Death Squared (Switch eShop)

Skrevet af KJ85 - 21-01-2018 23:21

Muligheden for let og naturligt at dele sine spiloplevelser med venner og familie på Switch gør konsollen til en oplagt platform for multiplayer-fokuserede spil, og det gælder særligt dem, hvor man skal samarbejde. Vi så det blandt andet i det anmelderroste Snipperclips ved lanceringen i marts, og siden da har især indie-udviklere fodret os med spil i samme boldgade. Death Squared fra australske SMG Studio er er et eksempel på dette, og efter at have udgivet spillet på andre platforme i marts, så fandt det d. 13. juli vej til hybridkonsollen. På Nintendos konsol kommer det bestemt til sin ret, og nu skal I høre hvorfor.

Death Squared er en co-op-baseret 3D puzzle-platformer, hvis primære spilvariant giver anledning til, at to spillere sammen tager turen gennem spillets historie, og her tager man kontrollen over henholdsvis en rød og en blå kubeformet robot. Målet er for disse robotter at finde vej til målet i hver af spillets 80 testkamre (baner) alt imens, at de observeres udefra af testteknikeren, David, og computeren, IRIS, hvis samtaler giver indblik i arbejdet med kunstige intelligenser hos OmniCorp. Man finder dermed sig selv i rollen som kunstige intelligenser, der betragtes af et menneske og en anden kunstig intelligens, som genererer de forskellige testkamre, og gennem sine handlinger skal man lære at komme sikkert videre fra hver bane.

Det at gennemføre et testkammer opnås ved at bevæge hver robot hen på et felt med en cirkel i samme farve som robotten, og først når de begge står på sådan et felt, kan man komme videre til næste bane. Det starter selvfølgelig på simpleste vis i det første kammer, hvor man kun kan dø ved at bevæge sig ud over kanten, men hurtigt introduceres forskellige farer, der kan tage livet af vores robotter, så de eksploderer og må starte forfra i den pågældende bane. Det kan eksempelvis være pigge, der dukker op på visse felter, når kontakter aktiveres, og der er også laserkanoner, som kun robotter i samme farve som laseren kan modstå.

Oftest er testkamrenes fælder forbundet med robotternes bevægelser, og dermed kan blokke, der vil skubbe spillerne ned, eller andre farlige objekter pludselig dukke op, når den røde eller blå robot flytter sig i en bestemt retning, men det samme kan platforme, som man skal udnytte til at komme rundt. Det handler derfor som regel om at bevæge sig forsigtigt rundt og undersøge, hvad der sker, når man gør det ene og det andet, og konstant vil man lære af sine fejl. Heldigvis kan man dog altid regne med, at alle kontakter i samme farve udløser samme reaktion, og sender de almindelige felter med firkantede symboler pigge op ad gulvet et sted i banen, når robotten i samme farve står derpå, så sker det dermed også på målfelterne med cirkler i samme farve.


Foruden kontakter, pigge og laserstråler findes også mørke blokke, som man kan skubbe rundt og gemme sig bag, og gennemsigtige blokke, som en robot med samme grundfarve kan bevæge sig igennem, så det gælder også om at udnytte omgivelserne til at komme sikkert frem. Som rød robot kan det således måske være nødvendigt at bevæge sig over blå gennemsigtige blokke for at trykke på en kontakt, der på den ene eller anden vis tillader den blå robot at komme ud fra et område, som den ellers var fanget i, og det vil være nødvendigt at kommunikere spillerne imellem for at guide begge robotter sikkert frem til mål. Flere gange vil man komme ud for, at den blå laserkanon følger den røde robots bevægelser, og dermed vil det ikke være uden betydning, hvornår den blå robot aktiver en kontakt, der tænder laseren.

At styre robotterne er ganske ligetil, for hver robot kan ikke andet end at bevæge sig langs gulvet i de tredimensionelle baner ved brug af styrepinden, og spiller man alene i stedet for med en ven, så skal en skulderknap holdes nede for at styre den anden robot, hvis man spiller med en enkelt Joy-Con, mens begge styrepinde tages i brug, hvis man benytter et Joy-Con-par eller en Switch Pro Controller. Det kunne måske give anledning til at tro, at banerne alle ville foregå i et plan, men det er ikke tilfældet, for det at bevæge sig opad gøres muligt gennem aktivering af kontakter, som udløser elevatorer, og det er sågar muligt for en robot at stå på den anden, der så kan fragte robotten over en forhindring eller lignende.


De fleste af banerne i spillets historie kan gennemføres på få minutter, men af og til vil man med garanti komme til en bane, hvor robotterne kommer til at dø mange gange, og dermed vil der også være baner, som tager noget længere tid. Spillet holder selvfølgelig styr på statistikken, så du kan tjekke dine bedrifter senere, og du vil også blive præsenteret for en tæller, der viser det totale antal dødsfald, men du skal ikke forvente at kunne hive meget mere end fem timers spiltid ud af historien. Til gengæld finder du en tilsvarende portion underholdning i Party Mode, hvor fire robotter skal guides sikkert gennem 40 baner, og dermed skulle du sagtens kunne spille i små 10 timer uden at løbe tør for indhold.

De grundlæggende koncepter i spillets Party Mode er de samme som i historien, men her introduceres altså (foruden den røde og den blå) en gul og en grøn robot, så fire spillere kan tage del i løjerne. Det kan selvsagt gøre det hele lidt mere kompliceret, men tænker man sig om, så er det nu ikke meget sværere at holde styr på end i historien, og kan man ikke finde nok personer at spille med, så kan man sagtens bare fortsætte med to spillere, der hver kontrollerer to robotter – ja, man kan faktisk også kontrollere dem alle alene, hvor man holder en eller begge skulderknapper inde for at kontrollere de andre robotter.


Det gode:
Death Squared har bestemt mange fine kvaliteter, og det tager sig godt ud, ligegyldigt hvordan du vælger at spille det, for selv på den lille skærm står spillet skarpt. Det er ganske pænt, så farverne, som er essentielle for gameplay’et, står fint ud fra de grå blokke og den mørke baggrund, så du tydeligt kan se, hvor du skal nå hen, og der er samtidig blevet plads til sjove små detaljer. Robotterne har eksempelvis hver især et antal øjne, som svarer til spillerens nummer, og i en af spillets første baner får man mulighed for at udstyre sin robot med en tatovering (samt en hat efter implementering af opdateringen i december), men det er dog lydsiden med kommentarerne fra David og IRIS, som stjæler opmærksomheden præsentationsmæssigt. Der er masser af momenter, som giver anledning til grin i nogle af spillets loading-sekvenser, og selv om man med sikkerhed vil komme til at høre nogle kommentarer flere gange, når man dør, så bliver det aldrig irriterende.

Gameplay-mæssigt hænger spillet ret godt sammen med baner, der bliver mere og mere komplicerede i et stille og roligt tempo. Det betyder, at du som spiller ret hurtigt får styr på spillets præmisser, og du kan således også mange gange bringe dine erfaringer fra en bane med over i de næste af slagsen. Det er en ting, jeg som spiller sætter pris på, og kigger man på det i samspil med spillets koncept med kunstige intelligenser, så giver det rigtig god mening, da man stille og roligt lærer af sine handlinger.


En af de mest imponerende ting ved spillet er, at udviklerne har formået at skabe så mange unikke baner med kun ganske få elementer, og variationen kommer dermed på baggrund af spændende banedesign frem for introduktion af et væld af farer. I denne sammenhæng hjælper det selvfølgelig også på det, at banernes elementer kan flytte sig i takt med robotterne eller gennem aktivering af kontakterne, for det er noget af det, som gør det ekstra spændende at tage hul på en ny bane. Man ved aldrig som spiller, præcist hvad der sker, og når man gennem sine handlinger finder ud af det, så tvinges man til at tænke over, hvordan man nu kommer sikkert frem til målene med sine robotter. En vigtig nøgle til at opnå dette, når man spiller co-op, er naturligvis kommunikation, men det er virkelig prisværdigt, at spillet også fungerer til fulde alene. Det skal dog siges, at det umiddelbart er sjovest at spille sammen med andre.

Indholdsmæssigt har spillet med sine 80 baner i Story Mode og 40 baner i Party Mode, som sagt rigeligt at byde på, men det stopper slet ikke der. Når du gennemfører en af de to spilvarianter fuldstændigt, så åbnes der nemlig op for yderligere baner i det såkaldte Vault, og her kan man i sandhed se frem til at blive udfordret. Hele 30 ekstra baner fordelt på de to spilvarianter er der, og det er virkelig fedt at blive testet til fulde på sine indlæringsevner. Synes du ikke, at robotterne har måttet lade livet ofte nok i historien, så skal de helt sikkert nok komme til det her, for banerne kan være ret svære, men heldigvis starter banerne igen øjeblikkeligt, når man dør, og det er virkelig rart.


Det dårlige:
Selv om der er meget godt, så er det dog ikke sådan, at Death Squared er fuldkomment perfekt, og skulle man komme til at sidde fast i spillet, så er der ingen hjælp at hente fra udviklernes side. I modsætning til det vi ser i så mange andre spil i genren, så er der nemlig ingen hints at få, og man kan heller ikke bare springe over en bane for at vende tilbage til den senere, så det gør det en smule mindre tilgængeligt at se det hele. Først med banerne i pengeskabet kan man spille dem i en vilkårlig rækkefølge, men det er selvfølgelig også at betragte som en bonus med de sværeste af slagsen, og historien ville nok også gå lidt i stykker, hvis den tillod spillerne at hoppe lidt frem og tilbage deri. Personligt har jeg det egentlig helt fint med at skulle finde frem til løsningerne på egen hånd, men det gør mig heller ikke noget, at spil indeholder hjælpeværktøjer til dem, der måtte have brug for det.

En lille svaghed ved nogle baner er også, at der ikke skal særligt meget til, før en af robotterne utilsigtet mister livet. Står man bare en smule forkert placeret, så kan man eksempelvis risikere at dø pga. en pig, som kommer op fra gulvet på et felt, som man kun berører meget lidt. Taget i betragtning hvor korte de fleste baner er, så er det ikke det store problem, men man kan da godt blive lidt irriteret over det i et kort øjeblik. Noget af det mest mærkværdige ved spillet er imidlertid, at det ikke tillader dig at spille det i håndholdt tilstand, selvom man sagtens kan spille det alene. Man kan godt snyde spillet til at tro, at man spiller med et Joy-Con-par, som ikke er forbundet til konsollen for efterfølgende at sætte dem på, men som udgangspunkt vil det altså bede dig om at frakoble dem, og det burde altså ikke være et krav.


Konklusion:
Med Death Squared får du et ganske godt puzzle-spil, som er særdeles velegnet til den alsidige Nintendo Switch. Hvad enten du sidder derhjemme i stuen foran dit TV eller har din konsol med på farten, så er det nemlig let at starte en co-op-session op, og selvom spillet er sjovest at spille med andre, så er det prisværdigt, at det kan lade sig gøre alene. Udviklerne har med forholdsvis få elementer formået at skrue et spil sammen, der alligevel byder på gode og varierede udfordringer, og spilkonceptet med kunstige intelligenser kommer fint til sin ret, da man konstant lærer af sine handlinger, mens sværhedsgraden i banerne stiger. Det er let at gå til, og spillet er rigt på indhold fordelt på to spilvarianter og tilhørende bonusindhold, så selv efter 10 timer har du garanteret noget at udføre endnu. Det er sådan det skal være, når man tager 99 kr. for sit spil, og det er det bestemt også værd. Kun på ganske få områder kunne man ønske sig forbedringer, og det eneste jeg reelt savner er muligheden for at spille i håndholdt tilstand uden at skulle snyde spillet.

Spillet fylder 628 MB inkl. opdatering.

Kommentarer: