Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition (Switch)

Skrevet af Zone - 31-03-2025 15:11

Monolith Soft har efterhånden bevist, at de er en af Nintendos mest arbejdsomme studier, når de både kan udvikle kæmpe open world RPG-spil og samtidig være hjælpe-team, på spil som Zelda og Animal Crossing. Derudover har de bragt det første Xenoblade-spil tilbage i et remaster, hvilket gjorde at kun ét spil i serien har manglet på Switch, nemlig Xenoblade Chronicles X. Men nu er Xenoblade-kvartetten endelig fuldført på Switch, med Xenoblade Chronicles X: Definitive Editions udgivelse på maskinen. Efter spillet har været fanget på Wii U i et årti er det tid til at finde ud af om spillet holder den dag i dag - og om Monolith stadig kan deres kram når det kommer til remasters.

Den sidste del af anmeldelsen er nu tilføjet og kan findes under første del.

Forhåndsanmeldelse - 31. marts 2025

Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition er et remaster af Wii U-spillet af samme navn (uden Definitive Edition) og må siges at være det sorte får i Xenoblade-serien. Men ikke forstået på den måde at spillet er dårligere af den grund. X er blot så anderledes i struktur og ramme, at man til tider glemmer, at det er del af Xenoblade Chronicles-universet - ikke mindst fordi Xenoblade 2 og 3, der dog udkom efter X, føles mere kædet sammen med 1’eren.



Historien i Xenoblade Chronicles X starter med at menneskeheden må flygte fra jorden, efter rumvæsner med langt mere overlegen teknologi har smadret hjemplaneten. Den menneskelige ark, The White Whale, formår at komme væk, men 2 år senere finder de krigsglade rumvæsner arken, og besætningen må nødlande på den ukendte planet, Mira. Menneskeheden skal nu lære at overleve på denne nye planet, mens de konstant må kigge sig over skulderen af frygt for deres ukendte forfølgere.

Mens man i alle andre Xenoblade-spil, spiller som en prædefineret karakter, som Shulk i 1’eren eller Rex i 2’eren, så laver man sin egen hovedperson i X. Spillet har en forholdsvist udbygget karaktergenerator, så man kan finde et look der passer til ens præferencer. Spillet starter for alvor efter du har lavet din karakter, hvor du bliver fundet af Elma, som redder dig ud af din nødlandingskapsel. Derefter tager hun dig til menneskehedens nye hovedstad, New Los Angeles, som er udgjort af ‘The White Whales’ habitatenhed. Her tilslutter man sig ordenen ‘BLADE’, som har til opgave at gøre det muligt for menneskeheden at overleve og tilpasse sig livet på Mira.



Pacingen i spillet er lidt mærkelig. Hvor du i starten af spillet bliver holdt meget i hånden og du bliver udsat for et væld af tutorials, så stopper spillet pludselig med at gøre det. Så skal man selv finde den bedste måde at komme videre på. Modsat de andre Xenoblade-spil, så er Xenoblade Chronicles X ikke nær så drevet af sit centrale plot. Det er mere brugt til at sætte spillets præmis op og give spilleren springbrættet til at udforske Mira. Der er selvfølgelig en hovedhistorie, men de enkelte kapitler er spredt ud og har nogle gange brug for flere levels for at blive klaret, end man lige forventer. Meget af tiden er derfor brugt på at klare sidemissioner og udforske Mira, for at blive stærk nok til at starte det næste kapitel. Det kan være lidt svært at gennemskue hvordan man mest optimalt bliver stærkere, men samtidigt har du stort set mulighed for at tage hvorhen du vil, i spillets verden, så længe du undgår sultne monstre på vejen. Spillets sidemissioner er dog også ret vigtige, da du f.eks. Bruger sidemissioner til at låse op for nye holdkammerater eller til at få et stærkere bånd med dine eksisterende holdkammerater.

Historien i spillet er ganske fin. Der er plads til både dramatik og humoristiske øjeblikke, der i bedste anime-stil driver plottet frem. Den primære historie handler om at man skal finde en del af ‘The White Whales’ skrog, som indeholder en hel koloni af nedfrosne mennesker, der skal være med til at skabe menneskehedens fremtid. Men det er ikke en nem opgave, så vores hovedperson og deres hold skal gennemgå en del for at nå sit mål. Derudover handler sidemissionerne meget om de farer man kommer ud for når man udforsker en ny planet. Det giver som sagt spillet et helt andet ‘feel’ end de andre spil i serien, som er langt mere bundet op på deres historier, hvor udforskning ofte er en ting man kan vælge til, hvis man har lyst til det.



Der hvor spillet i den grad ligner et Xenoblade-spil, er kampsystemet. Xenoblade X bruger en udvidet udgave af Xenoblade 1s kampsystem, hvor karaktererne selv angriber, og hvor man vælger handlinger fra en action bar. Når en handling er brugt, har det så en cooldown der skal udløbe før den kan bruges igen. Modsat 1’eren, hvor alle karakterer er låst til en bestemt class, så er det i X muligt for din hovedkarakter at skifte class. Systemet er ikke så udvidet, som det er i Xenoblade 3, men hver gang du ‘mestrer’ en class, åbnes der op for en ny. Man bliver nærmest opfordret til at træne så mange classes som muligt, da man kan låse op for og bruge passive evner fra forskellige classes på én gang. Kampsystemet er en smule langsommeligt, men efter kapitel 3 åbner man op for muligheder der fremskynder almindelige kampe en smule. Fjenderne dør langt hurtigere end de f.eks. gør i Xenoblade 1 eller 2, så man føler ikke at hver kamp tager en krig. De andre karakterer man kan få med på holdet har alle prædefinerede classes, men du kan lære ting fra dem, ved at opbygge affinity med dem, hvilket udvider dit arsenal.

Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition er som nævnt et remaster af det oprindelige Wii u-spil. Og som sædvanlig, har Monolith givet den ekstra gas. Spillet er flottere end det var på Wii U, og især karaktermodellerne har fået et mærkbart løft i kvalitet og opløsning. Spillet kører ulåst med et loft på de 30 billeder-i-sekundet, som det holder ret konsistent. Spillets grafik er stadig flot den dag i dag, og planeten Mira er et smukt og fortryllende sted - ikke mindst pga. den grafiske præsentation. Derudover har brugergrænsefladen fået et stort overhaul, der gør at teksten er langt mere læsbar end den var på Wii U, og elementerne er mere elegante og minimalistiske.



Forhånds-konklusion
Overordnet er Xenoblade Chronicles X et velpoleret remaster af et interessant og indholdsrigt rollespil. Spillet handler i høj grad om at udforske og at lave sidemissioner, men man bliver belønnet for det, da man så kan klare nye kapitler i hovedhistorien. Spillet har fået en masse livskvalitetsopdateringer og karaktermodellerne især, er blevet langt flottere. Man kan nu spille hele Xenoblade-serien på Switch, og det er da nævneværdigt at alle spillene findes i deres bedste udgaver på maskinen, ikke mindst Xenoblade Chronicles X. Da dette kun er en forhåndsanmeldelse, baseret på det første 20 timer, så er der stadig meget, jeg ikke har oplevet endnu. F.eks. har Monolith tilføjet nyt indhold, der skulle forbedre en kontroversiel slutning på spillets historie. Og derudover er der et helt gameplay-element, i form af Skell-robotterne, som jeg ikke har låst op for endnu. Den karakter jeg giver spillet er selvfølgelig kun midlertidig, indtil jeg har skrevet min færdige anmeldelse, så der er mulighed for at den stiger eller falder. Jeg vil slutte forhåndsanmeldelsen her og vende tilbage til Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition, så jeg kan komme videre.

Endelig anmeldelse - 7. maj 2025

Efter lidt over en måned siden min forhåndsanmeldelse, er jeg forleden blevet færdig med Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition. Og sikke en rejse det har været. I min 90+ timers gennemspilning, har jeg formået at udforske størstedelen af Mira og gennemføre både den oprindelige historie, samt det nye indhold der er tilføjet som en form for ‘epilog’.



Den største forskel der er sket med gameplayet i min videre færd med Xenoblade Chronicles X er at jeg har låst op for spillets mechs, også kendt som Skells. Disse store robotagtige fartøjer åbner op for verdenen på en helt anden måde. Man kan pludselig komme flere steder hen og nedkæmpe større fjender, hvilket åbner gevaldigt op for udforskningen af Mira. Og senere åbner man tilmed op for at man kan flyve rundt i sin Skell og så åbner udforskningen for alvor op - man er kun holdt tilbage af fjender der er endnu højere niveau. Men følelsen af at have frit lejde til at flyve rundt i Mira er noget af det bedste man kan opleve i spillet og viser nogle af spillets styrker til fulde. Især den grafiske detaljegrad kommer til udtryk når man flyver rundt på Mira i sin Skell og ser kontinenternes storhed i sin fulde pragt. Xenoblade Chroncles X: Definitive Edition er klart et af de smukkeste spil på Nintendo Switch, og det er stadig imponerende hvad Monolith formår at få ud af den lille maskine.



Jeg har også haft mulighed for at udforske kampsystemet mere, hvor jeg har afprøvet et væld af classes og fundet ud af, at systemet tillader en stor mængde tilpasning. Spillets class-system er delt op i 3 hovedforgreninger af classes, som hver især har 2 forgreninger yderligere, eller class paths, som jeg vælger at kalde dem. Jo flere class paths man maxer ud, jo flere arts og skills kan man bruge på tværs af classes, så man i sidste ende nærmest kan skabe sine egen class. Det kræver dog en masse levels, samt class ranks, for at nå til det punkt, så hvis man, ligesom mig, skifter class path lidt for ofte, så ender man med ikke at maxe ret mange classes paths. Så alt i alt, har man mange muligheder for at tilpasse sin spillestil, hvis man altså husker at udnytte systemet optimalt.

Kampsystemet udvides dog også med brugen af Skells. Som nævnt ovenfor kan de bruges i kamp og gør det nemmere at tage stærkere fjender ned. Skells kan have en række våben equipped, der hver især giver en art, og man kan i de fleste tilfælde frit vælge hvilke våben der sidder på sin Skell - hvis man altså har pengene til at betale for det. Det føles utroligt godt pludselig at kunne nedkæmpe fjender man før løb væk fra, med halen mellem benene. Man skal dog være påpasselig når man kæmper i sin Skell - for hvis den løber tør for HP, går den i stykker og så bliver man smidt ud af den og må kæmpe som sin karakter. Det kan ske for alle ens party members der har en Skell, så det kan blive en dyr fornøjelse hvis man render ind i et alt for stærk fjende. Heldigvis er der måder at få sin Skell tilbage på, gratis, via forsikring eller items - og går det helt galt må man betale for at få den lavet. Man skal derfor være strategisk og huske at hoppe ud af sin Skell, hvis man tager meget skade, da det koster langt mindre at dø uden for sin Skell, end at miste den. Skells bruger derudover benzin, ikke mindst til at angribe, hvilket også er en udgift i sidste ende. Det koster enten et battle item eller spillets eget mineral, Miranium, at tanke sin Skell op igen. Hvis det lyder som om det er besværligt at administrere sin Skell, så kan jeg fortælle at man vender sig til det, og den ‘power’ og frihed man får ud af disse seje, pilotstyrede robotter, er det hele værd.



Efter at have gennemført spillet, kan jeg nu dykke dybere ned i snakken om spillets pacing ift. story-missioner og leveling. Som nævnt i forhåndsanmeldelsen, så følte jeg at man brugte alt for meget tid på at få den rette level til at gennemføre næste Story Quest. Den lidt udfordrende pacing fortsætter, og det er især hårdt for dem der egentlig bare vil videre med historien og spille Xenoblade X på en lidt mere ‘casual’ måde. Men spillet er ikke designet til at akkomodere denne slags spillere. Selv jeg, som egentlig godt kan lide at udforske store, åbne verdener, blev lidt udmattet, da jeg mod slutningen af spillet følte jeg kun brugte 20 minutter på en story quest, mens jeg måske brugte 5-10 timer på at få nok levels til at fortsætte. Det blev dog nemmere da jeg låste op for mine Skells, da jeg så kunne klare en række udforskningsopgaver, som også giver EXP og Penge. I sidste ende opdagede jeg dog en feature, der på trods af at være grindy, gav mig muligheden for nemt at få masser af levels og battle points (point der bruges til at opgradere arts og skills). I BLADE-barrakkerne, som er ens hovedbase, er der en såkaldt ‘Network Console’, som giver adgang til ‘Support missioner’. Disse missioner er hurtige at lave og giver den nævnte store mængde exp, men kan også give penge eller affinity med ens party members. Så hvis man går død I at udforske og kæmpe med alskens møg på Mira, så er der en nem, men repetitiv, måde at komme videre på. Desværre føler jeg ikke det er noget der forbedrer spillets pacing, da det er en kedelig måde at progressere i spillet på. Den sjoveste måde at få EXP på er 100% at klare sidemissioner og udforske Mira, da hver ‘hexagon’ på kortet har en lille mission, der i øvrigt også forbedrer ens ‘udforskningsprocent’, hvilket skal bruges for at låse op for visse story-missioner. Derfor vil jeg anbefale at man alligevel udforsker så meget af Mira som muligt - især når det også er her spillet viser sig fra sin bedste side.



Jeg har ikke klaret alt i spillet, på mine 90+ timer. Men én ting jeg gik efter var at låse op for alle party members. Det er en af de mere spændende ting at bruge tid på, i sidemissionregi. Men den sidste kompagnon trak godt nok tænder ud. Personen krævede nemlig at man havde klaret en lang række quests forud, og havde udforsket en hvis procentdel af det område man fandt personens quest i. Derudover blev personen ikke låst op via de såkaldte affinity-missioner, som alle de andre gør, men via en almindelig sidemission. Det var ekstremt svært at gennemskue hvordan jeg låste op for personen, da spillet kun gav mig et kryptisk hint. Jeg måtte derfor ty til online guides, men selv da, var det ikke nemt. Jeg endte med at bruge 5 forskellige guides og mere end 10 timer på at låse op for denne specifikke karakter - som så heller ikke var nævneværdigt bedre end de andre, trods mængden af tid og kræfter jeg lagde i det. Pointen med denne lille historie er at Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition, ikke altid er klar i spyttet omkring hvordan visse ting fungerer i spillet. Nogle missioner har arbitrære krav, der er svære at gennemskue - f.eks. Når det kræver at man samler en ‘normal mission’ op for at nedkæmpe en såkaldt ‘Tyrant’ i en af kortetss mange ‘hexagoner’ eller når spillet ikke tydeligt viser hvor hvilke items eller fjender kan findes. Det er dog ‘heldigvis’ mest i side content at disse frustrationer viser sig. Og story-missionerne er oftest rimeligt klare omkring hvad man skal gøre for at låse op for dem. Alt i alt er spillet kæmpestort, med massere ting at lave, men det er ikke altid at Monolith Soft er gode til at forklare hvordan man låser op for ting eller klarer visse missioner.



Udover Skell-elementet, var der et andet aspekt af dette remaster, jeg var nødt til at opleve, før jeg kunne skrive den endelige anmeldelse, nemlig det nye indhold der er blevet tilføjet til Xenoblade X. Den oprindelige slutning har altid været kontroversiel blandt fans af Xenoblade, da mange følte det ikke afsluttede spillet på en ordentlig måde. Et årti senere har Monolith tilføjet mere til spillet, men om det er en tilfredsstillende nok slutning, er svært at sige, da det må være op til den enkelte at bedømme. Faktum er at Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition tilføjer et ekstra 13. Kapitel til historien, som er delt op i 3 akter. Hver akt er mere beefy og bedre paced end nogle af de andre kapitler i spillet - så det er utroligt tydeligt at det er et moderne Monolith Soft der har udviklet de 3 akter. Historien hænger bedre sammen, man får flere levels og der er plads til at karakterne kan tænke over eksistentielle emner og mindes eksistens i det hele taget. Uden at spolere noget af historien, kan jeg fortælle at den tager en dramatisk drejning og formår at sammensmelte Xenoblade Chronicles X, med resten af serien, på en måde der giver mening og i bedste Xenoblade-stil. Som stor fan af serien er jeg glad for at have oplevet spillet i sin helhed - nu med denne nye slutning! Det nye content introducerer også en af de bedste karakterer i spillet, som formår at charmere sig ind på både spilleren og spillets hovedpersoner på rekordtid - endda uden at tage rampelyset fra ens egen stumme, hjemmelavede hovedperson. Jeg formåede desværre at være alt for stærk, da jeg skulle op mod sidstebossen, hvilket gjorde kampen antiklimatisk for mig, men forhåbentligt vil andre spillere ikke opleve det samme.

Konklusion
Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition er en mastodont af et spil. Med en åben verden, der næsten kan udforskes fra start af, og en episk historie om menneskehedens overlevelse, er der utallige timers underholdning af hente. Men det er ikke et spil for sarte sjæle. Med en pacing, der er grindy og har langt mellem story-missioner, kræver det en masse tålmodighed og en lyst til at udforske planeten Mira. Men hvis man giver spillet den tålmodighed og energi som det kræver af spilleren, så bliver man belønnet med et storslået eventyr og Mira ender med at føles som et andet hjem. I takt med at man låser op for sin Skell, åbner man også op for at mere af verdenen kan nydes og flere områder kan takles. Historien er rodet og kompliceret, på både de bedste og værste Xenoblade-måder på samme tid, men til sidst fokuserer spillet og skaber et narrativ der lige akkurat formår at være resten af serien værdigt. Kampsystemet ender med at være et af de bedre systemer, i takt med at man lærer hvordan det fungerer. Desværre er det ikke altid at man føler man har kontrol i kampene og nogle gange ender man blot med at gå efter de arts der giver mest skade, så man kan få kampene overstået, inden fjenden formår at vinde, hvilket fjerner den taktiske dybde lidt. Grafisk er spillet et af de flotteste spil på Nintendo Swtich, og selvom det holder en lav billedfrekvens, er det det hele værd, når man kigger ud over spillets vistaer og flyver igennem luften i sin helt egen Skell. Musikken er ikke altid fantastisk (især bymusikken er skrækkelig), men der er flere musikstykker, ikke mindst spillets hovedtema, som jeg kommer til at lytte til lang tid efter min rejse er overstået i Xenoblade X. En ting som spillet dog har formået, er at gøre mig ekstremt forventningsfuld for fremtiden af Xenoblade-serien. Monolith Soft har i de senere år forfinet deres evne til at lave videospil, og jeg kan ikke vente med at se og spille deres næste projekt. Alt i alt er Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition en blandet landhandel, der kræver tålmodighed og vedholdenhed, men spillet har masser af gode ting at byde på, trods sit brogede ydre og akavede start. Er man Xenoblade-fan, er spillet en nødvendighed at spille i min optik, og er man ny til serien, er X også et godt sted at starte, da spillet på ingen måde kræver at man kender til nogle af de andre spil. De andre spil i serien er dog nemmere at gå til, som nybegynder i JRPG-genren.

Kommentarer: