-delen, hvoraf to af dem ikke var med i det første spil.


Banerne i Hero Mode er både action- og puzzle-betonede, og selv om de adskiller sig meget fra spillets multiplayer-del, så får du stadig styr på spillets grundlæggende mekanikker undervejs. Med sine våben affyrer man blæk fra en tank på ryggen, og når ens eget blæk dækker jorden eller væggene, så kan man svømme i det og samtidig opfylde sit blækdepot, så man ikke render tør. Det primære våben anvendes på ZR, mens det sekundære bruges på R, og for at svømme eller gemme sig i blækket holdes ZL nede. Det at svømme langs de malede overflader får man særligt brug for, da man kan hoppe længere på B i sin sprutteform, og der er en del platformselementer i single player-delens gameplay. Samtidig har det selvfølgelig også den fordel, at man kommer hurtigere frem, når man svømmer. Den sidste bane før bossen i hvert område foregår i øvrigt altid i en arena, hvor man med valgfrit våben kæmper mod Octolings – fjender med egenskaber lignende sine egne – samtidig med, at man indsamler små Zapfish, og dermed får man en smule træning til den øvrige del af spillet.

Når man bevæger sig rundt i banerne, så er det overordnede mål selvfølgelig at få fat på den Zapfish, der befinder sig i slutningen, men der er også andre ting at lede efter undervejs. Ligesom i det første spil er der Sunken Scrolls, som fortæller noget baggrundshistorie om spiluniverset, at finde, og dertil kommer metalfisk kaldet Sardinium. Der er en af hver af disse samlerobjekter i hver af de almindelige baner, og Sardinium bruges ligesom de fiskeæg, du får fra kasser, balloner og for at eliminere fjenderne, til at opgradere dit udstyr i Hero Mode. Dette gøres fra en særlig terminal leveret af Ammo Knights i det første område, og ved at opgradere våbnene kan de blive stærkere, skyde hurtige med mere, mens opgradering af tanken vil give dig mere blæk. Det er også muligt at købe nye sekundære våben, men du får ikke råd til det hele på en enkelt gennemspilning, så der skal prioriteres lidt. Når først en bane er gennemført, så er det muligt at genspille den med hvilket som helst våben til rådighed, og på den måde kan man forlænge spiloplevelsen.


Adgang til Octo Canyon er der fra Inkopolis Square, det nye hubområde, der erstatter Inkopolis Plaza, og herfra er der også adgang til spillets øvrige indhold. De friske Inklings er simpelthen faldet over nye trends, og Inkopolis Square er det nye og hippe sted at opholde sig, for her kan man købe de nyeste modeprodukter fra sko over tøj til hovedbeklædning i butikkerne i Galleria. For at få råd til de moderigtige produkter, så skal man dog først have nogle penge, og dem tjener man ved at spille de forskellige multiplayer-dele af spillet. Vil man spille lokalt via enheder forbundet til hinanden via en trådløs forbindelse eller LAN, så foregår det i The Shoal, men den traditionelle online-del finder man i Deca Tower, og den nye co-op multiplayer-del, som jeg kommer ind på senere, er der adgang til fra Grizzco Industies’ lokaler i en baggård. Som det nye in-sted i Inkopolis, så er det selvfølgelig også her den nye pop-sensation, Off the Hook bestående af Pearl og Marina, opholder sig, og de opdaterer dig om, hvad der på et givent tidspunkt foregår i splat-miljøet – altså hvilke arenaer, der spilles på i de forskellige online multiplayer-dele.

Hovedattraktion i multiplayer-verdenen er territoriekrig kaldet Turf Wars, og her dyster to hold med hver fire medlemmer mod hinanden i kampe, hvor det gælder om at farve så meget som muligt af banerne i holdets blækfarve. Det hold, der efter tre minutter har sit blæk på størstedelen af arenaen, vinder kampen og tildeles dermed mest erfaring, som går til at stige i niveau. Hver spiller bringer sit eget våbensæt bestående af et primært-, sekundært- og special-våben med sig i kamp, og udstyret i form af sko, tøj og hovedbeklædning kan booste spillernes egenskaber på forskellige områder. Fra start vil man blot have adgang til et enkelt våbensæt, men efterhånden som man spiller og skraber penge sammen, så kan man naturligvis købe mange flere, og dermed åbnes der op for en bred vifte af valgmuligheder, der giver grobund for varierede kampudrustninger i spillets arenaer.


Modsat traditionelle skydespil, så handler det altså ikke i ligeså høj en grad om at eliminere sine modstandere, som det gør om at få farvet territorie, men det hjælper naturligvis stadig at gå efter dem. Ikke bare sættes de midlertidigt ud af spillet, hvis du splatter dem, men de efterlader også en eksplosion af blæk i dit holds farve når det sker, og dine modstandere bevæger sig dårligt deri, hvilket kan komme dig til gavn. Skulle det ske, at du selv bliver splattet, så er det i øvrigt en god idé at tage et kig på kortet med et tryk på X, for herfra kan du hoppe direkte til en af de andre spillere på dit hold med et superjump. Man skal dog være opmærksom på, at modstanderholdet ligeledes kan se, hvor du lander, og dermed er der en risiko forbundet dermed, hvis holdet ikke er i stand til at beskytte stedet.

Det handler langt hen ad vejen om at være god til at administrere sit blæk, for løber man tør, så kan man hurtigt stå i en farlig situation med fjender i nærheden. Har man farvet tilstrækkeligt territorie og dermed fyldt sit special-meter op, så kan man dog få det fyldt hurtigt op igen ved at bruge sit special-våben med et tryk på den højre analog, men ellers er der ikke andet for end at dykke ned i sit eget blæk for at fylde tanken. Man skal spille på alle tangenter, og selv om ens sekundære våben bruger en del blæk, så er de bestemt værd at anvende, da de kan skabe udfordrende situationer for modstanderne, hvis brugt taktisk rigtigt. Der er forskellige former for bomber samt miner, sprinklere og barrierer, der giver modstanderne problemer, hvis de kommer i nærheden, og der er sågar ting at sætte op, som man kan hoppe direkte til med et superjump. Hovedparten af de sekundære våben er gengangere fra det første spil, men Disrupter og Seeker er blevet erstattet af henholdsvis Toxic Mist og Autobomb, der er marginalt anderledes, og så er der kommet Curling Bombs til, som man kan sende afsted langs jorden.


De primære våbenklasser fra det første spil er alle vendt tilbage, så her er både maskinpistoler, der skyder kort og hurtigt (Splattershot Jr.) eller lidt længere men langsommere (Splattershot), og der er skydevåben som spreder blækket noget mere (Aerospray) eller affyrer det med eksplosive ladninger (Blasters). Der er ligeledes malerruller (Rollers), som dækker brede arealer, når man bevæger sig rundt med dem, og der er pensler (Brushes), som der dækker nogle mindre arealer på kortere tid, da man kan bevæge sig hurtigt med dem. Der er rifler (Chargers), som kan affyre opladede skud over lange afstande, der er spande (Sloshers), som kan bruges til af kaste blæk over barrierer, og der er gatling-geværer (Splatlings), der hurtigt kan sende en salve af blæk afsted.

De fleste primære våben virker som vi er vant til, men med Rollers kan man nu sende maling længere afsted ved at hoppe, når man vifter med dem, og Chargers tillader nu, at man bevæger sig korte afstande gennem blæk efter at have ladet op til skud, hvilket giver nye muligheder. Nye våbenklasser er det til gengæld også blevet til med Dualies, der er to hurtigt skydende pistoler med hvilke man kan lave et par rullebevægelser til siden, og Splat Brellas, der er paraplyer, som man kan bruge som midlertidigt skjold, når de er slået ud. Man kan ikke bare konstant lave sidebevægelser med Dualies, og holder man sin paraply slået op længe nok, så mister man skærmen midlertidigt, når den sendes afsted og eksploderer, så man skal tænke sig om, når de bruges. Begge er dog våbentyper, der introduceres i Hero Mode, og dermed vil man lære om deres respektive styrker gennem den del af spillet.


Specialvåbnene er i modsætning til de primære og sekundære våben alle nye, og der er mange interessante af slagsen. I alt er der ni forskellige slags, og de er stadig rigtig gode at have i baghånden, men man fornemmer også, at de er mindre afgørende for spillets gang. Eksempelvis er Ink Armor, der giver hele holdet midlertidig modstand mod et enkelt skud, ikke så kraftfuld som den midlertidige uovervindelighed givet af Bubbler i det første spil, og Sting Ray, med hvilken man kan skyde fjender gennem væggene, har ikke lige så vild en stråle som Killer Wail havde det, men man kan til gengæld styre den og se fjender gennem væggene, når man ikke skyder. Der er heller ingen specialvåben, der kan afsløre fjendernes positioner, som Echolocator kunne det, og det tætteste man kommer på uovervindelighed er gennem brug af Baller, hvor man ruller rundt i en stor bold, der eksploderer med eget blæk efter lidt tid, eller når man selv udløser ladningen – den kan dog tvinges til eksplosion, når modstanderne skyder på boblen, så der er langt fra nogen Kraken.

Blandt de øvrige specialvåben finder vi Tenta Missiles, hvormed man kan sende missiler i retning mod alle modstanderne i et område, Ink Storm, som er en regnsky, der driver i den kastede retning og konstant drypper blæk i et mindre område, og Inkjet, der ved aktivering sender din Inkling til vejrs med en jetpack på ryggen og muligheden for at sende nogle kraftfulde skud afsted i lidt tid. Dertil kommer Splashdown, og nåt denne evne aktiveres, så hopper man op i luften for kort efter at ryge til jorden og udløse en kraftfuldt eksplosion, der dækker området i blæk og dermed eliminerer enhver modstander, der er for tæt på, og så er der Bomb Launcher, hvis brug varierer alt efter våbensæt. Det forholder sig nemlig sådan, at bombetypen kan variere, og dermed minder den meget om Bomb Rush fra det første spil, men her kan man styre bomberne lidt bedre, da de kastes længere ved at holde R nede i længere tid.


Efter endt Turf War vises det, hvordan blækket i arenaen er fordelt, og den procentmæssige territoriefordeling beregnes for at finde en vinder. Herefter vises det, hvor mange modstandere du har splattet med dine primære- og sekundære våben, samt hvor mange du har elimineret med dit specialvåben, og du tildeles penge og erfaring på baggrund af indsatsen. Penge tildeles i samme antal som din samlede pointhøst fra blækspredning og bonusser, men kun bonuspointene fra sejr med mere overføres som erfaring, der bringer dig til højere niveauer og dermed giver adgang til køb af nye våbensæt. Samme erfaringspoint benyttes i øvrigt til at åbne op for ekstra egenskaber på udstyr, men det vises ikke denne gang, hvor mange gange du selv er blevet nedlagt under kampene.

Hvor der fra start i Splatoon fandtes fem multiplayer-arenaer, så er der denne gang ved lanceringen otte af slagsen, hvoraf Port Mackerel og Moray Towers vender tilbage med små ændringer. The Reef minder desuden ret meget om Urchin Underpass fra det første spil, men ellers er de fem øvrige baner ret varierede med egne særpræg. Der er Musselforge Fitness med sin klatrevæg, der strækker sig gennem hele banen, og den indendørs BMX-bane i Humpback Pump Track med masser af kurver. Der er skibsværftet i Sturgeon Shipyard, hvor kranerne i baggrunden arbejder, og kunstskolen, Inkblot Art Academy, med udstillingsmontre i midten af banen. Slutteligt er der Starfish Mainstage, som er bygget op omkring en central koncertscene med højtalere og andet udstyr. Hvilke baner der spilles online, det skifter hver anden time, og der er altid to baner at spille på i hver spiltilstand.


Ved at spille nok Turf Wars vil man få adgang til Ranked Battles, og det sker, når man når niveau 10. Her spiller man på de samme baner (med små ændringer) og med de samme våben som i Turf Wars, men målet i kampene er anderledes, og de kan vare op til fem minutter. I Ranked Battles roteres der mellem de tre tilbagevendende spilvarianter; Splat Zones, Tower Control og Rainmaker, og ved at vinde nok kampe kan man kæmpe sig op gennem rangstigen fra C- til S+ med tre inddelinger for hvert bogstav. For hver sejr opfyldes et meter for den pågældende spilvariant, og når det er fyldt, så er der tilmed mulighed for at stige flere trin på rangstigen på én gang, hvis man har gjort det særligt godt. Taber man til gengæld en del kampe, så opstår der revner i beholderen, og flækker glasset, så ryger man et trin ned, hvis ikke meteret er fyldt nok op. Efter at have nået en B-rang i bare en af de tre spilvarianter åbnes i øvrigt op for League Battle, hvor du kan spille Ranked Battles med et hold bestående af dine venner og dyste mod andre hold om at blive blandt de bedste indenfor en to-timers periode. Dette kan udløse medaljer, som man får lov at beholde.

I Splat Zones handler det om at indtage og beholde magten i et eller to markerede områder i den aktuelle arena, og dem skal man så holde kontrol over i 90 sekunder for at vinde på knock-out. Lykkes det derimod modstanderne at overtage kontrollen, så vil det påføre dit hold en straf som skal overstås, før tælleren atter fortsætter efter at have taget magten tilbage, og det kan blive en intens krig på de markerede områder. Som noget nyt har man denne gang tilføjet en indikator, som viser hvor meget af hvert områder, der er dækket af blæk fra begge hold, og det kan give lidt af det overblik man har mistet ved ikke at kunne kigge på en anden skærm for at se kortet. Lykkes det ingen af holdene at bringe tælleren i bund, så vinder holdet, der fik tælleren længst ned, men holdet der er bagud har mulighed for at stjæle sejren, hvis de har kontrollen, når tiden løber ud, for dette vil bringe kampen i overtid – det slutter dog, hvis kontrollen mistes, før de når at bringe sig foran i kampen.


I Tower Control står der i midten af banen et tårn, som man skal indtage, og når en spiller befinder sig på tårnet, så kører det langs en skinne mod modstanderens base. Målet er at bringe det hele vejen til mål, men man er ret udsat, når man står på tårnet, og modstanderne vil selvfølgelig sætte ind på at splatte spillere derpå, så de selv kan tage kontrol over det. Uden spillere derpå vil tårnet bevæge sig tilbage mod midten af sig selv, men har man først været over bestemte punkter, så vil det gå hurtigere med at få det dertil igen senere. Som nyt i denne spilvariant er der denne gang indført checkpoints, hvor tårnet vil stoppe op i få sekunder, før det bevæger sig videre, og dermed er der punkter, hvor modstanderholdet lettere kan slå til for at tage tårnet. Får man tårnet hele vejen til mål, så vinder man på knock-out, men ellers er der de samme tidsperspektiver som i Splat Zones.

Den sidste spilvariant i Ranked Battles, Rainmaker, handler også om at bringe en genstand til modstanderens base, men her er det et våben af samme navn som spilvarianten. Våbnet ligger fra start i midten af banen, men for at samle det op skal dets skjold først brydes ved at sprøjte blæk derpå hurtigere end modstanderne, og når skjoldet brydes, så kastes det blæk ud i en eksplosion, der eliminerer eventuelle modstandere for tæt på våbnet. Spilleren, der samler våbnet op, bevæger sig langsommere i begge sine former, men til gengæld kan man altså bruge det kraftfulde våben, som denne gang sender eksplosive kugler afsted i stedet for tornadoer som i det første spil. Får modstanderne ram på vedkommende, så tabes våbnet dog, og dets skjold skal atter brydes, før det på ny kan samles op. Også her kan der vindes på knock-out eller tid, og det giver naturligvis flest penge og erfaring, når det sker på knock-out.


Fra lobbyen i Deca Tower kan man også let tilslutte sig venner, som spiller online, og man ryger blot i kø til at spille med dem, hvis de er i fuldt gang med en kamp. Ligeledes er der mulighed for at oprette private rum for venner (eventuelt med kode), hvor en spiller vælger spilvariant og bane samt hvorvidt de sekundære evner på alt udstyr skal være aktive eller ej. Slutteligt findes et menupunkt kaldet Online Lounge, og dette involverer Nintendo Switch Online-applikationen, der i skrivende stund er blevet tilgængelig og tillader invitation af venner og stemmechat med dem. Under denne del kan man kun få adgang til private kampe med venner og League Battles, der ligeledes er med venner, så det er ikke muligt at chatte under alle dele af spillet.

Indtil nu har det meste været mere eller mindre velkendt territorie, men det er selvfølgelig nyt og spændende at kaste sig ud i de jobs, som Grizzco Industries tilbyder de hårdtarbejdende Inklings i det såkaldte Salmon Run – spillets co-op multiplayer-del. Det er en lyssky forretning, hvor man sejles ud til områder for at høste fiskeæg fra Salmonids, der invaderer områderne i bølger, som man eksempelvis kender det fra Tower Defense-spil. Målet er sammen med et hold på op til fire spillere at samle nok gyldne æg i hver af de tre bølger, og disse æg får man ved at nedlægge særligt stærke modstandere med hver deres svagheder. Når de nedlægges, så efterlader de hver især tre gyldne æg, som man skal samle op og fragte tilbage til en tank i banen, men man kan kun bære et æg ad gangen. Skulle man selv blive nedlagt af de invaderende fjender, så bliver man i øvrigt til en redningskrans, og den skal ens medspillere så skyde blæk på for at genoplive dig. Spillet tabes, hvis alle medlemmer er elimineret på samme tid, eller hvis der ikke samles nok gyldne æg indenfor tidsrammen i en af de tre bølger.


Ved lancering af spillet findes der to baner, som der veksles mellem i Salmon Run, men det er ikke en spilvariant, som konstant er tilgængelig online døgnet rundt. De første par dage vil den eksempelvis være tilgængelig fra 8.00 til 6.00 næste morgen, men d. 27. juli er der blot åbent for spil mellem 8.00 og 20.00, og der vil være dage, hvor det slet ikke kan spilles. Spiltilstanden har i øvrigt det twist, at det på forhånd er bestemt, hvilke fire våben der kan benyttes i hver bane, og i hver bølge får du et nyt af dem stillet til rådighed, så rollerne på holdet konstant skifter. Det samme gør sig tilsyneladende også gældende for special-våben, hvilke hver spiller kan bruge to gange i alt under et helt job, og man skal være opmærksom på at banens tilstand kan skifte mellem bølgerne. Nogle gange vil der være højvande, hvilket gør banerne små, mens der andre gange er lavvande, så banerne er større, og man kan tilmed komme ud for, at der er tåget, så ens udsyn er forstyrret, ligesom særligt vilde invasioner med mere kan finde sted.

For hvert job betales spillerne med point på baggrund af den totale høst af fiskeæg – gyldne såvel som almindelige – og ved at have nok succesfulde job kan man få mere i løn og stige i graderne fra lærling til professionel på en rangstige med fem trin. Desto højere rang, desto sværere jobs, men det kommer jo så også til udtryk gennem lønnen, og man vil generelt opleve flere særlige begivenheder i banerne på de højere niveauer. Gevinsten ved at tage disse jobs kan i første omgang synes lille, men der er gode bonusser at opnå for hver 100-200 point, man skraber sammen indenfor åbningstiderne hos Grizzco. Dette kan være penge, billetter der i en bod i Inkopolis Square kan veksles til bedre indtjening af penge eller erfaring eller til højere sandsynlighed for at opnå bestemte evner på sit udstyr, og det kan være ability chunks med hvilke man kan give sit udstyr helt bestemte evner. I øvrigt er der hver måned en særlig beklædningsgenstand at få som bonus også, og dermed er der god grund til at spille det af og til.


Det at ændre sit udstyr foregår denne gang hos en lille fyr kaldet Murch nær Deca Tower, og hos ham kan man betale for at få fjernet egenskaber fra det, så man har mulighed for at åbne op for noget andet i stedet. Når man udfører denne handling, så får man dog ability chunks for de fjernede egenskaber og med nok ens af dem, så kan man få lov til at veksle dem til den specifikke evne på en udstyrsdel. Murch ser også ud til at tage imod Super Sea Snails som betaling, men dem kan man kun få under Splatfests, og da der ikke har været afholdt sådan en i det den fulde version af spillet (anmeldere skulle som alle andre deltage gennem demoen), så er detaljerne omkring det ikke helt klare. De benyttes formentlig som et alternativ til penge, som i det første spil.

Splatfests er, for dem der ikke skulle være klar over det, begivenheder i spillet, hvor man som spiller vælger at repræsentere en side – eksempelvis is eller kage – og så stiller man ellers op for dette hold i Turf Wars i det tidsrum, som eventen løber over. Man får en T-shirt at spille i under eventen, men det øvrige udstyr vælger man selv, og ved at spille og vinde nok kampe kan man gå fra Fanboy/Fangirl til Konge/Dronning over fem inddelinger på pointstigen. Det gælder selvfølgelig om at vinde en masse kampe, så ens side kan tage sejren og dermed flest Super Sea Snails med sig hjem, men det særlige ved Splatfests er også, at de foregår ved nattetid i spillet, så der er en helt anden belysning i banerne, og musikken er også mikset for at give en anden stemning, ligesom Off the Hook optræder på Inkopolis Square. Efter endt event bestemmes vinderen på baggrund af tre parametre; siden med flest stemmer, siden med flest solo-sejre og siden med flest holdsejre. Her skal man særligt bide mærke i den sidste parameter, for det er altså denne gang muligt at danne et hold med venner og stille op samlet, hvis man repræsenterer samme side. Efter syv kampe beregnes i øvrigt en power rank for hver spiller, så man kommer til at blive parret med hold på samme niveau.


Før vi springer videre til kritikken, så skal det live nævnes, at man fra The Shoal ikke er begrænset til bestemte tider at spille Salmon Run i lokalt, og selvfølgelig understøtter spillet også amiibo-figurer. Der udgives tre nye sammen med spillet, men de gamle understøttes også, og de figurer, der før gav adgang til lidt ekstra indhold i Hero Mode, vil give dig det udstyr, som du kunne skaffe med dem i det første spil, når du scanner dem ind. Figurerne kan ligeledes gemme specifikke outfits, så du kan skifte til specifikke udrustninger, når du har brug for det, og du kan få lov at tage billeder med både Inkling Boy, Inkling Girl og Inkling Squid.

Det gode:
Det er svært ikke at blive begejstret over at være tilbage i Inkopolis i Splatoon 2, for Nintendo ramte plet på så mange punkter, da de skabte det farvestrålende univers og dets figurer til Wii U i sin tid. Fanfavoritterne er her, og selv om de ikke alle har så store roller i det nye spil, så er der gensynsglæde ved at se dem – Sheldon og Marie har især deres øjeblikke, som man kan sidde og smile af, og prøv bare at irritere Marie ved at blive ved med at snakke med hende. Kreativiteten lever bestemt også videre i de nye figurer, der introduceres, og den nye popduo med Pearl og Marina leverer på mange måder den samme humor til spillet, som Squid Sisters gjorde i det første. Bestyrerne af modebutikkerne er ligeledes alle nye og godt designet, og da grafikken lige har fået et nøk op, så fremstår spillet utroligt skarpt – også i håndholdt tilstand, hvor opløsningen reduceres til 720p. På lydsiden minder det meget om det første spil med melodier med volapyk-vokaler, der er i stand til at skabe en god stemning, og personligt har jeg intet at klage over der heller. Det er på mange måder unikt, men det er ikke musik, der sætter sig på hjernen.


Der er slet ingen tvivl om, at Nintendo har taget kritikken fra det første spils lancering til sig, og det nye spil er således blevet optimeret på ret mange områder. Først og fremmest er Hero Mode blevet mere omfattende, og det er en langt mere varieret oplevelse denne gang, da der skal bruges flere forskellige våben – en ting der i det første spil var låst bag amiibo-figurer. Det forbedrer helt klart spillet, og så giver det jo fantastiske genspilningsmuligheder, at man kan takle hver bane med hele ni forskellige våben i den sidste ende. I forbindelse med anmeldelsen havde jeg også andre ting at se til, men jeg vender bestemt tilbage til Hero Mode igen for at samle de sidste Sunken Scrolls, og jeg ser frem til at kæmpe mod de underholdende bosser med andre våben, da der med garanti skal tages nogle anderledes strategier i brug.

Højdepunktet er og bliver derimod kampene online, og jeg kan allerede nu sige, at jeg kommer til at lægge flere timer der end i noget andet spil til konsollen. Det er simpelthen bare forrygende sjovt at kæmpe med og mod andre spillere om dominansen i de forskellige arenaer, og efter at have set, hvordan udviklerne supporterede det første spil med indholdsmæssige opdateringer i lang tid, så ved jeg, at der bliver god grund til at spille i lang tid ud i fremtiden. Turf Wars er god underholdning, hvor alle kan være med, mens de tre spilvarianter i Ranked Battles ligeledes er rigtig sjove, når det skal være intenst og en smule mere strategisk, og de er sådan set kun blevet bedre af de mange små justeringer foretaget siden første spil. De otte arenaer og mange våbensæt, som spillet har ved lanceringen kan allerede underholde i mange timer, og der er lovet opdateringer i et helt år samt Splatfest-events i to år, så det vil kun blive mere underholdende med tiden.


Princippet med at have bare to af spillets baner tilgængelige i hver spiltilstand til ethvert tidspunkt kan jeg faktisk meget godt lide, for det giver spillerne bedre mulighed for at blive fortrolige med de enkelte arenaer. Jeg vil i hvert fald mene, at man langt hurtigere får styr på opbygningen af dem sådan, end hvis der konstant blev skiftet mellem mange baner, og da der er nogle små designforskelle fra Turf Wars til Ranked Battles, så er der blot ekstra ting at være opmærksom på, som man let kunne overse ellers. Man kan vel også kun glæde sig over, at banerne nu roteres hver anden time frem for hver fjerde, for det var ærlig talt lang tid med de samme baner i det første spil, og så er det bare fantastisk, at man nu har frihed til at oprette egne rum, hvor man helt selv bestemmer banerne, hvis man vil spille noget bestemt med sine venner.

Hele vejen rundt er der altså sket forbedringer omkring det indhold, som vi så i det første spil, og det er lækkert at se, at nogle våbentyper er blevet tilpasset, mens der også er fundet plads til nogle nye interessante af slagsen. Jeg er overbevist om at Dualies såvel som Splat Brellas kommer til at skabe helt nye måder at spille på i de intense kampe, og det er fantastisk, at special-våbnene i denne udgivelse alle er nye og lidt mindre kraftfulde, så det skaber en bedre balance i spillet. Der var ikke noget mere irriterende end at blive overfaldet af en uovervindelig Inkling i sin boble eller en Kraken ligeså i det første spil, og nu har man altid et modspil over for de forskellige special-våben.


Det bedste nye tiltag i spillet må uden tvivl siges at være Salmon Run, og Splatoon er sådan set som skabt til en kooperativ oplevelse som denne. Det er virkelig sjovt at forsvare sig mod de angribende fisk sammen med andre spillere, og selv uden stemmechat virker det fint, i og med at man kan lede de andre spillere til sig med nogle kommandoer i spillet. Det er en samtidig en god mulighed for at komme til at bruge nogle våben lidt mere end man ellers ville det og dermed blive fortrolig med et større udvalg af dem, og det er virkelig med at bruge våbnenes styrker overfor de forskellige bosser, der alle har svage punkter. Nogle fjender skal besejres med velplacerede bomber, mens andre skal overmandes med list og omhu.

En af de interessante ting ved Salmon Run er, hvor intens en oplevelse det bliver i takt med, at man stiger i graderne og lønnen. Det hele starter rimeligt overkommeligt, dog stadig udfordrende, som lærling, men allerede på tredje niveau kan det være ret vildt til tider. Man skal virkelig være gode til at arbejde sammen som et hold, sørge for ikke at efterlade nogen i stikken, hvis de skulle blive nedlagt, og være gode til at udnytte hinandens styrker. Man skal ligeledes være særligt opmærksom på banernes udformning under de forskellige bølger, for der kan være stor forskelle i dem ved højvande/lavvande, og der introduceres flere særlige begivenheder som man stiger i graderne, så det bliver sådan set kun sjovere og mere intenst, jo mere man spiller, hvis man har succes på sine jobs. Lige nu er der kun to baner, men forhåbentlig kommer der flere med tiden også i denne spiltilstand.


Det dårlige:
Negative aspekter er der ærlig talt ikke mange af i Splatoon 2, hvis du spørger undertegnende, men jeg må indrømme, at jeg ikke fandt spillet helt så attraktivt at spille i håndholdt tilstand som på TV’et. Jeg er stor fan af den bevægelsesstyring, der er standarden i forhold til at sigte præcist, men det er ikke helt ideelt at sidde og vippe med skærmen, når man spiller sådan. Jeg prøvede selvfølgelig at slå bevægelsesstyringen fra, og det kunne jeg ikke helt forene mig med heller, men jeg formåede faktisk at præstere okay i nogle kampe alligevel, når jeg sad og vippede med skærmen og brugte Y til at nulstille kameraet lidt mere end sædvanligt. Når vi er ved styringen, så havde jeg i første omgang også svært ved at vænne mig til, at hop var flyttet fra X til B, men det kommer man hurtigt over, og så virker det faktisk fint med kortet på X i kampene og hurtige genveje til de forskellige områder fra Inkopolis Square på samme knap.

Rigtig mange begrænsninger fra det første spil er blevet fjernet ved blandt andet at gøre det muligt at oprette private rum til spil med venner og med muligheden for at spille med venner under Splatfests med mere, men der synes stadig at plads til små forbedringer. Eksempelvis er man ret begrænset i brugen af stemmechat gennem Nintendo Switch Online, da applikationen kun kan bruges i enkelte spiltilstande for venner, og der vil helt sikkert være nogen, der ser det som et minus. Personligt rør det mig ikke så meget, for spillet er fantastisk underholdende selv uden at chatte med sine medspillere, og mere irriterende kan det måske være, at man ved online-spil er begrænset til at kunne spille Salmon Run på bestemte tidspunkter. Der lader dog til at være rigeligt med muligheder for at prøve det i den første uge, og efterhånden som brugerbasen vokser, så kan det være, at der åbnes endnu mere op for det, så jeg ser det egentlig ikke som værende voldsomt kritisk.


Konklusion:
Har du bare den mindste hang til online skydespil, så er der ingen tvivl om, at Splatoon 2 hører til i din spilsamling. Med masser af justeringer til centrale dele af spillet som våben og spiltilstande samt gode nye tilføjelser på flere områder, så er det helt klart en værdig efterfølger til den positive Wii U-overraskelse, og det føles godt at være tilbage i Inkopolis. Det farverige spilunivers er blevet udvidet med spændende nye figurer, og det er på mange punkter mere omfattende end originalen var ved lanceringen i 2015. Spillets Hero Mode er meget mere varieret med gode muligheder for genspilning, og med otte multiplayer-arenaer og to co-op-baner er der allerede fra start en god portion indhold at fornøje sig med. Salmon Run er en rigtig underholdende tilføjelse, som jeg ser frem til at prøve med andre fra siden, nu hvor det er muligt at kommunikere gennem en mobil-applikation, og der er generelt ikke meget at klage over. Spillet egner sig måske ikke så godt til håndholdt tilstand, men det er spilbart, og det er selvfølgelig det vigtigste. Det er allerede nu et rigtig godt spil, og med gratis opdateringer på vej i omkring et år, så skal det nok blive fantastisk.

Spillet fylder 3,4 GB.

Kommentarer: