I South Park: The Stick of Truth tager du rollen som den nye dreng, der flytter til byen. Her stifter du hurtigt bekendtskab med Cartman, Stan, Kyle og Kenny, der er fuldt i gang med en ny leg, som du hurtigt bliver inddraget i. Det bliver til et eventyr inspireret af Ringenes Herre-universet. Du bliver hurtigt valgt til at vælge side i eventyret, hvor du enten kan slutte dig til Cartmans mennesker eller Kyles jødeelvere. Undertegnede valgte Kyles elvere. Primært fordi jeg gerne ville se, hvad der sker når jeg trodser Cartman, og jeg blev ikke skuffet. Cartman er ligeså grov og aggressiv, som han er i serien. Det gjorde kun tilfredsstillelsen endnu større.
I historien er det kampen om The Stick of Truth, der er omdrejningspunktet for vores venner. Det sender dig ud i situationer, som indebærer alt fra rottebekæmpelse til at skulle kravle op i Mr. Slaves bagdel. Kort sagt når man vidt omkring i universet, som er gengivet fantastisk fra den velkendte TV-serie. At skulle transformere en TV-serie til et videospil med samme charme er en svær manøvre, som heldigvis er lykkedes til fulde i Stick of Truth.
Humoren fra TV-serien er intakt, og det er imponerende hvor mange referencer og sjove øjeblikke udviklerne har formået at presse ind i spillet. Du har hele tiden fornemmelsen af, at du rent faktisk bevæger dig rundt i den stille lille bjergby med alt hvad det indebærer. Det er flot kombineret med de velkendte fantasy elementer, der indføres ved hjælp af børnenes fantasi. Det fungerer nærmest som sin hel egen sæson af South Park, hvor du selv er med til at styre slagets gang.

Lyden i spillet er klassisk South Park, og der er også her tænkt over de helt små detaljer. Når du er færdig med at indlæse et område spilles således den jingle, der i TV-serien bruges til at ”annoncere”, at man nu er tilbage fra reklamerne. Dertil kommer et hav af små lyddetaljer, der er med til at understrege, hvilket univers det du befinder dig i. Pruttelyde er nok aldrig før blevet brugt så ofte i et spil.
Kampsystemet er klassisk turbaseret RPG. I takt med, at du kommer gennem spillet tilegner du dig nye absurde evner og får nye venner, der kan bruges i kampene. Det er så din opgave at benytte de rigtige moves, items og taktikker til at besejre de modstandere du står overfor. I kampens hede bliver du også løbende udfordret til at time angreb og forsvar rigtigt for ekstra effekt, hvilket gør dem en smule mere nervepirrende. De ekstra items og egenskaber tilfører spillet en smule dybde, men du skal ikke forvente en kæmpe RPG-oplevelse.

Havde spillet ikke været en del af South Park-universet var det formentlig røget i glemmebogen ret hurtigt. Der er ikke noget nytænkning over den måde, som kampsystemet, og gameplayet i øvrigt, fungerer på. Spillet er heller ikke vildt udfordrende, men det stopper dig ikke i at ville videre og se, hvilken ting fra universet, der gemmer sig bag den næste dør.
Ikke overraskende kører South Park: The Stick of Truth super smooth bade i docked og i handheld mode. Jeg spillede originalen til Xbox 360, hvor jeg af og til oplevede framerate drops. Det gjorde sig heldigvis ikke gældende i Switch-versionen. Som sædvanlig er det også en fantastisk frihed at kunne tage Cartman & Co med på farten. Det bliver man aldrig træt af at kunne.
Konklusion:
Hvis du er vild med South Park er South Park: The Stick of Truth i et must-have. Det er et klassisk turbaseret RPG pakket ned i det grove, men fantastiske univers vi kender fra TV. Cartman og alle de andre er i topform. Du skal dog ikke købe spillet udelukkende for RPG-oplevelsen da denne for RPG-fans vil være mangelfuld. Du skal købe spillet for at kunne spille din helt egen episode af South Park. Er det noget du godt kunne tænke dig er spillet et must-buy. Selv hvis du har spillet det originale spil vil det altid være et ekstra argument, at du nu kan have universet med på ferie eller hvor du ellers har din Switch med.
Spillet fylder 5,4 GB.
SwitchPlayer99
#1