Phantom Trigger (Switch eShop)

Skrevet af JOEP - 11-12-2017 21:00

tinyBuild Games var i april aktuelle med deres første udgivelse på Switch i form af Mr. Shifty fra Team Shifty, men siden da har de såmænd publiceret endnu et spil til Nintendos konsol. Fra udviklerne hos Bread Team, der består af blot to personer, fik vi nemlig gennem denne udgiver også Phantom Trigger, der udkom samtidigt til Steam og Switch i august måned. Spillet reklamerer lystigt med sit neon-farvede design og sin retro-pixel-art-stil, som let kan se indbydende ud, men er der mon også indhold af kvalitet at komme efter deri? Det vil jeg forsøge at opklare for jer med denne anmeldelse.

Phantom Trigger betegnes af udviklerne som et Hardcore Neon Slasher-spil med RPG- og roguelike-elementer, og historien deri er en smule speciel. Stan står således en morgen i køkkenet og taler med sin hustru, da han pludselig dratter om. Han vågner op på hospitalet, hvor en læge fortæller ham, at han vil dø, hvis han ikke modtager en operation, men Stan tøver og kan ikke rigtigt beslutte sig for, om det er en risiko, han vil løbe. Der er imidlertid også en alternativ behandling, som ikke er godkendt endnu, og den hopper Stan i stedet med på. Det bliver starten på en rejse til en drømmeverden, som vi ikke rigtigt forstår, men den findes mellem livet og døden, og her møder vi The Outsider, som skal redde The Creator fra døden –der er et underligt sammenfald her, ikke sandt? Historien i Phantom Trigger fortælles i små bidder i løbet af spillet, hvor spilleren overtager rollen som The Outsider og skal navigere sig gennem nogle fjendtlige miljøer for at bekæmpe de fire monstre, der truer verdenen mellem livet og døden.

Udviklernes betegnelse bliver man måske ikke helt klog på, men selve spillet kan beskrives som en dungeon crawler i hack-and-slash-stil, hvor du som The Outsider konstant angribes af et antal fjender, der skal slås ihjel. Til din rådighed har du derfor en pisk, et frost-sværd og en ild-næve, der alle bliver stærkere, efterhånden som du bruger dem, og disse kan kombineres til nogle flere angreb. Hvert våben er allokeret til hver sin knap, og den sidste knap er til teleportation, så du kan bevæge dig en kortere afstand gennem fjender og visse objekter på et splitsekund. Mens sværdet og næven er klassiske angreb, så er pisken lidt anderledes, for denne haler fjenderne hen mod dig, så du kan fortsætte dit angreb mod dem, selvom de skulle blive puffet væk gennem brug af de andre angreb. Fjenderne er i øvrigt mærkelige væsner, og de findes sådan ca. i fem forskellige grundtyper. Nogle kan skyde dig fra afstand, nogle efterlader ting på gulvet, nogle slår, og nogle er bare irriterende fyld, men ingen af dem har specielle svagheder, så du skal bare benytte dig af de angreb, du har lyst til at bruge mod dem.

Phantom Trigger er altså meget ligetil. Det er kun fjenderne, der afholder dig fra at bevæge dig videre i landskabet, og disse kan du tit blot teleportere dig forbi, men det vil så betyde, at du misser erfaringspoint, der giver dig forskellige kombinationsangreb til dine våben. Noget stort tab er det dog ikke, for det føles ikke som om, at våbnene bliver stærkere af at stige i niveau, men det kan også være fordi, at fjenderne bliver tilsvarende stærkere undervejs. Til tider er du nødt til at engagere dig i kam, da du ikke kan komme videre uden at have dræbt fjenderne i et område, men spillet indeholder også andre måder at låse op for nye områder. Der er visse døre, som skal låses op ved at angribe nogle pæle i en bestemt rækkefølge med et bestemt våben – det er ren og skær ”Simon Siger” her – og andre gange skal du sætte en kasse på en knap i god gammeldags Legend of Zelda-stil. Har du først klaret bossen i en verden, kan du dog ikke vende tilbage, og det betyder, at du kan gå glip af visse genstande, som kan bruges til at få nogle opgraderinger – personligt fik jeg ikke nogen af disse, hvilket er ret ærgerligt.


Til trods for enkeltheden lykkedes det mig også at sidde fast et par gange. Den første gang var mod en boss, der var alt andet end intuitiv, og det viser sig ved en hurtig søgning på internettet, at jeg langt fra var den eneste, der havde problemer med denne boss. Senere i spillet sad jeg fast et par gange, fordi et område var særdeles vanskeligt – man får ikke mange genstande, der fylder din energibar op igen – eller fordi et område kun kunne klares, hvis du klarede alle monstre, hvilket ikke står særligt klart. Jeg ved faktisk stadig ikke, hvad der skulle klares, før jeg kom videre fra dét specifikke område, men videre kom jeg da.

Der hvor Phantom Trigger virkelig skiller sig positivt ud, det er igennem den interessante historie samt det æstetiske udtryk. Historien fortælles som nævnt i små bider, hvor man ser den rigtige verden, og det foregår på hospitalet, hvor Stan og hans hustru diskuterer Stans ugidelighed og indifferens omkring operationen – rygtet siger, at der endda er alternative slutninger! Spillet udmærker sig desuden ved at være lige til at samle op og spille lidt videre på, og du har tit lyst til lige at prøve igen, når en udfordring bliver lidt for stor.


Til gengæld er det lidt kedeligt i længden at spille Phantom Trigger til trods for spillets relativt beskedne længde på 5-6 timer. Det skyldes, at banerne ligner hinanden, at fjenderne varierer for lidt og ikke bliver lettere at klare, efterhånden som du bliver stærkere, og ikke mindst, at der nærmest ingen belønninger er for at udforske banerne yderligere. Ja, faktisk er det nogle gange en dum idé at udforske, fordi du ikke kan genbruge det samme save point to gange – så skal du finde et nyt, og dør du i mellemtiden, så skal du starte forfra med udforskningen.

Og dø det gør man. Tit! I min optik sker det, fordi fjenderne ganske enkelt slår for hårdt, og du har ingen mulighed for at opgradere dit forsvar. Visse fjendetyper er tilmed meget vanskelige at ramme uden selv at blive ramt – dette gælder især de hoppende klatter, der samtidig efterlader en brændende firkant på jorden – og jeg har også oplevet at dø, fordi en fjende gemte sig under noget af det grafiske lir, udvikleren har smidt ind i spillet. I et top-down-spil, som Phantom Trigger må siges at være, dur det ikke, at der hænger ting ned fra loftet, som man ikke kan se igennem! Derudover mangler spillet et langdistance-angreb, som pisken ganske enkelt ikke er, eller et angreb, der kan angribe hele vejen rundt om dig. Ja, det ville være rart, hvis et af kombinationsangrebene faktisk kunne bruges til at skyde fjender med, men The Outsider er bare specialiseret i nærkamp, må jeg sande.


Konklusion:
Phantom Trigger er en blandet pose bolsjer, for den æstetisk tilfredsstillende præsentation af spillet og den atypiske historie gør, at man har en vis interesse i spillet og har lyst til at spille videre, men bag den pæne overflade gemmer der sig desværre et overfladisk hack-and-slash-spil uden megen variation og incitament til at spille spillet. Bosskampene er kærkommen afveksling i striben af ensformige fjender, der slår på tæven, uden du kan andet end at blinke dig væk fra deres rækkevidde – men gør du det, så kan du ikke selv ramme dem, da der mangler et langdistance-angreb. Spillets længde er helt fin med ca. 5-6 timer for en gennemspilning, men der er nærmest ingen genspilningsværdi, så de 112,50 kr. virker i den høje ende. Spillets fejl til trods kan jeg dog godt anbefale det til hack-and-slash-fans og folk, der gerne vil have en lidt anderledes historie, men vent på et tilbud.

Spillet fylder 545 MB.

Kommentarer: