KuvertLanceringstrailer for Bo:...

KuvertNy trailer for Sonic x Sh...

KuvertLanceringstrailer for Nin...

KuvertNintendo afslører horror...

KuvertPrøv Mario + Rabbids Spa...

KuvertBasketball kommer som gra...

KuvertThe Legend of Heroes: Tra...

KuvertN-cast #226: Luigi’s Ma...

KuvertKøb en Nintendo eShop Vo...

KuvertLanceringstrailer for Lui...

KuvertSpil på vej til Switch

KuvertHvad spiller du nu? Hvor ...

KuvertSwitch - spilrygter og sp...

KuvertSplatoon 3

KuvertFortnite

KuvertLegend of Zelda: Echoes o...

KuvertMetroid Prime 4: Beyond

KuvertSuper Mario Run

KuvertTetris 99

KuvertDit seneste køb

KuvertTilbudstråden

KuvertS: Switch spil + amiibo

KuvertK: Diverse 3ds spil

KuvertV: Wii U Basic med Wii Fi...

KuvertS: Starlink inkl figur og...

KuvertS: Mario samlerting

KuvertGBxCart eller lignende GB...

KuvertSwitch spil købes

KuvertS Bayonetta 3

KuvertK> NEW 2DS/3DS PAL (ubru...

N-club Juletema 2018

Mario Party: The Top 100

Story of Seasons: Trio of Towns

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Paper Mario: The Thousand-Year Door (Switch)

Paper Mario: The Thousand-Year Door (Switch)

Skrevet af Zone - 31-05-2024 15:44

Året står i den grad i genudgivelsernes tegn, men der er trods alt ét spil der skinner stærkere end de fleste. Paper Mario: The Thousand-Year Door, anses ofte for at være et af de bedste Gamecube-spil, og et af de mest sjældne af sin slags. Men tiden, hvor Paper Mario: TTYD kunne gå for flere tusinde kroner, er ovre, da spillet nu er blevet genudgivet i et remake til Nintendo Switch. Men er spillets nærmest mytiske status berettiget eller er der gået ren nostalgi i folkets opfattelse af denne klassiker? Og er de gamle Paper Mario-spil bare bedre end de nye, som Color Splash og Origami King? Som én der var ret glad for Origami King, så glæder jeg mig især til at sætte ord på dén del. Jeg har ikke spillet Thousand-Year Door siden Gamecube-dagene, da jeg desværre mistede mit spil, men nu har jeg mulighed for at se om det lever op til hypen. Lad os komme i gang med anmeldelsen af et af de meste ventede remakes i 2024.

Paper Mario: The Thousand-Year Door remaket er udviklet af Intelligent Systems, der også udviklede det oprindelige spil. Tilmed har den oprindelige instruktør været supervisor på projektet, for at sikre at spillet lever op til sin oprindelige udgave. Dette er et remake der prøver at være så tro mod originalen som muligt, men der har dog været plads til at lave forbedringer i form af ny, forbedret grafik, quality of life-funktioner og genindspillet musik. Historien er dog den samme, men dialogen er blevet ændret nogle få steder, jeg er dog ikke så ferm i det oprindelige manus, så jeg har svært ved at pege på præcis hvilke ting der er ændret. Alt i alt er spillet tro mod originalen.



Paper Mario: The Thousand-Year Door (TTYD) handler om en quest for at samle de 7 ‘Crystal Stars’. Legenderne fortæller om en ældgammel by, hvor civilisationen blomstrede. Men en dag forsvandt denne mytiske by og sank i havet. Som tiden gik blev der bygget en ny by præcis hvor den gamle lå, ved navn Roguetown, men historierne om den gamle civilisation og ‘The Thousand-Year Door’ blev aldrig glemt, selvom den nye by blot er en skygge af byen fra legenderne. Med tiden blev historien om døren anset som blot et eventyr, men Mario finder hurtigt ud af, at der er sandhed i legenderne, da han får tilsendt et skattekort af Princess Peach! Han bliver bedt om at tage til Roguetown og finde den skat, som kortet peger mod - de 7 ‘Crystal Stars’.

Spillet er delt op i kapitler og i hvert kapitel skal man finde en af disse ‘Crystal Stars’. Men Mario er ikke alene på dette eventyr, selvom han af en eller anden grund, lader Luigi vente derhjemme. Han finder hurtigt en kompagnon i Roguetown ved navn Goombella, en ung kvindelig Goomba der har læst arkæologi og er meget interesseret i ‘The Thousand-Year Door’. Her starter en hæsblæsende quest der tager Mario og co. til forskellige lokationer i Roguetowns omkringliggende regioner, hvor jagten på de 7 ‘Crystal Stars’ er i højsædet, og hvor Mario møder masser af venner såvel som fjender. Historien er i klassisk Paper Mario-stil. Trods Marios vigtige quest, er historien fyldt med den velkendte humor vi kender fra serien. Paper Mario: TTYD har et væld af jokes og sjove twists, der gør at man aldrig helt ved hvad man skal forvente af det næste kapitel. Der er ‘mordmysterier’, ‘identitetstyveri’ og ‘forræderi’ i vente, bare for at nævne nogle af spillets virkemidler, og generelt er historien i de enkelte kapitler fængende, ikke mindst pga. sit figurgalleri. Den overordnede fortælling om ‘The Thousand-Year Door’ er ikke den mest interessante, men som formularisk rammefortælling er det en god motivator for at føre spilleren igennem de forskellige kapitler.



Mens det første kapitel minder meget om Paper Mario 64s første par kapitler, så vendes det hele på hovedet allerede i kapitel 2, og i kapitel 3 ændrer strukturen sig endnu engang. Nogle kapitler fungerer bedre end andre, men de har alle noget mindeværdigt i sig. Hvad der er endnu mere imponerende er at spillet introducerer nogle beliggenheder man sjældent ville se i andre Mario-spil. Der er f.eks. ikke den klassiske ‘Ørkenbane’ eller ‘skovbane’, men i stedet bliver man sendt andre steder hen. Og selv når man ser et velkendt område, formår TTYD at give det et interessant twist ift. Struktur eller historie. Efter hver kapitel får man desuden et lille afbræk, hvor man ser, hvad Princess Peach og Bowser laver, hver for sig. Det er en formular det første Paper Mario-spil også brugte, og fungerer fint, men det bliver en smule forudsigeligt efter nogle kapiter.

Der hvor Paper Mario: TTYD i sandhed excellerer, er i sit figurgalleri. Det er let at se hvorfor et spil, som Origami King ofte får høvl af gamle fans, for at have for mange Toads med. The Thousand-Year Door formår at bruge både venner og fjender, man kender fra serien, men selv den mest kedelige Toad eller Goomba får lov at udtrykke sig i højere grad end i nyere spil. Og det er uden at nævne spillets hovedpersoner og skurke. Hver og en af Marios partnere, som han møder på sin færd, har et unikt design og en unik personlighed, og har tilmed hver sin rolle i kamp. Man glæder sig altid til at finde ud af hvilken partner man finder i det næste kapitel.



Paper Mario-seriens lokationer og omgivelser er mere end bare de omstændigheder historien foregår i. Man bliver altid belønnet for at udforske og bruge de evner ens partnere også har udenfor kamp. Spillets verden fungerer lidt som et Metroidvania Lite, hvor nye evner låser op for døre og fjerner forhindringer, man ikke kunne komme forbi før. Det gælder både ift. at komme nye steder hen eller løse gåder der fremrykker historien, men det kan også låse op for belønninger, som badges eller Shine Sprites (som bruges til at opgradere sine partnere) man kun kan finde ved at udforske og bruge alle sine evner. Noget nyt i Paper Mario TTYD, som ikke var i 64-spillet, er at Mario også låser op for nye ‘papirsfoldningsteknikker’, såsom at lave sig om til et papirsfly eller ‘vende sig på siden’, så man pludselig kan mase sig igennem sprækker og snævre passager. Der findes et væld af disse evner, og når man lægger dem sammen med de evner ens kompagnoner besidder, så bliver det pludselig ret sjovt at udforske og låse op for nye steder, hvilket er yderst tilfredsstillende og giver et godt afbræk fra spillets kampe og historie. Hvis man skal være lidt kritisk over for spillets level design, så er mange af områderne plaget af korridor-lignende områder, som man skal gå frem og tilbage af flere gange i løbet af hvert kapitel. Derudover føles spillets verden usammenhængende, da man ikke kan gå til nogle af de andre lokationer, fra f.eks. Roguetown. Man skal altid igennem nogle rør eller tage et køretøj, for at komme hen til de forskellige områder. I et spil som Origami King, føles verdenen bedre skruet sammen og områderne er mere åbne og interessante, frem for at være bygget om som en række korridorer man skal igennem. Med det sagt, så er spillets dungeons stadig langt mere interessant bygget op, og giver et godt afbræk fra korridor-områderne.



Kamp i Paper Mario TTYD foregår i samme turbaserede stil som Paper Mario 64. Mario kan hoppe og fjender og bruge sin hammer til at slå på dem. Den taktiske dybde ligger i at genkende, hvilke fjender Mario kan hoppe på og hvilke han ikke kan. Goombas kan som regel hoppes på, men der findes også Goombaer der bærer hjelme med pigge på hovedet. Her skal Mario i stedet bruge sin hammer. Jo flere fjender på skærmen, jo mere skal man tænke. Heldigvis kan Mario bruge sin kompagnoners evner. Han har altid én partner med i kamp og kan skifte undervejs. Goombella kan, ligesom Mario, hoppe på fjender, mens Koopa Trooperen Koops, kan hoppe ind i sit skjold og skyde sig afsted mod fjenderne, som eksempel. Hver gang man møder en ny type fjende, får man altid værktøjet til at overvinde dem i form af en ny kompagnon eller ved at få en ny opgradering til Mario i form af nye sko eller en ny hammer. Paper Mario TTYD bliver dog aldrig decideret svært i hovedhistorien, og det er fint nok, da spillet netop slår sig op på at være nemt at forstå. Det element der går igen mellem alle Mario RPG-spil, som Paper Mario jo hører under, er ‘Action Combat’. Alle angreb, udover items, har et aktivt element i sig. Enten skal man trykke på en knap på det rigtige tidspunkt, for at få mest muligt ud af en angreb, eller også skal man bruge control stick’en til at udføre visse bevægelser. Paper Mario TTYD er derfor ikke et spil hvor du bare kan spamme en masse knapper i kamp, men det betyder også at spilleren er mere tilstede og det gør egentlig kampene sjovere. Heldigvis kan man få et badge, senere i spillet, der gør at man kan eliminere svage fjender, som nærmest ikke gider EXP længere, ved at slå på dem udenfor kamp. Alt i alt, er Paper Mario TTYDs kampsystem virkelig tilfredstillende, sjovt og simpelt, hvor man skal huske fjendernes svagheder (eller kigge i sin enemy log) og bruge de rigtige angreb for at vinde. Der er også andre muligheder i kamp, så som at bruge ‘Crystal Star powers’ eller items, men det er blot systemer der støtter op om de øvrige kampmekanikker.

De bedste JRPGs har omkringliggende systemer, der giver spilleren mulighed for at tilpasse deres spillestil. Det har Paper Mario TTYD selvfølgelig også, i form af badge-systemet, som vender tilbage fra Paper Mario 64. Der findes et væld af badges der både hjælper inde og ude for kamp. Men man kan ikke bare sætte alle sine badget på, på én gang. Hvert badge koster et bagde point, alt fra 0 og op. Når man går op i level kan man vælge at opgradere sit HP, FP eller BP (Badge Points), og jo højere BP du har, jo flere badges kan du bruge. Man skal derfor altid vurdere om det kan betale sig at have lavere HP eller FP, for at få lov at bruge flere badges. Det kommer helt an på ens spillestil, men som hovedregel er jeg altid mest interesseret i BP, da der findes nogle yderst effektive og tiltrækkende badges i spillet. Det kan være alt for mere skade, til et nyt angreb eller mere HP, og nogle badges påvirker ens partnere frem for Mario. Det er et rigtig nemt system at forstå, men giver den klassiske dybde, som man forventer af et godt JRPG.



Den mest synlige forbedring i dette remake er klart grafikken. Især hvis man sætter de to spil op, side om side. Det er ikke fordi Gamecube-versionen er grim, det spil holder utrolig godt, når man tænker på, hvor gammelt det er, men Switch-versionen er simpelthen en fryd at se på. Alle 2D sprites i spillet er stort set de samme som i originalen, men opgraderet til HD-opløsning. Alle omgivelserne er til gengæld blevet genskabt i samme grafikmotor, som blev brugt til Origami King. Spillet sælger i langt højere grad præmissen om at alt er lavet af papir og pap og spillet ser forrygende ud. Visse områder, som f.eks. The Great Tree eller Twilight Town, har fået et løft, der gør områderne endnu mere stemningsfulde. Især lyssætning og refleksioner er også blevet opgraderet, hvilket giver spillet et stemningsfuldt og flot udtryk - hvilket Origami King jo også kunne prale af. Men når man sammenligner de to spil, side om side, er der især én forskel der springer én i øjnene - framerate/billedhastighed. Det oprindelige spil til Gamecube kører nemlig med 60 billeder-i-sekundet (FPS), hvilket gør at spillet ser langt mere flydende ud. Switch-versionen er blevet ‘nedgraderet’ til 30 billeder-i-sekundet (FPS). Det er højst sandsynligt for at sikre sig at spillet holder en mere flydende og stabil billedhastighed, selvom det er kommet frem at spillet rent faktisk understøtter en højere FPS. Men er det så stort et problem når man spiller spillet? Personligt føler jeg ikke at spillet bliver markant dårligere af den lavere billedhastighed. Det er kun når man ser den direkte sammenligning af de to spil, at jeg tænker over det, og jeg føler vitterligt ikke at spillet mister noget ved at køre ‘langsommere’. Inden spillet kom ud, så jeg meget kritik af netop dette punkt, men jeg føler måske den kritik er blevet pustet op til mere end den burde være. Det er altid kærkomment når et spil har en højere billedhastighed, men nogle genrer behøver det ikke i samme grad, og et JRPG er især et spil, hvor det er mere luksus end et krav. Den grafiske opgradering har tydeligvis krævet at spillets billedhastighed måtte sættes ned, for at få spillet til at køre mest muligt flydende på Nintendo Switch, men for mig har det ikke nogen nævneværdig effekt på spillets bedømmelse.

En anden ting, der er blevet genskabt fra bunden, er spillets musik. Alle spillets melodier har fået en overhaling, med ny instrumentalisering og mixing. Det er selvfølgelig stadig de samme melodier, der spiller, men de lyder klart mere fyldige end før. Hvis du alligevel savner at høre de game Gamecube tunes, eller bare er nysgerrig, så findes der er et badge i spillet, der koster 0 BP, som kan ændre musikken til de gamle tracks. Musikken er generelt rigtig catchy, men jeg vil ikke sige at jeg går og nynner dem, når spillet er slukket.



Som nævnt har spillet også en række ‘quality of life’ forbedringer. De mest tydelige forbedringer er et klart forsøg på at eliminere hvor meget tid man bruger på at scrolle gennem menuer der fylder hele skærmen. D-pad’en har genveje til de mest vigtige menupunkter, så som party, badges, inventory og journal. Derudover er der blevet tilføjet en såkaldt ‘partner ring’, hvor du kan holde en L-knappen inde og få en ring op hvor du hurtigt og nemt kan skifte partner. I det gamle spil skulle du ind i party menuen og ændre partner, hver gang. Der er også tilføjet et hint-system til dem der måtte sidde fast i historien i ny og næ. Tryk blot på ZL og Goombella (eller en af de andre partnere) vil give dig et hint om hvad du skal gøre for at komme videre. Der er et væld af andre små forbederinger, men trods de mange QoL features, så er der steder, hvor brugergrænseflade føles træg. Det er især tydeligt når man skifter menu-skærme i hovedmenuen eller når man hurtigt prøver at vælge evner i kamp. Der er ofte en lille pause inden man kan rykke sin cursor, så er man hurtig på fingrene, skal man væbne sig med lidt tålmodighed. Heldigvis er det ikke tilfældet når man inputter action commands i kamp. Det er ikke mit indtryk at framerate eller den ‘træge’ brugergrænseflade har forhindret mig i udføre action commands på noget tidspunkt. Det var ellers tilfældet i Super Mario RPG, så det er godt at se det ikke er tilfældet her.



Konklusion
Paper Mario: The Thousand-Year Door er et kært gensyn med et spil der har været savnet. Det er soleklart for mig hvorfor et spil som The Thousand-Year Door er så elsket af inkarnerede Paper Mario-fans og hvorfor spil som Origami King får hug for sit karaktergalleri og kampsystem. På den ene side sætter jeg stor pris på nytænkningen i Origami Kings puzzle combat, men Thousand-Year Door lægger en utroligt stærk bundlinje med sit kampsystem, og jeg føler i langt højere grad at spillets belønninger, som badges, hænger bedre sammen med spillets core gameplay. Til gengæld savner jeg Origami Kings level design, der skaber en langt mere sammenhængende verden og hvis man lagde Thousand-Year Doors Metroidvania-agtige struktur og elementer oveni hatten, ville man kunne skabe et vidunderligt Paper Mario-spil. Er Thousand-Year Door dog bedre end f.eks. Origami King? Ja, det vil jeg bestemt mene, men uden at smide Origami King under bussen, for det spil har bestemt også gode elementer. Men Thousand-Year Door syder og bobler af charme, ikke mindst fordi spillet har et så varieret og farverigt figurgalleri. Historien og humoren er herlig og har formået at holde mig hooket i langt højere grad end andre nyere rollespil, og hvert kapitel er mindeværdigt på sin egen måde. Trods sin alder har Thousand-Year Door masser at byde på i 2024, og er kun blevet bedre af at få ny grafik og Quality of Life-forbedringer. Da jeg gik ind til denne anmeldelse var jeg bekymret for at jeg havde været blændet af nostalgi for Thousand-Year Door i alle disse år, men jeg blev glædeligt overrasket over at spillet holder 100% den dag i dag, trods nogle få bedagede elementer. Har man brug for et JRPG der er nemt tilgængeligt og en fornøjelse af spille, så er Paper Mario: The Thousand-Year Door et rigtig fint sted at starte, er man fan af serien, men aldrig har spillet det, skylder man sig selv at gøre det, og er man hærdet Paper Mario-fan, så vil det føles som at komme hjem.

3
1ups givet

5/5

Mario stjerne Mario stjerne Mario stjerne Mario stjerne Mario stjerne
Anmeldelsesemblem
Nemt at gå til
Anmeldelsesemblem
Klassiker
Anmeldelsesemblem
Øjeguf

Kommentarer:

madjor

#1 - madjor

Level: 17 (Deku Baba)

31-05-2024 21:26

Personligt var Paper Mario: The Thousand Year-Door et af højdepunkterne på min gamle Game-Cube (ja - jeg er så gammel). Så jeg har spillet det - og er derfor tøvende med at købe det. Jeg savner måske istedet nye originale ideer - istedet for diverse “gamle” titler der bliver støvet af og genudgivet.
Men fik man aldrig spillet spillet på Game-Cube så kan man helt sikkert se frem til et af de bedste (hvis ikke det bedste) spil i Paper Mario serien.
1
1ups givet

Paper Mario: The Thousand Year-Door Switch

Paper Mario: The Thousand Year-Door Switch
Platform:
Nintendo Switch

Udgivelse:
23-05-2024

Kan købes hos:
Proshop - 0.00 kr
Coolshop - 427.00 kr