Xenoblade Chronicles 3 (Switch)

Skrevet af JOEP - 16-08-2022 20:38

Selvom Monolith Soft ikke har været her i mere end små 15 år, så har de allerede etableret sig som nogle af de bedste RPG-skabere i branchen med deres formidable Xenoblade Chronicles-serie, der udspringer af en række mindre spil fra 1999 og frem til 2010, hvor det første spil udkom på Wii. Siden da er det første spil blevet genudgivet to gange, og vi har fået en direkte opfølger samt det noget oversete Xenoblade Chronicles X, men nu er tiden så kommet til det tredje spil, som skaberne selv kalder seriens kulmination.

Xenoblade Chronicles 3 har ingen direkte historiemæssig relation til sin forgænger, men foregår dog i samme univers. Verdenen du udforsker er som i de foregående spil på en forstenet titan, der vidner om en hård tid før menneskeheden kom til. I Xenoblade Chronicles 3 hedder titanen Aionios og spillet foregår efter hændelserne i Xenoblade Chronicles 1 og 2. Her møder du den unge mand Noah, der sammen med sine venner Lanz og Eunie udkæmper kampe for deres nation Keves mod de onde, Agnus. De to nationer kæmper, fordi de altid har gjort det, og fordi hver koloni har brug for fjendens livskraft for at opretholde sin egen livskraft ved at fylde de såkaldte flame clocks, der findes i alle kolonier i verden. Her “fødes” mennesker i en alder af ca. 10 år, og de kan derefter maksimalt leve 10 år, hvorefter de ofres til koloniens egen flame clock, skulle de overleve så længe. Spillets hovedperson Noah er en, der med sin fløjte hjælper sin faldne kammerater videre og forløser de dødes livskraft. Alt i alt lever menneskene i kolonien udelukkende for at kæmpe, og det er de sådan set tilfredse med.



Men skæbnen vil dog, at Noah, Lanz og Eunie støder sammen med en Agnus-gruppe, og de to grupper bliver smedet sammen og må begive sig ud på en færd for at komme til bunds i, hvad det er, der plager nationerne og forhindrer freden mellem dem. Gruppens dynamik præges i starten af ekstrem modvilje, men lidt efter lidt lærer de, at fjenden ikke er så fremmed igen.

Xenoblade-spillene er J-RPG-spil (Japansk RPG), hvilket vil sige, at figurerne ligner anime-figurer, figurerne er relativt stereotypiske, og alt er overdrevet. Xenoblade Chronicles 3 er ingen undtagelse, men jeg er dog blevet overrasket over, hvor afrundede og helstøbte figurerne faktisk er i spillet. Hver figur i det seks mand store hold har selvfølgelig sine træk, men allerede fra kapitel to finder du udvikling hos figurerne, og efterhånden som de lærer hinanden at kende, bliver de tydeligt mere komfortable ved hinandens selskab. Således er det en fornøjelse at se mellemsekvenserne, som er mangfoldige og langvarige, men uden at være drænende for oplevelsen i det store hele.

Det må også nævnes, at modsat mange J-RPG-spil, så har de kvindelige figurer her faktisk relativt meget tøj på, og brysterne er ikke ved at poppe ud af hverken tøj eller skærm. Det giver spillet et langt mere modent udtryk, specielt kombineret med en dybt filosofisk historie omkring tilværelsen og meningen med livet.



Når det så kommer til det faktisk gameplay, byder Xenoblade Chronicles 3 på mere af det samme som specielt Xenoblade Chronicles 2 introducerede. Uden for kampe løber du rundt i en absolut gigantisk verden - ifølge udviklerinterviews er Aionios omtrent fem gange større end Alrest, verdenen i 2’eren - som dog ikke er helt open world, men mere store, sammenhængende og enkeltstående områder. Du kan (heldigvis) teleportere dig rundt til tidligere besøgte områder, hvilket hjælper med at nedbringe rejsetiden i spillet gevaldigt. Verdenen er dog beriget med både vilde dyr der kan nedkæmpes, genstande der skal indsamles, hemmeligheder der skal findes og smukke områder at betragte. Derudover finder du også sidemissioner, som du kan bruge din tid på, så du vil givetvis gå glip af en masse, hvis du udelukkende benytter dig af teleportation.

I spillets natur kommer du dog til at tilbringe lige så lang tid i kamp, som du gør på at se mellemsekvenser og udforske verdenen. Derfor er det også vigtigt, at kampsystemet spiller, og her må man jo bifalde udviklerne. Kampsystemet fra Xenoblade Chronicles 2 er bevaret, men der er også elementer fra det første spil, og alt er bare forfinet. Kampene er action-orienterede, og under de mere ophedede kampe er der bestemt ikke tid til kaffepauser. Dine grundangreb er automatiske, men ikke særligt stærke. Til gengæld har du adgang til flere specialangreb, som er både stærkere og kan have side-effekter, men de er naturligvis begrænsede, og skal lades op efter brug. Noget af det innovative ved Xenoblade-seriens kampsystem er, at du skal sørge for at positionere dig korrekt i forhold til fjenden, da dine angreb kan gøre mere skade bagfra eller fra siden, og det er naturligvis bevaret i det tredje spil.



Derudover får du også relativt tidligt i spillet adgang til kædeangreb, der kan uddele absurde mængder skade, og som bidrager til et element af strategi, for her er det ikke ligegyldigt, hvilken figur du vælger. Det er dog lidt kompliceret, og det kan være en idé at læse spillets introduktion til mekanismen, inden de særligt svære bosskampe dukker op.

Det sidste du kan gøre brug af i spillets kampe er de såkaldte Ouroboros, der er en evne, der opstår i mødet mellem Keves og Agnus, og som sammensmelter figurerne parvist. Her får du adgang til en række stærkere angreb, men Ouroboros-formen kan kun holdes i et minuts tid, før du skal tilbage til din menneskelige form. Denne evne er desuden omdrejningspunktet for historien og grunden til, at hovedpersonerne bliver jagtet spillet igennem.



Alt dette er rigtig, rigtig meget at holde styr på, men heldigvis er spillet meget dygtigt til at introducere elementerne lidt efter lidt, så du får tid til at afprøve det, inden det næste element introduceres. Det sagt, så har du alle disse ting ved udgangen af tredje kapitel, hvilket er i omegnen af tyve timer inde. Og bare rolig, du er ikke færdig med at lære nye ting der.

Hver figur i spillet har sit eget våben, men du bliver hurtigt introduceret til klasser. I starten er Noah angriber, Lanz en beskytter og Eunie en healer, men du får mulighed for at bytte rundt på disse, og efterhånden som du klarer nogle specielle sidemissioner, får du adgang til nye klasser, som du kan benytte. Hver klasse kan opgraderes til Rank 10, så du bliver opfordret til at bytte rundt på din kampstil og taktik relativt tit. Du kan dog (og det foretrak jeg) vælge at skifte den figur du spiller som, så hvis du foretrækker at spille som f.eks. healer eller angriber, kan du bare skifte figur, når du skifter klasse.



Spillet kan spilles på flere sværhedsgrader: Casual, Normal og Hard. Sværhedsgraden påvirker udelukkende spillets kampe, så er kampene for overvældende, eller bryder du dig ikke om dem, kan du heldigvis nedtone dem og i stedet nyde historien. Dog er historien relativt kompleks, både følelsesmæssigt og rent indholdsmæssigt, så jeg kan ikke anbefale spillet til børn. Spillet er samtidig en overordentlig lang affære med en spiltid i hovedhistorien, der let rører 70-80 timer. Går du så efter også at klare flere af de andre ting i spillet, kan du godt vinke farvel til mindst 100 timer i dit liv.

Det sagt, så er det ganske enkelt en fornøjelse at opleve Noah og Co.s rejse gennem Aionios. Spillet byder på overraskelser, sjove og interessante dialoger, smukke scener og flot “natur” hele vejen, og selvom man kun lige har 20 minutter til at spille en dag, så kan man godt føle fremskridt, spillets størrelse til trods. Det er let at fortabe sig i en forkert vej, men det er aldrig omsonst, for der kommer tit nye genstande eller bare erfaringspoint ned i dine lommer ved disse udforskningsmæssige afstikkere.



Nu har vi været omkring spillets indhold, og mens det naturligvis er det vigtigste, så er det jo også en nødvendighed, at spillets teknik kan følge med Monolith Softs ambitionsniveau, og da Switch er en aldrende konsol med fem år på bagen, så kan man godt blive lidt nervøs. Men frygt ej, der er intet alarmerende at berette. Spillet kører solidt omkring 30 billeder i sekundet, hvad enten det er håndholdt eller på den store skærm, og jeg har ikke noget at udsætte på spillets grafik. Kanterne er glatte, græsset svajer og vandet flyder i naturen. Godt nok forsvinder græsset i en lille radius omkring din figur, men det er kun noget, du opdager ganske få gange. De vilde dyr i baggrunden bevæger sig også lidt hakkende, men her har du som regel alligevel fokus på de dyr, du har tæt på dig, så det bemærker du formentlig ikke.

Lydsiden er til gengæld en blandet sag for mit vedkommende. Fokuserer du udelukkende på baggrundsmusikken, så er det en fryd for ørerne med et fuldt orkestreret soundtrack, og musikken passer fabelagtigt til handlingen i spillet. Men de 6-7 holdmedlemmer larmer afsindigt meget, specielt under kamp, og overdøver næsten musikken. Så jeg kan kun anbefale, at du går ind i indstillinger og sætter lydstyrken på figurerne ned. Det sagt er dialogen i mellemsekvenserne med rigtig fint stemmeskuespil, og kan du ikke forliges med de engelske dialekter, så kan du skifte over til det japanske lydspor. Udover nogle lidt sjove dialekter er den engelske præstation dog helt og aldeles tilfredsstillende, og jeg følte ikke selv behov for at skifte til originalsproget.



Mens der naturligvis er enormt meget godt at sige om Xenoblade Chronicles 3, så er det ikke et spil, der ændrer meget på eftertidens spil. Der er intet i Xenoblade Chronicles 3, som kan overbevise en spiller der måtte give op på de øvrige spil i serien om, at de bare må fortsætte. Dette skyldes også delvist, at verdenen nogle gange føles stor bare for at være stor, og når du bliver sendt ud på en længere omvej bare for at nå et delmål i en sidemission, kan du godt blive lidt træt af størrelsen.

Derudover får du også lynhurtigt samlet et hold på 6-7 figurer, og det gør nogle kampe nærmest komiske, når du i et kæde-angreb uddeler over 400.000 skadespoint og slår en ellers stærk boss helt ud, selvom du indledte angrebet, mens den havde mere end 50 % skade. Det kan godt gøre kampe en anelse kedelige i længden, men dog ikke nok til, at det får dig til at trække dig fra spillet. Om ikke andet kan du altid nyde de spektakulære mellemsekvenser og tage en slurk kaffe eller noget citronmåne undervejs.

Konklusion
Udviklerne bag Xenoblade Chronicles 3 har udtalt, at spillet er kulminationen på den historie, som blev startet med Xenoblade Chronicles 1 i 2010, og det må man sige er rigtigt. Alt er ganske enkelt forbedret og perfektioneret i det tredje spil i serien. Verdenen er gigantisk, men alligevel fyldt med liv og ting at tage sig til, kampene er flydende og det er svært at undgå at engagere sig dybt i dem, og så er persongalleriet enormt afrundet med helstøbte og afrundede karakterer, der bryder med det klassiske J-RPG-paradigme om stereotypiske og ensidede figurer. Xenoblade Chronicles 3 er dog - som de foregående spil - ekstremt langt, og inden du får set dig om, risikerer du at sidde gammel og alene med spillet. Du kan godt forvente at skulle bruge 70-80 timer på historien alene, og dertil kommer så et hav af sidemissioner og opgaver, der kan fylde den samme mængde tid ovenpå. Derudover er der ikke som sådan meget nyt at hente i spillet, og kørte du død i 1’eren eller 2’eren, så vil du med garanti også falde af på et tidspunkt i 3’eren. På det tekniske plan brillerer spillet dog og ser knivskarpt ud, selv på den lille skærm på den originale Switch fra 2017. Lydsiden er eminent, men kan godt blive lidt rodet, specielt under kamp, da alle figurerne har enormt meget ligegyldigt at sige hele tiden. Overordnet set får du med Xenoblade Chronicles 3 noget, der kan ligne årets spil for dig, der allerede kunne lide de foregående spil, og er du ny spiller i serien kan du sagtens kaste dig ombord i 3’eren her, men vær opmærksom på, om genren tiltaler dig inden du stormer ud og køber det.

Kommentarer: