Spyro Reignited Trilogy (Switch)

Skrevet af KJ85 - 15-09-2019 15:30

Den lilla drage, Spyro, er ingen ukendt figur på Nintendo-platforme, og lige siden Vivendi fik IP’en på sine hænder i 2001 har samtlige spil i serien fundet vej til en af Nintendos konsoller. Det er dog mange år siden, at der sidst er kommet et helt nyt Spyro-spil, for efter sammenslutningen med Activision i 2008 blev figuren i stedet brugt som et kendt ansigt, der skulle gøre Skylanders-serien populær, og vi ved nok alle, at Skylanders: Spyro’s Adventure blev en enorm succes, hvorfor Spyro i mange år kun indgik som en af mange spilbare figurer i denne nye serie. Efter udgivelsen af Skylanders: Imaginators i 2016 stod det dog klart, at toys-to-life markedet ikke længere var så populært, og sidste år blev Spyro sat fri, da Toys for Bob leverede et remake af den originale PlayStation-trilogi, som blev udgivet på andre platforme i november. Under dette års E3 kom det så frem, at Activision også ville bringe Spyro Reignited Trilogy til Switch, og efter udgivelsen d. 3. september kan vi nu også opleve, hvordan det hele startede for 19-21 år siden.

Spyro Reignited Trilogy er en samling af 3D-platformspil indeholdende remakes af de tre spil, som Insomniac Games udviklede til PlayStation i årene 1998-2000, hvor Sony selv udgav dem, og således kan man for første gang nogensinde se frem til at prøve kræfter med Spyro the Dragon, Spyro 2: Ripto’s Rage (oprindeligt Spyro 2: Gateway to Glimmer i Europa) og Spyro: Year of the Dragon på en Nintendo-konsol – selvfølgelig i helt nye versioner, der er tro mod originalerne, men pakket pænere ind, så de lever op til nutidens standarder. Når man starter spillet første gang skal sproget vælges – dansk er blandt mulighederne her, og det gælder også alt stemmeskuespillet – og man kan efterfølgende starte lige det spil i pakken, som man ønsker. I forbindelse med denne anmeldelse har jeg naturligvis gennemspillet dem i kronologisk rækkefølge.

I Spyro the Dragon ser vi indledningsvist, hvordan skurken Gnasty Gnork forvandler dragerne i Drageriget til krystalstatuer og tryller deres rigdomme om til krigere, men da vores titulære helt undslipper magien, så bliver det hans job at redde de andre og tage kampen op mod den onde krydsning af gnom og ork. Med sig ved sin side har han guldsmeden, Sparx, og sammen begiver de sig på en rejse gennem Dragerigets seks forskellige verdener, som alle har portaler til adskillige baner. I oververdener såvel som baner er der drager at redde, men der er også masser af ædelsten at indsamle, og i enkelte af dem kan du sågar finde drageæg. Drager, ædelsten og drageæg fungerer således som indsamlingsgenstande, og de er alle vigtige for fremgang i spillet, da ballonskipperen, der skal transportere dig mellem verdener, stiller krav til din samling undervejs.

For at klare hver bane 100 % skal alt i dem indsamles, og det indebærer at gøre det af med alle fjender, da de som forklaret i introen er skabt fra dragernes rigdomme. Ædelsten ligger imidlertid også spredt ud over landskabet i stor stil, og nogle gemmer sig i kister og krukker af træ, porcelæn eller metal. Ting af metal kan kun ødelægges med Spyros stange-angreb, der udføres ved at holde Y inde, og med det kan vores drage også løbe i føj fart og gøre det af med mange fjender. Store fjender derimod kan ikke stanges ihjel, men heldigvis kan Spyro også spy ild med et tryk på A eller ZR, og disse to angreb udgør sammen med muligheden for at hoppe og svæve via B de primære bevægelsesmuligheder for vores lilla drage, der dog også kan rulle til siderne på henholdsvis L or R. Info om Spyros bevægelser kan du naturligvis tilgå via indstillingerne fra start, men dragerne, som Spyro redder, vil også fortælle dig om tingene, hvis du kaster dig blindt ud i eventyret.


Helt specifikt skal Spyro i det første spil gennem fem oververdener med hver fem baner for at nå frem til Gnasty Gnorks verden, og i fire af disse baner skal man i vanlig platformstil nå frem til et mål, der tager en tilbage til oververdenen. En af dem fungerer samtidig som bossbane, hvor en fjende skal skades tre gange undervejs, og man vil helt sikkert opleve at tage skade på et tidspunkt i spillet. Når det sker, vil Sparx ændre farve fra gylden til blå til grøn og til sidst forsvinde, og tager man skade uden guldsmeden ved sin side, så vil man miste et liv. Det er til gengæld også muligt for Sparx at ændre farve den anden vej ved at spise sommerfugle, og rundt omkring er der således får og andre skabninger, der frigiver sommerfugle, når de dræbes af Spyro. På samme måde kan man indtjene ekstra liv ved at gøre det af med Gnastys tropper flere gange og knuse væsner gemt i et skjold rundt omkring.

Den femte bane i hver verden er derimod en form for bonusbane, hvori Spyro kan flyve og navigeres rundt som et andet fly. Målet i disse baner er at ødelægge eller flyve igennem fire forskellige objekttyper, som der hver især findes otte af, og det lyder jo af meget, når man blot starter med 25-30 sekunder til rådighed. For hvert objekt destrueret eller fløjet igennem indtjenes dog mere tid, og der er ædelsten at tjene for hver objekttype, hvor det lykkes at ramme alle otte, mens en bonus opnås ved at gøre det med alle objekttyper på samme forsøg. I disse baner kan Spyro også spy ild, mens han flyver, og det er naturligvis med dette angreb, at objekter destrueres.


Spyro 2: Ripto’s Rage tager skridtet videre og tilfører flere forskellige ting til oplevelsen, mens det genbruger opbygningen med oververdener og portaler til baner, og dette spil begynder, da en professor får Spyro suget ind i fantasi-landet Avalar, hvor den onde Ripto og hans undersåtter truer indbyggerne på deres eksistens. Årsagen til dette er, at Ripto ikke kan fordrage drager, så professoren, faunen, Elora, og geparden, Skytte, vil have Spyro til at hjælpe dem med at besejre ham, og da portalen Spyro kom fra ødelægges af Ripto, så er der ingen anden vej, hvis vores lilla drage vil hjem, hvor en ferie på Dragekysten venter.

Spillet benytter sig af langt flere mellemsekvenser end første spil i serien og hver bane indledes sågar med en sjov lille animation, hvorefter en af de indfødte skabninger giver dig en mission at gennemføre. Når du har gjort dette vil du modtage en talisman og få mulighed for at rejse tilbage til oververdenen, men præcis som i første spil er der masser af ædelsten at indsamle og derudover findes også særlige kugler, som ligeledes kan indsamles. I banerne opnås kuglerne typisk ved at udføre forskellige opgaver for figurer, og det kan være alt fra at tænde lamper til at beskytte en karakter mod fjender eller få dyr tilbage i folden, men der er også kugler gemt rundt omkring i oververdenerne. Det totale antal oververdener (3) og baner i dette spil er lavere, men de er til gengæld også større, så samlet set er spillet en smule mere omfattende. Det betyder også, at feerne, der fungerer som checkpoints, hvorfra man starter, hvis man dør, er at finde flere steder.


Hvor ædelsten udelukkende havde betydning for gennemførselsprocenten på banerne i første spil, så er de tillagt større betydning i Spyro 2, for rundt omkring i både baner og oververdener vil en bjørn kaldet Pengepose dukke op og tage sig betalt for at åbne områder op såvel som at lære nye tricks til Spyro. Det betyder, at nye bevægelser implementeres løbende, og man vil både lære at svømme/dykke, kravle på stiger og udføre en form for ground pound, hvor Spyro i et hop med et tryk på X vil krølle sig sammen og styrte mod jorden. Nogle baner i spillet kan kun gennemføres 100 %, hvis man har lært de rigtige ting, og derfor kan det blive nødvendigt at vende tilbage til banerne igen for at få det hele med. Det er imidlertid ikke eneste nye tiltag på den front, for når Spyro svæver kan man ligeledes stoppe i luften med X og dermed opnå ekstra højde for enden af sit svæv.

I Spyro 2 er der ingen ædelsten at skaffe ved at klare fjender, men i stedet aktiveres såkaldte forstærkere, når man har besejret et specifikt antal fjender i en bane. Via disse gives Spyro muligheden for midlertidigt at flyve, benytte kraftigere ildangreb, fryse fjender til is eller superstange – ja, han kan sågar blive midlertidigt usårlig – og en sidste forstærker kan sende Spyro op til højere grund. Det er således stadig vigtigt, at man gør det af med de fleste fjender, men man behøver ikke at besejre dem alle for at få det hele med. I første spil i serien var det kun muligt at superstange, hvilket gav Spyro mulighed for at opnå høj fart og udføre særdeles lange hop på visse ruter, så alt dette er også fortrinsvist nyt.


Ligesom første spil i serien har Spyro 2 bonusbaner, hvor man flyver rundt, men med færre verdener er antallet af dem reduceret til fire – der er to i anden verden – og der er kun halvt så mange bossbaner i dette spil. Bossbanerne ligner til gengæld ikke længere de almindelige baner, og man står i stedet overfor mere traditionelle bosskampe, hvor fjendernes angreb skal undgås alt imens man sætter sine egne angreb ind for at skade bosserne ned. Den afsluttende kamp har tilmed flere faser, og mens man mod første boss må klare sig med egne angreb, så suppleres man i den næste med skyts fra flyveøgler fra oven, og mod Ripto får de indsamlede kugler betydning, så kampene er vidt forskellige.

I det tredje spil, Spyro: Year of the Dragon, vender Spyro og Sparx så tilbage til Drageriget, og de får såmænd selskab af Skytte, men på en ellers stille dag dukker den kutteklædte Bianca og en gruppe næsehorn op og stjæler alle drageæg for at bringe dem til Troldkvinden, der lægger skumle planer på den anden side af verdenen. Spyro og Skytte er de eneste, der er små nok til at følge efter kidnapperne gennem tunnelerne i jorden, og således begiver de sig på nye eventyr i de glemte verdener, hvor magiens kræfter er blevet svækket, efter dragerne forlod dem for mange år siden. Dette bringer vores lilla drage på en rejse gennem fire verdener fyldt med portaler til hver syv baner, og dermed er der ligesom i det første spil en mere ensformig struktur, men endnu engang er der tilført elementer for at krydre det hele en smule.


I Spyros tredje eventyr står man således endnu engang overfor en ny fjende, men med alle evner lært i forrige spil tilgængelige fra start, så er der intet, der holder ham tilbage fra at komme rundt i spillets baner. Det vil dog vise sig, at Pengepose har allieret sig med Troldkvinden, som har kidnappet forskellige dyr i de glemte verdener, og dem får man brug for at købe fri, da de skal benyttes i enkelte områder i adskillige baner, og hver af dem har tilmed sin helt egen bane i den verden, hvor de kan befries. Dermed kommer du ikke alene til at styre Spyro, men også kænguruen Sheila, fuglen Sgt. Byrd, yetien Bentley og aben Agent 9, og det er vigtigt, at du indsamler nok ædelsten til at betale Pengepose for at befri dem og åbne nye områder i banerne på din vej.

Udenfor områder, hvor de nye spilbare figurer kan bruges, vil du finde et skilt med deres portræt, og går du ind gennem døren skifter du til den pågældende figur. Med kænguruen kan man sparke fjender, udføre et dobbelthop og hoppe ekstremt højt ved at hoppe igen, når man rammer jorden, mens man med fuglen kan flyve rundt og sende målsøgende raketter afsted mod fjenderne eller kaste bomber under sig. Yetien benytter en stor kølle til at angribe og kan desuden skabe en luftstrøm i stand til at sende visse objekter i en anden retning, mens aben er udstyret med laserpistol og transformerer spillet til et tredjepersons-skydespil.


I Spyro: Year of the Dragon er der endnu større baner at finde end tidligere, og helt op til seks drageæg kan findes i dem hver, men til gengæld har man skruet ned for brugen af animationssekvenser. Ikke overraskende får du et af æggene for at klare hver bane, men de øvrige er enten gemt eller udleveres for at klare forskellige udfordringer i områder adskilt fra de øvrige dele af banen gennem sorte porte. Flere gange i spillet vil man eksempelvis støde på minispil, hvor Spyro skal stå på skateboard, men det kan også være ting som at beskytte figurer mod angreb eller nedlægge en miniboss, og fejler man en udfordring, så må man prøve forfra i et nyt forsøg derpå.

I det tredje spil udløser nedlagte fjender atter ædelsten som i første spil i serien, og ting som kister, der skal åbnes med nøgle og de hurtigtløbende æggetyve vender også tilbage. I hver verden findes ligeledes både en flyvebane og en bossbane som tidligere, men i flyvebanerne har man implementeret ekstra udfordringer i form af ræs med tre omgange og hemmelige missioner, hvor Skytte kommer i aktion på forskellig vis. I flyvebanerne i dette spil tildeles i øvrigt ikke ekstra tid for hvert objekt destrueret eller føjet igennem, så i stedet starter man med mere tid til rådighed, og man får sågar råd til at gå efter objekterne i en specifik rækkefølge, der gør det lettere at få fat på det hele i samme forsøg.


Udover det fortalt indtil nu ligner alle spil i samlingen ret meget hinanden med mulighed for at transportere sig hurtigt mellem specifikke baner og tjekke sin fremgang i guidebogen, og der er sågar også indbygget achievements kaldet færdighedspoint, som kan åbne op for konceptillustrationer, i hvert spil. Gennem indstillingerne er det ligeledes muligt at aktivere et kort, hvis man har svært ved at finde rundt i banerne, slå undertekster til/fra og skifte mellem passivt og aktivt kamera, alt efter hvor meget man selv ønsker at skulle rotere kameraet med den højre analog.

Fælles for alle spillene er det også, at de alle har et område, der kun kan tilgås ved at indsamle alle collectibles i spillet, og dermed kan man også få noget tid til at gå i dem efter gennemførsel af historien. Personligt tog det mig omkring ni timer af komme igennem både Spyro the Dragon og Spyro 2: Ripto’s Rage, men hvor jeg i første spil havde en gennemførselsprocent på 97, så var den kun på 80 i det andet. Spyro: Year of the Dragon derimod tog det mere end 14 timer for mig at komme igennem med 80 % indsamlet, så jeg har stadig mere at komme efter i samlingen senere, og mens disse tider er dem oplyst i spillet, så siger konsollen faktisk, at jeg har brugt mere end 40 timer i samlingen indtil videre.


Det gode:
Hvad angår kvaliteten af den samlede pakke, er der ikke så meget at diskutere. Spyro Reignited Trilogy er simpelthen bare i topklasse, og Toys for Bob har formået at gøre Vicarious Visions, der stod for de første udgaver af Crash Bandicoot: N. Sane Trilogy, kunststykket efter, når det kommer til at skabe fantastiske remakes af gamle klassikere. Spyro-universet ser således virkelig godt og farverigt ud i denne pakke, og alt fra figurer til baner er blevet taget kærlig hånd omkring, så det er næsten helt svært at forestille sig, at spillene engang var lige så firkantede som Super Mario 64, hvis ikke man har prøvet originalerne i den tid.

Naturligvis ser det ikke helt så godt ud på Switch som på andre platforme, men det er stadig pænt, og når man ser en af spillets mange mellemsekvenser, så er man absolut heller ikke i tvivl om, at det er en samling med høje produktionsværdier. Har man spillet lidt Skylanders-spil, så vil man straks opdage ligheder i måden at designe figurer på, men det er jo ikke så mærkeligt, når udviklerne tidligere har arbejdet meget med netop den serie, og det er noget man bør se som lidt af et kvalitetsstempel. En ting de har taget med sig fra Skylanders er jo også lokaliseringen af spillene til mange flere sprog, end vi normalt ser, og det er da helt fantastisk, at denne trilogi kan opleves på dansk, så selv de yngste kan være med.


På lydsiden gør man også brug af nye versioner af musikken fra den originale trilogi, og generelt er det et meget lyttevenligt og atmosfærisk soundtrack, der passer godt til spillet uden at dominere. Oprindeligt blev musikken komponeret af trommeslageren fra The Police, Stewart Copeland, og han har såmænd også skabt det nye tema til trilogien, så det er bare endnu en ting, der understreger kvaliteten i spillets indpakning.

Tager vi et kig på det tekniske, så kører spillene i denne samling alle ret stabilt med 30 billeder i sekundet, og det er sådan set ganske fint og ikke anderledes end på PS4 og Xbox One. Det er med til at gøre det behageligt at spille trilogien igennem, og da Spyro reagerer på dine input med stor præcision, så må styringen også siges at være godkendt, selv om den til tider kan føles lidt kluntet, da man har valgt at genskabe de gamle spil uden at lave nævneværdigt om på dem. Når først man har vænnet sig til måden, Spyro bevæger sig på, så er det dog let at navigere og nyde spillene til fulde.


Indholdsmæssigt er det ligeledes svært ikke at være begejstret, for samlet set byder denne trilogi på mere end 80 baner, hvilket må siges at være ret meget i en budgetudgivelse, og særligt må det siges at være guf for fans af collectathon-genren, da der er et hav af ædelstene at indsamle foruden de objekter, der driver historien frem i hvert spil. Netop det, at der er så meget at indsamle er naturligvis med til at gøre spillene en del mere omfattende end de reelt er, men det er altså også bare en god måde at opfordre spileren til at udforske hver en krog af de veldesignede baner.

Når man spiller trilogien igennem, så mærker man også tydeligt en udvikling fra spil til spil, og mens første spil måske er lidt for simpelt, så er alligevel en solid grundsten for serien. Andet spil i pakken er ikke meget sværere, men for mig står det ud som den mest gennemførte spiloplevelse i trilogien, da det løbende giver Spyro nye evner og har en mere omfattende historie med adskillige spændende figurer. Tredje spil i serien er ganske vist det mest omfattende og mest udfordrende i pakken, men når spillets fjender alle er næsehorn i forskellige kostumer, så føles banerne mere ensformige til trods for, at de mange spilbare figurer skaber større variation, og det føles lidt billigt at have frakoblet områder i hver bane via porte. Alle spillene er dog sjove at spille, og jeg ser frem til at gå på jagt efter de resterende samlegenstande senere.


Det dårlige:
Det er altid svært at kritisere remasters skabt med en intention om at være tro mod originalerne, for udviklerne har jo i bund og grund bare duplikeret indholdet fra de gamle spil. De svage punkter ved originalerne lever således også i bedste velgående i Spyro Reignited Trilogy, og jeg har da også ting i spillene, som jeg ikke er så vild med. Navnlig er flyvebanerne blandt tingene, jeg mindst kan lide, og i de første to spil virker det til at være meget svært at ødelægge og flyve igennem alle objekttyper på samme forsøg. Til gengæld er denne ting blevet utrolig let at opnå i det tredje spil, der i stedet indfører ræs som et mindst lige så frustrerende element, og selvom disse flyvebaner naturligvis skaber variation, så havde jeg gerne været dem foruden.

En anden ting, der til tider kan frustrere, er kameraet i spillet, og man vil med garanti komme til at miste liv på grund af det. Jeg kom i hvert fald flere gange til at indlede en sprint i en lidt anden retning end tilsigtet, fordi jeg ikke havde ordentlig styr på kameravinklen, og det kan være et stort problem, når man pludselig hopper ud over kanten i en forkert retning, så man ikke er i stand til at nå sikker grund, men i stedet må lade sig falde i afgrunden. Spillene lader dig ganske vist skifte til et aktivt kamera, som skal hjælpe på problemer som dette, men skal jeg være ærlig, så mærkede jeg ingen nævneværdig forskel på dét og det passive kamera – jeg følte altså stadig mig nødsaget til ofte at rotere kameraet manuelt, så det kunne bestemt være bedre.


Jeg synes også, at spillene i samlingen på visse punkter er for inkonsekvente, og når man først har lært at svømme i Spyro 2, så tænker man jo, at Spyro ikke længere vil dø ved berøring med væske – men nej. Pludselig kan han igen ikke tåle vand i enkelte baner, så man skal altså være opmærksom på, om overfladen er transparent eller ej, hvis man vil vide sig sikker, og det er bare med til unødigt at forvirre og frustrere spilleren. På samme måde mister Spyro nogle gange liv ved at fejle en udfordring, mens han andre gange bare får lov til at prøve udfordringen igen, så det er også lidt underligt der.

Spiller man i håndholdt tilstand, så vil man under sekvenser med dialog opdage, at grafikken er dårligere end i TV-tilstand, og det kommer til udtryk som et filter af små prikker på skærmen. Da jeg spillede de to første spil i trilogien udelukkende håndholdt, så vil det med garanti kunne ses på billederne i denne anmeldelse, men jeg synes ikke, at det var noget stort problem, og lagde ikke mærke til det, når jeg ellers bevægede mig gennem banerne. Har man tænkt sig at købe spillet fysisk, så skal man i øvrigt være opmærksom på, at en download på 8 GB er nødvendig for at spille hele trilogien, og det er selvfølgelig ikke ideelt, men det vil ikke trække ned i denne anmeldelse.


Konklusion:
Når alt kommer til alt, så er Spyro Reignited Trilogy en virkelig god spilsamling med høje produktionsværdier, og hvis ikke man var klar over det, så er det reelt set ikke til at se eller mærke, at der er tale om remasters af spil med ca. 20 år på bagen, for spillene kan sagtens begå sig i selskab med nyere spil i genren. Den pæne indpakning fra Toys to Bob får altså spillene til at fremstå som nye, men det vidner også om høj kvalitet i originalerne, og at vi endnu engang sidder med en klassisk PlayStation-trilogi på en Nintendo-konsol er nærmest surrealistisk. Indholdsmæssigt er der virkeligt meget at komme efter på tværs af de tre spil, og det er intet problem at bruge mere end 40 timer på samlingen, så collectathon-fans skal nok sætte pris på muligheden for at spille denne samling på Switch. Er man samtidig til nuttede figurer og farverige universer, så er det en sikker vinder, og selvom spillene ikke er voldsomt udfordrende, så er de ganske sjove at spille. Dermed ikke sagt, at spillene er perfekte, for kameraet kunne sagtens være bedre, og nogle udfordringer kan være ganske frustrerende som konsekvens deraf, men Activision udgiver pakken som budgetudgivelse, og dermed får man virkelig meget spil til prisen.

Spillet fylder 15 GB. | Anmeldereksemplar udleveret af Activision.

Kommentarer: