Snipperclips: Cut it out, together! (Switch eShop)

Skrevet af KJ85 - 27-03-2017 13:06

Jeg er ganske sikker på, at mange af os faldt helt pladask for Snipperclips: Cut it out, together!, da det blev præsenteret til Switch som en eShop-udgivelse fra Nintendo i midten af januar, og glæden blev kun større, da vi fandt ud af, at det tilmed ville være tilgængeligt allerede fra dag 1, d. 3. marts. Spillet så ud til at ose af den charme og kreativitet, som vi ofte forbinder med det japanske spilfirma, men som nogle vil vide det, så er det rent faktisk ikke en af Nintendos egne produktioner. Nej, det er faktisk et britisk brødrepar, der under navnet SFB Games står bag det originale koncept, som de så har brygget færdigt med Nintendos hjælp, og om det færdige produkt er en investering værd, det skal vi se på her.

Snipperclips tilhører puzzle-genren, og den første gang spillet startes, da vil du blive introduceret for en animation, hvor du ser to Joy-Cons blive afmonteret fra en Switch for at blive forvandlet til figurer med ben. Dette kan på sin vis beskrives som fødslen af spillets to stjerner, de særligt geometrisk udformede Snip og Clips, og hvad enten du spiller alene eller sammen med en ven, så vil du her blive taget igennem en kort tutorial, der introducerer det basale. De to figurer kan bevæge sig og sammen udfylde former på skærmen, de kan stå på tæer eller dukke sig, de kan hoppe, de kan rotere deres kroppe, og vigtigst af alt, så kan de klippe i hinanden og gendanne sig til deres originale eller forrige form.

Når spillets tutorial er overstået, så kastes man direkte ind i spillets primære game mode kaldet WORLD, og her skal man ved at udnytte egenskaberne for de to figurer løse en række opgaver af varierende format. I det første udvalg af baner skal man blandt andet guide forskellige bolde op i en basketballkurv, sprænge balloner, få en ildflue ind i en lampe, danne en form ud fra de afskårne figurer, eller klippe specifikke dele af noget papir væk, og alt sammen kræver en vis form for samarbejde mellem Snip og Clips. Der er altså tale om et spil, der lægger op til, at to spillere konstant kommunikerer for at finde frem til løsningerne, men det er også muligt at spille denne del igennem alene, hvor man med et tryk på en knap kan fastholde den ene figurs position og skifte til den anden.

Når man giver sig i kast med WORLD, så er der i første omgang otte baner tilgængelige at vælge mellem, men når fem af dem er gennemført, så åbner man yderligere én, og når denne er klaret, så åbnes fem mere. Endnu en bane åbnes så, når man har løst opgaverne i samlet set 11 baner, og tilsammen udgør de 15 baner en verden. Dem er der i alt tre af, hvilket giver en total på 45 baner, og alle verdenerne følger strukturen beskrevet for den første. Nogle opgavetyper er typisk kun at finde i én af spillets tre verdener, men opgaverne, hvor du skal få figurerne til at danne en form sammen, samt de puzzles, hvor specifikke dele at et stykke papir skal klippes væk, er et tilbagevendende element. Alt det kræver at åbne op for en ny verden, det er i øvrigt, at du succesfuldt klarer sidste bane i den forrige.


Foruden WORLD indeholder spillet to yderligere game modes kaldet PARTY og BLITZ, og i førstnævnte handler det sådan set også om at løse opgaver som dem i spillets hoveddel. Den store forskel er blot, at man her er 2-4 spillere, der tager kontrollen over i alt fire af de fjollede figurer, og det giver mulighed for at skabe nogle lidt mere omfattende opgaver. Med to eller tre spillere vil minimum én spiller selvfølgelig få kontrollen over to figurer – præcis som med én spiller i WORLD. Flere figurer til trods, så er de fleste opgavetyper dog sådan set identiske med dem vi finder i den primære del af spillet, og kun få baner vil føles, som noget helt anderledes. I første omgang vil der blot være 12 baner i denne del af spillet, men yderligere ni opgaver kan låses op ved at gennemføre alt i WORLD.

I BLITZ derimod forsøger man sig med noget konkurrencepræget spil, hvor 2-4 spillere dyster mod hinanden i stedet for at samarbejde. Dette kan foregå i de tre discipliner; basketball, hockey og dojo, og ligegyldigt om man er to eller fire spillere, så styrer man blot én figur hver her. Spiller man mere end to spillere i basketball og hockey, så foregår det dog i hold; to mod én eller to mod to. Basketball er præcis, som man ville forvente det, for her falder bolden ned fra luften, og så gælder det ellers om først at score i modstanderens kurv tre gange – ryger bolden ud af banen, så kommer en ny bold ind fra oven. Hockey fungerer til gengæld som en omgang air-hockey, hvor der ligeledes skal scores tre gange i modstanderens mål, og i dojo går det slet og ret ud på at klippe sine modstandere i stykker. At klippe i hinanden kan man også i basketball og hockey, men dojo er det eneste sted, hvor man ikke kan reparere sig selv med et tastetryk. I stedet dukker der af og til en genstand op, som kan gøre en figur hel ved opsamling af den – vinderen er den, der sidst står tilbage i arenaen og dermed, som den eneste, ikke har mistet tre liv.


Det gode:
Den helt store stjerne i Snipperclips er gameplay’et, men det hjælpes også på vej af en utrolig charme i spillets grafiske design. Bag spillets figurer finder vi eksempelvis ternet papir, der af og til er dekoreret, så som oftest ligner det en form for kreativ arbejdsplads med forskellige redskaber, hvilket er ganske passende i forhold til den kreativitet, man som spiller skal udvise. Det kommer også til udtryk gennem små animationer, som man af og til kan udløse med tastetryk efter at have klaret en bane. Det er er derimod figurernes ansigtsudtryk, som man først bider mærke i, da der altid kommer en form for reaktion, når figurerne klipper i hinanden, og det grænser sig nærmest til det småperverse nogle gange, når man ser den lumre glæde et klip kan udløse. Egentlig er det så simpelt, at det ikke burde komme til udtryk som noget særligt, men man skal ganske enkelt ikke undervurdere effekten af at kunne udløse et smil hos spilleren, og det formår spillet i den grad med dette virkemiddel.

At jeg udnævner gameplay’et som spillets største stjerne, det har flere årsager, og en af dem er, hvor let det er at komme i gang. Du kan praktisk talt give hvem som helst en controller i hånden og på mindre end et minut forklare dem, hvordan de spiller spillet, og det er sådan noget, som gør spillet attraktivt for en bred målgruppe. I min tid med spillet har jeg testet det i selskab med begge mine brødre, men hvor den ene er vant til at spille en del, så er den anden noget mere afholdende i forhold til den form for underholdning, og dette spil gik rent ind hos dem begge. Det at man sammen sidder og kommunikerer sine ideer frem og tilbage for at finde frem til en løsning på en opgave har altså bare nogle kvaliteter, som man ikke finder i et traditionelt videospil, og det var netop det, som fangede min ældste bror her – ja, faktisk i en sådan grad, at han havde svært ved at slippe det igen.


Det er altså langt henad vejen de helt simple koncepter bag spillet, der får det til at fremstå som noget særligt, men konceptet bliver også båret i mål gennem et fint lille udvalg af opgaver, og uden variation havde det ganske enkelt ikke været det samme. Nogle opgavetyper gentages ganske vist i flere baner i spilet, men genkendelighed kan også være fint, så længe det ikke overdrives, og det synes jeg ikke, at man har gjort. De to opgavetyper, som netop går igen en del gange, er heller ikke nogle, der bliver dårligere af den grund, for de skal stadig løses på helt forskellig vis, og de bliver naturligvis også mere komplicerede undervejs. Skulle man derimod sprænge balloner eller noget i den stil i adskillige af spillets baner, så havde det nok været mindre interessant, for en stor del at morskaben består i at finde ud af, præcis hvad man skal i de forskellige baner – eksempelvis ved for første gang at rotere et tandhjul eller trykke på en knap.

WORLD er naturligvis hovedattraktionen i spillet, og konceptet med Switch gør det utroligt bekvemt at få det bedste ud af spillet, da det fungerer godt i både TV Mode og Tabletop Mode – jeg kan dog have mine tvivler i forhold til at samle fire spillere om den lille skærm i de andre game modes. Du kan altså let hive maskinen frem og løse lidt opgaver med en anden spiller, hvor end du måtte befinde dig, og de små opgaver gør det ideelt til korte spilsessioner (som til gengæld hurtigt kan blive længere end planlagt, da man let bliver fanget). Det er altså på mange punkter virkelig lettilgængelig underholdning, og det er et plus. Også PARTY og BLITZ fungerer fint med to spillere, men for at få de bedste ud af dem, så skal man nok være fire. Det kræver jo så et ekstra sæt Joy-Cons, og dermed forsvinder lidt af den konceptuelle fordel ved maskinen, men det er nu stadig fint, at de ekstra game modes er inkluderet, da det giver lidt ekstra underholdningsværdi.


Det dårlige:
Det kan være svært at sige noget decideret negativt om Snipperclips, men jeg vil alligevel tillade mig at anfægte indholdsmængden i den samlede pakke, for det er ganske enkelt ikke meget, du får for din investering her. Tre spilsessioner var alt det tog, før WORLD var gennemført, mens PARTY var overstået på den næste, og vi blev ærligt talt lidt skuffede over, at der ikke var flere opgaver at komme efter. Det tog rundt regnet fem timer at gennemspille alle baner en enkelt gang, og det er ikke meget, hvis vi sammenligner med det, som andre spil i puzzle-genren kan tilbyde til en ofte lavere pris. Man kan selvfølgelig argumentere for, at man med et co-op-spil som dette også kan få lidt genspilningsværdi ud af at spille det igennem med andre personer efterfølgende, hvor man lader dem få dirigentstokken, men så mister man altså også den pingpong, der naturligt bør være spillerne imellem, og det ville formentlig være sjovere blot at se, hvordan spillere, som ikke før har gennemspillet banerne, går til opgaven.

Om Nintendo og udviklerne også har stået med nogle af de samme fornemmelser, som undertegnede udtrykker i det ovenstående, det kan vi selvfølgelig ikke vide, men BLITZ føles mest af alt som et forsøg på at forlænge spiloplevelsen med nogle meget simple minispil. Det fungerer som sagt fint, hvis vi ser bort fra, at man i hockey kan bevæge sig før startfløjtet lyder i den første runde, og det kan da også tilføje lidt sjov, men jeg tvivler stærkt på, at det er noget, som man vil vende tilbage til ofte. Personligt havde jeg i hvert fald foretrukket ekstra baner i WORLD/PARTY frem for denne meget simple game mode.


Konklusion:
Snipperclips: Cut it out, together! er et fantastisk kreativt puzzle-spil med en utrolig charme, der kan få smilet frem hos de fleste. Dette opnås blandt andet med simple virkemidler i figurernes ansigtsudtryk, men i det hele taget emmer det grafiske i spillet af en kreativitet, som overføres til det lettilgængelige gameplay. Udformningen af spillet medvirker til, at det kan tiltale selv et publikum, der ikke normalt er tiltrukket af videospil, og det demonstrerer i særdeleshed en styrke i spillets koncept om at arbejde sammen for at løse forskelligartede opgaver. Dette er måske ikke det sjoveste alene, om end det virker, men med to spillere er det virkelig underholdende, og man kan tilmed være fire i dele af spillet, så flere kan tage del i morskaben. Der er tilpas med variation og samtidig genkendelse i spillets baner til at holde det friskt i længere tid, men man kan argumentere for, at der til prisen simpelthen er for få opgaver at løse. De 150 kr. er nemlig en del, når det hele kan gennemspilles på omkring fem timer, og minispillene udgør ikke nogen særlig grund til at vende tilbage efterfølgende. Det til trods, så har vi dog stadig et godt spil, som kan noget særligt, og du kan her få nogle goder timer i nærmest hvilket som helst selskab.

Spillet fylder 946 MB.

Kommentarer: