Vind Link's Awakening til...

Spyro Reignited Trilogy (...

DLC-pakken Carnival of Ch...

Nintendo annoncerer Ring ...

Ugens Downloads: Uge 37 2...

Switch firmware opdateret...

Nintendo udsender teaser ...

Vi streamer Blasphemous i...

Killer Queen Black er kla...

Ugens Tilbud: Uge 37 2019

Hvad spiller du nu? Hvor ...

Spil på vej til Switch

Nintendo på mobil

Hvor bor du?

N-cast: Retro-spil

Bayonetta 2

Super Mario Maker 2

Dit seneste køb

Nintendo Switch

Releasedatoer

Tilbudstråden

S: Nintendo- og Playstati...

S: Uåbnet Switch Joy-Con...

B: Super Mario Maker 2

K: Ældre Pokemon spil (1...

S: Spilrelaterede nøgler...

K: Super Smash Bros Ultim...

K: Sonic Lost World (Wii ...

K: Switch Pro controller ...

Perfekt tegneplader XP Pe...

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Story of Seasons: Trio of Towns

Mario Party: The Top 100

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Mario & Luigi: Superstar Saga + Bowsers Minions

SteamWorld Quest: Hand of Gilgamech (Switch eShop)

Skrevet af Zone - 23-04-2019 17:00

Image and Form har med deres mange forskellige genreskift, men konstant vedvarende verden, formået at slå sig fast som en af de mest succesfulde indieudviklere på Nintendo Switch. SteamWorld-spillene har både mestret action platform-genren, med SteamWorld Dig 1 og 2 og Tactical RPG-genren med SteamWorld Heist. Nu er turen så kommet til den fantasy-betonede turbaserede RPG-genre, som er noget af et skift fra SteamWorld-seriens øvrige post-apokalyptiske og steampunk-inspirerede omgivelser, der nu er blevet udskiftet med landsbyer, mørke fangekældre og magertårne. Formår Image and Form at holde den høje kvalitet eller er genre-skiftet for stor en mundfuld? Læs min anmeldelse og bliv klogere.

SteamWorld Quest: Hand of Gilgamech fortælles som en godnathistorie fra en forælder til sit barn og hver bane er struktureret som kapitler i en eventyrbog. Spillet starter med at de to spirende heltinder, Armilly og Copernica, er taget ud i skoven for at finde en magisk svamp. Mens Armilly egentlig helst vil bruge anledningen til at lege legendarisk helt, så har Copernica, og hendes skarpe alkymisthjerne, fokus på alle de gode egenskaber, som denne svamp besidder. I denne første bane lærer man spillets simple, kortbaserede gameplay, samt at Armilly og Copernica hver især bliver karakteriseret. Tingene tager dog hurtigt en uventet drejning i kapitel 2, hvor deres landsby pludselig er under belejring af en ukendt hær. Herfra begynder historien, såvel som kampsystemet, at udfolde sig og blive dybere, hvilket mere eller mindre kendetegner spillets generelle udvikling, som det skrider frem. Men lad os lige blive ved historien.

Klassisk fantasy med et komisk twist
Historien i SteamWorld Quest beror I den grad på fantasy traditioner og referencer. Men spillet spinner hele tiden et komisk twist på det hele, som gør at det alligevel føles rimelig friskt. Og når det ér et SteamWorld-spil, så er alle levende væsner selvfølgelig robotter, både i navn og udseende. F.eks. bliver Goblins, en af de mest almindelige fjender i fantasy, nu til Coglins som selvfølgelig er lavet af mekaniske dele, ligesom spillets hovedkarakterer. Det skaber en kreativ charme ved spilet, da det altid er interessant at se hvordan udviklerne har omformet en velkendt karakter type eller fantasy-skabning som en robot.



Det komiske aspekt kommer især til udtryk i spillets samtaler. Her er der ofte komiske situationer der udspiller sig i kraft af de forskellige personligheder, som spillet karakterer har, om de så er helte eller skurke. Tidligt i spillet melder Armilly og Copernica sig på banen til at hjælpe en gruppe helte der er blevet taget til fange, men heltelauget nægter at sanktionere denne redningsaktion som en officiel aktion. Dog så snart Armilly foreslår at det så er en uofficiel redningsaktion, er det pludselig ikke et problem. Dette samspil mellem heltelaugets selvhøjtidelighed og deres absurde bureaukrati er bare ét eksempel på den slags humor man finder i spillet og det gør at man ikke kører træt i historien som ellers bygger på klassiske fantasy-tendenser.

Hvis man skulle sætte en finger på noget, så er det måske at historien til tider føles en smule overfladisk. Den konstante komik og de mange klassiske fantasy-troper kan gøre det svært at engagere sig 100% i historien, da den på en måde føles sekundær ift. Spillets øvrige systemer og den komiske vinkel. Men er man til den slags historiefortælling og en god spand ironisk kærlighed overfor fantasy-genren, så vil man nyde historien i fulde drag.

Lineær struktur, der udvider sig over tid
Strukturelt er spillet opbygget forholdsvist lineært. Som nævnt er spillets opbygget i baner, der hver især udgør et kapitel af historien. Men hvert kapitel udgør også en bane, som er bygget op af sammenhængende rum, der byder på fjender, skatte og hemmeligheder. Nogle rum er sågar gemt, så spilleren skal virkelig udforske de forskellige rum for at finde alt. Der er heldigvis en treasure-indikator der viser hvor mange procent skatte du har fundet i hvert enkelt kapitel og man kan altid vende tilbage til tidligere kapitler, sågar med hele det hold man har samlet, selvom de karakterer ikke var tilgængelige i det pågældende kapitel. Dette gør at man let kan vende tilbage og finde de skatte man overså i første omgang. Og det kan godt betale sig at udforske og finde alle skattene, da man bliver belønnet med f.eks. nye kort til ens karakterer, som låser op for endnu flere muligheder, eller materialer man kan bruge til at lave nye kort hos sælgeren. Man kan ligeledes få nye våben og udstyr der gør ens færd nemmere.
Spillets baner starter meget simple ud, men som man kommer dybere ind i spillet bliver banerne både større og mere indviklede. End af de sjoveste baner finder sted i Alkymisternes tårn, hvor man skal navigere nogle små labyrinter af portaler, hvor man teleporterer fra rum til rum og hele tiden skal huske hvilken retning man er gået i, i det forrige rum for at nå hen til sin destination. Senere i spillet åbner man også op for aktiviteter man kan foretage sig mellem kapitler. F.eks. åbner man op for et Colosseum, hvor man kan kæmpe mod monstre for at tjene exp og belønninger, som guld og materialer.



Trods spillets lineære og simple struktur, så er det ikke nødvendigvis en dårlig ting. Banerne føles mest af alt som veldesignede fornøjelser uden for mange overflødige elementer, hvilket fungerer super godt. Til dem der forventer et lidt mere åbent strukturdesign, så skal man nok kigge andetsteds. Spillet indeholder dog et system som i den grad er åbent og på ingen måde lineært, nemlig kampsystemet.

Kortbaseret kampsystem har mange muligheder og god dybde
Det skal ikke være nogen hemmelighed at spillets bedste aspekt er kampsystemet, hvilket er godt da det bærer hoveddelen af spiloplevelsen. Dette kortbaserede system er utrolig nemt at forstå og mere simpelt i de første par baner, men jo flere kort man låser op for, jo dybere og mere taktisk bliver systemet og pludselig åbner der sig et væld af strategier og muligheder. Det føles som et moderne twist på de traditionelle turbaserede rollespil og er et friskt pust i en verden, hvor mange nye spil prøver at genskabe magien fra ældre rollespil, uden af få succes. Det er derfor fedt med et spil der prøver at gå sin egen vej, selvom spillets hyldest til fordums tider er tydelig.



Der er forskellige korttyper. De mest simple, som enten giver almindelig skade eller små buffs, opbygger skill points og koster ikke noget at bruge. Det gør skill point-kortene til gengæld. Der står på kortet hvor mange skill points de koster og jo mere de koster jo stærkere er de som regel. Man kan spille 3 kort per tur, medmindre man får buffs der gør at man kan spille flere. Man skal derfor hele tiden balancere at opbygge skill point kontra at bruge dem man har opbygget. Hvis man ikke passer på, kan man nemlig risikere at man ikke har nogle actions i en pågældende tur. Man trækker nemlig 3 vilkårlige kort fra holdets samlede card deck, og trækker man kun skill point-kort uden at man har nogle at spendere, så må man springe sin tur over. Man har heldigvis to muligheder for at lægge et kort fra sin hånd i bunken og trække et nyt, så hvis heldet er med én kan man få kort der opbygger skill points i stedet. Der er derfor en god balance i systemet og personligt føler jeg det er et af de bedste kortbaserede systemer jeg har prøvet, især da det er simpelt at forstå.



Hver eneste karakter man får med i sit party, får hver især en god mængde kort, som spillet skrider frem, der alle er tilstrækkeligt forskellige fra hinanden. Dette gør at hver karakters deck har så mange tilpasningsmuligheder at hver karakter kan opfylde flere forskellige roller og man kan sammensætte nogle velfungerende taktikker, de forskellige helte i mellem. Og der er mange klassiske RPG-typer repræsenteret. Armilly er mest af alt bare en der giver skade, men kan også fungere som tank og buffer, mens Copernica fungerer som en klassisk magiker, som dog har mulighed for både at fokusere 100% på skade, men også har nogle skjolde og andre behjælpelige buffs hun kan bruge. Denne variation fortsætter med de nye karakterer man opsamler, som Galleo der kan fungere som både healer og tank, eller samurai’en Orik der kan lave masser af skade, men som samtidig også kan heale.

Alt i alt er det et godt og dybt system, som der er sjovt at eksperimentere med og i takt med at man får flere karakterer med på sin rejse, åbner systemet og mulighederne sig endnu mere op. Og nogle gange er det vigtigt at afprøve forskellige taktikker, da spillets fjender til tider kan være ret udfordrende, især bosskampene.

Charmerende grafik føles som en pop op-bog
Præsentationen er også helt i top i SteamWorld Quest: Hand of Gilgamech. Spillet ligner nærmest en pop op-bog, hvor karaktererne nærmest skyder op af baggrunden og hvert eneste led på hver robot får dem til at ligne levende sprællemænd. De farverige miljøer og robotdesigns giver spillet et unikt look. Musikken er ligeledes god, men er ikke nødvendigvis den mest mindeværdige jeg har hørt. Mange af de musiske temaer går igen, men udvikler sig og bliver påført flere lag, som spillet skrider frem, hvilken er den bedste måde at genbruge musik på. Man kan sagtens spille spillet uden lyd, men man fjerner dog noget af charmen, føler jeg.



Konklusion
Image and Form har gjort det igen. Med SteamWorld Quest: Hand of Gilgamech formår de endnu engang at skifte genre, men uden at tabe kvalitet eller dybde i spillet. Spillet fortæller en klassisk fantasy-historie med en masse komiske og absurde twists, som er underholdende, men til tider føles en smule overfladisk. Strukturmæssigt starter spillet simpelt ud og er generelt lineær, men med baner der bliver mere indviklede og større som spillet skrider frem, samt tilføjelsen af aktiviteter mellem kapitlerne, er det kun en positiv ting, da spillet føles utroligt velpoleret. Spillets største force, i et spil der i forvejen er godt, er helt klart kampsystemet, hvis kortbaserede design skaber masser af valgfrihed og taktisk dybde. Med en charmerende og lækker grafikstil og positiv lydside, så skal det ikke være en hemmelighed at det får en høj karakter. Alt i alt er SteamWorld er charmerende spil, hvis simple start ikke må snyde spillerne for at spillets historie, struktur og gameplay bliver dybere for hvert kapitel man kommer ind.

2
1ups givet

4/5


Nemt at gå til

Hjernegymnastik

Øjeguf

Kommentarer:

#1 - JOEP

Level: 45 (Stone Talus)

23-04-2019 19:36

Fin anmeldelse, der kommer godt rundt. Var ganske interesseret i spillet, da det blev annonceret, så det er godt at vide at det også er veludført. Selvom jeg ikke var vild med SteamWorld Dig, var jeg begejstret for Heist, der jo i bund og grund bare var Worms i nye klæder, og det her ligner mere Heist end Dig.

Det ryger på min Watch list, da jeg lige har nogle andre små spil, der skal klares først.
0
1ups givet

SteamWorld Quest

SteamWorld Quest
Platform:
Switch Download Software

Udgivelse:
25-04-2019