Ultra Street Fighter II: The Final Challengers (Switch)

Skrevet af Shajita - 24-05-2017 14:55

I slutningen af firserne var slåsspil som en genre ikke voldsom populær. Enkelte skud på stammen her og der tiltrak et publikum for en kort stund, såsom Capcoms eget Street Fighter i 1987, men de havde aldrig samme udholdenhed som andre arkadespil af sin tid. I 1991 brød Street Fighter II: The World Warrior dog igennem på scenen, hvor det revolutionerede og populariserede genren med en række innovationer og forbedringer, der stadig gør sig gældende for slåsspil i dag. Spillet endte med at være et massivt hit, som banede vejen for talrige konkurrenter og efterligninger – ikke mindst takket være udgivelsen på SNES i 1992 – og siden da har vi set talrige nye udgivelser, spin-offs og især opdateringer til ældre spil i serien. Sidste år blev det femte nummererede spil udgivet på konkurrerende platforme, men Nintendo Switch-ejere får altså nu den nyeste og angiveligt sidste version af SFII i form af Ultra Street Fighter II: The Final Challengers. Spillet markerer 25-års jubilæet for den altafgørende SNES-version, men er denne gamle sværvægter værd at hive frem igen?

Ultra Street Fighter II: The Final Challengers er som sagt en ny iteration af Street Fighter II, og modsat hvad man umiddelbart skulle tro, så er dette ikke så meget en efterfølger til Super Street Fighter II Turbo HD Remix, som udkom til PlayStation 3 og Xbox 360 tilbage i 2008. I stedet er denne udgave baseret på 1994s Super Street Fighter II Turbo, som var den sidste version af spillet som blev udgivet i arkadehallerne, og det kan mærkes i spillets hastighed, visse balance-prioriteter blandt de individuelle karakterer og de påkrævede inputs for specielle angreb. Selvom der bestemt er ligheder, så er der altså helt klart tale om et andet bæst end HD Remix, og der er også visse andre ændringer, som vil blive detaljeret senere.



Uanset hvor spillet finder sine rødder, så er der dog stadig tale om Street Fighter II, og ligesom for 25 år siden vælger du en karakter ud fra de nu 19 tilgængelige kampsportsudøvere, som hver især bringer en unik kampstil, design og historie til bordet. Derefter træder man ind i en todimensionel kamp-arena med en modstander kontrolleret af enten en spiller eller computeren, og så slår man løs på hinanden, indtil en spiller løber tør for liv, eller indtil tiden udløber, hvorefter sejren gives til spilleren med mest resterende liv.

Man spiller med i alt seks knapper, som kan oversættes til henholdsvis Light, Medium og Heavy slag og spark. Som man næsten kan regne ud, så er Light-angreb svage, men de er til gengæld utroligt hurtige og er derfor svære at straffe. Til sammenligning har vi Heavy-angreb, som flår livet fra modstanderen, men grundet deres sløve animationer efterlader disse dig meget mere åben for modangreb. Medium falder naturligvis et sted imellem Light og Heavy, og alle disse angreb virker stående såvel som sammenkrøbet eller i luften, hvilket fører til unikke egenskaber og animationer alt efter situationen. Hvis du er tæt nok på en modstander, kan du sågar kaste dem og levere skade, der ikke kan blokeres, hvilket er perfekt mod meget defensive modstandere, der ikke vil lade sig åbne op.



Ovenstående input er universelt for alle karakterer i spillet med undtagelse af bokseren Balrog, som også slår på sine sparke-knapper, og det der adskiller karaktererne fra hinanden er således deres specielle angreb. Disse er unikke fra karakter til karakter, og de har alle sammen individuelle bevægelser, der skal udføres med styrepinden for at kunne bruge dem. Den mest normale bevægelse er en kvart-cirkel fremad –udført ved at føre styrepinden nedad og derefter rulle den op mod modstanderen – efterfulgt af et knap-tryk, men der er også halv-cirkler i begge retninger, fulde cirkler, og charge-angreb, som beder dig om at holde styrepinden i én retning i et sekund, hvorefter du presser den i den modsatte retning. Et eksempel på sidstnævnte kunne være Guiles Flash Kick, et defensivt spark der slår alle fjender ud af luften, hvilket udføres ved at holde ned på styrepinden, hvorefter man skubber den direkte op og trykker på en spark-knap. Du kan se en liste over alle karakterernes specielle angreb blot ved at trykke pause under en kamp.

Mange arketyper, som sidenhen er blevet en forventet standard for genren, er spilbare her i deres mest rå form. Der er eksempelvis Zangief, den stolte wrestler fra Rusland, som falder ind under en Grappler-spillestil, hvilket betyder, at han gerne vil ind tæt på modstanderen for at lande stærke greb, som ikke kan blokeres. I den anden ende af spektret har vi Guile, en amerikansk soldat, som har hurtige ildkugler og lange slag og spark, hvilke han bruger til at holde modstanderen på afstand via en defensiv spillestil. Midt imellem disse har vi “footsie”-karakterer som eksempelvis seriens hovedperson, Ryu, hvis kampstil er baseret på at danse ind og ud af henholdsvis sin og modstanderens angrebsrækkevidde for at diktere tempoet og dominere kampen.



Mange af spillets karakterer er som sagt nogle af de første af deres slags, så de er ekstremt rå versioner af det, som der måske er standard inden for moderne slåsspil. Zangief mangler eksempelvis Super Armor, et koncept som du måske kender fra Super Smash Bros. 4, hvori visse karakterer ikke bliver slået ud af deres angrebs-animationer, når modstanderen lander et angreb på dem. Alle karaktererne har til gengæld én universal ressource at tage hensyn til i form af deres Super Meter, som kan bruges til at udføre et stærkt super-angreb, men det er også alt, hvad det gør. Det kan ikke bruges til at forstærke dine specielle angreb eller bryde en combo, som det er standarden i dag. Der er i sandhed tale om den mest rå form for slåsspil her, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Det kan virke simpelt, men takket være gode karakter-designs, høj fart og høj skade, så bevarer spillet sin charme selv efter alle disse år, og vi snakker virkelig høj skade her, for en basal combo på tre slag kan snildt rive en tredjedel af modstanderens liv fra ham. Dette har naturligvis sine rødder i arkadehallerne, hvor hver runde gerne måtte overstås så hurtigt som muligt, så den næste mønt kunne smides i, og dette element er desværre gået tabt i de senere år. Karakterer i moderne slåsspil kan som regel kan tage en hel del tæsk, før de går ned, med mindre man bruger langtrækkende superangreb, så denne tilbagevendelse til et ekstremt hurtigt tempo med høj skade har været et forfriskende pust fra fortiden, og det hjælper med til at give Ultra Street Fighter II værdi selv efter snart tre årtiers forbedringer i genren – specielt på Nintendo Switch, hvis håndholdte funktioner og multiplayer-appeal gør spillet oplagt til “lige et par runder mere”.



Ultra Street Fighter II er dog ikke bare en port af tidligere spil, da der er implementeret visse tilføjelser til gameplayet. I SNES-versionen af Street Fighter II kunne man eksempelvis ikke slippe ud af et løft, men man kunne reducere dets skade, og det er der lavet om på nu med en overset ændring. Hvis du ved at modstanderen vil gå efter et løft, så kan disse nemlig nu afbrydes, så der slet ingen skade vil blive uddelt, ligesom det er standarden i dag. Timingen for at udføre special-angreb og combos er også mere tilgivende end førhen, hvilket er en behagelig ændring for både nytilkomne spillere, såvel som dem der bare gerne vil have et sjovt slåsspil på deres fleksible spillekonsol.

De største ændringer til gameplayet kommer dog i form af to “nye” karakterer; Street Fighter Alpha 2s Evil Ryu og SNK vs Capcom: Chaos’ Violent Ken. Disse figurer benytter udelukkende genbrugte assets fra Street Fighter II, da de begge genbruger alle deres animationer fra Ryu, Ken og Akuma såvel som deres lydklip med et dæmonisk filter tilføjet. På trods af den billige løsning, så bringer de stadig begge noget unikt på bordet i forhold til gameplay. Evil Ryu spiller meget som Akuma, men han er mere fair designet i forhold til turneringer. Ligesom Ryu gør han brug af ildkugler, uppercuts og orkanspark, og ligesom Akuma har han adgang til en endnu stærkere ildkugle, der tager længere tid at lade op, såvel som evnen til at teleportere sig rundt på banen. Han mister desuden også sit superangreb, Ryus traditionelle Shinkuu Hadoken, men får til gengæld Akumas super, Shun Goku Satsu eller den Rasende Dæmon, som er svær at lande men gør massiv skade.



Violent Ken er lidt et specielt tilfælde, da Han blev opfundet og navngivet af det rivaliserende firma SNK under et crossover-slåsspil mellem dem og Capcom, så dette er hans første officielle optræden i et Capcom-spil. Denne karakter deler mange attributter med Ken, men han bærer to unikke aspekter – for det første har han et såkaldt command-dash. Ved at bevæge styrepinden frem, direkte ned og derefter skråt-frem samtidig med, at der trykkes på en hvilken som helst spark-knap, kan Violent Ken skøjte frem mod modstanderen over en distance, som afgøres af, hvilken knap du trykkede på, light, medium eller heavy – jo stærkere et spark, jo længere bliver distancen. Modsat Ryus og Akumas teleport kan man godt angribe Ken mens han løber rundt, men modsat de to andre har Ken ingen start-up animation, så det er en skræmmende effektiv teknik til at jagte modstanderen med, og bedst af alt kan du løbe direkte igennem modstanderen for at forvirre dem og lande massiv skade bogstavelig talt bag deres ryg. For det andet, så er hans superangreb bare sejere end den normale Kens.

Præsentationsmæssigt samler spillet ressourcer fra lidt af hele serien ved at lade dig påvirke spillets udseende. Fra spillets options-menu kan du således vælge, om grafikken skal være bygget af de gode gamle sprites fra 1994, eller om du vil bruge 2008s tegninger fra HD Remix produceret af tegneserie-publikationen UDON Entertainment. Dit valg har ingen betydning for gameplay’et, men UDON-tegningerne præsenteres i widescreen, hvorimod man med de klassiske Capcom-sprites vil spille i 4:3 format med sorte bjælker i siderne. Lyden kan også ændres efter smag og behag. Den klassiske musik, lydeffekter og stemmeskuespil kommer alle sammen i en nostalgisk pakke, men hvis du vil have nyere toner så kommer spillet også med et helt nyt, remixet soundtrack og stemmeklip taget fra den japanske version af Super Street Fighter IV, hvilket bringer hvert udtalte ord op til standard med seriens nuværende stemmeskuespillere. Disse kan dog ikke blandes, som man lyster, så du går enten 100 % retro eller moderne med hensyn til lyden. I sidste ende er det et spørgsmål om personlig præference, og du kan sagtens vælge retro-grafik kombineret med moderne lyd.



Hvis vi tager et kig på de forskellige spiltilstande, så kommer Ultra Street Fighter II i en komplet pakke uden på nogen måde at være banebrydende. Arcade Mode består af en serie af kampe, hvor du vælger en karakter og kæmper dig vej til M. Bison. Nedlæg ham, og du vil blive belønnet med en kort lille mellemsekvens, hvor du ser, hvad din kæmper foretager sig efter turneringen, i form af statiske billeder med tekst, der forklarer situationen. Buddy Battle derimod er baseret på Street Fighter Alpha 3s Dramatic Battle, hvori to spillere (eller dig + en computer) kæmper imod én stærk computerstyret modstander. Det lyder unfair, men der er visse dele der opvejer det ulige forhold. Eksempelvis deler dig og din makker liv, og det bliver ikke regenereret mellem runderne, som modstanderens liv gør det. Denne spiltilstand er dog kun fire kampe lang, og den afsluttes med et antiklimatisk “GAME OVER” som din eneste belønning. Foruden de to single player-fokuserede game modes er der Versus, hvori du kan spille med dine venner lokalt, og Online, som er samme koncept med fremmede over internettet.

Training mode er et sikkert miljø, hvor du kan tæske løs på en stillestående modstander med uendeligt liv, og sidst, men desværre også mindst er der Way of the Hado. Dette er en slags minispil opbygget med 3D-modeller fra andre titler i serien, og her i skal du, som Ryu udføre hans specialangreb mod en strøm af fjender, der løber imod dig. Dine specielle angreb bliver udført med bevægelseskontrol, hvor du holder begge Joy-Cons samtidig, og det er desværre her, at Way of the Hado falder fra hinanden. Forklaringerne og beskrivelserne giver ikke rigtigt mening, og spillet er sjældent i stand til at producere de ønskede resultater. Ryus Uppercut, udført ved at langsomt løfte en af dine hænder op i luften, er hans mest pålidelige angreb. Hadoken derimod virker sjældent med den bevægelse, som spillet anbefaler, så jeg endte med at ryste mine hænder som om, at jeg spillede på trommer, og kunne spamme Hadokens til sejren. Ryus orkan-spark er helt klart det største problem her, for det skal bruges, når du bliver omringet, men den er aldrig i stand til at opfange bevægelsen korrekt. Al fornøjelsen falder fra hinanden på grund af det, og det er en skam, for det er ellers en rimelig veludført spiltilstand med tre sværhedsgrader, en endless-mode og et level-up-system.



Uden omkring de essentielle spiltilstande finder vi en række ekstra ting og funktioner, som nogle spillere vil sætte pris på. Gallery er en serie af illustrationer, der respekterer størstedelen af seriens arv helt op til Street Fighter IV. Der er i alt 273 sider af officielt artwork at kigge på, så fans af serien har rigeligt at gå i gang med her. Colour Editor er der hvor dine store drømme om at farve Sagat grøn kommer til at udfolde sig, for alle figurerne kan males i alle regnbuens farver, og disse kan derefter bruges i spillets kampe. Du kan have op til ti hjemmelavede farvesæt for hver karakter. Slutteligt gemmer Player Records på alle de nørdede tal for dine kampe. Du kan se basale ting, som hvor mange timer du har spillet, og hvad din Arcade High-score er, såvel som hvor mange gange du har vundet uden at tage skade, hvor mange counter-angreb du har landet, hvor mange gange du landede det første slag, og dine procenttal for hver en sejr, for hver figur, imod enhver figur. Der er således masser af statistik at fordybe sig i.

Vi er næsten færdige, men vi mangler stadig at se lidt mere på styring og til sidst prisniveauet. Selv med den mere accepterende kontrol er Street Fighter et spil, der forlanger præcision, og med Switch’ens brede udvalg af kontrolmuligheder er der naturligvis nogle, der klarer sig bedre end andre. Først og fremmest har vi de to Joy-Cons holdt vertikalt, i deres greb, eller på konsollen i handheld mode, og disse fungerer ikke just optimalt. Jeg blev ofte frustreret af især den venstre Joy-Con, da hverken styrepinden eller det opdelte D-pad gav mig tilpas kontrol, og jeg kunne ikke udføre mine teknikker så pålideligt som jeg ville have foretrukket.



En Joy-Con holdt sidelæns klarede sig meget bedre dog. Det krævede lidt tilvænning, men jeg var i stand til at udføre alle mine teknikker med både den venstre- og den højre Joy-Con, når jeg spillede udelukkende med en af dem. Håndledsremmene var imidlertid essentielle for at få den ønskede kontrol, og uden de hævede skulderknapper var dette helt klart den værste løsning. Det var decideret ubehageligt at trykke på de små L og R knapper, så husk dine håndledsremme, hvis du er i byen med din Switch. Den bedste løsning er dog helt klart Pro Controlleren, som gav maksimal komfort og præcision i alle situationer. Har du spillet Street Fighter eller noget andet 2D-slåsspil med nogen anden moderne controller, så vil du straks føle dig hjemme, når du før denne controller mellem hænderne, og det traditionelle D-pad vil være noget, som mange sætter pris på.

Sammenlignet med det hav af SNK-slåsspil, der har fundet sin vej til eShop siden udgivelsen af Switch tilbage i marts, så kan Ultra Street Fighter II ligne en tung investering, da man kan købe omkring seks Arcade Archives-udgivelser til samme pris, men modsat SNK-udvalget fra Hamster Corporation har dette spil lidt mere kød på sine knogler. Ikke nok med at spillet er blevet fintunet til et moderne publikum, så har det også et respektabelt udvalg af spilvarianter til afslappende spilaftener med vennerne såvel som seriøs konkurrence via dets online-del. Hvis du skal have et eller andet slåsspil bare for at trykke på knapper, så er prisniveauet nok lidt stift alting taget i betragtning, men hvis du vil sætte dine tænder i et klassisk, finpudset og nærmest fejlfrit kampsystem med et respektabelt udvalg af spiltilstande for afslappede og seriøse spillere, så er Ultra Street Fighter II pengene værd i min optik.



Konklusion:
Street Fighter II har en massiv arv, og det var et vigtigt vendepunkt for Capcom, da det gik i spidsen for firmaets retning for store dele af 90’erne. Det skrev bogen for hvordan et slåsspil skulle opbygges med regler og design-elementer, som kan ses i alt fra Mortal Kombat X til Nintendos eget kommende boksespil, ARMS. Serien har stået side om side med andre legender i industrien og har holdt fast på trods af svingende kvalitet og en skiftende interesse blandt forbrugerne, og alt dette startede med Street Fighter II. Der er i sandhed tale om en klassiker, som blot skulle bruge nogle få gimmicks og en finpudsning af dets kontrol for at være værd at genspille i timevis, og Ultra Street Fighter II: The Final Challengers er bestemt en værdig afslutning til det gamle arkade-hit. Hvis du har blod på tanden til et traditionelt, råt og helt igennem fornøjeligt slåsspil, så er spillet helt klart én af dine bedste muligheder på en hvilken som helst platform lige nu. Bare lad være med at gå ind i Way of the Hado med nogen forventning om at tage det seriøst.

Spillet fylder 2,7 GB.

4/5

Essentiel multiplayerdel

Forbeholdt niche gamere

Fremragende lyd

Klassiker

Kommentarer:

#1 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

24-05-2017 15:03

Shajita har taget et kig på denne finpudsede klassiker, og vi håber den kan bruges