Travis Strikes Again: No More Heroes (Switch)

Skrevet af Zone - 17-01-2019 17:58

Tilbage i de gyldne Wii-dage bragte spilinstruktør Suda51 og hans hold hos Grasshopper Manufacture to skøre og provokerende spil til live i form af spilserien No More Heroes. Her små 9 år efter No More Heroes 2: Desperate Struggle får vi så et nyt spil i serien, som godt nok er et nyt spil med Travis, men ikke nødvendigvis er en direkte efterfølger til No More Heroes 2. Travis Strikes Again: No More Heroes bør nok mere ses som et spin-off, hvor det samme crazy univers gør sig gældende, men hvor der eksperimenteres med gameplay og struktur. Om dette spin-off er værd at bruge tid på, kan jeg forhåbentlig gøre dig klogere på i min anmeldelse.

Travis Strikes Again: No More Heroes finder sted efter No More Heroes 2 og starter med at skurken Badman er ude på at slå Travis Touchdown, hovedpersonen i serien, ihjel for at have dræbt hans datter, Charlotte. Det er egentlig ikke så mærkeligt at Travis har slået nogen ihjel, da han er forhenværende professionel snigmorder, men prøver dog at slippe væk fra det liv nu. Badmans mord går selvfølgelig i vasken, da både ham og Travis bogstaveligt talt bliver opslugt af den hjemsøgte spillekonsol, Death Drive Mark II, som Travis netop har fået fingrene i. Death Drive Mark II er en mystisk VR konsol, hvor død i spillet er lig med død i den virkelige verden, så det gælder om for Travis og Badman at arbejde sammen for at holde sig i live. Der findes 6 spil til maskinen, som alle afspilles via såkaldte Death Balls. Da man har klaret og overlevet det første spil, Electric Tiger III (En af Travis’ yndlingsspilserier, åbenbart), får man dog at vide, at Travis og Badman har tænkt sig at spille alle 6 spil igennem, da det siges at man kan bringe et person tilbage fra døden hvis man gør – hvilket Badman jo er yderst interesseret i, da Travis jo har slået hans datter ihjel. De indgår derfor i en våbenhvile og går i gang med at spille alle 6 spil igennem.

Crazy og bandeordsspækket univers sætter rammerne for spillet
Hvis man kender til spilinstuktør Suda51 eller Travis Touchdown og No More Heroes-spillene ved man måske allerede hvad man kan forvente, men er det første gang man begår sig i spilseriens univers skal man være forberedt på at spillet vil være voldeligt og upassende, men også hylende morsomt til tider. Suda51s humor er ironisk og selv-refererende og Travis Touchdown bryder ofte den fjerde væg.

Derudover er humoren gearet 100% mod hardcore gamers, som spillet både gør grin med og hylder som spillet skrider frem. Selve Death Drive Mark II-maskinen er en hyldest til 90’erne Sega-maskiner, som f.eks. Sega Mega Drive, der fik en masse mærkelige opgraderinger der ikke blev nogen videre succes. Dette understreges af introsekvensen til alle spillene, hvor et digitalt kor synger ”Deaaath driiiive”, i bedste Sega jingle-stil. Spillets t-shirt system er også en stor hyldest til computerspil, og især mange af de indie-spil, som står Suda51 nært. Man kan nemlig indsamle mønter og bruge dem på at købe t-shirts med logoer fra spil, som Hollow Knight, Dead Cells, Wargroove og mange andre. Det er en sjov og hjertevarm hyldest til de andre spil, som enten er udgivet eller bliver udgivet på Switch.



Spillet har, forfriskende nok, ingen form for sprogfiltrering og der bliver bandet og svovlet til højre og venstre og der bliver sagt og gjort masser af upassende ting. F.eks. bliver ordet ’fuck’ brugt i store mængder og hver gang ens ’lyssværd’ løber tør for batteri skal man stille sig op og rykke sit joystick op og ned i en upassende bevægelse, selvom den gimmick i noget mindre fremtrædende i dette No More Heroes-spil, sammenlignet med forrige spil i serien. Yderligere vender save points i form af toiletbesøg selvfølgelig også tilbage. Alt i alt skabes der en grov, men sjov stemning i spillet hele vejen igennem og det er måske noget af det mest underholdende ved spillet.



Ensformigt og uinspireret gameplay skaber en tam oplevelse
Mens spillets humor og stemning er helt i top, så er det en anden sag når vi kommer til gameplayet. Hoveddelen af Travis Strikes Back: No More Heroes’ gameplay består af et simpelt beat ’em up-spil, hvor man bevæger sig hen ad en bane og så skal slå forskellige typer fjender ihjel. Der bliver introduceret flere typer fjender jo længere ind i spillet man kommer. Spillet bliver dog enormt ensformigt meget hurtigt og manglen på dybe systemer og interessante begivenheder skaber en uinspireret oplevelse. Man skulle ellers tro at de 6 forskellige spil, som spillet egentlig består af, burde skabe stor variation, men da de forskellige spil kun ændrer på strukturen og måden man kommer videre på, samt kameravinklen, så er der ikke meget nyt at hente fra spil til spil. Der er nogle få mini-spil der bryder beat ’em up gameplay’et fra tid til anden, men de er heller ikke specielt gode og et af dem var decideret frustrerende at spille, da det var meget uklart hvordan man klarede mini-spillet. Det mest interessante er dog at spillet også har nogle ’visual novel’ sekvenser, som man skal igennem for at finde nye Death balls. Efter første kapitel, som var utroligt langt, var jeg bekymret for hvor lange disse sekvenser ville være, men det viste sig bare at være endnu en selvrefererende joke – pyha! Styringen fungerer fint og spillet er ret nemt tilgængeligt, da det er lavet til at man kan styre det med kun en joycon, men det er altså ikke nok til at gøre op for et noget kedeligt gameplay.

Det mest positive ved spillets gameplay er skill-systemet. Travis og Badman kan finde en lang række skill chips rundt omkring i banerne, der giver dem nye og mere effektive måder at overleve kampene på. Det er som regel i form af et nyt angreb, hvor man f.eks. kan tage en fjende og smide den ind i de andre, eller tilkalde en kæmpe laserstråle fra himlen, der så griller ens fjender. Der er også nogle skills der tager form af buffs eller andre hjælpsomme effekter, f.eks. i form af healing eller at man gør mere skade i x antal sekunder. Det er sjovt at kombinere de forskellige skills og der er ret mange at vælge i mellem, jo flere man finder. Nogle er dog godt gemt i spillets baner.



Jeg nævner hele tiden Travis og Badman i flæng, men når man spiller alene, så spiller man kun som én figur ad gangen. Man kan dog hele tiden skifte mellem de to karakterer, så hvis Travis er ved at have lavt liv, så kan man skifte til Badman. Hver karakter kan have forskellige skills aktiveret, men du kan kun aktivere én skill på én figur ad gangen. Spillet understøtter dog også en co-op funktion, hvor to spillere kan kæmpe som Travis og Badman på samme tid. Spillet er helt klart skabt til at understøtte denne funktion og der er måske lidt mere underholdning af hente hvis man spiller det med en anden. Alt i alt er det dog ikke med til at redde spillets generelle gameplay, hvilket er en skam.

Rodet præsentation rammer ved siden af
Heller ikke spillets visuelle præsentation er noget at skrive hjem om. De forskellige spil har hver især deres egen unikke grafikstil, men mange af teksturerne ligner noget fra Gamecube-æraen og i værste fald noget der kunne udkomme på Nintendo 64. Man kan selvfølgelig godt argumentere for at dette er meningen og endnu engang er en reference til 90’er gaming, men det er helt tydeligt at Travis, som har samme model hele spillet igennem, har flere polygoner end de fleste af spillenes øvrige grafik. At grafikken derudover er uinspireret og mangler personlighed hjælper heller ikke.



På lydsiden er spillet lidt mere interessant, da musikken er en interessant blanding mellem elektronisk musik og arkade-spil, som sætter stemningen. Musikken er dog, ligesom gameplay’et, meget ensformig så snart man er inde i et spil. Lydeffekterne er også med til at understrege spillets stemning, da de lettere ’buggy’ og forvrængede lyde, understreger at Death Drive Mark II altså ikke er en specielt behagelig maskine at leve i.

Konklusion
Jeg prøvede ihærdigt at elske Travis Strikes Again: No More Heroes, da jeg spillede det. Mens humoren og universets crazy stemning er helt i top, så mangler spillet grundlæggende et engagerende og interessant gameplay. Er man fan af Suda51 og Grasshopper Manufactures tidligere spil, så er det klart et spil man skal have til samlingen, men hvis man forventer et velfungerende spil med interessant og engagerende gameplay, så er Travis Strikes Again ikke lige sagen. Det ensformige gameplay trækker derfor desværre spillet rigtig meget ned. Hvis attitude kunne skabe et godt spil havde det være en fuld 5’er, men det kommer vi desværre ikke op på i denne omgang.

Spillet fylder 5,6 GB.

Kommentarer: