Job Island: Hard Working People (Wii)
Skrevet af Mr. Mario - 14-06-2009 21:30
Det er en stille og rolig dag, indtil NAZA Space Research Center opdager, at en meteor har retning lige imod Jorden. Af uforklarlige årsager springer centret i luften, så her er der ikke meget hjælp at komme efter. Skal dette så betyde at Jordens undergang er nær? Nej. For heldigvis opdager din bedstefar meteoren, men hvad skal en lille familie dog stille op mod denne trussel? Svaret er enkelt, nemlig TV-Shop. Eller rettere sagt et styk Transformowatch som kan erhverves via TV-shoppen. Dette ur koster kun 5.000 point, eller det er måske så meget sagt, for man skal først optjene pointene ved at købe ting fra TV-Shoppen. Hvordan skal familien dog så få fat i det ur? Det simple svar er, at du må ud på arbejdsmarkedet og tjene penge.
Så er det på med arbejdstøjet, for nu skal der arbejdes
Sådan starter historien i spillets story mode ved navn 'Employment Office'. For at kunne komme i arbejde kræver det det rette arbejdstøj. For at hjælpe dig lidt på vej får du ni af bedstefars gamle aflagte arbejdsuniformer, så fra starten af har du adgang til ni forskellige erhverv. Nu kan en lang og sej kamp for klodens overlevelse så gå ind – en kamp der for de fleste nok er lidt for lang.
Spillet er bygget op på den måde, at du hver dag vælger mellem ni tilgængelige jobs, som er valgt tilfældigt ud fra de tilgængelige jobs, du har adgang til. Hvert job er et lille minispil, hvor du skal arbejde. Du vælger et af de ni jobs via familiens computer, som også oplyser en basisløn. Basislønnen er ikke nødvendigvis den løn, du ender med at få efter en endt arbejdsdag, for lønchecken afhænger af, hvor godt du klarer dig på jobbet. Så du kan både tjene mere end basislønnen, men du kan selvfølgelig også tjene mindre. Sådan fortsætter hele ugen med undtagelse af søndagen, hvor der er lukket – så der kan du ikke komme på arbejde. Du kan også vælge at tage en fridag midt i ugen, hvis du simpelthen ikke ønsker at arbejde den dag.
Efter hver arbejdsdag vil du få din løn, men du får også et lille barometer til at stige. Når du har udfyldt barometeret, vil en sværere udgave af jobbet blive tilgængelig. Jo større sværhedsgrad et job er på, jo flere penge vil du selvfølgelig tjene. Den største fordel ved at udfylde barometeret er den dejlige bonussum, der gør godt på kontoen.
Er du god til håndarbejde, så afprøv dine evner som skrædder
Det lyder jo nemt og lige til, men! Vi har jo det grimme meteor hængende over hovedet på os og den har ikke tænkt sig at hænge stille, mens den venter på at blive ødelagt af dig. Nej, den vil selvfølgelig komme nærmere og nærmere på Jorden som dagene går. For at forhindre at den skal ramle ind i Jorden, før du får fat i et Transformowatch, kan du via TV-shoppen købe ting, som kan forskyde nedslagsdagen i nogle dag. Nogle redskaber kan endda beskadige meteoren, så den til sidst går i stykker. Dog er dette ingen vej uden om truslen.
Det er også i TV-shoppen at du kan købe nye arbejdsdragter eller sagt med andre ord, købe dig adgang til flere jobs. TV-shoppen kan også tilbyde genstande, der kan hjælpe dig på arbejdet. Som i rosinen i pølseenden har vi den fjerde kategori af ting, som TV-shoppen har at byde på, nemlig små statuer/figurer. Disse ting kan ikke rigtig bruges til noget, dog er der den fordel med dem, at det er de ting, som man tjener flest point på.
Under vejs i story-delen vil du også støde på små udfordringer, hvor du blandt andet kan få udsat nedslagsdatoen eller tjene dobbelt så mange penge. Klarer du ikke udfordringerne, kan det få den modsatte effekt. Der vil også dukke uventede udgifter op undervejs – blandt andet mølædt tøj, der skal repareres og familiemedlemmers uventede indkøb.
Du kan også få lov at arbejde i et spøgelseshus
Da spillet indeholder en ordentlig bunke minispil, er der selvfølgelig også en multiplayer-del, så du kan udfordre dine venner i de forskellige jobs på fire forskellige måder. Overraskende nok er den del kun for to spillere, så er du på jagt efter et partyspil, som dig og vennerne kan hygge sig med, er dette nok ikke det rette spil. Det knapt så overraskende ved denne del er, at det selvfølgelig er minispillene fra 'Employment Office', som man finder i multiplayer-delen. Til sidst kan du i en tredje del af spillet få lov til at øve dig i de forskellige minispil.
Spil af denne type er ikke kendt for at være i top på grafiksiden og Job Island er bestemt ikke nogen undtagelse – dog er det ikke nogen ulempe for spillet. Minispillene er i 3D, mens historien i 'Employment Office' bliver fortalt i 2D-grafik. Lydsiden er ej heller en vild oplevelse, men den fungerer. Man vil dog hurtigt blive træt af enkelte musikstykker i 'Employment Office'-delen, da man kommer til at høre dem utallige gange.
Er du til vand og frisk luft, så tag arbejde som fisker
Konklusion
Job Island: Hard Working People er endnu en titlen blandt mange casual-spil til Wii, der er fyldt med minispil. Et spil der indeholder en halvkedelig story mode, som let kan ende med at føles uendelig lang. De mange minispil kan kun nydes af op til to spillere, men minispillene er dog godt varieret med lidt til hvert køn. Så selvom vi har ikke at gøre med en toptitel, er det heller ikke et spil, der er helt nede og skrabe bunden.
Dette spil er sponsoreret af Pan Vision.
For de yngste
Nemt at gå til
Kommentarer: