Octopath Traveler (Switch)

Skrevet af Zone - 12-07-2018 18:36

JRPG-genren har floreret på 3DS’en i mange år, hvor JRPG-fans i den grad kan få eventyr med på farten. Nu er turen så kommet til Switch, hvor holdet bag Bravely Default-serien nu er klar med Octopath Traveler. Med en ny verden og interessant grafisk udtryk har dette eksklusive Switch-spil skabt opmærksomhed om sig selv. Men er der tale om en ny klassiker eller bør man sidde dette spil over? Læs min anmeldelse for at se hvad jeg har fundet frem til.

Octopath Traveler er et spil, der bærer sine inspirationskilder på ærmet. Lavet i en pixeleret stil der minder meget om ældre Final Fantasy-spil og med vilkårlige kampe, samt et turbaseret kampsystem, kan man som gammel JRPG-fan godt blive lidt nostalgisk. Men spillet er mere end bare en kærlighedserklæring til gamle japanske rollespil. Spillet føles friskt og gør brug af moderne koncepter.

Vælg din egen vej
Som navnet Octopath Traveler ligger op til, handler spillet om otte rejsende, der hver især har deres egen historie. Deres historier udspiller sig helt forskelligt fra hinanden, hvor en begivenhed i deres fortid oftest er motivationen for at de starter deres rejse, mens få karakterer bliver sat i gang af en begivenhed der sker i starten af spillet. Når ét kapitel er klaret, åbner der sig et nyt et andet sted i verdenen og man kan mere eller mindre selv bestemme hvilken rækkefølge man vil tage kapitlerne i, selvom nogle dog kræver højere level end andre at klare. Det eneste valg der er permanent, er den karakter man vælger i starten af spillet. Denne karakter bliver ens hovedperson og kan ikke skiftes ud efterfølgende. Hvem du vælger som hovedperson har dog ikke rigtig andre konsekvenser end at de er låst fast i dit hold, og man kommer til at kunne skifte deres jobs (også kendt som class i andre spil) senere i spillet (mere om dette senere), så det er ikke helt katastrofalt hvis man vælger ’forkert’. Derefter skal man bevæge sig rundt til de andre byer i spillet og finde de resterende syv karakterer i spillet



Denne åbne spillestil gør at spillet nærmest bliver et open-world RPG-spil, hvor spilleren selv kan styre spillets gang. Denne struktur egner sig utrolig godt til Nintendo Switch, da man dermed let kan stoppe spillet undervejs, hvis man har sin Switch med på farten, uden at man nødvendigvis er i gang med en stor, uoverskuelig del af historien der kræver flere timers indlevelse - og selv hvis det er tilfældet kan man sætte sin Switch i sleep mode og dermed ikke miste sin fremgang.

En ulempe ved denne spillestil er dog at de enkelte karakterers historier bliver lettere fragmenterede. For det første, hvis man ikke har spillet videre på én karakters historie i et stykke tid og så fortsætter, kan man godt have glemt nogle detaljer og skal derfor bruge lidt tid på at sætte sig ind i deres historie igen. Det er dog forståeligt nok, da det er et resultat af spillets åbne struktur. En anden ting, der er med til at gøre spillets historie fragmenteret, er dog straks værre. Ingen af karakterernes historier er nemlig forbundet, hvilket også gør at historierne bliver endnu mere fragmenterede. Den eneste interaktion karaktererne har med hinanden er gennem små dialoger karakterne i mellem, hvor de kommenterer på hvad der sker i historien, men det er ikke en direkte inkorporering af de andre gruppemedlemmer. Dette er nok min største kritik af spillets historie, eftersom man sagtens kunne have inkorporeret en historie hvor de otte karakterer har en mere involveret rolle i alle historierne. Denne problematik kunne løses, hvis man efter kapitel 1 eller 2, lavede det til et krav at alle otte karakterer skulle være låst op inden man kunne fortsætte og derefter inkorporere figurerne i de andres historier, men det har tilsyneladende ikke været intentionen fra udviklernes side.



Farverigt karaktergalleri
De otte karakterer i Octopath Traveler er alle unikke og forskellige fra hinanden. Olberic er en heroisk og hæderlig ridder uden et kongerige at tjene, der prøver at finde ud af hvorfor han svinger sit sværd. Den altid pligtopfyldende Ophillia blev adopteret af en biskop fra Order of the Flame og drager ud i verden for at antænde flamerne i landets andre katedraler. Cyrus er en lærd, der arbejder som underviser i Atlasdam og som altid leder efter nye mysterier at løse. Tressa er en ung købmand, der har et naturligt talent for gode handler og masser af energi, som tager ud i verden for at blive en bedre købmand. Den altid glade Alfyn er apoteker og har et mål om at forbedre livet for landets borgere ved at behandle dem for diverse sygdomme. H’aanit er en ansvarsfuld og stærk jæger, som er en af de sidste arvinger i en gammel jægerklan. Hun tager af sted for at finde sin lærermester der aldrig vendte hjem efter en monsterjagt. Therion er en af de bedste tyve i landet og bliver fristet af et rygte til at røve et adeligt hjem, hvilket dog viser sig at være en fælde, der tvinger ham til at rejse rundt i landet og stjæle de mystiske dragesten. Sidst men ikke mindst har vi Primrose, en eksotisk og tiltrækkende danser, som i virkeligheden er arving i en adelig slægt, og prøver at finde sandheden om hvorfor hendes far blev slået ihjel af adelige konkurrenter.



Hver karakter har utrolig velskrevet dialog og et veludført design. De bliver alle spillet af dygtige stemmeskuespillere og modsat mange andre japanske rollespil der oversættes til engelsk, så har Octopath Traveler utrolig veludført stemmeskuespil, der både fanger den middelalderromantiske stemning og er utrolig overbevisende. Dette er faktisk tilfældet for langt størstedelen af stemmerne i spillet. Dialogen er skrevet på et højt niveau, hvor der bruges svære ord og i nogle tilfælde gøres brug af Shakespear-inspirerede formuleringer og ord.

Hver karakter har sit eget job, path ability og talent. Primrose er f.eks. en danser, der kan buffe sine allieredes stats med forskellige danse, men hun har også en Path ability der hedder Allure, som gør at hun kan charmere sig ind på NPC’er rundt omkring i verdenen og få deres hjælp i kamp gennem hendes talent Summon. Mens figurernes jobs har meget at sige i forhold til deres kampegenskaber og passive egenskaber, så har deres Path Action noget at gøre med den måde de kan interagere med omverdenen på. Det kan være alt fra det ovenstående eksempel, hvor man kan overtale NPC’er til at hjælpe sig, men det kan også være at stjæle eller købe items fra NPC’er eller at udspørge dem om information, mens et par figurer også kan udfordre NPC’er til dueller. Disse Path Actions gør, at det godt kan betale sig at udforske byerne og tjekke alle NPC’er der kan interageres med. Det kan dog godt blive lidt repetitivt at snakke med samtlige NPC’er hver gang man kommer til en ny by, men det er en vigtig del af spillet da man kan få gode items, få rabatter i visse butikker eller udvide våbenbutikkens katalog.

Du store, favre verden
Octopath Traveler foregår i sin egen, store verden med sin egen baggrundshistorie og lande. Og verdenen er en vigtig del af spillet, nu når historien foregår så fragmenteret som den gør. Verdenen er den konstante faktor der holder historien sammenkoblet. Man kommer til nogle af de samme steder i løbet af de forskellige karakterers historier og man hører om mange af de samme organisationer (som f.eks. Order of the Flame) og personligheder, som gør at man føler der er en højere sammenhæng mellem det hele. Spillets verden er godt skruet sammen og det er en fornøjelse at komme til nye steder.



Spillet belønner helt klart at man udforsker spillet områder og finder vej til nye steder. Når man har været i en by én gang, så kan man ’Fast Travel’ til dem, hvilket gør det nemmere og hurtigere at komme igennem spillet, jo mere man har udforsket. En af de helt store belønninger for at udforske spillets verden er at man kan åbne op for second jobs, som gør at man kan udvide sine karakterers kampegenskaber betydeligt. Man finder dem i ’shrines’ der er spredt ud i spillets verden, og for at låse op for spillets basale jobs skal man besøge otte stykker.

Spillet er fyldt med masser af byer og grotter, som giver spillet liv. Man kommer til mange forskellige slags miljøer, der viser forskellige kulturer eller naturfænomener. Min eneste kritik er dog at spillets struktur tit bliver ensformig og forudsigelig, grundet at karakterernes kapitler oftest har samme opbygning og at der sjældent er overraskelser i spillets grotter.



I kampens hede
Når man anmelder et japansk rollespil, så kommer man ikke uden om spillets kampsystem. Octopath Travelers kampsystem, som traditionen tro er turbaseret, virker simpelt og måske lidt fladt ved første øjekast, men det er faktisk overraskende dybt når man kommer længere ind i spillet. I sin essens kredser systemet om fjenders svagheder. Hvert job kan bruge bestemte våben- eller elementtyper, som spillets fjender kan være svage imod og det gælder så om at afprøve sine våben og magier for at afsløre en fjendes svagheder. Hver fjende har også en værdi, som afgør deres forsvar. Denne forsvarsværdi går ned hver gang fjenden rammes af en våben- eller elementtype den er svag overfor og der opstår et ’break’, hvor fjenden tager dobbelt skade og ikke kan handle næste tur. Dette svaghedssystem bruges i spilles samtlige kampe og i nogle bosskampe tager det en drejning, som f.eks. at en boss’ forsvarsværdi kan øges, som kampen skrider frem eller at bossen bruger sine håndlængere, som et skjold, der gør at deres forsvarsværdi ikke kan sænkes før deres håndlangere er blevet dræbt.



Kampene i spillet tager som regel et godt stykke tid, især i starten af spillet når man ikke har låst op for ret mange figurer. I takt med at man låser op for flere karakterer og fylder sin gruppe ud, bliver kampene kortere, da man hurtigere kan finde fjenders svagheder, men man låser også op for mere og mere taktisk dybde, som især kommer til udtryk i boss-kampe og andre udfordrende kampe. Selvom selv almindelige kampe kan tage et stykke tid i starten af spillet, så bliver det hurtigt vanedannende at kæmpe i spillet, da man konstant prøver at effektivisere ens taktikker mod selv de fjender, hvor man har identificeret alle deres svagheder. Hvilken kombination af angreb aktiverer hurtigst et ’break’? Hvilke angreb skader mest? Og så videre. Spillet belønner endda spilleren for at effektivisere deres fremgangsmåde ved at give bonusser til de penge, erfaringspoint og job points, der udbetales til spilleren efter en kamp.

Spillets kampsystem åbner sig dog for alvor op når man låser op for second jobs, som jeg nævnte tidligere i anmeldelsen. Second jobs er ikke en erstatning af din karakters nuværende job, men en tilføjelse. Man kan derfor skabe nogle ret effektive kombinationer. Therion er f.eks. thief og laver meget fysisk skade og vælger an f.eks. warrior, som second job, går det godt i spænd med Therions eksisterende egenskaber. Man kan dog bruge second jobs, som man vil, så hvis man f.eks. har lyst til at bruge dem til at gøre op for en karakters svagheder eller give en kriger magiske egenskaber, så kan man snildt gøre det. Den eneste restriktion der er, er dog at man kun kan give et second job af en bestemt type til én karakter ad gangen. Så hvis Therion har taget warrior som sit second job, kan H’aanit ikke tage det samme. Dette skaber dog bare mere balance, så man ikke bare kan tage fire magikere med mod en boss der er svag mod en masse magi, hvilket bare giver spilleren mere at tænke over.



Overordnet set er spillets kampsystem en unik og vanedannende vinkel på det klassiske turbaserede system og det fungerer rigtig godt. Og når systemet kun bliver bedre jo længere ind i spillet du kommer, så er der kun ros at give herfra. Min eneste kritik ligger på at spillets boss-kampe nogle gange føles som om de fortsætter lidt for længe, grundet bossernes høje helbredsværdier og det selvom man har låst op for en fuld gruppe, samt second jobs. Men er man vild med spillets kampsystem, så klinger denne kritik nok lidt hult.

Pixeleret godtepose
En af spillets højdepunkter, og det aspekt som spillet måske har skabt mest opmærksomhed på, er helt klart det grafiske. Spillet er lavet i en pixeleret stil, der fremkalder minder fra de store 2D JRPG-spil fra SNES-æraen, som Final Fantasy VI og Chrono Trigger. Denne 2D-stil er dog lavet som et 3D-spil, hvor der er dybde i miljøerne og objekter nogle gange optræder i forgrunden. Dette er både en fryd for øjet, men hjælper også spillets banedesignere med at lave interessante miljøer og lave hemmelige veje der fører hen til skattekister og som går bagved, foran, under eller over andre elementer. Den grafiske stil er gjort endnu pænere ved brug af interessante og flotte partikel- og lyseffekter, der fremhæver eller nedtoner bestemte elementer i spillets grafiske flade.



En fryd for øret
Ligesom spillet er en fryd for øjet, er det også en fryd for øret. Spillets musik er i topklasse og formår flere steder at mænge sig med de tunge drenge, som Koji Kondo (Mario og Zelda) og Nobuo Uematsu (Final Fantasy). Musikken skaber fantastisk stemning der altid passer til situationen. I eksemplet herunder kan du høre den musik der spiller i spillets bosskampe.

Det føles dog nogle gange, som om der er lavet for lidt musik til spillet, da udviklerne genbruger meget af musikken flere steder. Dette er ærgeligt, da jeg personligt gerne ville høre endnu mere musik fra spillets komponist, Yasunori Nishiki, men da nogle af temaerne varierer i instrumentering i forhold til hvilket område man spiller i, opblødes repetitionen en smule. Der hjælper selvfølgelig også at de fleste musikstykker er rigtig gode!



Konklusion
Octopath Traveler er et eminent japansk rollespil, som formår at vise at genren ikke er bundet fast af sine rødder, men at der faktisk kan skabes noget nyt. Det er dog ingen hemmelighed at Octopath Traveler også gør sit for at hædre de gamle spil, men spillet gør det respektfuld og uden at være en kopi. Spillet er mere eller mindre et open-world JRPG, der har et unikt kampsystem, der kun bliver bedre og bedre, jo længere du spiller spillet. Spillets verden og karakterer er også fremragende, og gør at man har lyst til at udforske spillets verden og lære mere om dens indbyggere og historien er tilmed interessant og medrivende. Når spillet samtidig har en fantastisk præsentation, der både grafisk og auditivt er berigende, så har vi at gøre med en spiloplevelse i særklasse. Når spillet alligevel ikke får topkarakter, så er det fordi at spillet stadig mangler et par ting. Spillets struktur bliver til tider ret forudsigelig og historien fragmenteret grundet den åbne struktur. Yderligere genbruges musikken lidt for meget og det kan blive repetitivt at bruge path actions på alle beboere hver gang man kommer til en ny by. Men på trods af disse mindre irritationer, så er spillet virkelig godt og det kan anbefales til alle der søger et godt singleplayer-spil til Switch. Og er man JRPG-fan? Så er Octopath Traveler et spil der bare skal ejes.

Spillet fylder 3 GB

Kommentarer: