Death's Door (Switch eShop)

Skrevet af JOEP - 14-12-2021 20:23

Tidligere på året udgav Devolver Digital spillet Death’s Door, udviklet af studiet Acid Nerve fra England, der egentlig består af blot to personer. Spillet kombinerer det kendte gameplay fra Legend of Zelda-spillene med lidt mere brutale og Dark Souls-agtige kampe, hvor du i rollen som en krave skal indkræve sjæle fra figurer, der absolut ikke vil afgive dem. Death’s Door blev rost for sit gameplay, da det udkom til øvrige konsoller, men med udgivelsen af Switch-versionen melder spørgsmålet sig selvfølgelig, om denne version også er god.

Inden vi svarer på det spørgsmål, er det måske lige værd at dykke lidt mere ned i Death’s Doors præmis. Historien er nemlig både interessant og kryptisk. Du spiller som en krage, som arbejder for Reaping Commission Headquarters, en organisation der hjælper Døden selv med at høste sjæle fra væsner, der er klar til det, og som holder styr på alt det bureaukratiske i den akt. Men en mission går galt, sjælen stikker af, inden du når at indsamle den, og så går den vilde jagt ellers. Det viser sig så, at der er noget under opsejling, for hvor er Døden egentlig selv henne? Hvorfor er det pludselig krager, der skal tage væsnernes liv, og hvor kommer alle de mystiske døre egentlig fra?



Svarene på de spørgsmål serveres på kryptisk vis gennem nogle små journalnotater, som du finder undervejs i dit eventyr, men det er først til sidst, at i hvert fald jeg fik et nogenlunde overblik over, hvad der egentlig foregik. Her er der tydeligt skævet mod Hollow Knights historiefortælling, men dog lidt mere kompakt i Death’s Door. Jeg kunne godt have tænkt mig, at der var lidt mere konkrete forklaringer undervejs, men det er en mindre ting.

Selve gameplayet fungerer rigtig godt. Du følger din krage i et isometrisk fugleperspektiv, og du har altid kragen i centrum. Du udforsker så verdenen ved at bevæge dig af stisystemer, der venligt leder dig på rette vej, men som alligevel giver plads til udforskning. Generelt set kan udforskning altid betale sig, du finder altid noget, der har en værdi for dig. Verdenen er brudt op af små opgaver, som du kan løse, når du har klaret en vis del af verdenen, f.eks. får du ild-magi på et tidspunkt og kan derfor tænde fakler, der aktiverer en ny vej. Det er denne del, der er som de klassiske Legend of Zelda-opgaver - aktiver kontakter, fakler o.l. for at komme videre. Områderne i spillet er også tilpas varierede, om end rimelig klassiske.



Verdenen vrimler også med monstre, som i starten selvfølgelig giver dig kamp til stregen, men som efterhånden som du får opgraderet dine våben og helbred bliver lettere. Du starter med et sværd og et rul, og så er du egentlig i gang. Der er ingen eliksirer, som helbreder dig, og der er ingen våben, der er mere effektive mod visse fjender, det hele koges ned til dine egne evner, og dør du, er du selv skyld i det, da du ikke var opmærksom nok. Det er mere brutalt end vi er vant til i Legend of Zelda-spillene, men det fungerer rigtig godt, og de eneste tidspunkter det bliver lidt frustrerende er, når du bliver spærret inde af tre-fire fjender og ikke kan slippe væk. Det er naturligvis uundgåeligt, at du vil tage skade, og også her er Death’s Door anderledes - du kan nemlig kun få nyt helbred ved at plante et frø i en potte og høste planten. Men når du først har høstet den, vil du først kunne høste den igen efter lang tid, så tager du for meget skade under en kamp, er det ikke sikkert, at du kan blive helbredt igen før noget senere. Det giver nogle lidt nervepirrende situationer, hvor du iler af sted med 1 liv tilbage og forsøger at klare dig til næste potteplante.



Selvom kragerne egentlig er udødelige, når de er tilbage i kommissionens hovedkvarter, så kan du altså dø ude i den “virkelige” verden. Men skulle det ske, hvilket det nok for de flestes vedkommende gør, så er det ikke værre end at du sættes tilbage til sidste dør, du trådte ind af - dørene der forbinder verdenen med kommissionens hovedkvarter. Det sætter dig sjældent mere end et par minutter tilbage, og har du samlet noget op, er det blevet gemt.



Der er masser af forskellige fjender, som du skal lære at kende, og så er der flere bosser i spillet, der kræver at du koncentrerer dig. Men generelt var det ikke bosserne, der voldte mig problemer, men i stedet nogle kister, hvor du skal kæmpe mod fire bølger af fjender for at få en ny magi, der skal bruges til at fortsætte i spillet. Det var gode udfordringer, som især i starten krævede virkelig mange genspilninger.

På det tekniske har jeg ingen anker mod spillet. Spillet kører flydende uden mærkbare dyk, og grafikken er rigtig nydelig. Der er pillet ved detaljegraden i grafikken på Switch-versionen, men jeg savnede ikke noget under min gennemspilning, og alt stod klart og tydeligt med en pæn, tegneserieagtig grafikstil. Lydsiden er fantastisk med afslappende toner, som lige pepper lidt op i de rette situationer. Det er faktisk muligt lige at lægge Switch’en fra sig og bare nyde spillets soundtrack.



Jeg nød mine ca. 13 timer med Death’s Door, der er en fornøjelse at spille. Spillets gameplay flyder og du belønnes altid for at gå dine egne veje, inden du fortsætter på hovedhistorien. Undervejs i spillet indsamler du nogle Shiny Objects - som krager jo elsker - men desværre er det ren og skær samlerobjekter - her kunne jeg godt have ønsket, at de faktisk skulle bruges til noget konkret i spillet, for der var ikke helt motivation til at rende rundt og indsamle dem. Ud over det kom mine frustrationer ved spillet mest til udtryk i kampe, for det er ikke muligt at rulle gennem fjender, og de kan derfor let trænge dig op i en krog og så bare slå løs på dig, uden du kan komme ud. Men det er jo min egen skyld! Til sidst må jeg påpege, at det ville være godt med et kort i spillet, især i starten, fordi der er masser af hemmeligheder, som man lige kan skimte, men ikke kan nå i starten, og så er det lige med at huske dem, når man så kan nå dem. Det er dog småting, der ikke piller den overordnede glæde ved spillet ned.

Konklusion:
Death’s Door blev modtaget rigtig godt, da det udkom tidligere på året, og jeg kan kun istemme anmelderne og fremhæve, at spillet virkelig er godt - også på Switch. Spillet er en fryd at spille, og selv hen mod slutningen nød jeg at rende rundt i verdenen og følge historien. Jeg kunne godt have brugt lidt mere konkret historiefortælling, og så ville det være godt, hvis samlerobjekterne i spillet faktisk skulle bruges til noget, så der var en grund til at samle dem op, men det er småting, der ikke ødelægger det overordnede billede. Teknisk kører Death’s Door fremragende på Switch, og både billed- og lydsiden er skønne. Har du brug for lidt hyggelig udfordringtil de mørke vinteraftener, så er Death’s Door et rigtig godt bud.

Kommentarer: