The Legend of Zelda: Skyward Sword HD (Switch)

Skrevet af Zone - 30-08-2021 17:00

For 10 år siden, i slutningen af Nintendo Wiis levetid, kom et længe ventet spil ud - ja måske endda for sent for sit eget bedste. The Legend of Zelda: Skyward Sword var firmaets svanesang på Nintendo Wii, hvor idéen om et fuldt motion control-baseret spil endelig bar frugt. Men efter at have positioneret Wii’en til casual-publikummet, som ikke havde den store interesse i lange single player-spil, var det ikke alle der hoppede på Skyward Sword og med tiden har spillet fået et dårligt ry, for at bære præg af at holde spilleren for meget i hånden, til det punkt at det forstyrrede spiloplevelsen, og måske fungerede de der motion controls måske ikke så optimalt igen, eller hvad? 10 år senere er Nintendo dog klar til at prøve igen med en HD-udgave af Skyward Sword. Fungerer The Legend of Zelda: Skyward Sword HD stadig den dag i dag, og har spillet overhovedet haft brug for alle de livskvalitetsforbedringer det har fået? Få svaret på dét og meget mere i min anmeldelse af spillet.

Som det første i denne anmeldelse skal det siges at undertegnede spillede det oprindelige spil som besat, da det udkom til Nintendo Wii i slutningen af 2011. Jeg var vild med det, og det har altid haft en høj placering på min liste over bedste Zelda-spil, som ellers kan være svær at sammensætte med den høje kvalitet af spil i serien. Motion control-aspektet virkede fortrinligt i min optik, men var dog lidt irriteret på hvor meget spillet holdt én i hånden. Med dét ude af verden, kan vi gå ordentligt igang. The Legend of Zelda: Skyward Sword HD er i og for sig det samme spil, som det oprindelige, men der er skruet på nogle ting og tilføjet nogle funktionelle forbedringer. Det er sat som det første spil i Zelda-tidslinjen og prøver derfor at give svar på hvor mange af seriens traditioner kommer fra, hvorfor spillet også føles mere historiefokuseret end de andre spil oftest gør. Men hvad handler det egentlig om?



Link er en ridder i træning på den flyvende ø Skyloft, der befinder sig i midten af et kæmpe skyhav oppe i luften. Spillet starter med at han bliver vækket fra et dystert mareridt af en af Skylofts unikke væsner, nemlig en Loftwing - fugle som alle riddere i Skyloft får tildelt når de starter deres træning. Denne Loftwing er ekstra speciel da den tilhører Links barndomsveninde, Zelda, som også er datter af ridderakademiets forstander. Hendes Loftwing har et brev med til ham, hvori hun minder ham om at han ikke må komme for sent til dagens ceremoni, hvor riddere i træning har mulighed for at færdiggøre deres træning. Yderligere skal Zelda selv spille rollen som gudinden Hylia, som de tilbeder på Skyloft, der skal overrække en særlig gave til vinderen af ridderceremonien. Men Link har et problem - hans egen Loftwing er ikke at finde nogle steder. Den første del af spillet går derfor ud på at finde denne, mens spilleren bliver ført igennem spillets tutorial. Der går ikke længe før man finder Links Loftwing og han klarer ceremonien, trods sabotage fra Groose og hans kumpaner, som i øvrigt var dem der bortførte Links stakkels fugl. Lige, som Link fejrer sejren med Zelda og de har et ømt øjeblik, går det hele dog galt og Zelda ender med at falde ned på overfladen under skyerne. Pludselig er Links færd sat igang og han begynder at arbejde hen i mod at blive den klassiske helt vi kender fra spillene. Målet? At finde Zelda på overfladen og løse mysteriet om et magisk sværd, som Link har fundet i Skyloft. Som altid har Link en følgesvend og i Skyward Sword er det sværdånden Fi, der guider Link igennem sin færd.



Motion controls eller button controls?
Oprindeligt var Skyward Sword lavet som et spil der udelukkende gjorde brug af motion controls for at udføre handlinger i spillet, så som at slå med sværdet eller kaste med bomber. Men i HD-versionen kan spilleren vælge mellem at bruge motion controls og traditionelle button controls. Med motion controls bruger spilleren Switchens joycons der har indbygget gyroskop, der derved tracker spillerens bevægelser. Når man slår til højre, slår Link til højre med sit sværd, og man kan sigte med sin slangebøsse eller bue ved at bevæge joyconen rundt. Dette fungerer i det store hele som det gjorde på Nintendo Wii, man skal dog være opmærksom på at man oftere skal resette joyconens gyroskop, ved at trykke Y, end man skulle med Wii Motion Plus på Nintendo Wii. Button controls er en af de helt store tilføjelser i Skyward Sword HD, og det er imponerende hvordan Tantalus, det firma Nintendo har fået til at lave porten af spillet, har formået at udføre opgaven. I stedet for at ‘hugge’ ud i luften med sin joycon, kan man her bruge controllerens højre analogpind til at bestemme retningen, som Link skal slå med sit sværd. Alle bevægelser der var låst til en motion control-funktion førhen kan nu udføres med controller, hvilket giver dem, der bare ikke kan udstå motion controls, eller som spiller på Switch Lite eller i håndholdt tilstand, en unik mulighed for at spille Skyward Sword, som var det et mere traditionelt Zelda-spil.



Det er super fedt og fungerer overraskende godt, selvom det til tider føles akavet, da spillet tydeligvis er designet mod motion controls, hvilket gør at nogle ‘moves’ der er nemme at udføre med motion controls, ikke er nær så nemme at udgøre, som f.eks. Links ikoniske spinangreb. Det er dog blot en fodnote i den ellers fremragende konvertering. En anden styringsmæssig tilføjelse i Skyward Sword HD, som gælder begge styremåder, er at man nu kan styre kameraet frit rundt om Link. Den oprindelige Wii controller havde nemlig ikke en sekundær, højre, analogpind, hvilket gjorde at man kun kunne styre kameraet med Z-targeting. I den nye version kan man frit styre kameraet med højre analogpind, hvis man spiller med motion controls, mens man med knap-controls skal holde L-knappen inde for at kunne styre kameraet med højre analogpind, da man også styrer Links sværd med samme input. Det fungerer rigtig godt og giver en ekstra følelse af kontrol over kameraet, end man er vant til i spillet og gør at spillet føles mere moderne end den oprindelige version.

Personligt foretrækker jeg at bruge motion controls, men har få gange i løbet af min gennemspilning skiftet til button contorls for at afprøve det eller for at tage en lille pause fra at vifte rundt med mine joycons. Jeg må dog indrømme at spillets kampsekvenser er langt mere tilfredsstillende når man hugger fjender ned med motion controls. Det er dog en smagssag i sidste ende og det fede er at begge styremåder fungerer fint.



Et traditionelt 3D-Zelda - eller er det?
Skyward Swords struktur er på mange måder at sammenligne med den gængse 3D Zelda-formular, som vi kender fra Ocarina of Time og Twilight Princess. Der er dog flere ting der er anderledes i spillets opbygning og hvis vi f.eks. sammenligner spillet med Breath of the Wild, er Skyward Sword HD næsten den diametrale modsætning. Skyward Sword HD er delt op i 4 hovedområder. Først har vi himlen, hvor Link starter og hvor man som oftest tager tilbage til mellem dungeons og andre aktiviteter på overfladen. Skyloft ligger i midten af dette skyhav og så snart man kaster sig ud derfra og tilkalder sin fugl, og man er forbi den korte loading screen, befinder man sig i et åben himmel-område, hvor der er andre flyvende øer, samt adgang til jordens overflade. Og det er netop på landjorden, i det der skal forestille at være en ældgammel udgave af Hyrule, de andre tre hovedområder befinder sig. Men hvor man I ældre spil havde det åbne Hyrule Field eller The Great Sea i Wind Waker, til at sammenkoble områderne, så føles Skyward Sword HD langt mere lukket, men samtidigt meget velpoleret og gennemtænkt. Hvert eneste element i banedesignet virker, som om det har en tanke bag sig, og man ser næsten ikke ét område der bare er tomt eller frit for elementer. Derfor føles spillet flere steder mere, som et Super Mario-spil end et Zelda-spil, men det er bestemt ikke en dårlig oplevelse, bare anderledes fra andre spil i serien. Ulempen er også at udforskning ikke er i højsædet på samme måde som i f.eks. Breath of the Wild eller andre spil i Zelda-serien. Man kan argumentere for at himmel-området omkring Skyloft spiller samme rolle, som Hyrule Field eller The Great Sea, men problemet er desværre at himlen, trods at der er andre flyvende øer, føles underligt tom. Mens øerne i The Great Sea i Wind Waker føltes meningsfulde, trods at nogle af dem var små, så føles øerne tomme og kedelige i Skyward Sword HD. Der er dog et par større øer, der har mere liv på sig, så som de to mini game øer, samt øen hvor kroen ‘The Lumpy Pumpkin’ befinder sig, men det er ingen Windfall Isle eller Dragon Roost Isle.



Man vender også tilbage til spillets områder på overfladen lidt flere gange end man er vant til i andre Zelda-spil, men det føles egentlig ret godt at områderne udvikler sig, for hver gang man kommer tilbage er der en ny ændring eller udfordring der alligevel gør oplevelsen anderledes. Én gang tager man sågar tilbage til en gammel dungeon, hvor en ny udfordring venter. Det gør at man får et tættere forhold til områderne og deres beboere, men ved første øjekast virker områderne lidt for små. Det er nok en smagssag, men som sagt er områderne til gengæld meget veldesignede og fokuserede oplevelser.

Dungeon-designet i Skyward Sword HD nyder dog også rigtig godt at denne designtilgang. Spillet byder nemlig på nogle af seriens allerbedste dungeons, der både har fede og unikke temaer, har veldesignede puzzles og gode kampsekvenser. Man skal både tænke sig om i forhold til en dungeons layout, og de enkelte rums puzzles, samtidig med at man skal bruge fikse måder at bruge dungeon items og spillets kampsystem på. Og så er nogle af dungeon-bosserne virkelig episke at kæmpe i mod.



Indlevende kamp og meningsfulde systemer
Det mest unikke ved det originale Skyward Sword var selvfølgelig brugen af motion controls. Det var et af de største, længste og mest ambitiøse motion control-titler for sin tid, da du reelt set havde et fuldt single-player-spil bygget op omkring motion controls. Spildesignerne hos Nintendo har derfor skulle skabe et kampsystem, hvor det er engagerende og indlevende at kæmpe mod fjenderne i spillet - og selvom der nu er button controls i spillet, så kan man stadig mærke at spillets kampsystem havde en anden målsætning end andre spil i serien. Hver fjende i Skyward Sword HD er nærmest en lille puzzle eller udfordring i sig selv, hvor man skal lære deres mønstre og huske hvilke sværdhug der er effektive. Nogle fjender har endda flere måder man kan slå dem på, som f.eks. Deku baba-fjenderne, de klassiske Link-ædende blomster fra Ocarina of Time, som både kan dræbes ved at skære den rigtige retning i gennem deres mund, eller ved at parere deres angreb og derefter skære dem af ved stilken. Nogle fjender kan endda også klares nemmere ved at bruge en af Links mange items. Denne tilgang til fjendedesign skaber et indlevende kampsystem, der virkelig engagerer spilleren. Som allerede nævnt er det én af grundene til at jeg personligt foretrækker motion controls over button controls.



Men det er dog ikke det eneste sted, hvor Skyward Sword HD har gode idéer. Et af de mest meningsfulde systemer som Skyward Sword bisidder, er opgradringssystemet. Link kan nemlig indsamle en masse materialer fra fjender, som han kan give til en NPC i Bazaaren i Skyloft, som så kan opgradere Links items. Ikke nok med at han kan opgradere de items Link finder i dungeons, så som buen og billen, så kan han også opgradere bombetasker og skjold. Det er super fedt at finde materialer til at opgradere sine items, hvilket gør at det næsten altid er interessant at tage tilbage til Skyloft og se hvad man kan opgradere. Det gør også at man tager tilbage til spillets områder for at farme specifikke materialer fra fjender - dog er drop-chancen til tider lidt lav, men med et bestemt item i spillet, kan man få højere drop-chance.

Derudover har både bazaaren og Beetle en række brugbare ting til salg, hvilket gør at rupees har en helt anden værdi end i mange tidligere spil i serien. Mens man blev træt af at finde rupees i kister i Ocarina of Time, og mens de bare skulle bruges til at dekryptere kort i Wind Waker, så har er det næsten altid velkomment at modtage rupees i Skyward Sword, da der altid er noget at bruge dem på, så som at opgradere sine items, købe en ekstra plads i sin adventure pouch eller en større pung til rupees.

Grafikstil får ny luft under vingerne i HD og 60 FPS
Det oprindelige Skyward Sword er nu næsten 10 år gammelt og man tænker derfor at spillet måske vil se lidt dateret ud, selv i en opgraderet udgave 10 år senere. Men Skyward Sword HD er et godt eksempel på, hvor meget en stærk grafisk stil og kunstnerisk retning kan gøre. Med spillets farverige og tegnefilmsagtige grafik, ser Skyward Sword HD virkelig godt ud i 1080p-opløsning. Den grumsede, uklare Wii-grafik, som egentlig var ret pæn for sin tid, får virkelig lov til at skinne igennem i Switch-versionen, hvor alt nu står knivskarpt. Men den største opgradering på den visuelle front er uden tvivl at spillet nu kører med 60 billeder i sekundet (FPS) i stedet for de originale 30. Tantalus har virkelig gjort et godt stykke arbejde i denne port, og det føles næsten som et helt nyt spil, når alt på skærmen er responsivt og flydende. Det kan ikke understreges nok, hvor flot Skyward Sword er på Switchen - og det gør næsten ondt at gå hen og spille Breath of the Wild i 30 FPS efterfølgende.



Små ændringer gør en verden til forskel
Man tænker at button controls, HD-grafik og 60 billeder i sekundet må være nok opgraderinger til sådan et port, ikke? Men nej, Tantalus er ikke stoppet der. Det oprindelige Skyward Sword har, på trods af en ellers varm modtagelse i anmelderkorpset i sin tid, et lidt dårligt ry. Mens nogle havde svært ved at sluge spillets motion controls, så var der langt flere der havde problemer med spillets pacing og trang til at hjælpe spilleren. Det var så slemt at spillet flere steder stoppede op for at fortælle spilleren hvad den skulle, inden spilleren fik en chance for at tænke selv. Nintendos tilgang til spildesign i Wii-æraen var tiltænkt den ‘afslappede’ (casual) gamer, som var vild med Wii Sports og Wii Fit, hvilket fordummede oplevelsen her og der, og gjorde at overforklaring af mechanics og ledetråde var alt for prominente. Det er der dog skruet ned for i denne remaster. Flere steder, hvor Fi ellers ville have tvunget råd og vejledning ned i halsen på ham, har Tantalus valgt at gøre rådene valgfrie. Tilmed kan man nu bladre hurtigere igennem dialogbokse i spillet og man kan springe cutscenes over, lige fra mindre scener når man får opgraderet gear, til de helt store historiedrevne cutscenes. En fejl (eller var det et designvalg?) i det gamle spil gjorde også at når man lukkede spillet ned, glemte spillet at Link havde samlet en rupee eller et materiale op, og spillet havde derfor altid trang til at fortælle Link hvad en item gjorde når man samlede den op, hver eneste gang man havde lukket spillet ned og startet det op igen. Dette er også rettet i denne remaster og alt i alt føles spillet langt mindre tungt, da man ikke hele tiden bliver stoppet af forklaringer gang på gang.

Episk musik får spillet til at svæve højt
Hvis der er noget Zelda-serien er kendt for, så er det sin musik. Fra Ocarina of Times Hyrule Field-tema og Wind Wakers Dragon Roost Isle, til A Link to the Pasts Dark World-tema og Breath of the Wilds Guardian-kampmusik - der er masser af gode numre at vælge fra. Og alligevel føler man at Skyward Sword er et af de Zelda-spil med det bedste soundtrack. Musikken har karakter og personlighed, lige fra kærlighedstemaet der spiller når Link og Zelda er på skærmen, til titelmelodien Ballad of the Goddess. Områderne får også ekstra karakter af musikken, og det er en fryd for øregangene at spille igennem spillet. Lydeffekterne er selvfølgelig også helt i top, hvilket gør kamp i spillet endnu mere livagtigt, når man sidder hjemme i stuen og svinger med sine joycons. Spillet flyver i forvejen højt, men lydsiden giver i dén grad Skyward Sword HD luft under vingerne.



Konklusion
Der skal ikke herske nogen tvivl om at Skyward Sword HD er et fantastisk eventyr. Det oprindelige spil var allerede et utroligt veldesignet spil, men denne remaster forbedrer stortset alle de områder, hvor nogen kunne have nogle tænkelige former for kritik, grundet de nye tiltag. Med livskvalitetsforbedringer der giver spillet bedre pacing og holder spilleren mindre i hånden, samt en helt ny måde at styre på, der gør at man helt kan undgå motion controls er der ingen grund til at holde sig tilbage pga. det oprindelige spils kritikpunkter. Når spillet derudover kører ved 60 FPS med HD-teksturer og ny kamerastyring der får spillet til at føles mere moderne, så må man bare sige at Tantalus er gået hele vejen for at opgradere spillet til 2021-standarder. Det er ikke noget Breath of the Wild ift. nyskabelse eller åbenhed, og forventer man et spil i samme ‘skole’ af Zelda-spil, så skal man genoverveje sine forventninger. Det gør dog overhovedet ikke spillet til et dårligere spil, fordi det går i en stik anden retning end det nyeste skud på stammen - det er bare en anden, mere fokuseret oplevelse. Skyward Sword HD har med sin charmerende historie, indlevende kamp, meningsfulde systemer og mesterlige dungeons masser at byde på og har allerede dér fortjent sin topkarakter. Når man så tilføjer alle de forbedringer som Tantalus har gjort, så er ikke svært at mene at The Legend of Zelda: Skyward Sword HD er den ultimative udgave af et allerede fantastisk eventyr. Spillet kan derfor anbefales til alle Switch-ejere der elsker et godt gedigent single-player eventyr - også selvom man allerede ejer den originale udgave til Wii.

5/5

Klassiker

Fysisk udfoldelse

Øjeguf

Fremragende lyd

Kommentarer:

#2 - JOEP

Level: 50 (Torizo)

01-09-2021 09:24

Ja, hvis jeg engang løber tør for spil, så kunne jeg godt finde på at vende tilbage til Skyward Sword. Jeg husker det i hvert fald som helt udmærket, da jeg spillede det på Wii, selv med motion controls og Fi.